Hverdags-”overlevelses”-guide til familier i et conoranedlukket Danmark

Her er lidt instant corona-karantæne hjælp til dig og din familie, her hvor vi alle står over for 14 dage, som adskiller sig temmelig meget fra den hverdag, vi kender.

Guiden her kunne hedde:


corona hjælp til familierHverdags-”overlevelses”-guide til familier i et conoranedlukket Danmark

eller
How to not gå amok på sin familie de næste 14 dage
eller
Familieførstehjælp til kollektiv corona-karantæne
eller
Hold hovedet og humøret højt, og ambitionerne og frygten lav

 

Hvis du er lidt presset og får en smule åndenød ved tanken om at være hjemme på matriklen med dine børn 24/7 de næste 14 (måske flere) dage, så skal du vide 3 ting:

  1. Du er ikke alene om at have det sådan
  2. At du har det sådan, siger ikke noget om, hvor god en forælder du er eller ikke er.
  3. Det er naturligt og forståeligt at blive lidt (eller meget) overvældet, når ens hverdag ændrer sig så drastisk med kort varsel, og når det sker på en baggrund, der skaber uro og aktiverer vores frygt

Alle familier står i disse dage med en stor opgave. Alle de rutiner og de planer, I plejer at indgå i og læne jer op ad, skal laves om, for at få det hele til at hænge sammen de næste uger. Det er en stor opgave.

Derfor får du her en lynguide til at komme smidigst muligt igennem Danmarks kollektive corona-nedlukning

Lav en plan for dagene

De seneste dage har jeg, på de sociale medier, set eksempler på mange meget detaljerede planer for, hvornår der skal laves lektier og gås tur og tages bad og leges. Det er ikke sådan en plan, jeg mener. Den behøver ikke at være så detaljeret og med præcise minuttal.

familiehjælp i coronatiderMen læg en plan for, hvordan I vil gå til dagene i den næste periode.

For de fleste kan det være rart at vide nogenlunde, hvad man kan forvente i løbet af en dag. Det gælder især børn, man også mange voksne. Så tag stilling til om I sover til I vågner hver især, eller om alle står op og spiser morgenmad sammen på et bestemt tidspunkt og sætter dagen i gang sammen.

Lav blot en skitse for dagen i ”blokke”. Hvornår og hvorlænge er der skole/arbejde. Hvornår laver vi noget sammen / hver for sig? Hvilke børn har hvilke opgaver/pligter idag. Hvornår har vi fri og fyraften? Det giver overblik og ro i en tid hvor overblikket og roen er lidt i restordre på mange andre fronter. Tegn eller skriv planen enkelt og klart og hæng dem et tilgængeligt sted.

”At tage det som det kommer” er også en plan. Når man har besluttet det. Det er meget nemmere at go with the flow, hvis alle er indstillet på, at det er det, man gør. Men hvis det ikke er et aktivt valg, kan det skabe rastløshed hos børnene og stress hos de voksne over de mange spørgsmål, der så vil opstå om ”Hvornår skal vi…..” , ”Hvad skal jeg lave….”, ”Hvorfor må jeg ikke….”- Dens slags afklarende spørgsmål kan komme til at virke som en lang række af afbrydelser og plagen, hvis du ikke er indstillet på at de kommer, og at de kræver din stillingtagen løbende.

Det koster meget energi at skulle tage stilling til alting løbende hele dagen. Så tage en belutning om de store linjer. Det giver ro og plads.

Hav en klar rolle- og opgavefordeling

Ingenting er som det plejer, og derfor kan du/I (voksne) ikke bare gøre, som I plejer. Uanset om I begge skal på arbejde, én af jer skal eller I begge er hjemsendt med /uden arbejde, er I nødt til at lave nye aftaler for, hvem der gør hvad. Husk også at tage højde for at I får mulighed for en lille pause og et pusterum en gang i mellem. Det er krævende at være sammen med hele sin familie hele døgnet i mange dage, når man ikke er vant til det. Især når det komme pludseligt, fordi andre har bestemte det og man ikke selv har haft mulighed for at have indflydelse på det.

Hjemmearbejde

Arbejder du hjemme, så gør det tydeligt, hvornår du arbejder. Og husk fyraften. Det bliver nogle lange dage, hvis arbejdet kommer til at brede sig ud over hele dagen (og aftenen) mange dage i træk.

Hjemmeskoling tager kortere tid

hjemmeskoleMange familier skal den næste tid håndtere forældrenes hjemmearbejde og børnenes hjemmeskole. Samtidigt. Det er som om, der er for mange brikker i det puslespil til, at det hele kan hænge sammen.
Lad for det første være med at forsøge at gøre begge dele simualtant. Det bliver irriterende, ufokuseret og en afbrudt fornemmelse for begge parter. Og husk så også at det tager langt kortere tid at nå igennem ”pensum” med 1:1 undervisning end med 1:28 undervisning. Du og dit barn behøver derfor ikke holde hjemmeskole i timevis. I kan ganske enkelt klare det på meget kortere tid, end man kan, når der er mange elever til én voksen.

Hjemmeskoling er mange ting

Grib også muligheden for, at dine børn kan lære noget andet, end hvad der almindeligvis indgår i skolens pensum. Fx kan der i disse dage også stå følgende fag på skemaet:

  • ”Hjælp din lillesøster med et puslespil” (omsorg og relationer).
  • ”Ryd op på dit værelse” (handlekraft, overblik og vedholdenhed).
  • ”Se en film fra da mor og far var børn” (historie, kulturarv og dannelse).
    (Tjek Bonanza på dr.dk. Der ligger gode gamle sager. Filmtriben.dk er også fuld af gode muligheder).
  • ”Bag en kage til hele familien” (hjemkundskab og omsorg).
  • ”Hop på trampolin eller kør på rulleskøjter i haven/gården” (idræt).

Større børn har også mulighed for at tage nogle store kapitler i faget ”kommunikation og medier”, hvis I ser pressemøder og læser artikler sammen. Tal om hvad I ser og hører, og sæt dem til at finde eksempler på, hvordan medier behandler den samme nyhed på forskellig vis.

Derudover skal du heller ikke underkende al den implicitte læring, der lander i dine børn i disse dage. De ser, hvordan man hjælper hinanden som par og familie med at håndtere en udsædvanlig situation. De lærer en masse om egne og andres følelser og håndtering af disse. De lærer, hvordan man får det bedste ud af en ærgerlig situation. Det lærer noget om omstillingsparathed, fleksibilitet og kreativitet. Og så lærer de en masse om, hvordan samfundet fungerer, om fællesskab og om samfundssind.

Med andre ord: Det er ikke nødvendigt at terpe lektier fra 8 til 14. Overhovedet!

Husk pauser til alle

husk pauserPauser er vigtige. Også selvom det kan føles som om, vi går rundt i én stor pause. Det gør vi ikke. En situation som denne kræver en del fokus og energi, selvom vi måske ikke er opmærksomme på, at det er sådan. Nogle taler om det som corona-ferie, men det er en sandhed med modifikationer, for der er ikke tale om nogen badeferie her.

Sørg derfor for at skabe pauser til alle. Små børn har godt af en lur eller af at fordybe sig i noget kreativt eller en velkendt film. Større børn har godt af at forsvinde ind i en bog eller bare ligge og dagdrømme lidt på græsplænen eller i sengen. Og du har godt af en stund, hvor du ikke skal svare på spørgsmål eller sørge for en mad til nogen, eller være fuldt optaget af at opfylde anders behov og krav eller forholde dig til verdens tilstand. Bare ti minutter med en kop kaffe udenfor (uden telefon) i selskab med lidt fuglepip kan gøre en forskel.

Sæt barren lavt

Apropos ideen om ferie er det fristende at komme til at tro, at vi skal bage og gøre hovedrent, lege stimulerende lege med børnene hver dag, rydde op i skuret og plante forårsblomster og….og….og….

Ro på. For der kommer til at gå en hel del tid og energi med konflikthåndtering og navigation i de mange følelser, der er på spil for tiden. Lige nu står vi i den første fase, hvor de fleste børn synes, det er fedt at have fri fra skole, og der kan være en vis honeymoon-effekt. Men inden længe kommer kedsomheden, rastløsheden og utålmodighedn, og så kan der føles trangt derhjemme, nærmest lige meget hvor mange kvadratmeter vi har.

Så sæt barren lavt, og giv værdi til det I gør i løbet af en dag. Også selvom det måske ikke er noget, der kan tælles eller ses klart, når dagen er gået.

Kom ud hver dag

frisk luft gør godtSørg for at komme udenfor hver dag. Har du en have, så brug den, og gå ellers en tur (hvor I selvfølgelig holder afstand til andre mennesker, I møder). Frisk luft er altid en god ide. Og kommer I ud hver dag den næste tid, kan I følge foråret udfolde sig på tæt hold. Alting står klar til at skyde og blomstre nu. Udover at det er pænt og dejligt at se på, kan det også være rart at se, at naturen er steady og roligt følger sin rytme, og bringer foråret til os som den plejer, selvom verden er rystet lige nu.

Sluk for nyhedsstrømmen

Mange børn har allerede fået nok af nyheder og opdateringer nu. Og det har mange voksne for så vidt også. Sluk for tv og radio og lad noget andet fylde. Skab forandring i lydbilledet og luft ud. Både i den lyd I omgiver jer med og helt bogstaveligt. Rens luften og øregangene og giv så jer selv nogle andre input. Hør musik. Snak sammen. Læs historier højt. Fortæl vittigheder.

Hav kontakt med andre mennesker

fysisk afstand, med social kontaktHvor er det godt, at vi har så mange muligheder for at være i kontakt med hinanden uden at være fysisk sammen. Brug de muligheder. Ring, brug facetime, log på skype osv. Mennesker har brug for mennesker, og vi bliver kulrede af ikke at være i kontakt.

Så tag kontakt! Alle har brug for det!

 

Om de unge der selvfølgelig savner deres venner

Det er så forståeligt, at vores unge mennesker savner deres venner. Og det er også forståeligt, at de kan tænke ”Vi kan da godt lige mødes. Vi er unge og raske, og der sker ikke noget alvorligt, hvis en af os skulle blive smittet. Vi skal nok klare den!”.

Det er forståeligt, fordi de står lige der i livet (aldermæssigt og udviklingsmæssigt), hvor deres hjerne byder dem at være lidt mere selvoptagede end fælleskabsorienterede. Derfor har de brug for (ikke-dømmende) hjælp til at dreje blikket en lille smule, så de kan se, at det ikke bare handler om, hvorvidt de (deres alders – og ”sundheds”gruppe) bliver smittet. For det har de ret i ikke er specielt farligt. Men det handler om, at vi alle – også de raske og friske og unge – er nødt til sammen at passe på os alle sammen, så vores sundhedssystem har en chance for at følge med.

Derfor kalder denne tid på andre måder at være sammen på. Og mon ikke I også hjemme hos jer har haft diskussionen om, hvorvidt sociale medier er sociale, og hvorvidt man er ”rigtigt sammen” med nogen, når man gamer..? Det er tid til at lægge den diskussion ned (i hvert fald for en periode) og omfavne de muligheder der er lige nu, og så hjælpe de unge mennesker med at være sammen på måder, der både tilgodeser kontakt og kommunikation mellem venner, og samtidig støtter op om fællesskabet mellem alle alders- og riskogrupper. Lad de unge mødes lidt mere af de ikke-fysiske kanaler og platforme de har.

Hav tålmodighed med dig selv og med resten af familien

Jeg siger det lige igen: Vi står i en usædvanlig situation og den kræver meget af os, når det gælder energi, fleksibilitet, håndtering af følelser, navigeren i ny logistik osv. Alle nervesystemer i Danmark er kollektivt vakt – og det er ikke gratis på energikontoen. Heller ikke din.

Derfor: Bær over med dig selv og med hinanden. Vær tålmodig. Lad små ting tælle. Du gør det hele så godt du kan – og det er godt nok!

 

Alt det bedste til dig og dine!
Del gerne dine gode ideer til ting at lave, måder at tænke på og andre gode tips i kommentartsporet herunder. Lad os hjælpe hinanden ❤️

 

PS: Jeg er ekstra aktiv på min instagramprofil disse dage, hvor jeg dagligt laver stories med tips og eksempler på helt konkrete og praktiske ting, man kan gøre selv og med sin familie under denne fælles karantæne. Du er meget velkommen til at hoppe med over (lige her).

 

Læg mærke til det gode! Heidi Agerkvist

 

Bedste hilsner

 

 

 

 

 

Læs også:

➡️  Sådan taler du med dit barn om coronavirus

➡️  Coronavirus og børn: Hvad siger vil til dem, når deres land lukker ned?

➡️  Parforhold og karantæne: Hvad betyder corona for kærligheden?

 

 

4 Responses to Hverdags-”overlevelses”-guide til familier i et conoranedlukket Danmark

  1. Avatar for Fahimeh
    Fahimeh 16. marts 2020 at 12:04 #

    Hej Heidi

    Det var en god artikel. Men vi læser meget om hvordan og hvad skal vi lave i disse dage hvad med de familier som 2 er dem syge og 1 skal arbejde og en ung der er tilbage. Hvordan de skal klare det?
    Mvh
    Fahimeh

    • Avatar for Heidi Agerkvist
      Heidi Agerkvist 17. marts 2020 at 7:10 #

      Kære Fanimeh
      Det er en helt særlig tid, som kræver helt særlige måder at løse hverdagen på. Nogle familier er ramt på måder, der gør det helt umuligt at leve op til alle forventninger og krav. I de tilfælde må man prioritere skarpt, hvilket ikke er nemt. Måske kan du lave en aftale med din arbejdsgiver, så du kan tage dig af dem, der er syge og har brug for omsorg.
      Alt det bedste til jer!

  2. Avatar for Maja
    Maja 16. marts 2020 at 8:28 #

    Kære Heidi
    Mange tak, lige hvad jeg havde brug for.
    Den vil jeg genlæse et par gange. 🙂
    Kh Maja

    • Avatar for Heidi Agerkvist
      Heidi Agerkvist 17. marts 2020 at 7:11 #

      Velbekomme ❤️

Skriv din kommentar