Skal lillesøster på 2 med storebror på 5 i biografen, selvom filmen går lige oveni middagslurstid? For ellers er det synd for hende?
Må mor godt vælge at tage det ene barn med i IKEA, og lade det andet blive hjemme og lege videre på den gode leg med naboen? Eller er det synd for den, der ikke kommer med?
Skal storebror også have nye sko, når lillebror er vokset ud af sine, selvom storebrors stadig passer fint? Er det synd, hvis han ikke også får noget?
Jeg møder tit forældre, der går med sådanne tanker. Forældrene er fulde af kærlighed til deres børn, og de har et dybfølt ønske om ikke at gøre forskel på dem. Ofte er de selv vokset op med følelsen af at stå i skyggen af en søster eller bror. Og det gør ondt.
Hvis du har hørt mit webinar om søskende, vil du også vide at det er en af mine hovedpointer – nemlig at det er skadeligt for selvværdet og identiteten at vokse op med følelsen af at være et mindre elsket barn. At det altid var lillesøster der måtte dit og dat, og at det altid var hende, der fik alt hvad hun pegede på.
Derfor er det meget vigtigt for de forældre, at deres børn bliver behandlet retfærdigt, så der ikke er nogen, der skal føle sig mindre elsket end andre.
Og hvordan gør man så det……?
Retfærdigt eller ens?
For noget tid siden talte jeg med et forældrepar, der havde undladt at købe en ny autostol til deres store dreng, selvom han egentlig var blevet for stor til den han havde. Grunden til at de ikke havde købt en ny til ham var, at de forudså at lillesøster ville blive voldsomt utilfreds, hvis hun ikke også fik en ny autostol. Så nu stod de og vaklede mellem at ”tage kampen” med lillesøster, eller at prioritere at købe to autostole, selvom det egentlig ikke var nødvendigt og de havde nok af andre ting at bruge pengene på.
Det var søde forældre, og det var helt tydeligt, at der bag deres tvivl lå et dybt ønske om at komme begge børn i møde. De var i tvivl om, hvordan de behandlede deres børn retfærdigt, og lænede sig op ad den udbredte misforståelse om, at man behandler børn retfærdigt ved at behandle dem ens. Netop dette – at man behandler børn lige ved at behandle dem forskelligt – er en af de store øjenåbnere for de forældre, der har arbejdet med mit søskendekursus.
Gaver til alle?
En klassisk situation, hvor dette scenarie får liv, er når der er fødselsdag i familien. Så er der selvfølgelig gaver til fødselsdagsbarnet. Og mange steder er der også en eller flere gaver til de øvrige søskende. Ellers er det synd, lyder forklaringen.
Jeg spørger forsigtigt forældrene hvorfor det er synd, velvidende at jeg bevæger mig i et følsomt felt.
‘Jamen hun bliver jo ked af det, når hun ikke får noget’, lyder argumentet. Igen spørger jeg nænsomt, om det er det samme, som at det er synd for hende.
Er det synd?
Jeg ser unge og voksne kvinder og mænd i min klinik, som bøvler med selvværdet, og som mangler strategier og sund erfaring med at håndtere deres følelsesliv. De har svært ved at glæde sig på andres vegne, fordi det føles som om de selv går glip af noget. Og de føler sig misundelige på deres søskendes og venners succes med job, kærlighed og lykke, når der ikke på samme tid tilfalder dem selv noget.
De er ganske enkelt ikke blevet hjulpet med at håndtere deres naturlige momentane følelser af misundelse eller ærgrelse.
I stedet har de lært, at det også skal handle om dem, hver gang det handler om nogen andre. Og nu gør det ondt at opdage, at verden ikke lever op til det.
De har lært at håndtere deres naturlige følelser ved at dulme dem med materielle ting. Men det virker ikke helt som de drømmer om – og det er dyrt.
De har ikke fået muligheden for at lære at glæde sig på andres vegne. Og de savner at mærke deres nærmestes oprigtige glæde på deres vegne.
De er efterladt med en skarpt trænet udadrettet opmærksomhed på, hvad andre får og gør og må, mens evnen til at mærke hvad de gerne selv vil og har lyst til (uafhængigt af andres valg og held) er fraværende eller vældig utrænet.
Det synes jeg er meget mere synd!
Læs også: Søskendejalousi – hvad er det og hvordan håndterer jeg det?
En b(j)ørnetjeneste?
Jeg synes det er værd at være opmærksom på, om der er noget, vi fratager vores børn på sigt, ved at give dem det, de kunne tænke sig lige nu og her hver gang – for at undgå at skulle konfronteres med deres naturlige følelsesmæssige reaktion på ikke at få opfyldt sit umiddelbare ønske.
I det lange løb har det stor værdi at være blevet hjulpet med at forholde sig til sine følelser – af alle slags. Ved at slå barnets følelser hen eller forsøge at undgå at bestemte følelser kan komme til udtryk, efterlades barnet uerfaren med at håndtere dem, når de på et tidspunkt viser sig. For det vil de gøre.
Og hvis alle begivenheder eller milepæle altid skal handle lidt om alle, mister barnet mulighed for at lære den fine dans, der er i henholdsvis at træde frem på scenen og sole sig i andres udelte opmærksomhed og oprigtige glæde over fødselsdag eller forfremmelse, og andre gange at træde tilbage og lade andre indtage scenen, og glæde sig over, at den i dag er deres.
Vi kan komme til at udvande oplevelsen af noget stort for vores børn, hvis vi – i bedste mening – har givet dem lidt af det hele på forhånd, blot fordi det var en søsters eller brors tur.
Det er ikke lige så stort at få sin første skoletaske ved skolestart, hvis man allerede har fået en, da storesøster skulle starte i skole – og man selv stadig gik i børnehave.
Ét er de materielle ting, men relationerne bliver fattige, hvis vi ikke kan glædes på hinandens vegne. Hvis storesøster ikke kan glæde sig over lillesøsters studenterhue og storebrors nye arbejde, uden at føle et lille stik af misundelse eller forurettelse over ikke også selv at blive tilgodeset samtidig. Af samme grunde går storesøster selv glip af at mærke sine søskende glæde sig over hendes graviditet eller gode hushandel.
De scenarier er i min optik langt mere synd, end at de i få minutter reagerer med ærgrelse over, at gaverne ikke lige er til dem i dag, bliver trøstet, mødt og anerkendt i det, hvorefter de kaster sig over lagkagepyntningen med hiv og sving og smil i øjnene over at glæde deres søster på hendes fødselsdag.
Du er meget velkommen til at byde ind med dit perspektiv i kommentarfeltet herunder.
Læs også: 5 myter om søskendekærlighed – sandt eller falsk?
Kunne ikke være mere enig, Heidi. Så præcist kan det siges!
Sådan! Så flot skrevet 🙂
Præcist og smukt sagt!