Konfliktløsning i familien

Konfliktløsning i familien er et emne, der går igen og igen hos de forældre, der opsøger mig. For hvor kan konflikter bare fylde og slide på både energien, stemning og glæden ved at være familie!

I denne artikel kigger vi sammen på, hvad konfliktløsning egentlig er for en størrelse. Vi kigger på, hvordan og hvornår du reelt kan være i gang med at optrappe og fastlåse konflikterne endnu mere, selvom du troede, at du var gået i gang med konfliktløsning.

Vi kigger på:

• Hvad er konflikter?
• Det kortsigtede mål med konfliktløsning
• Det langsigtede mål med konfliktløsning
• Konfliktløsning i familien – how to?
• Det moderne børnesyn og konfliktløsning
• Du kommer længst med reel konfliktløsning, når du….

Hvad er konflikter?

Allerførst: Jeg har sagt det mange gange før, og nu siger jeg det igen. Konflikter er helt overordnet både gode og nødvendige i en familie. De tjener mange formål og bidrager til, at alle involverede parter kan lære noget om både sig selv, den anden og om relationerne imellem familiemedlemmerne. Og de er også en god og sikker øvebane for det at indgå i relationer, mærke og sætte grænser, give udtryk for behov, indgå kompromiser, være imødekommende med og give plads til andre mennesker, de kommer til at møde og indgå i relation med resten af deres liv. Bare for at nævne nogle af de mange, gode kompetencer, der er at tage med fra feltet omkring konflikter.

Og hvad er så en konflikt egentlig?

                    💡 En konflikt er to (eller flere) umiddelbart uforenelige behov, der mødes 💡

Prøv lige at læse den linje igen og mærk så, hvordan dramaet ligeså stille forsvinder. En konflikt opstår jo blot, når to eller flere mennesker har forskellige dagsordener, ønsker eller ideer om, hvad der skal ske for en stund.

Det vigtige ord at lægge mærke til her er ”umiddelbart”. Umiddelbart som i modsætning til ”for evigt” eller ”aldrig nogensinde”. En konflikt er et øjebliksbillede. Jeg er med på, at et øjeblik kan have forskellig varighed, og at samme type øjeblik kan vende tilbage relativt ofte i perioder og derfor føles som tættere på konstant end på øjeblik.

Men en stor del af grunden til at konflikter og konfliktløsning kan opleves som farlig og næsten fatal, er dels at vi tror, at der er tale om en ”for evigt” tilstand, som vi ikke kan komme ud af, medmindre vi kæmper virkelig hårdt. Og dels at mange af os netop har lært, at konfliktløsning handler om at kæmpe. Vi mangler ganske enkelt brugbare redskaber til og brugbare erfaringer med konfliktløsning i familien. Så hvad skal vi stille op?

Det kortsigtede mål med konfliktløsning

De fleste forældre, jeg taler med, har været i et konfliktfyldt felt i familien længe. De er trætte og udmattede, og de er kede af, at det er sådan, det ser ud hjemme hos dem. De er tyndhudede, og nogle beskriver derfor, hvordan de reagerer på det mindste optræk til konflikt, fordi de ikke orker, hvis det udvikler sig.

Målet lige her og nu bliver at få konflikterne til at stoppe. At udrydde dem. At skabe en konfliktfri hverdag, fordi konflikterne prikker til så meget udmattelse og afmagt og tvivl, at ingen orker det. Det er for smertefuldt.

Helt forståeligt. Det er det, der sker, når afmagt og udmattelse har sneget sig for massivt ind over tid.

Fokus og målet med konfliktløsning bliver derfor at få konflikterne til at stoppe. Det er både menneskeligt og forståeligt, men desværre er det ikke så hjælpsomt. For der er ikke meget konfliktløsning i det. Der er mest konflikt-stopning i den tilgang. Og lige præcis den tilgang kan ofte give den helt modsatte effekt; nemlig at niveauet af konflikter stiger, og at de bliver mere vedholdende. Det vender jeg tilbage til.

Det langsigtede mål med konfliktløsning

Det langsigtede og mere bæredygtige mål med konfliktløsning er ikke at få konflikterne til at gå væk. Det mål er en Sisyfos-opgave, og det er en direkte vej til at føle sig inkompetent og uegnet til at være forældre, hvis man stræber efter at opnå et konfliktfrit familieliv. Sådan fungerer vi ganske enkelt ikke som mennesker.

Så selvom man kan blive helt træt ved tanken om at skulle følges med konflikter i en vis grad resten af sit liv, så er det alligevel en mere realistisk og opbyggelig vej at gå. Der er mere ”succes” og hverdagstrivsel i at overgive sig lidt til opgaven om at blive bare nogenlunde gode venner med det faktum, at konflikterne hører til i en familie.

Det langsigtede mål med alle konflikter og med konfliktløsning i familien er at kunne tage noget med fra konflikterne, som man kan bruge i sit videre liv. Altså at lære noget af dem. At gøre sig erfaringer med at være i relation med andre samtidig med, at man også er i sund relation med sig selv, hvor man hverken er for stolt og stejl eller for eftergivende og selvudslettende. Man skal lære vigtige kompetencer til at kunne være i relation med andre mennesker uden at være nødt til at fortælle hverken dem eller sig selv, at man er forkert på den / for meget / for lidt / ikke har ret / ikke har ret til at have det, som man har det. Man skal kunne bevare relationen til og respekten for både sig selv og den anden, selvom man har modstridende behov lige dér.

Konfliktløsning i familien – how to?

Og hvordan gør man så, hvis man gerne vil sætte god konfliktløsning i spil i familien?

Vi skal lige tilbage til definitionen af, hvad en konflikt er:

                    💡 En konflikt er to (eller flere) umiddelbart uforenelige behov, der mødes 💡

Det kunne f.eks. være følgende tre eksempler:

1️⃣  To børn der begge gerne vil bestemme hvilken film, der skal ses, og at børnene hver især kæmper med højere og højere stemmer og kraftigere ord for at blive hørt.

2️⃣ En datter der synger højt og meget, og en mor der har brug for ro i sit hoved og beder datteren stoppe. Herefter enten forlader datteren rummet lidt surt, eller bliver og fortæller moren, at hun er alt for nærtagende.

3️⃣ En bror der også gerne vil være med til at bestemme i legen, men han synes, at den anden bror ikke vil lytte. Han slår ham derfor med en skovl, da han indser, at han ikke kan gøre sit behov tydeligt med ord alene.

Ovenstående er jo alt sammen helt reelle behov og ønsker, når man ser på dem isoleret fra den efterfølgende adfærd. Desværre er det oftest og mest adfærden (der udløses som konsekvenserne af de umødte behov), vi lægger allermest mærke til, og det er netop adfærden, vi tager fat i – oftest ved at slå den ned og forsøge at få den til at stoppe lige med det samme.

Det er den del, vi fokuserer på, når vi tænker, at vi udøver konfliktløsning – og så frustreres vi over, at det ikke hjælper.

Kernen i konfliktløsning i familien

Det afgørende her er, at vi helt har glemt at interessere os for behovene. Dem der er grund til, at konflikten opstår. Vi kan hurtigt blive enige om, at den adfærd de umødte behov udløser, ofte hverken er hensigtsmæssig eller særlig festlig at være i stue med. Det er derfor helt forståeligt, at vores impuls bliver at udrydde den.

Desværre hjælper det bare ikke. Tværtimod kan det øge konfliktniveauet betragteligt. For adfærd er en besked om, at der er et behov på spil. Et helt legitimt behov. Fx for at blive set, rummet, forstået, lyttet til, respekteret, få plads, blive taget sig af osv. Og når det behov (hos barnet) ikke bliver mødt af os (forældrene), er vi sådan set lige vidt. Så vil personen med behovet forsøge at finde andre veje at give udtryk for det. Eller skrue op. Konflikterne vil derfor fortsætte, hvis vi har et for kortsigtet perspektiv og forsøger at lukke dem ned uden at kigge bagom og være nysgerrige på behovet.

Så virkningsfuld og langtidsholdbar konfliktløsning har ikke så meget fokus på, hvordan konflikten præcis kommer til udtryk (adfærden), men mere på hvad der udløste den (behovet).

Adfærden kan sagtens være forstyrrende for at få ro og plads til få øje på behovet, så derfor kan det være fint at få hånd om adfærden, så der bliver plads.

Tager vi udgangspunkt i de førnævnte eksempler, kan det fx lyde sådan her:

🟢 “Jeg kan høre, at der er noget meget vigtigt på spil her, men jeg kan næsten ikke høre, hvad I siger, når I snakker så højt samtidig. Vi tager det lige lidt langsommere, så I begge kan komme til at fortælle mig, hvad det er, der er så vigtigt.”

🟢 “Jeg elsker, at du er så musikalsk, og det er fedt, at du øver dig. Jeg har lige brug for at koncentrere mig om det her. Kan vi aftale, at du synger videre inde på værelset den næste halve time, og så gør jeg lige det her færdigt?”

🟢 “Av, det gjorde ondt på Jonathan. Jeg tager lige skovlen og trøster Jonathan, og så vil jeg gerne høre, hvad det var, du ikke synes, Jonathan forstod.”

Som alternativ til det her:

🔴 “Så I to nu, stopper I. I ved godt, at det ikke hjælper at råbe sådan.”

🔴 “Kan du ikke godt lade være med at synge hele tiden?”

🔴 “Hov hov du, her i huset slår vi ikke hinanden. Giv mig den skovl!”

Det moderne børnesyn og konfliktløsning

I gamle dage (som egentlig bare er et par årtier siden), var vi hurtige til at tænke om børn, at de bare ville have opmærksomhed, at de skabte sig, at de var uopdragne, og at de gjorde, hvad de kunne for at få deres vilje og teste forældrene af – helt bevidst og med vilje. Altså at deres adfærd kunne forstås som et udtryk for manipulation, og at den bedste kur mod det var at ignorere dem eller at bestemme endnu hårdere over dem.

I dag ved vi, at børn gør det bedste, de kan, med de erfaringer, kompetencer og viden de har til rådighed på det givne tidspunkt. Der er ingen, der er dumme eller irriterende med vilje. Adfærd er kommunikation, og vi kan øve os i at oversætte. At tænke ”Gad vide hvad hun gerne vil, når du gør sådan der?”, ” Hvad er hun frustreret over?”, ” Hvordan ville hendes adfærd lyde med ord, hvis hun havde ordene til det…?”.

Det har stor effekt at tjekke, hvilke briller vi har på, når vi kigger på børnene og så foretager et skift, hvis vi opdager, at vi har taget ”Hun gør det med vilje. Hun VIL bare være på tværs”- brillerne på. Der er meget bedre muligheder for at løse konflikten, lære noget af den og gå mere kompetent ud i livet som familie, hvis vi har ”Hun gør det bedste, hun kan lige nu, og hun har brug for, at jeg hjælper hende med at forstå og oversætte, hvad end det er, hun har på hjerte… for det er vigtigt” – brillerne på.

Når vi går fra at se vores børn som nogle, der er manipulerende og med vilje er på tværs til at se dem som nogle, der kommunikerer og har brug for vores støtte til at tage næste skridt op ad læringsstigen, så giver vi os selv meget bedre muligheder for at lave reel og hjælpsom konfliktløsning.

Du kommer længst med reel konfliktløsning, når du….

• ikke har dit primære fokus på at afslutte konflikten hurtigst muligt.
• kigger efter det bagvedliggende behov og hjælper parterne i konflikten med at få øje på hinandens behov.
• har de briller på, der ser barnet som kommunikerende, med det sprog og den adfærd, der er tilgængeligt for det. De samme briller som ser dig som oversætter af den adfærd.

Alle i familien har legitime behov. Også dig!

Hvordan står det egentlig til med dine behov? Ved du, hvad de er? Og bliver de opfyldt? Hvis du er ved at gå helt kold i konflikter og kan mærke, at din lunte langtfra er så lang, som du kunne ønske, er det måske fordi ingen – heller ikke dig selv – har interesseret sig for dine legitime behov….?

Behov der ikke bliver mødt skaber frustration. Også når man er voksen. Og så er det rigtig nemt at blive voldsomt irriteret over den (topirriterende) adfærd, som er budbringer om en andens behov, der kræver nysgerrighed at finde og møde.

Et rigtig godt udgangspunkt for hjælpsom konfliktløsning i familien er derfor at være nysgerrig på sine egne behov, og hælde lidt af det de kalder på udover dem. Det gør resten af processen noget nemmere at være i.

Alt det bedste til dig og dine ❤️

Bedste hilsner

Heidi

Læs også:

➡️ Hvorfor hører mit barn ikke efter?

➡️ Grænsesøgende adfærd hos børn. Hvorfor? og hvad gør jeg?

➡️ Om kommunikation i parforholdet

Relaterede…

Tal med dine børn om det der er svært! Sorg er lidt ligesom feber Ferie med børn – afslapning eller kampzone? Ulvetimen – 12 tips til mindre kaos og mere ro