Børn og lommepenge – hvorfor, hvornår og hvordan?

Børn og lommepenge – hvorfor, hvornår og hvordan?

– Familiepsykologens guide til at lære børn om penge.

  • Hvornår skal man give sine børn lommepenge?
  • Skal de udføre opgaver for dem, eller skal de bare have dem ”gratis”?
  • Kan man give lommepenge på en forkert måde?
  • Hvordan og hvornår kommer vi i gang?

Penge er et betændt emne for mange. Og når vi så kombinerer penge med børn, er der virkelig basis for at blive forvirret og usikker. For hvordan gør man med de lommepenge?

Her får du et bud på en guide ind i lommepengenes verden. Lav dig en stærk kop kaffe og hæng på. Det behøver ikke være så indviklet.

 

Hvorfor lommepenge?

Allerførst er det en god ide at overveje, hvorfor du gerne vil give dine børn lommepenge.

Er det:Lommepenge - sparegris 2

  • Fordi ”det gør man jo” eller ”det hører med til en barndom”?
  • Fordi dit barns venner får lommepenge?
  • Fordi du er træt af at diskutere med dit plagende barn om hvor mange små dimser, du skal købe til det og gerne vil overlade den slags køb og beslutninger til barnet selv?
  • Fordi du har et specifikt ønske om at lære barnet noget, du selv har været glad for at lære (eller ville ønske du havde lært) om penge?
  • Fordi du gerne vil introducere en motiverende faktor, der kan hjælpe dig med at få dit barn til at udføre de pligter, du har givet det?
  • Fordi……. Det ved du måske ikke helt, men er det ikke noget man gør, det der med lommepenge……?

Dybest set er der ikke nogen grunde, der er bedre eller dårligere end andre. Men som med alt andet vi gør eller ikke gør, fører det os særlige steder hen, og derfor er det en god ide lige at give det en tanke, hvorfor du har lyst til at (eller synes du skal) give dit barn lommepenge. Eller måske hvorfor du har lyst til at ændre på den måde, du gør det på. Hvad er det, der har fået dig til at klikke ind på denne artikel og læse mere?

 

Lommepenge er barnets første møde med penge

Lad mig give dig lidt input til dine overvejelser.

Generelt kan man sige om lommepenge, at de oftest er barnets første møde med egne penge, og det giver mange muligheder for at gøre sig erfaringer med den verden. Det kan være nyttigt at have gjort sig nogle erfaringer med at administrere penge i en tryg og hjælpsom sammenhæng, inden man står og skal forvalte sit liv og sin økonomi helt selv.

 

Lommepenge giver mange slags muligheder

At have råderet over sine egne penge giver mulighed for mange oplevelser. Både selve det at have mulighed for at købe en slushice efter træning nede i hallen. Selv bestille og selv betale. Med EGNE penge. Det er point lige på både selvtillids- og selvstændighedskontoen.

Det giver også (med lidt hjælp i starten) mulighed for at få en fornemmelse af penges værdi, og fornøjelsen ved at kunne veksle dem til noget, man virkelig har ønsket sig og måske endda sparet op til over tid og nu ENDELIG kan få.Lommepenge - giver muligheder

At få og bruge egne penge åbner også for muligheden for at gøre sig erfaringer med at komme til at bruge dem alle sammen meget hurtigt og så ikke have nogen i den evighed, der går, inden man får en ny portion.

Barnet får også mulighed for at opleve ærgrelsen over at være kommet til at bruge pengene på noget, der lige i det øjeblik føltes brændende vigtigt, men så måske alligevel ikke bragte så meget glæde med sig, som forventet. I hvert fald ikke så længe, så det matchede mængden af penge. Og nu er de brugt og kan ikke bruges på noget andet, der var mere ønsket.

Alt sammen lidt dyrekøbte, men vigtige erfaringer at gøre sig.

Erfaringer som barnet vel at mærke kun kan gøre sig, hvis vi forældre lader dem. Det kræver af os, at vi ikke griber ind og forsøger hverken at styre eller kompensere. Hvis barnet skal have reel mulighed for at gøre sig erfaringer det kan bruge til noget, skal vi som forældre kunne holde ud, at barnet træffer valg, som vi ikke selv ville have truffet, og at vi også kan holde til, at konsekvenserne af det valg niver barnet lidt bagefter.

Det kan derfor være en god ide at have en ret klar (overordnet) aftale om hvad lommepengene skal bruges på. Hvis du som forælder har en forventning om at barnet selv skal til at betale for noget med sine lommepenge (fx fredagsslikket), så er det vigtigt at det er klart for både dig og barnet. Det kan være en svær aftale for bandet at leve op til.

Omvendt, hvis barnet selv må bestemme fuldt og helt hvad pengene skal buges til, så skal I også begge være indstillede på det. Den aftale er typiske lidt sværere for forælderen at holde, end det er for barnet.

 

Lommepenge til barnet – en vigtig opgave til forældrene

Noget af det, der kan gøre hele lommepengefeltet bøvlet og konfliktfyldt er, at det faktisk er rigtig svært som forælder at give slip og lade barnet selv bestemme. Vi vil gerne både hjælpe, og sørge for at barnet træffer de rigtige valg, og gør sig de rigtige erfaringer. Og så bliver vi også udfordret på vores trang til at have styr på sagerne. Især hvis vi selv er vokset op med, at penge var noget, der var meget vigtigt at have styr på. Og det er de fleste af os i den ene eller den anden udgave.

Men ….. Hvis vi vil styre og bestemme, hvad barnet skal bruge sine lommepenge på, er der i princippet ingen grund til, at barnet får dem. Så bliver det hele lidt en pseudoforestilling.

Og vi er som forældre nødt til at kunne holde til at se, at det gør lidt ondt på vores barn, når alle pengene er væk, og det har fortrudt, at de gik til en stor pose slik (som nu også er væk), eller til noget legetøj, som lige blinkede og fristede et kort øjeblik, men som alligevel ikke var så interessant. For hvis vi ikke kan holde vores eget ubehag ud over at se vores barn gøre sig erfaringer, der niver lidt, så får vores barn heller ikke mulighed for at lære at holde sit eget ubehag ud en stund, for derefter at lagre det som en erfaring, det kan bruge næste gang.Lommepenge giver muligheder

Lige dér er det vigtigt, at vi som forældre ikke ”bukker under” for vores eget ubehag ved barnets ubehag og kompenserer ved at give barnet ekstra lommepenge, eller køber det legetøj det nu hellere ville have haft for at få ro på situationen. For så tager vi også den brugbare og langsigtede erfaring fra dem.

På den måde har barnets ubehag heller ikke haft en konstruktiv funktion. Det har ikke haft mulighed for at lære noget af det, hvis mor og far dulmer det med et plaster (i form af kompensation på den ene eller anden måde).

Der er langt mere læring for alle parter i, at plasteret hives af (at lommepenge er brugt op), og at forældrene så hjælper barnet med at ae det ømme sted, så oplevelsen kan lagre sig til en erfaring, det kan trække på næste gang, det står i en lignende situation.

Lige her er det også altid en overvejelse om det er barnets, eller vores eget (penge) ubehag, vil dulmer……

 

Hvornår skal børn have lommepenge?

Børnehavebørn har i min optik ikke brug for egne lommepenge. De har ikke endnu mulighed for at forstå mekanismerne i det og værdien af penge. Derimod kan de sagtens begynde at stifte bekendtskab med penge ved at prøve selv at betale (med forældrenes penge) i kiosken eller i Netto og få byttepenge tilbage. Der er noget dejlig konkret i at have fysiske penge i hånden, som kan være med til at lette forståelsen af deres funktion og indbyrdes værdi.Lad barnet betale

Det kræver lidt ekstra af forældre i dag at give deres børn adgang til kontanter, da stort set alle penge er digitale i dag. Den lille ekstra anstrengelse kan dog være godt givet ud, da små børn er ret konkret tænkende og har brug for noget at se og røre ved for at begynde at forstå konceptet.

Omkring 7 års alderen begynder børn at kunne forstå lidt mere om penges værdi og nogle vil også kunne begynde at øve sig i at samle lommepenge sammen fra to eller tre uger, for så at kunne have råd til noget lidt større.

Fra 7-10 år er det aldersspænd, hvor de fleste introducerer lommepenge, og det giver også meget god mening. For i den alder får børn begreb om at tælle og trække fra, og også at matche prisen på det, de gerne vil købe, op mod stakken af 10’ere på køkkenbordet. Her kan lommepenge være en måde både at lege med matematik og med selvværd på. Der er noget fedt i at betale med egne penge. Penge man måske endda har sparet op. Det er benzin lige ind på selvværds- og stolthedskontoen.

I denne alder er det en god ide at lade lommepenge være noget ekstra. Noget som barnet kan gøre sig erfaringer med, og ikke noget hvormed barnet skal sørge for at betale for noget, som forældrene så ikke længere betaler for. Fredagsslik fx – det er alt for svært at sidde en fredag uden fredagsslik, fordi man kom til at bruge alle pengene sidste fredag. Det er for store krav til overblik, planlægning og behovsudskydelse at stille til børn i den alder.

Fra 10 år og op kan beløbet hæves lidt, og man kan sammen med barnet gå fra at bruge lommepenge til at snuse lidt til hele pengefeltet og gøre sig de første erfaringer, til at snakke om hvad lommepengene (også) skal bruges på. Fx at det kan aftales, at hvis barnet ønsker sig flere
bamser, samlekort eller pynteting til værelset, så er det lommepengepuljen, der skal bruges.

En afledt effekt af dette, som mange forældre er glade for, er, at mængden af samtaler om, hvorvidt der skal købes flere plasticdimser og bamse nummer 400 daler markant. For nu er det op til barnet at træffe det valg – selvfølgelig med støtte fra og samtaler med forældrene. Men selve den økonomiske del er nu flyttet fra forældrene til barnet. Det betyder også at den ofte medfølgende irritation over ”plagen” hos forældrene forsvinder, og det er rart for alle parter.

Teenagere - lidt flere lommepengeTeenagere får ofte behov for at have lidt flere penge til rådighed, da der opstår flere udgifter knyttet til det sociale liv; fx cafeture, fester, offentlig transport osv. Heldigvis har de unge også bedre kompetencer til at administrere dem. Og dog…. det er stadig svært og kræver hjælp og støtte fra forældrene enten kontinuerligt eller hist og pist.

Hvis man ikke har introduceret lommepenge eller en anden mulighed for at gøre sig erfaringer med at administrere penge, når ens barn når teenagealderen, er det min anbefaling, at man gør det. Er ens barn blevet teenager, er tidshorisonten ift. at skulle ud og styre sit eget liv og sin egen økonomi af gode grunde ikke længere så langt, som det har været. Og det er altså virkelig rart at have bare lidt erfaring med administration af penge, overblik, impulsstyring og planlægning med sig, når flyttelæsset forlader barndomshjemmet.

 

Min absolutte favorit “lommepenge-model”

Der er mange måder at give lommepenge på. De kan være koblet op på daglige/ugentlige eller enkeltstående pligter, de kan være helt uafhængige af opgaver i hjemmet, og der kan laves mange kombinationsløsninger.

Herunder får du min absolut favoritmodel, når det gælder lommepenge.

Helt overordnet vil jeg anbefale dig at give dine børn et fast beløb med et forudsigeligt og stabilt interval (for mindre børn gerne på ugentlig basis, mens større børn godt kan overskue en måned). Det gør, at barnet ved, hvad det kan regne med, og det har mulighed for at planlægge og få et realistisk billede af, hvor lang tid der går, inden det har råd til, hvad det end måtte være i gang med at spare op til.

 

Adskil lommepenge fra pligter

Det er min klare anbefaling, at lommepenge er adskilt fra pligter. Af to grunde især:

1️⃣ Den ene grund er, at du risikerer at udvikle en ”Hvad får jeg for det”- mentalitet hos barnet, og den er ikke rigtig klædelig for nogen uanset alder. Den indstilling eller forståelse af hvordan penge og hjælpsomhed hænger sammen (eller netop ikke hænger sammen), kan du vække hos barnet, hver gang du beder det gøre noget, som ikke specifikt er aftalt som en del af dets pligter, hvis de er koblet op på penge. Det betyder, at den almindelige imødekommenhed og hjælpsomhed, som de fleste af os gerne vil give vores børn med som kompetence, får trangere kår. Og det er ærgerligt. Især for barnet, der vil opleve at blive mødt med afstand fra andre, når det har den adfærd.

2️⃣ Den anden grund er, at der er noget fint i at se familien som et fællesskab, der har brug for alles bidrag for at fungere. Det har betydning for vores børn at mærke, at de har betydning, og en måde at mærke det på er at have opgaver i familien, netop fordi man er en del af den. Noget af det der fylder for mange unge mennesker i dag er netop tvivlen på, om de har betydning. Om det gør en forskel, om de er der eller ej.Lommepenge og fællesskab

En måde at vise vores børn, at de har betydning er netop at give dem opgaver ind i fællesskabet. For i familiefællesskabet har alle betydning, og alles bidrag og tilstedeværelse er vigtig. Det er fristende lige at gøre det hele selv som forælder. Både fordi det går hurtigere (på den korte bane), og fordi vi gerne vil være søde ved vores børn. Det er også fint at gøre en gang i mellem, men på den lange bane mister vores børn oplevelsen af at have betydning, hvis de ikke får lov at bidrage i familien. Den del er så vigtig for barnets selvforståelse, at jeg synes, den skal være helt adskilt fra penge. Det handler om vigtige relationer, om en tryg base og at føle sig betydningsfuld, og det er langt vigtigere end lommepenge.

Som overbygning på den model, kan der sagtens være en række opgaver, der ikke er en del af de daglige/ugentlige pligter, som udløser et vist beløb. Det kunne fx være at vaske bilen eller slå græsset eller være med til at male noget, der trænger til at blive malet. De kan enten være et frivilligt tilvalg for barnet, eller en skal-opgave, som så udløser et vist beløb. Det ene er ikke bedre end det andet. Det vigtige er, at det er tydeligt for barnet, om det kan vælge eller ej – altså at du som forælder ikke lægger op til, at barnet kan vælge, og så bliver skuffet eller siger ”Nå, men det skal du altså”, hvis barnet vælger det fra.

 

Hold lommepengene “rene”

En sidste anbefaling herfra er at lade være med at lade lommepengene indgå som belønnende eller straffende element ift. karakterer, opførsel eller niveauet af rod på værelset. Det forstyrrer det pædagogiske og lærende element og hælder kun uforudsigelighed og utryghed i puljen. Skal man lære noget, går det hurtigst, hvis det kan foregå i en tryg og gennemskuelig sammenhæng.

 

Har du god eller dårlige erfaringer med lommepenge, som dine medforældre, der også læser med her, kunne få glæde af at høre, så skriv dem gerne i kommentarfeltet herunder ⬇️. Så bliver vi alle klogere.

Rigtig god fornøjelse med din og dit barns rejse ind i pengenes fascinerende verden.

 

Heidi - lommepenge

 

 

Bedste hilsner

Heidi

 

 

Læs også:

➡️ Hvorfor hører mit barn ikke efter?

➡️ Når børn stjæler

➡️ Er det et spørgsmål eller en ordre?

 

2 Responses to Børn og lommepenge – hvorfor, hvornår og hvordan?

  1. Avatar for Maria
    Maria 23. november 2021 at 19:12 #

    I mit barndomshjem oprettede min far et regneark med en fane til hvert barn og det blev vores lille private bank. Her kunne vi indsætte lommepenge, fødselsdagspenge og løn og så tilskrev han renter – 2,5% i kvartalet. Det var for mig en god anledning til at lære at spare op. Vi skulle også lige bede om pengene en dag i forvejen, hvis vi skulle bruge et større beløb, da han lige skulle have mulighed for at hæve kontanter – det var jo længe før MobilePay og visa elektron og hvad der nu hedder.

    • Avatar for Heidi Agerkvist
      Heidi Agerkvist 23. november 2021 at 19:16 #

      Årh, hvor lyder det fint og hyggeligt.
      Gør du noget lignende med dine egne børn (hvis du har børn)?

Skriv din kommentar