Læg mærke til det gode! Ellers forsvinder det….
[Psykosnack: Læsetid max 3 minutter]
Læg mærke til det gode i stedet for at fæstne dig ved den éne ting, der gik lidt skævt!
Det er så nemt at se, det der går galt. Det vi gerne lige ville have gjort lidt bedre. Det vi igen kom til at sige eller gøre, selvom vi har lovet os selv (mange gange), at det ikke skulle ske igen.
Det er ikke fordi, du er sortseer, pessimist eller et brokkehoved, hvis du kender det fra dig selv. Det er sådan, vi er indrettet.
Som art er vi kodet til at lægge særligt mærke til det, der kan optimeres. Det der falder lidt ved siden af den bane, vi stræber efter at køre ad. Vi lægger automatisk mærke til de små knæk og uregelmæssigheder, og vi tillægger dem (alvorlig) betydning.
Gamle hjerner gør, hvad de er indrettet til
Det giver god mening, når man et øjeblik spoler tiden tilbage til den gang, vores hjerne blev lavet. Dengang levede vi under forhold, der gjorde det bydende nødvendigt at lægge mærke til alle små uregelmæssigheder og sørge for at tænke i så meget optimering som muligt hele tiden. Dengang var margin i mellem liv og død ikke ret stor, og der var meget lidt plads til at træde ved siden af.
Derfor er vores hjerne kodet til at lægge særligt mærke til alt det ”dårlige” og give det fokus.
Og derfor kan alt det gode, alt det der fungerer optimalt, alt det der er blevet finjusteret og optimeret og bare spiller, nemt forsvinde som dug for solen, når en enkelt lille skævhed tager hele pladsen i vores bevidsthed og i vores måde at se og huske vores indsats igennem en hel dag på. En enkelt ting fra ”den dumme kategori” kan trumfe og rydde bordet for de ellers ganske mange fine, fornuftige og hensigtsmæddige stykker adfærd, vi også har fyldt dagen med.
Derfor får du nu en opgave for i dag!
Opgaven hedder: Læg mærke til det gode, og går ud på AKTIVT (altså med meget bevidsthed og en god portion vilje) at zoome ind på alt det, du har gjort rigtig fint i dag.
Start med i morges og gå derefter dagen igennem, imens du aktivt søger efter alt det gode, fornuftige og supertjekkede, du har gjort og håndteret i dag. Dvæl et øjeblik ved hver enkelt ting, læg mærke til det gode, og lad det få lidt fylde. Måske kom I roligt og hyggeligt ud af sengene i dag. Måske var du i god tid – elller bare til tiden – men morgenmaden. Måske lykkedes du med ikke at stresse dig selv (og dine børn), da I skulle ud af døren i dag. Måske fik du sagt nej tak til en ny opgave på arbejde. Og måske fyldte tankerne om, om det nu var i orden at gøre heller ikke så meget bagefter. Måske fik du lige kigget lidt ekstra grundigt på din partner i dag, og så at han/hun faktisk var der, selvom du nogen gange kan være i tvivl. Måske spillede du et spil med ungerne. Eller de spillede et med hinanden.
Læg mærke til det gode
Læg mærke til hver enkelt af de gode elementer, der har fyldt jeres dag, og mærk hvor glad du kan give dig selv lov til at blive over det. Og hvor dejligt det er.
Den lille (eller store) stemme der evt. gerne lige vil tilføje et ”Jamen hvad så med alle de gange, hvor det ikke gik så godt… bla bla bla”, skal du slukke for nu, hvis den skræpper op. Sig det evt. højt: ”Du har ikke taletid nu”, og sæt den så mentalt ud i skuret eller ned i kælderen eller ud til storskrald. For lige nu har du en vigtigere opgave. Du er nemlig i gang med at lade alt det fine og opbyggelige, der har fyldt jeres dag tage den plads, det har fortjent. Og den slags bliver man glad i låget af.
God fornøjelse!
Bedste hilsner
Heidi
Skriv din kommentar