Julehygge – sådan får I en hyggelig december

15 Shares

Dette er første artikel i en række af fire – en til hver adventssøndag.

💚 Denne handler om julehygge og hvorfor den kan være svært at holde fast i.

💚 Næste søndag handler det om alle de forventninger, der er knyttet til det at give og modtage gaver, og alle de skuffelser og misforståelser der kan komme på banen – trods alles gode intentioner om det modsatte.

💚 Tredje søndag sætter vi spot på, hvorfor det ofte går galt for de helt små børn, når julemanden (bedstefar) træder ind ad døren juleaften, og hvad I kan gøre i stedet.

💚 Fjerde søndag i advent hælder jeg blidhed og blødhed ud over dig, så du er klar til juleaften og juleferie med ro i sjælen og (jule)hjertet.

Men nu først: Julehygge!

 

December rimer på julehygge – eller gør det?

Det er blevet december. Julehyggen pibler frem over det hele og roen har sænket sig. Nu skal vi bare hygge os og nyde alle de dejlige stunder december byder på.

Eller…..

ja tak til julehygge nej tak til stressHvis du har det som de fleste andre, kan du allerede nu mærke at julehyggen får skarp konkurrence af sveden der pibler frem på ryggen, og hovedet der er lige ved at følges med en hovedpine i sit forsøg på at overskue, hvordan I når fra juletræstænding på torvet, til klippe-klistre hygge i børnehaven, til luciaoptog i SFO’en, til indkøb af barnepigeforplejning, til når I begge skal til den første ud af tre julefrokoster hver – samtidig.
Så er der oppyntningen derhjemme, juledekorationer der kalder, julebål med spejderne og julekoncert med musikskolen, bedsteforældre der bliver ved med at spørge til ønskesedler, du ikke kan nå at lave, for slet ikke at tale om de julegaver, du selv skal have klar. Og f*ck, nu glemte du igen at købe den ulandskalender. Og nu er den udsolgt. Ramaskrig forude….

Sig mig er det ikke meningen, at julen skal være hyggelig, eller er der noget jeg har misforstået”, kunne man få lyst til at spørge – lidt højt og med en lidt skrap stemme.

Jo! Det er det faktisk. Det er meningen at vi skal julehygge – eller bare hygge – om hinanden og os selv her i den mørke tid.

 

Hold på hat og briller – nu går det løs!

De fleste steder er der hårde odds for julehygge. For det er som om julen og hele december har udviklet sig til noget, der ligner et orienteringsløb over lange afstande med en hel del indlagte udfordrende poster undervejs. På tid selvfølglig. Og uden hverken kort eller pandelampe. Kun med et par halvmaste pebernødder i lommen at overleve på.

Det går jo ikke. Det siger sig selv.

skab julehygge uden stressMen det er ofte sådan det bliver, hvis vi ikke aktivt vælger noget andet. ”Noget andet” betyder i denne sammenhæng at vælge noget fra. At sige nej tak.

Vi lever i en tid og i en del af verden, hvor vi har voldsomt mange tilbud og muligheder hver eneste dag. Og på visse tider af året mangedobles de i forvejen mange muligheder.

Det er sket indenfor få årtier. Da du, der læser med her, selv var barn, var der langt færre ting at forholde sig til. Også til jul. Så på en måde er det ikke så mærkeligt, at vi ikke har nået at udvikle en måde at håndtere de mange tilbud på. Evolutionen arbejder i et lidt andet tempo end det samfundets forandring foregår med.

Derfor er vi nødt til individuelt og bevidst at navigere på bedste vis i det virvar af tilbud og krav og forventninger (fra andre og os selv), som december byder på.

Her får du et par veje at gå for at undgå at december tager livet af dig – eller bare tager glæden ud af det, vi gerne vil gøre hyggeligt for alle parter. Og du kan sagtens nå det endnu, selvom december er startet.

 

Vælg til – det er nemmere end at vælge fra

Start med mentalt at rydde kalenderen for alt i december. Ryd også dine forventninger til, hvad du synes du burde gøre eller deltage i.

Hjælp din julehygge på vej med bevidste valgSkriv så ned hvad du forbinder med en julehygge, en dejlig december og en god jul, og hvad du gerne vil gøre plads til. Smag grundigt på hver enkelt ting, for lige her er det meget nemt at komme til at lukke noget ind fra den kategori, du synes du skal lave plads til, men som mest bare er noget med ”plejer” eller andres (og dine) forventninger til hvad ”man gør”.

Så hvad vil du gerne skabe plads til?

At lave konfekt? Stille risengrød ud til nisserne? Gå i kirke? Tage på julemarked? Lave dekorationer? Børnehavens julearrangement?

Når du har skrevet det ned, du gerne vil give plads til, er det tid til at kigge på om der er plads til det hele? Bliver det hyggeligt, hvis det hele skal være der?

Hvis ja: Super!

Hvis nej: Så har du valget mellem at presse det ind alligevel, og få en lidt mere hektisk december end du kunne få. Eller du kan tage tyren ved hornene og vælge noget fra.

Vælger du det første er det helt fint, så længe du gør det med åbne øjne. Det kan være fint at have lidt travlt, hvis det er med ting og aktiviteter, du selv positivt og bevidst har valgt til.
Vælger du den anden mulighed, tager du en prioriteringsrunde mere, og kan så glæde dig over at sidde tilbage med en december, der kun indeholder ting, der virkelig gør dig glad og bringer hygge.

 

Sig nej tak

Hvad er julehygge for digNår du har lavet den første manøvre, bliver det meget nemmere for dig at sige nej (eller ja) tak til alle de tilbud, der tikker ind i løbet af december, for du ved præcis hvor meget, du allerede har valgt til, og hvor meget du er villig til at øge tempoet eller presse citronen. Og igen, det er fint at øge tempoet eller presse citronen, hvis det er et aktivt valg. Det, der ikke er fint og ikke særlig rart, er, når det bare sniger sig ind, uden vi havde bedt om det (men heller ikke bedt det om at gå igen).

At sige nej tak, er virkelig svært for mange. Det er som som vi har fået forbundet det med at være kedelig, være svag, være ikke-overskudsagtig, og i yderste konsekvens være en dårlig forælder. Det skal vi altså have skilt ad. At sige nej har ingenting med noget af det at gøre. Det har tværtimod en hel del at gøre med at tage ansvar, skabe sunde rammer, vise vej, vide hvad man står for, og dermed være en voksen børnene ved hvor de har – fordi man selv ved det.

 

Del jer op – og hav fred med det

Nogen gange er der mange ting familien samlet set gerne vil, og det kan være svært at vælge noget fra. En måde at komme alles ” det er kun en hyggelig jul, hvis vi gør præcis det her”- behov i møde er at dele jer op. Hvis der er for mange brikker i julepuslespillet til, at I alle sammen kan overskue dem alle sammen, så del dem lidt ud mellem jer. Alle behøver ikke deltage i alt, for at det er hyggeligt. Med mindre I har børn med meget lille aldersforskel, kan det ofte også lette det hele lidt, ikke at skulle dække mange forskelligartede behov midt i julemylderet.

Husk i denne sammenhæng blot på balancen mellem at dele jer op og samle jer, så overlevelsesstrategien for december ikke bliver at løbe to parralelle orienteringsløb.

 

Rigtig god og hyggelig 1. advent og december

 

Psykolog Heidi Agerkvist om julehygge

 

 

Bedste hilsner

Heidi

 

 

 

LÆS OGSÅ: Må man godt blive skuffet over en gave?

 

15 Shares

Skriv din kommentar

Hent mit videokursus om konflikthåndtering i børnefamilien

Få videokurset om konflikthåndtering i børnefamilien

Konkrete og effektive redskaber til dine udfordringer i hverdagen med børn

★ Løbende tips og inspiration til mere ro og glæde i familien

★ Få den nyeste viden først

(Koster kun din mailadresse)

.

You have Successfully Subscribed!