Mit barn er bange for julemanden – med god grund!

Derfor bliver barn (naturligt) bange for julemanden

Dagens adventslåge (som er nr 3 ud af 4) handler om, hvorfor små børn ofte bliver bange for julemanden, og hvorfor jeg anbefaler, at I hjælper bedstefar med at vente med at klæde sig ud som julemand og komme på besøg juleaften til børnene er lidt større.

Du kan åbne de andre adventslåger her:

[1:4] Julehygge – sådan får I en hyggelig december

[2:4] Må man blive skuffet over en gave?

[4:4] Sidste-øjebliks-tips til julefred

Hvorfor bliver mit barn bange for julemanden?

”Se hvad jeg har købt!”, siger din sviger/far stolt, og viser julemandskostumet frem til dig. Der medfølger endda sådan en smart monterbar pudeagtig mave til at have på under julemandsjakken. Ikke at det egentlig er nødvendigt, når du lige at tænke, inden du skifter fokus til, hvordan du skal få fortalt ham, at du ikke synes det er en god ide.

Du ved ikke helt, hvorfor du ikke er helt vild med ideen, men noget siger dig, at dit barn ikke kommer til at matche sin bedstefars begejstring på selv aftenen.

Det kan du have ret i. Lad mig fortælle dig, hvorfor din diffuse mavefonemmelse sandsynligvis har fat i noget.

Sådan fungerer vi som art

Vi er en social art. Det betyder, at vi i høj grad benytter os af sociale cues i vores navigation rundt i hverdagen og livet, og at vi groft sagt er afhængige af at have stærke relationer for at kunne overleve – både fysisk og følelsesmæssigt. Hvis vi ikke er en del af en flok og dermed er beskyttet af flokken og det samarbejde, den indgår i med hinanden, så er vi meget sårbare. Skåret helt ind til benet handler det om liv og død for os. Vi er en art, der er stærk sammen. Som enkelt individer kan vi klare os meget kort i verden.

Vi er også en art, der føder ret hjælpeløse børn. De kan fx ikke rejse sig og gå efter kort tid, som fx giraffen kan. De er længe om at lære sprog, og er afhængige af, at vi som voksne er opmærksomme på dem og deres behov, og at vi lægger et stort arbejde i at tyde deres signaler til os. De er med andre ord dybt afhængige af os.

Derfor er de også indrettet til dels at se søde ud, så vi voksne automatisk får lyst til at tage os af dem. Det sørger deres kropsproportioner med et relativt stort hoved (med store øjne) i forhold til en relativt kort krop bl.a. for. Det udløser nemlig en vis nuttethedsfaktor, som vækker kærlighed og lyst til at give omsorg, hos de voksne medlemmer af flokken.  Den mekanisme har Disney luret, og har derfor designet alle dem vi skal synes er nuttede, med store hoveder og store øjne og meget korte ben).

Tæt til de voksne

Udover at sørge for at tiltrække os voksne til sig, er babyer og småbørn også indrettet til at holde sig tæt til de voksne. Hvis de ikke var det, havde vi ganske ikke overlevet indtil nu. For så havde alle vores småbørn forvildet sig alt for langt væk fra deres forældre ude på savannen ”i gamle dage”, og var blevet ædt af nogen dyr med skarpe tænder, og så var det ret hurtigt slut med os som art.

En af måderne de holder sig tæt til os voksne på er, ud over at de gerne vil være rigtig meget på arm, at de aflæser os og vores signaler om, hvorvidt vi befinder os i en situation, man kan være tryg ved. Du har sikkert set et lille barn kigge på dig, kigge på sin mor, se mor smile, og derefter kigge på dig igen og smile. Barnet tjekker lige med mor: Er vi ok her? Kan vi lide den der dame? Er det ok, at jeg smiler til hende? Er du tryg ved det mor, for så kan jeg også være tryg.

Små børn pejler altså rigtig meget efter ansigtsmimik. De kigger efter udtryk i øjne og mund og samler det til et samlet billede af, hvorvidt noget er trygt og godt, eller om det er utrygt og uklart, og det er bedst at skynde sig væk. Det gælder både, når de skal ”gennemskue” nye og ukendte mennesker, og når de skal aflæse på deres omsorgspersoner, hvorvidt de siger god for noget.

Derfor bliver dit barn bange for julemanden

Når bedstefar, som ellers er en rar mand, som er tryg at være sammen med, skjuler al sin mimik og sin mund bag skæg, sine øjne bag store buskede øjenbryn og sine kinder bag rød ansigtsmaling, og endda vikler resten af sit hoved og ansigt ind i nissehue og laver sin stemme om, så har det lille barn ikke ret mange chancer for at betjene sig af de redskaber, det har for at afkode, om noget er trygt eller utrygt. Og så bliver det utrygt for det lille barn.

Derfor er rigtig mange julemandsbesøg – som er opstået ud af de allerbedste intentioner om at gøre noget hyggeligt og sjovt for børnene – endt i gråd og angst og i bedstefædre der i forsøg på at trøste, kommer endnu tættere (= alt for tæt) på det stakkels forvirrede og utrygge barn, der græder endnu mere og prøver endnu mere på at komme væk, men samtidig vil det heller ikke for langt væk fra dig. Og der står du som klemt mægler mellem en ivrig far og et angst barn. Phew, der røg den julestemning.

Vent med julemanden

Derfor anbefaler jeg, at man venter med julemandsbesøg til barnet er mindst 5 år og har haft chance for at skabe et billede af hvad en julemand er, og hvad man kan forvente sig af sådan en. Og at barnet i kraft af sin alder og sine mange kompetencer og erfaringer er knapt så afhængig af forældrenes tolkning og adfærd, men dels har mere livserfaring og alt dermed ikke er nyt og potentielt farligt, og dels at det i højere grad selv er i stand til at vælge til og fra ved at flytte sig fysisk eller sprogligt give udtryk for ”Jeg kan ikke lide det her”eller ”Han skal gå igen”.

Og så er der jo forskel på børn. Nogen har en ”træsko-personlighed” – altså er sådan nogen, der går ind i nye ting og i verden generelt med træsko på. De er sådan ”Hej verden, her kommer jeg. Bare giv mig hvad du har at byde på”, mens andre er mere tilbageholdne og lige skal se ting an. Vi kan nemt komme til at tænke, at der er noget galt med dem, der er mere forsigtige og ikke bare sådan lige overgiver sig til hvad som helst. Men der er ikke noget galt med nogen slags. Vores art har evolutionært haft brug for, og har stadig brug for, begge slags – og alle variationerne inde imellem. Både for dem, der kaster sig ud i noget nyt og tager chancer og er mere frygtløse, og for dem, der lige tænker to (eller 50 gange) og går lidt mere forsigtigt og gennemtænkt frem. Hvis du har børn af den mere nysgerrige og frygtløse slags, kan du sikkert sagtens introducere Bedstefar Julemand tidligt. Har du mere eftertænksomme jeg-skal-lige-se-ting-an-inden-jeg-hopper-ud-i-dem børn, kan det være du skal vente, til de er mere end 5 år med den slags besøg.

Hvad gør vi så?

Hvis bedstefar virkelig gerne vil være julemand alligevel, så er en god mulighed at lade ham være det lidt på afstand. Det er hyggeligt og spændende – og trygt – at kigge ud af vinduet eller havedøren sammen, og se julemanden tøffe rundt ude i haven eller gården med sin sæk på ryggen og holde øje med, hvor han lægger gaverne. Måske vinker han, inden han trisser videre til den næste familie? Og måske kan I få øje på hans rensdyr? Eller måske sporene fra dem, når I bagefter går ud og henter de gaver, han har lagt.

Rigtig god fornøjelse – med eller uden julemand tæt på eller lidt på afstand.

Bedste hilsner
Heidi

Relaterede…

Er mit barn skoleparat? Mit barn lyver – jeg vil have, at hun indrømmer! Mit barn trives ikke i skolen – hvorfor? Hvorfor hører mit barn ikke efter?