Må man blive skuffet over en gave?

Skuffet juleaften? Det skulle ellers være så hyggeligt…

Førstehjælp til at håndtere dit barns skuffelse over gaverne (og dine forældres skuffelse over barnebarnets skuffelse)

Dette er anden artikel i en serie af adventslåger. Du kan åbne den første låge her, tredje låge her og fjerde låge her

Julen er hjerternes fest. Og gavernes. Og de mange forventningers.

Især de små børns nervesystemer er under pres i december. Alle de store forventninger og håb om hvad pakkerne under juletræet indeholder. Det kan næsten ikke være stort nok og ”rigtigt” nok, når man nu har ventet i evigheder på at måtte pakke op. Men hvad så hvis pakken ikke byder på det helt rigtige? Måske bare på en hjemmestrikket trøje fra farmor…..

Det, der skulle være så hyggeligt og idyllisk og fuld af julelys i både vindueskarme og øjne, kan hurtigt forvandle sig til skrig og skrål og en noget anspændt stemning mellem gavegiver og -modtager, hvis gaven ikke faldt helt i smag.

Her kommer førstehjælp til at lande nogenlunde blødt i juleaftens gaveshow. Især til dig, der synes det er nemt at komme i klemme mellem børn og bedsteforældre.

FØR juleaften – forebyg skuffelse

En del børn tror, at en ønskeseddel er det samme som en bestillingsseddel. Det kan virke lidt ucharmerende og forkælet, men hvordan kan vi egentlig fortænke dem i det, når de store legetøjskæder sender kataloger ud med afkrydsningsfelter? For et mindre barn er det svært at skelne mellem, hvad der er ønsker, og hvad der er muligt i virkeligheden. Et lille og mellemstort barn har ikke forståelse for økonomi og den slags voksenting, men kan jo se legetøjet lige der for næsen af sig, så hvorfor kan man ikke bare få det hele, når det er lige der?

Derfor er et godt sted at starte at snakke med det mindre barn om, hvad en ønskeseddel er. At man kan ønske sig alt muligt, men at man ikke kan vide hvad man får. Og at man også kan få noget man ikke havde ønsket sig, men som andre tænkte var en god ide.

Den slags bliver selvfølgelig nemmere at forstå for børn i takt med at de bliver større og får kognitive kompetencer til at navigere i det, så hav ikke for store ambitioner for det lille barns forståelse af noget så relativt komplekst og følelsesladet. Og selvom barnet har en vis alder, kan det generelt være svært at forstå for børn i dag, fordi vejen fra ønske til opfyldelse på mange planer er meget kort. Det gælder både gaver, men også andre ønsker og behov i hverdagen. Børn skal i dag meget sjældent vente på noget eller spare op til noget. Ting og behovsopfyldelse lander ret hurtigt på deres bord.

Det siger sig selv, at man ikke kan være supergod til noget, man ikke har fået mulighed for at øve sig i. Derfor kan vi ikke kræve af børn, at de skal kunne mestre at vente og udholde spænding i de mængder december og jul kræver, hvis vi ikke har givet dem mulighed for at øve sig i løbet af resten af året. Så har du ikke ”nået det” til denne jul, så kommer der heldigvis en jul igen om et helt år, hvor I kan nå at øve jer lidt mere i behovsudsættelse og erfaring med at det hele nok skal gå selvom der alt fra ønskelisten ikke blev leveret. Den slags ”øvning” skal selvfølgelig være tilpasset barnsets alder, og er ikke bare noget man kan træne og vinge af. Det kan endog kræve en hel del tålmodighed fra forældrene.

Hvis du kan mærke, at hele det her gave-taknemmeligheds-fleksibilitets noget er svært for dit barn, kan du overveje selv at sikre, at et af de højeste ønsker er at finde under træet. Det er ikke det samme som at barnet ”bare skal have sin vilje”. Det er at komme det lidt blidt i møde, på noget der er en stor udfordring for det.

Kig lidt indad – hvad har lært om at modtage gaver? Og om skuffelse?

Ét er barnets adfærd. Noget andet er den betydning, du giver den adfærd.

Hvis barnet reagerer med frustration, tænker du så at det er utaknemmeligt? At det er urimeligt? At du har opdraget det dårligt? At andre tænker dårligt om barnet? Og om dig?

Vores tanker om andres tanker om os (ja den er indviklet…), er oftest et spejl af vores egene tanker om os selv. Derfor spiller det ind, hvilken betydning du tillægger dit barns ”øv-jeg-fik en-gave-jeg-synes-er-kedelig” adfærd.

Hvad har du selv lært om at modtage gaver? Og om at håndtere skuffede følelser? Og om at skulle sige tak eller ej?

Vi bærer alle en stak skabeloner til følelseshåndtering med os, og nogen af dem er mere konstruktive end andre. De skabeloner der taler om gode og dårlige følelser, og dem der fortæller os, at vi skal få de såkaldt dårlige følelser til at gå væk hurtigst muligt, hører begge til den knapt så konstruktive kategori. De levner meget lidt plads til at bevæge sig på og meget lille mulighed for at ”ramme rigtigt”, hvilket bare lægger endnu mere pres på en i forvejen presset situation.

Det er ofte lige der, hvor noget bliver meget ”smalt” og hvor vi har lært, at der kun er én eller meget få måder at gøre noget rigtig på, at vi selv kan komme i klemme, når vi skal forsøge at hjælpe vores overophedede og trætte barn, os selv og evt også en skuffet bedsteforælder. Når vi er pressede gør vi det, der ligger på rygraden. Det vil oftest være at gøre det, vi har gjort flest gange. Og skal vi skære helt ind til benet, vil vi, når vi lander i situationer, der har været svære for os som børn, gøre hvad vi gjorde som børn – nemlig forsøge at vinde vores forældres accept / kærlighed / anerkendelse, også selv om vi er blevet voksne. Det sker fordi det sted i os, der rammes, stadig er barnligt (i kærligste betydning) eller ungt. I den proces kan vi komme til at lade vores børn lidt i stikken, og dybest gentage mønstrene mellem generationer.

Derfor kan du forberede dig selv ved at kigge lidt på, hvilke skabeloner du bærer med dig, hvor fleksible de er, og hvor meget plads de giver både dig, dit barn og de øvrige juledeltagere at bevæge sig på. Er det tid til at opdatere dem lidt, så der bliver lidt mere plads til jer alle? Hvor er dine sårbare punkter og hvordan ser din automatreaktions-adfærd ud? Hvilken adfærd er der brug for nu? Hvilken adfærd ville være kærlig overfor både dit barn, dig og dine forældre?

UNDER juleaften – håndter skuffelse

Selve juleaften er der SÅ mange forventninger i spil. Det hele skal være hyggeligt. Vi har glædet os længe. Alle har gjort deres ypperste for at få nye og gamle traditioner til at mødes. Spændingen stiger. Bare der nu ligger den store lego pakke under træet. Eller cyklen som jeg drømmer om. Der er lagt mange kræfter i både ønsker og gavekøb. Bare mor/mormor/søster/barnebarn bliver glad for det, jeg glæder mig så meget til at se ham/hende pakke op.

Juleaften er på mange måder én stor øvelse i at skelne mellem dine og mine behov. Er det første gang der er et nyt lille barn i familien, kan både forældre og især bedsteforældre have svært ved at styre deres egne behov for at se barnet pakke netop deres gave op, som er dyppet i så mange tanker og så meget kærlighed og så meget håb om, at det er den helt rigtige.

For alles skyld kan det være en god ide at dele det lille barns gaveoppakning op i flere etaper evt over flere dage. Det lille barn har nemlig ikke brug for 10-15-20 gaver, men vil oftest være mest interesseret i papiret og i at få lov at lege med den gave det netop har pakket op, i stedet for straks at skulle slippe den og gå videre til den næste. At dele det op kan give lidt mere ro for især barnet, men også for ivrige bedsteforældre, der så ikke behøver sidde på spring for at stikke barnet den næste pakke.

Skuffelse og skam

Dine og mine behov-øvelsen kan sagtens fortsætte i takt med at (børne)børnene vokser. På mange måder er gaver lig med kærlighed, og derfor kan man som gavegiver godt blive skuffet eller ked af det, hvis den gave, man har brugt tid og energi på at finde og vælge, ikke bliver modtaget med samme intensitet, som man selv har lagt i den. Det er helt naturligt, men det er ofte noget der er lidt skamfuldt at stå ved som voksen.

Derfor kan der nemt opstå mange modstridende følelser i rummet sådan en aften. Både hos barnet, der har glædet sig meget længe og som måske bliver skuffet. Og hos forældre eller bedsteforældre, der havde investeret både penge og sjæl i gaven, som enten hurtigt blev glemt, eller som fik en knapt så kærlig kommentar med på vejen. Det kan føles lidt pinligt at blive ærgerlig lige der, for ”det var jo også bare en gave” og ”vi har jo så mange andre gode stunder sammen”, men inderst inde gør det lidt ondt.

At have det som man har det – og lade andre få plads til det samme

Følelser bliver kun bøvlede, hvis de ikke må være der. Derfor er det allernemmeste at lade alle parter have det, som de har det. Vi bliver ofte forvirrede, når vi har det på to eller flere måder på én gang. Fyldt af kærlighed og ærgrelse og skuffelse på én gang. Eller når vi med vores fornuft godt kan forstå hvorfor reaktioner og relationer udfolder sig som de gør, men alligevel bliver ramt følelsesmæssigt.

Men sådan er det at være menneske. Vi har det ofte på flere måder på én gang, og sjældent helt ”rent”. Når vi forstår det og kan tage det ind, så bliver det hele ustyrligt meget nemmere.

Det gør det meget nemmere at være med det der er – og det er der jo uanset. Der bliver mere plads til os alle sammen, med hvad end der nu fylder.

En vej at gå med skuffelsen

Som forælder mellem børn og bedsteforælder kan man ofte føle sig som både mægler og oversætter og buffer. Det kan være lidt anstrengende. Især hvis målet er at alle skal være glade. Det kommer nemlig sjældent til at ske i længere tid ad gangen. Og sådan en juleaften hvor alle nervesystemer er ekstra kørt op, er det usandsynligt, at der ikke vil være nogen ”udsving”.

• at tage det ind du lige har læst og vide, at der sikkert vil være mange forskellige følelser på spil sådan en aften (og andre aftener/morgener/eftermiddage i livet), og at det nemmeste er at give det plads i stedet for at forsøge at bekæmpe eller eliminere.
• at skelne mellem hvad der er dit, og hvad der er nogen andres. Og huske at du har ansvar for dit, og andre (voksne) har ansvar for deres. Det er ikke det samme, som at du skal være ligeglad, men du skal give dig selv lov til at slippe ansvaret for andres glæde. Alle (voksne) har sådan en aften selv ansvar for sig selv og eget bidrag til festen.
• At bevare roen, når dit barn har mistet den. Dit barn bliver grebet af stærke følelser og har brug for nogen til at hjælpe med at rumme dem. Nogen som dig, der ved at følelser ikke er farlige, så længe vi ikke kæmper med dem, og så længe vi er i kontakt med nogen, der ved det du ved nu, og som vi kan låne lidt ro af, når vi selv mister den. Det ved dit barn ikke endnu, men det er godt på vej til at lære det via dig, når det mærker, at det gerne må have det som det har det, og at det ikke koster på kærligheden fra eller kontakten til dig.

Hvordan rummer man skuffelse?

Det betyder, at når dit barn raser (hvis det gør det), skal du bare være der og hjælpe det med at rumme de stærke følelser ved at lade dem være der. Det betyder drop al fornuftig snak a la ”Du kan jo nok forstå, at…….” og al uforstående snak som ”Det er ikke noget at blive så sur over…..Sådan en stor dreng som dig…..”.

Måske skal du ikke engang sige noget, og hvis du skal, skal du blot oversætte barnets reaktion for det selv a la ”Du havde lige håbet at der var en xxx indeni pakken”. Eller ”Du synes at det er rigtig snyd, at den allerstørste pakke ikke var til dig. Det kan jeg godt forstå er svært”.
Og så ikke mere. Bare være der. Lade barnets følelser være der, gøre hvad de skal og passere. Det følger sin helt egen rytme og klinger af, når det er tid.

Pres ikke barnet til noget bestemt der, som fx at sige tak eller være glad eller holde op eller andet i den dur. Det gør bare det hele værre og tager længere tid.

Ræk dig selv en hånd

Og jo, vi kan alle blive pressede i sådan en situation og selv blive ramt på ”Kan vi ikke bare hygge os, når jeg nu har kastet så meget energi i at gøre det godt for alle” og få lyst til at sige noget med ”Stop så!!”. Måske kan det hjælpe at spole tilbage til dengang, du selv var samme alder som dit skuffede barn, og række dig selv en hånd lige der, hvor du sikkert også kan genkende følelsen af skuffelse, og måske ikke blev hjulpet helt så godt, som du lige nu hjælper dit barn.

Og når du nu er i gang, så ræk også lige dig selv en hånd på det sted, der bliver ramt lige nu. Det sted der virkelig havde anstrengt sig for at gøre det godt for alle, og som lige nu synes det mislykkedes lidt alligevel. Lige her er et godt sted at række ud efter din partner, som heller ikke behøver sige så meget, men som bare skal være med dig, mens du er med både dig og med jeres barn. Sådan kan I hjælpe hinanden så fint på sådan en aften, hvor alle dybest set er trætte og overstimulerede fra en hel måneds mange aktiveteter og forventninger og følelser, og hvor det i realiteten er mere undtagelsen end reglen, at det hele forløber smidigt og såkaldt uproblematisk.

Efter juleaften – Efterbehandl skuffelse

Nogen er velsignede med (bedste)forældre, der godt ved, hvordan man tager ansvar for egne følelser, som godt kan adskille ”dine og mine”, og som tør lade det være som er, uden at der går drama og skyld i maskineriet. Hvis du er en af dem, så tillykke! Både med dine forældre, men også med de skabeloner. de har givet dig med. De er ret brugbare.

Nogen er ikke så heldige, og der kan derfor godt være brug for lige at række bedstemor eller -far en hånd på deres sårede sted, når ungerne er puttet og der falder lidt ro over det hele.

Det kan føles som et stort arbejde både at skulle håndtere sit barn sig selv, og gudhjælpemig også sine forældre – og det har du ret i. Det er nemmest og rarest, hvis de voksne kan være voksne (også ens forældre), for det er lidt anstrengende, når man skal være voksen på andres vegne. Ikke desto mindre er der nogen gange brug for det. Og i stedet for at brokke dig over det eller få medlidenhed med dig selv (i mere end de to minutter vi alle kan forfalde til ind imellem), så glæd dig over, at du tilhører den generation i jeres familie, som gør et stort oprydningsarbejde, og som gør det nemmere at være dig og at være dine børn – og måske også at være dine forældre, men betragt det sidste som en fin bonus, hvis det sker.

Blik for det sårede sted

Du behøver ikke gøre ret meget. Øvelsen går ud på at få øje på det sårede sted i din mor eller far, og berolige det lidt. Det kan gøres med får sætninger, men det krævende for dig er, at du skal kunne gå forbi din egen irritation over, at han/hun overhovedet blev såret, og at det kom til udtryk. Det er svært at have omsorg for noget, man er irriteret over.

Så ræk en hånd til dit eget irriterede sted, mens du fx siger til din mor: ”Det var sødt af dig at strikke den trøje. Den kan ikke have været helt nem med al det mønster. Mon ikke August nok skal blive glad for den, når han lige har sovet et par gode nætter. Han var helt skeløjet af træthed her til sidst”.

Eller ”Det er en flot soldat du har drejet i træ, far. Jeg tror August lige havde forestillet sig at soldater ser ud præcis som dem, de leger med i børnehaven for tiden. Men måske forstår han lidt mere af din kærlighed til træ, hvis han må se hvordan dine maskiner virker”.

Det var det!

Så behøver du ikke gøre mere. Hvis de stadig er skuffede, giver du bare plads til at det kan være der – og klinge af. Det er ikke farligt og ingen dør af det. Lad det bare få tid til at passere. Evt i selskab med et glas portvin eller nogen brændte mandler 😉

Det eneste du med fordel kan være opmærksom på, hvis skuffelsen er længe om at klinge af, er, at de ikke lader den ramme barnet via evt bebrejdelser og småspydige kommentarer. Det gør det ikke nemmere for barnet at komme dem i møde på den måde, de håber. Se dig selv som både oversætter og buffer her, og bed dem dele deres skuffelse og længsel med dig og ikke med barnet.

Og dig?

Og hvad har du brug for? Lidt luft? Et par timer for dig selv? En krammer? Lov til selv at være skuffet? Plads til at synes, at du er på hårdt arbejde med mange menneskers mange følelser?

Giv dig selv det! Hvad det så end er. Og bed om hjælp fra andre, hvis de kan hjælpe. Det er et stort arbejde at være forælder, og derfor er det vigtigt at huske at fylde depoterne op løbende, så vi ikke løber tør og kører alt for sur i det.

Husk at vi arbejder på sagen generation for generation og at dit bidrag tæller – generation for generation.

Rigtig glædelig december – med alt hvad den byder på at gaver og følelser og smuk kærlighed til relationer mellem generationer.

Bedste hilsner
Heidi

Læs også:

Julehygge – Sådan får I en hyggelig december

Mit barn er bange for julemanden – med god grund

Sidste-øjebliks-tips til julefred. Du kan sagtens nå det!

Relaterede…

Fastelavn – en mulighed for at blive mere dig Sådan undgår du at blive skilt Min søn synes, det er svært at blive storebror. Hvordan skal vi håndtere hans kraftige reaktioner? Terrorangreb i børnehøjde. Hvordan kan jeg (blive ved med at) berolige mit barn, når verden bliver mere utryg?