Den nyeste opgørelse i Danmark viser et ret markant fald i skilsmisser. Det synes jeg er interessant. Hvad handler det om?
Lad os kigge på det.
Stabile tal i 10 år – og så et skift
Gennem de sidste 10 år har skilsmisseprocenten ligget på på omkring 45 til 50%. Det betyder et årligt antal skilsmisser på ca 15.000.
Men for nylig er det sket en markant forandring her:
I årene 2010-2018 blev rundt regnet 15.000 par skilt hvert år.
Så kom 2019 med et noget lavere tal; nemlig 10.454, hvilket betyder en skilsmisseprocent på 35,38.
Hvorfor?
Det kan selvfølgelig både handle om et reelt fald i skilsmisser. Men en væsentlig del af forklaringen må også antages at være, at der i første halvår af 2019 blev indført krav om en tre måneders refleksionsperiode 
efter ansøgning om skilsmisse. Det var et forsøg, der skulle afklare om flere par ville undlade at blive skilt, hvis de i netop den periode lige ved skilsmisseansøgningen modtog rådgivning og konfliktmægling. Og selvom man stadig godt kunne nå at fuldføre en skilmisse i slutningen af 2019, selvom ens refleksionsperiode lå efter første halvår (altså i tredje kvartal), så tyder noget på, at en del af de skilmisser der sandsynligvis ellers ville være gennemført i 2019, er ”skubbet” ind i 2020.
Kravet om tre måneders refleksionsperiode er afskaffet igen, selvom den resulterede i færre skilsmisser. Den medførte nemlig flere og højere konflikter hos parrene pga. den tvungne ekstra tid sammen.
I 2020 lå tallet så på 15.521 skilsmisser og en procent på 48. Det er jo væsentlig flere skilsmisser end i 2019. Rundt regnet en stigning på 50%. Som sagt kan man med nogenlunde rimelighed antage, at en del af de skilsmisser, der er registreret i 2020, ville have ligget i 2019, hvis forsøget med refleksionsperioden ikke var indført.
I 2021 ser vi så igen et markant fald. Faktisk med hele 18% i forhold til antallet af skilmisser i 2020. I 2021 blev 12.760 par skilt, og det giver en skilsmisseprocent på 41,76.
Hvad handler de store udsving om?
Det er nemt at lave en breaking news historie om, at skilsmissetallet pludselig er faldet markant, og så gætte i øst og vest på hvad det betyder.
Jeg tror nu, det er en mere nuanceret sag end som så.
Det kan selvfølgelig handle om, at folk lige pludselig bliver skilt i meget mindre grad
, end vi har set over en lang årrække. Det har jeg dog svært ved at tro er hele forklaringen, da demografiske, sociale og kulturelle adfærdstendenser sjældent ændrer sig så markant på så kort tid. Den slags forandrer sig oftest med noget langsommere skridt.
Jeg tillægger den forskydning, som refleksionperiodeforsøgsordningen skabte, en del betydning i de store forskelle mellem tallene for 2019, 2020 og 2021.
Regulerer vi for den, ser vi nærmere en tendens til et fald i skilsmisser, som ikke blot er kommet mellem de to seneste år, men over en række år – fra 2018 og frem til nu. Når tallene for 2022 er opgjort, vil vi i endnu højere grad kunne se, om der er tale om en generel tendens over en årrække.
Mange faktorer spiller ind på et fald i skilsmisser
Det er stadig et relativt stort fald at gå fra 15.000 årlige skilsmisser til ca. 12.000.
Og hvad skyldes det så?
Det er et virkelig godt spørgsmål. En skilsmisse er jo en kompleks proces, hvor rigtig mange ting spiller ind. Derfor er svaret også komplekst og handler ikke blot om en enkelt eller to
faktorer.
Der er både individuelle, relationelle, sociale og økonomiske faktorer i spil.
I de år har vi også haft en global faktor på banen, som har haft stor indflydelse på nærmest alle felter i vores liv; nemlig Covid-19. Jeg har endnu ikke set nogle studier af hvilken indflydelse pandemien og nedlukninger og hjemmearbejde osv. har haft på parforholdsfeltet, men jeg håber, der kommer nogle. For her kan vi på lommepsykologisk vis bare gætte på, om pandemien har ført til flere skilsmisser, fordi mange parforhold kom under voldsomt pres under nedlukningerne. Eller om det modsat har haft en opretholdende effekt, da det jo også er velkendt, at kriser kan bringe mennesker tættere sammen. Så kan Covid-19 forklare en del af de relativt store fald i skilsmisser.
Én faktor blandt mange….
Skulle jeg komme med et bud – som står fuldstændig for egen regning – kunne de faldende tal måske også handle om, at dét at tage sig af sit parforhold, prioritere det og give det fokus er i gang med at blive noget vi snakker mere om, og noget der bliver mere alment accepteret som en vigtig faktor for et godt ægteskab og et godt familieliv.
Jeg har stor tilgang af par i klinikken, og jeg ved, at mange af mine kolleger 
ude i byen og landet over også har ventetid.
Det er glædeligt, at værdien i og nødvendigheden af at investere i sit parforhold er ved at blive mere almindelig viden og lige så stille integreres i hjemmene landet over. At det bliver legalt og ikke længere pinligt at spørge bedsteforældre om hjælp til pasning, når man skal have kærestetid eller i parterapi. At det er noget, vi snakker åbent om. Både med hinanden og med venner, familie og kolleger.
Det tror jeg bestemt har en effekt, og det glæder jeg mig over.
Men jeg tror ikke, det er hele forklaringen. Det er forandringen i tallene for stort til.
Hvad tror du?
Hvad tror du? Dit bud kan være mindst lige så godt som mit her!
Hvorfor tror du, at antallet af skilsmisser er faldende?
Skriv dit bud i kommentarfeltet herunder, og lad os hjælpe hinanden med at blive klogere.
Bedste hilsner
Heidi
OBS:
Når vi taler om skilsmisser, er det vigtigt at huske på, at det kun er opløsning af de parforhold, der har indgået ægteskab, vi kan registrere. Vi ved ikke præcis hvor mange ikke-gifte par, der går fra hinanden, men det giver mening at antage, at tendenserne for antallet af brud, årsager til brud, tidspunkt for brud osv. følger samme billede som for de par, der har indgået ægteskab.
Skriv din kommentar