Intimitet i parforholdet – hvad er det for en størrelse?

Parforholdskvalitet, trivsel i parforholdet, intimitet, parforholdstilfredshed, et godt parforhold, gnist, lykke…

Kært barn har mange navne, men cirkler alle om det at være godt tilpas og tilfreds i sit parforhold. Alt føle sig forbundet, tæt, taget imod og tryg.

Der er skrevet meget om netop det emne. Både bøger, film, sange, forskning. Og det er ikke mærkeligt, for netop hvor tilfredse og tilpasse vi er i vores parforhold har stor indflydelse på vores samlede oplevede livskvalitet. Faktisk er vores tilfredshed med parforholdet den mest betydningsfulde enkeltfaktor for vores livskvalitet alt i alt.

Ikke så mærkeligt at der er brugt en del opmærksomhed her allerede.

Denne artikel handler om det, vi i mit fagsprog kalder parforholdskvalitet – altså parrets egen oplevelse af hvilken kvalitet parforholdet har.

Vi ved nemlig fra masser af studier og undersøgelser at parforholdskvaliteten falder over tid – ret kraftigt faktisk. Især når vi får børn. Og vi ved også at den aktuelle skilsmisseprocent er over 50% .

Så lad os kigge nærmere på hvad der sker, hvorfor det sker og hvad du/I kan gøre for at passe på parforholdet hjemme hos jer.

Parforholdskvalitet eller intimitet – hvad er hvad?

Der forskes heftigt og fokuseret i feltet her, og der er mange vinkler og definitioner i spil.

Alle studier peger dog på, at parforholdskvaliteten falder over tid, at den tager et ret heftigt dyk, når parret får børn, og at den så stiger igen efter 10-12-14+ år.

Hvorfor gør den det?

En måde at forstå det oplevede fald i kvaliteten af parforholdet på er at forstå det som et tab af følelsesmæssig intimitet.

Og hvad er så følelsesmæssig intimitet?

Det er der sjovt nok også mange bud på, men ét jeg godt kan lide, er at se følelsesmæssig intimitet som:

”en tryg forbundethed mellem to mennesker som kender hinanden, som de inderst inde er”. (Cordova, 2014)

Altså en relation, der er karakteriseret af at være så tryg og tæt, at der er både plads og rummelighed nok til, at begge parter kan være sig selv – med hele sig. Hvor man ikke skal gå og passe på, om man får sagt for meget, eller om det er det rigtige, men hvor begge parter kan dele alt det, der har betydning. Også de følelser og sider af sig selv, som man måske ikke er allermest stolt af, eller kan være nervøse for, hvordan partneren tager imod.

Kan du fornemme hvordan skuldrene kan sænke sig, og hvor trygt det er at række ud og dele noget sårbart og vigtigt, fordi relationen er præget af tryghed, modtagelighed, fortrolighed og respekt?

Aaahhh….

I starten er parforholdet præget af……

I starten af et parforhold har vi gode muligheder for at indgå i samspil og adfærd, der øger den følelsesmæssige intimitet mellem os.

Ser man på hvad par, der lige har mødt hinanden, laver, så ser vi at de isolerer sig i korte perioder, hvor de kan være den bedste udgave af sig selv, og hvor de ikke bliver forstyrret. Der er derfor optimale muligheder for at være fuldt opmærksom og tilgængelig i kontakten. Alt er nyt og spændende, og der er nærmest ingen grænser for, hvor interessante de synes hinanden er. Der bliver derfor sendt masser af signaler til hinanden om:

Jeg vil dig
Du har noget virkelig spændende at byde på
Jeg ser dig
Jeg lytter opmærksomt
Jeg tager det du siger ind og værner om det
Jeg prioriterer dig
Jeg gør mig umage
Du er vigtig for mig

Alt sammen noget der giver næring til den følelsesmæssige intimitet og dermed til den oplevede kvalitet af parforholdet.

Så langt så godt. Rigtig godt endda.

Men hvorfor fortsætter det så ikke sådan?

Hvorfor falder kvaliteten af parforholdet?

Der er både helt enkle og lidt mere komplicerede grunde til.

De komplicerede handler bl.a. om, hvilke personlighedsstrukturer der mødes i parforholdet, og hvilke kompromiser der må indgåes, for at de to personligheder kan trives sammen. Uanset hvor godt et par passer sammen, vil der være et antal punkter, de ikke helt kan mødes på. Det afgørende er her, hvor centrale netop de punkter er for parforholdets vilkår.

En anden lidt kompliceret dimension er de sårbarheder, parterne hver især har med sig ind i parforholdet. Alt afhængig af hvilke oplevelser og erfaringer de har med sig omkring det at være forbundet i en tæt og følelsesmæssigt intim relation, opstår der mønstre mellem parret som kan slide på kontakten og intimiteten og dermed parforholdskvaliteten.

Et sidste element i den lidt mere komplicerede pulje er omfanget af det, man kalder ekstern stress og den påvirkning, det har på parforholdet. Det kan fx være alvorlige stressbelastninger, sygdom, tab og større livsomvæltniger som fx fyring. Den slags fordeler livet jo lidt tilfældigt blandt os, og det spiller selvfølgelig også ind på vilkårene for at blive ved med at give næring til og værne om den følelsesmæssige intimitet i parforholdet.

Når jeg kalder de tre typer ovenfor komplicerede, er det fordi, det er sværere at sige noget generelt om, hvordan de udfolder sig, da de er knyttet op på individuelle strukturer og livsløb, som kan spille sammen med andre individuelle strukturer og livsløb på mange forskellige måder. Det er netop det, der arbejdes med i parterapi.

Universelle og almenmenneskelige vilkår for parforholdet

De mere enkle grunde, til at den følelsesmæssige intimitet falder over tid (hvis den ikke bliver vedligeholdt), er mere universelle og gælder for os alle, uanset hvilket match af personligheder vi er, hvilke levede historier vi har med, og uanset hvilke eksterne stressorer, vi danser med.

Det handler nemlig (især) om to ting:

Hverdagslivets almindelige begrænsninger

Tilvænning/habituering

Hverdagslivets betydning for parforholdet

På en måde giver det sig selv, ik? Hverdagslivets almindelige begrænser. Ret usexet overskrift – og det bliver det også i længden, hvis hverdagslivet får lov at begrænse intimiteten. Både den følelsesmæssige og den fysiske.

I modsætning til den adfærd de nye par har, er der i det almindelige hverdagsliv (især hvis der er børn i det) meget mindre mulighed for at isolere sig i kortere tidsrum, hvor vi kan være den bedste udgave af os selv, og hvor vi er fuldt opmærksomme og tilgængelige.

Vi er sammen længere tid, og ser også de sider af os selv og hinanden, som ikke er de allermest charmerende. Måske synes vi næsten, at vi kun ser netop de sider. Og vi bliver afbrudt og forstyrret hele tiden – af arbejde, af børn, af hverdagslogistik.

Signalerne får nu mere karakter af:

Det har jeg ikke lige tid til at høre nu
Gider du ikke skynde dig, du står i vejen for det jeg er på vej til.
Kan du ikke lige klare det selv?
Jeg orker ikke lige at tage mig af det nu.
Er det virkelig virkelig vigtigt?
Jeg skal altså noget andet nu. Der er vigtigere.
Det der har du sagt 100 gange.
Hvorfor hører du aldrig, hvad jeg siger?
Ja ja, jeg ved godt hvad du vil sige nu…

Kan du kende det? Av.

Den følelsesmæssige intimitet falder bid for bid i det miljø.

Når man ikke føler sig taget imod, og når man modtager flere og flere signaler om ikke at være vigtig, så bliver det sværere og sværere selv at være inviterende, imødekommende og dele eller række ud på en blød måde.

Så ligger det lige for at sige:

”Du er fan…. heller aldrig hjemme. Det er altid mig der står med hele lo…. selv. Du er simpelthen så tarvelig!!!”

i stedet for

”Jeg savner dig, og jeg føler mig lidt alene her. Vil du ikke komme lidt tættere på”

Habituering i parforholdet

Den anden helt almindelige og universelle faktor, som spiller ind på den oplevede kvalitet af parforholdet, er det fænomen, der hedder habituering eller tilvænning.

Det simple faktum, at den samme stimuli ikke bliver ved med at have den samme effekt over tid.

Vi kan altså ikke blive ved med at gøre det vi plejer, og så tænke at vi får samme effekt, som vi plejer. For over tid vænner vi os til de stimuli vi får, og vi bliver ikke lige så begejstrede over dem, som vi gjorde første gang vi mødte dem.

Fx første gang I smagte den der lækre italienske ret. Første gang hun fik blomster på en fredag. Første gang han fortalte om sin rejse til Østen som ung. Første gang hun tog den der særlige kjole på. Første gang de spiste på den gode restaurant. Første gang han lavede fis med hendes nuttede smilehuller og lidt skæve fortænder.

20. gang har det ikke samme effekt.

Og 50. gang han har blomster med hjem om fredagen, siger hun måske ikke engang tak så højt, at han kan høre det.

Og 100. gang hun gerne vil snakke om det hus i Spanien, hun synes de skal købe, når børnene er blevet større, er det for ham ikke længere en oplevelse af ”Wauw, sådan har jeg aldrig tænkt at man kunne bruge sin anden ungdom. Hvor er du fuld at spændende ideer, og hvor er det fedt at du udfordrer min måde at tænke på”.
Så er det mere blevet et lidt kedeligt input: ”Nå, nu snakker hun om det igen. Jeg har jo sagt hvad jeg synes, så jeg lader hende bare snakke færdig, mens jeg lige tænker lidt på noget andet, der optager mig”, eller i værste fald i direkte frustrerende input a la ”Hvorfor i himlens navn bliver du ved med at bringe det op, når jeg for h…… da har sagt de første 50 gange, at jeg synes der er for varmt i Spanien”.

Det er svært at række blødt og tillidfuldt ud efter sådan en reaktion.

Og yes, den følelsesmæssige intimitet faldt lige et hak mere der. Præcis parallelt med den oplevede parforholdskvalitet.

Det her sker for alle par. Helt automatisk. Det er almenmennskelige reaktioner på de vilkår der er, når man følges ad over tid. Hvis man altså lader det ske og ikke husker at vedligeholde intimiteten.

Læs også:
Kommunikation i parforholdet

Undgå krise i parforholdet – Her er den vigtigste faktor for et godt parforhold

Sådan undgår du at blive skilt

Har vi brug for parterapi?

Så hvordan passer vi på parforholdet?

Det ligger i virkeligheden lige for. Når den samme stimuli ikke bliver ved med at give samme effekt, er vi nødt til at variere de stimuli, vi sender af sted mod vores partner og ind i parforholdet.

Hvis man har fået blomster 100 fredage i træk – måske endda på samme tidspunkt af dagen – er der stor og helt gratis effekt at hente i at give dem på en onsdag næste gang.

Det kan næsten lyde helt flabet, og det er bestemt ikke min intention. Men kan du se hvor vigtigt, og hvor enkelt det i virkeligheden er at blive ved med at forny de signaler, I sender til hinanden i parforholdet?

Blomster på en onsdag i stedet for en fredag sender i den sammenhæng signaler om:

Jeg gør mig umage
Jeg tænker stadig på dig
Du er vigtig for mig hver dag
Jeg har dig present i mine tanker og mit hjerte hver dag – du er ikke bare noget der automatisk dukker op i kalenderen hver fredag.
Jeg vil gerne overraske dig og gøre dig glad.

Næste gang I skal på restaurant, så gå på en anden end den I plejer. Eller gør noget helt andet end at gå på restaurant. Fortæl nye vittigheder. Del nye bidder af jeres historie med hinanden.

Læg jer i selen for at blive ved med at se hinanden med nye øjne, og for at blive ved med at vise nye sider af jer selv. Det vækker helt automatisk opmærksomheden og interessen, når man bliver præsenteret for noget nyt.

Insister på parholdet lige dér midt i hverdagen

Og så er der hverdagen. Og den er der jo. Med alle dens vilkår og begrænsninger og andre kedelige ord.

Og midt i alt det er vi nødt til at blive ved med insistere på at skabe plads til parforholdet. Til at være tilgængelige og opmærksomme. Til at invitere og tage imod. Til at isolere os, så meget som det nu kan lade sig gøre, og fokusere på hinanden og på det rum, der er i mellem os. Byde ind og lytte – og slippe forudindtagelserne om hvad der vil blive sagt, eller hvad der sker som det næste. Alle øjeblikke er nye øjeblikke – med nye muligheder for at være den udgave af os selv, der giver næring og pleje til den følelsesmæssige intimitet.

Kærligheden er ikke statisk. Den lever og den har brug for næring. Ligesom den følelsesmæssige intimitet i parforholdet har. Ellers forfalder den. Præcis som haven eller huset eller bilen, der ikke bliver vedligeholdt.

Så drop alle de myter og løgnehistorier, vi sovser rundt i om, at ”hvis vi virkelig er meant to be, så kører det bare”. Det er løgn. Det gør det ikke. Ikke over tid.

Kærligheden er en villighed til at komme sin partner i møde, på en måde der bygger op og bærer frem. Det er et stykke arbejde, og det sker ikke af sig selv. Vi er nødt til at lægge os i selen her. Ellers smuldrer kærligheden og tilfredsheden, lykken og gnisten mellem fingrene på os.

Det er ikke raketvidenskab. Det er almenmenneskeligt og universelt.

Og nu ved du hvordan du håndterer det.

Hurra for kærligheden og parforholdet. Og hurra for forskere der hjælper os til at afdække de mekanismer der er på spil, og hjælper os til at værne om hinanden, om kærligheden og om den intimitet, der afgør kvaliteten af parforholdet – som jo er den enkeltfaktor med størst indflydelse på vores samlede livskvalitet.

Der er al mulig grund til at passe på parforholdet. Af sted med dig!

Jeg hepper på jer!

I kærlighed

– Heidi

❤️ Har du/ I brug for hjælp til parforholdet, kan parterapi være en mulighed. Du kan læse mere om parterapi her