En god nok mor – hvad er det?

Er jeg en god mor? En god nok mor?

Det er nemt at blive i tvivl. Gør jeg det godt nok? Stimulerer jeg mit barn godt nok? Udfordrer jeg det tilpas?

Er jeg god nok til at være nærværende? Er jeg en god nok mor, når det gælder at rumme mit barns følelser og lytte til, hvad det har på hjerte? Sætter jeg de rigtig grænser? Leger jeg nok med mine børn?

Giver jeg mit barn en god nok barndom? Er vi en god nok familie? Eller er det helt galt?

Winnicott og the good-enough mother

Man kunne fristes til at tro, at det at fundere over ”Er jeg en god nok mor”- spørgsmålet er en relativt ny og senmoderne bekæftigelse, som er tæt knyttet op på den selviscenesættelse og sammenligning, de sociale medier giver mulighed for og anledning til.

Men folk har brugt krudt på spørgsmålet om ”god nok mor” længe. Det var den engelske børnelæge og psykiater Donald Winnicott, der bragte begrebet om den gode nok mor (good-enough Mother) på banen gennem sin forskning i tilknytning og udvikling allerede i 30’erne.

Winnicotts konklusion og budskab er, at den almindelige, hengivne mor er god nok. Altså en helt almindelig mor, som er opmærksom på sit barn i et helt almindeligt omfang. Det er en god nok mor.

Her kan man jo sagtens begynde at diskutere hvad ”almindeligt” betyder i denne sammenhæng, men pointen er, at det ikke kræver noget meget specielt at være en god nok mor. Det er faktisk tilstrækkeligt at være helt almindelig for at være god nok.

30% god nok er godt nok

For nylig stødte jeg på den familieterapeutiske behandlingsmetode som hedder Circle of Security. Her er en af grundtankerne, at ingen kan være en 100 % perfekt forælder hele tiden – alle laver fejl.  Faktisk siger de, at det er tilstrækkeligt at være en god nok forældre 30% af tiden, så længe man ved, hvordan man få øje på sit barns behov, man kan reagere relevant på behovene – og man ved hvordan man kan reparere relationen til sit barn, hvis (og når) man får lavet en fejl, og noget går skævt i kontakten og relationen mellem forældre og barn. For det er der jo noget, der gør hver dag. Altså går galt.

Vi misforstår hinanden, eller opdager ikke lige, at det var meget vigtigere for lillebror at blive hørt lige dér, end vi lige troede. Vi er nogen gange trætte eller optaget af noget andet og får svaret irriteret, uengageret eller kort for hovedet. Eller får måske slet ikke svaret.

Sådan er det at være forældre. At være menneske. Og noget tyder på at vores relationer er skabt til at kunne håndtere, at noget går skævt ind imellem – nogen gange tit – hvis vi blot formår at reparere igen.

At være en god nok forældre 30 % af tiden er tilsyneladende nok. Det synes jeg er er tankevækkende.

● Det er både tankeværkkende i sig selv – som det det budskab det er.

● Og så er det tankevækkende set i lyset af hvor mange forældre – især mødre – som går rundt i deres liv og deres hverdag, og bruger virkelig meget energi og mange overvejelser på spørgmålet: Er jeg en god nok mor?

Det er nok at være en god forælder 30% af tiden.
Vi lader lige billedet stå et øjeblik.

Jeg tror ikke at jeg kender nogen, der ikke er gode nok forældre 30% af tiden.

De findes selvfølgelig. Dem, hvor ingen er i tvivl om, at det der foregår ikke er godt nok. Men hvis vi lige holder Winnicotts ord i mente, så er der i de tilfælde heller ikke tale om en almindelig hengiven /opmærksom mor (eller far). De grelle tilfælde vi ser i TV og i pressen generelt kan sjældent betegnes som almindelige.

Perfekt findes ikke – men god nok gør

Perfekte forældre findes ikke – men vi stræber alligevel efter at opnå det umulige. Sådan er vi bygget.

Vores indbyggede drive for at stræbe efter mere, udvikle, forfine, gøre bedre, effektivisere, gøre smartere osv har bragt os langt som art. Selvom vores hjerne er en gammel sag, og på mange måder kunne trænge til et par opdateringer, for bedre at kunne håndtere at leve i det samfund vi gør i dag, så er der alligevel sket meget med den gennem evolutionen. Det kan vi bl.a. takke vores fokus på at finde fejl og vores ønske om at forbedre for. Det har skubbet os fremad. Frustreret os, og tvunget os til at finde nye løsninger i stedet for dem, der ikke virkede godt nok.

Undervejs i den proces er det som om, det er kammet lidt over, og at vi på mange fronter i dag stræber efter det umulige. Vi sætter barren højt, og der skal mere og mere til, før vi synes vi er i mål. Og straks vi er i mål, sætter vi et nyt og højere mål. For var det første nu godt nok? Kan man bare stoppe her?

Her kunne jeg sagtens ryge ud i en lang smøre om, hvilken effekt vores præstationskultur og skiftende regeringers effektivitetsdiskurs har på vores trivsel som mennesker og på vores billede af os selv og det, vi byder ind med her i verden, hvad enten det er i relation til arbejde, til vores partner, til venner, til fritidsaktiviteter eller til vores børn. Den smøre vil jeg spare jer for, og blot sige, at det ikke er blevet nemmere at finde balance mellem trangen til at gøre det bedre / præstere / udvikle, og så det at være tilfreds med sig selv og den samlede sitation og stole på, at det er fint og godt som det er.

Det kan være noget af en udfordring at hvile i overbevisningen om ”at jeg er en god nok mor”, hvis man dybest set er angst for at miste værdi eller ryge af ”holdet”, hvis man ikke lige hele tiden gør det lidt bedre. Og lidt bedre. Og lidt bedre.

Så hey! Stop lige op!

Hvad tænker du om dig selv?

Er du en god nok mor?

Ja?

Næsten?

Langt fra?

Ved du det ikke?

Hvem afgør, om du er en god nok mor?

Og hvad måler du det egentlig på?

↳ Bruger du alle de idylliske billeder og opdateringer fra dine venner (og dig selv) på diverse medier som målestok for, hvor godt det går på ”god nok” – kontoen hjemme hos dig?

(Hint: Det er en dårlig ide. De medier er det perfekte sted for selviscenesættelse, og selvom der ind imellem kommer initiativer, der inviterer os til at vise hverdagen, som den er uden beskæringer og filtre og alt det der, så gør vi det ikke. Mig selv inklusiv. Det er på en eller anden måde en del af de mediers dna, at de inviterer til at poste overskud og lækkerhed. Så lad ikke din vurdering af din egen placering på ”god nok – skalaen” afhænge af hvad du ser der. Nemt nok at sige, I know. Noget sværere at udføre i praksis.)

↳ Bruger du dine børn som målestok?
Og I så fald på hvilken måde?

En hel del forældre (igen mødre især – sorry, but that’s a fact) lader omfanget af konflikter, og mængden af frustration og utilfredshed fra børnene være afgørende for vurderingen af deres egen indsats på morfronten. De stræber (bevidst eller ubevidst) efter at opnå en konfliktfri hverdag, helt renset for utilfredshed og modstand, for så! Ja, så er jeg en god nok mor.

(Hint: Det er en dårlig målestok. Som i virkelig dårlig. Konflikter og utilfredshed og frustrerede behov er en del af enhver helt almindelig familie. Hvis du først kan lande i troen på at være en god nok mor, når dine børn kommer og siger det direkte til dig (og aldrig siger noget der peger i retning af utilfredshed og irritation), så er der altså langt i mål).

En god mor stiller sig i vejen for sine børn

Børn er langt op i alderen primært lyststyrede. De ved godt hvad de har lyst til lige nu og her, og de bliver trætte af dig, hvis du stiller dig i vejen for at de kan få det.

Og det gør du forhåbentlig. Altså stiller dig i vejen. De kan jo ikke få slik og spille minecraft døgnet rundt, selvom det er det, de lige nu synes det har lyst til.

Børn skal være ret gamle, før de har blik for den forskel mellem, hvad de har lyst til lige nu, og hvorvidt det på den lange bane er smart at gå efter at få det opfyldt lige nu, hvergang. Det perspektiv har du – fordi du er voksen, og det skal du vise dem og hjælpe dem med at navigere efter. Og det er ikke altid populært, for det betyder at du siger nej til mere Ipad og flere slikkepinde og værsgo til gulerødder og lidt frisk luft.

Så hvis du skal bruge dine børn som målestok for din succes som en god mor, skal du gøre dig selv (og dine børn) den tjeneste at tage en tur op i helikopteren og se på dine børns trivsel i et bredere billede, og ikke bide dig fast i trangen til at komme af med nogle enkelte elementer (konflikter, surhed, modstand), som ganske rigtigt ikke er særlige behagelige eller festlige at stå i. De er til gengæld vældig almindelige og naturlige og ikke mindst nødvendige for at dine børn får mulighed for at udvikle evne til at håndtere frustration, behovsudsættelse, kompromiser, empati og perspektivtagning osv, for nu bare at nævne et par gavnlige kompetencer.

Og bare for lige at slå det fast: Dine børn kommer aldrig til at sige til dig på så fast (måske daglig) basis, at du er en god nok mor, til at du kan lade din vurdering af den sag hvile alene på dine børns udsagn.

Det er også et for stort ansvar for dem at bære, at skulle fortælle dig at du er god nok mor, i et omfang der gør, at du selv tror på det. Det skal de ikke. Det skal du. Du skal sige det til dig selv. Og lige nu er et rigtig godt tidspunkt at gøre det. Og om en halv time er et godt tidspunkt at gøre det igen. Og I aften og i morgen er også helt oplagte tidspunkter at repetere. Så værsgo at slå dig løs.

Keep going – du er god nok!

Bliv ved med at gøre det du gør. Det skulle undre mig hvis det ikke er godt nok. Så stop endelig ikke med det.

Men der er én ting du skal lave om på. Og det skal du gøre nu. Du skal stoppe med at bruge så meget krudt på at have dårlig samvittighed over, at du ikke er en endnu bedre mor. Slut med det nu. Du er god nok. Du er en god mor. Og ja ja, selvfølgelig er der altid noget der kan forbedres. Og det må du gerne gøre. Lige om lidt.

Første opgave er nemlig at sige farvel til tvivlen og den evigt dårlige samvittighed. Det er spild af gode kræfter, og du får intet som helst ud af at gå og bebrejde dig selv for ikke at være en endnu bedre god mor. Kan du høre hvor tosset det lyder? Endnu bedre god nok…..

⇨ ⇨ Læs også: Er du ked af det, mor? ⇦ ⇦

Vil du med på team ”God nok mor”?

Velkommen. Der er også plads til dig. Og tag gerne et par stykker du kender med.

Jeg er her også. Jeg har også danset med den dårlige samvittighed og tvivlen og alle tankerne om alt det, jeg kunne og ikke mindst burde gøre bedre. I perioder hvor jeg ryger lidt af sporet af den ene eller anden grund, kan tankerne og den dårlige samvittighed godt snige sig ind igen, uden jeg helt opdager det. Men når jeg opdager det, ryger de ud på r.. og albuer.

Jeg har nemlig taget en beslutning. Og jeg har på ingen måde hverken patent eller eneret på den, så du er mere end velkommen til at gøre præcis det samme.

Jeg har taget en beslutning om, at det er slut med at bruge tid på at plage mig selv med tanker om, om det er godt nok, det jeg byder og tilbyder min børn. Det kunne helt sikkert være bedre. Det kan det jo altid. Det er ligesom vilkåret for os mennesker. Vi er pr definition ikke perfekte eller fuldendte.

Jeg er ikke perfekt – hverken som kvinde, mor, hustru, nabo, datter, søster osv. Men jeg er god nok. Og det er jo…. godt nok. Altså både tilstrækkeligt, fint, i orden, godt, dejligt og helt ok.

Så når du nu ikke skal bruge al den energi på at betvivle din indsats og dit moderskab længere – hvad skal du så bruge den energi på?

Smid gerne en kommentar i sporet herunder – til inspiration for alle de andre helt igennem gode nok forældre, der læser med her.

Og hav så en dejlig dag!

Bedste hilsner
Heidi

Læs også:

Derfor synes du hele tiden, du skal gøre det hele bedre

Vi arbejder for sagen generation for generation

Hvordan har du det? Tør du spørge, så du får et ærligt svar?

Relaterede…

Er du ked af det, mor? Skilsmisse – hvordan arver mine børn, hvis jeg bliver skilt? Kunsten at sætte grænser for børn Er mit barn skoleparat?