Familieliv anno 2014 – vol. 2
Jeg læste en gang et interview med en sociolog, som sagde, at nutidens forældregeneration er opdraget til, at de har alle muligheder. De kan blive hvad de vil. Få hvad de vil have. Gøre hvad de vil. Ligemeget hvad.
Det er der meget godt i. Vi har bevæget os langt væk fra social arv og forudbestemt skæbne i forskellige fastlåste variationer. Og hurra for det.
Sociologens pointe var, at nutidens forældregeneration med fordel, samtidig med fortællingerne om alle mulighederne, kunne være blevet hvisket i øret, at der er konsekvenser af de valg vi træffer.
Jeg tror, at det er en af det moderne familielivs største udfordringer disse år? At vi tror vi kan det hele, og at det vi gør ikke har nogen konsekvenser for os eller andre. At vi bare kan blive ved med at tilføje og læsse på.
Forandret for altid
Det valg der for mig at se har størst betydning for vores liv og frihed, mentalt og fysisk, er at få børn (altså hvis man ser bort fra at få et pludseligt invaliderende handicap el. lign.)
At få børn vender temmelig meget op og ned på det meste. Måske går det ikke op for os lige på én gang, men bevidstheden om, at livet basalt set er ændret for altid, sniger sig lige så stille ind på os.
Selvom mor kan tage baby med på cafe, og far i princippet godt kunne tage med drengene til Sverige en uge i sommerferien, som han plejer, så er det bare ikke helt det samme. Det er ikke det samme at sidde på cafe og hygge sig med veninderne, når man samtidig er lidt nervøs for, om det nu er ok at amme her, og i tvivl om hvor man kan skifte baby. Og den uge i Sverige. Det er som om, det ikke er lige så fedt at drikke sig fuld og køre ræs, når man hele tiden forstyrres af tanker om det lille menneske, man har skabt.
I dag er børn for langt størsteparten et aktivt tilvalg. Også hurra for det! Med sociologens pointe in mente er udfordringen, at vi som samfund og generation har fortalt os selv, at vi kan vælge børn til, oveni det liv vi har i forvejen. Altså bare at tilføje et nyt kapitel til bogen, uden at tjekke om det har nogen betydning for indholdet i de eksisterende kapitler – eller i det mindste for indholdsfortegnelsen.
En snigende frustration
Og så kommer frustrationen – uden at vi helt kan forstå hvorfor. Når mor sidder der på cafeen med veninderne – og baby – kan hun mærke en lille snert af irritation på enten baby (over at kræve omsorg og opmærksomhed), på veninderne (over at de kigger for meget på baby, for lidt på baby, for lidt på mor, eller over at de snakker om irrelevante emner), eller på sig selv (over at hun ikke bare kan finde ud af at være der og nyde både veninder og baby).
Og i Sverige går far rundt og forstår ikke helt sin rastløshed. Han havde jo glædet sig. Men hvordan har mit barn det? Og min kæreste? Og skal vi egentlig være her helt til på lørdag?
Og det er jo ikke fordi mor ikke vil på cafe, og far ikke vil til Sverige. Men de drømmer om, at det kunne være, som det var før baby – bare med baby. Fuld af frihed, ubekymrethed, lange samtaler der ikke bliver afbrudt, spontanitet og masser af tid til at fokusere på sig selv, lethed og meget få forpligtelser.
De troede det var sådan det ville være – i hvert fald lidt.
Og de troede, at de stadig kunne arbejde mange timer og fordybe sig i karrieren, og bare skiftes til at være hjemme til aftensmad. Og de havde også lovet sig selv og hinanden at tage på kæresteweekend en gang om måneden for at pleje parforholdet og tanke op. At det hele var et spørgsmål om planlægning.
Ingen havde fortalt dem om den store splittelse, der følger med, når man får børn. På den ene side at ville ofre alt i hele verden for det lille menneske vi har skabt – dig og mig. Og på den anden side at dyrke projekter og aktiviteter, der ikke umiddelbart rimer på børn – karriere, byture, håndbold hver tirsdag og torsdag, eller måske bare et par timer for sig selv ind imellem.
Og de havde troet, at de bare kunne få barnet passet, og det gør de også, men det er som om de efterlader det halve af deres hjerter i pasningen sammen med barnet. De sidder lidt længere ude på kanten af stolen på den romantiske restaurant, tjekker telefonen ofte og bliver enige om, at de bare kan tage en kop kaffe og noget af chokoladen fra skabet til dessert derhjemme, når de har hentet og puttet barnet.
Smil – du er jo lykkelig!
Der er stærke kræfter i samfundet, der taler os hen imod at skulle kunne jonglere karriere, parforhold, socialt liv, fritidsinteresser, familieliv og forældreskab – og smile imens. Jeg møder mange forældre, der ikke smiler ret meget. De er trætte og opgivende, og føler sig utilstrækkelige. De føler sig som de eneste, der ikke kan finde ud af det.
I en eller grad er vores succes her i livet blevet vores eget ansvar. Når alle muligheder ligger åbne, kan det hurtigt opfattes, som om det er vores egen skyld, hvis vi ikke kan få det til at spille. Det er sårbart. Og ensomt.
Nogen tager konsekvensen af det og melder sig helt ud af samfundet.
Hvis man ikke har lyst til at bo i en øde skov i en lille hytte uden el og vand, kunne et sted at starte også være at acceptere, at vores valg har konsekvenser. Og at det er helt i orden, at det er sådan. Det er hverken godt eller skidt. Det er bare.
Det svarer lidt til at klikke ”opdater”. Nye opgaver er kommet til, andre træder lidt i baggrunden og der ændres på prioriteringen.
Måske er det på tide at stille surfudstyret i kælderen, og så glæde dig til at det får sin tid igen engang. I stedet for at ærgre dig over, at det bare står der i bryggerset – ubrugt – og spærrer for at lågen til vaskemaskinen kan åbnes helt.
En mor, jeg så over en periode, beskriver det sådan: ”Jeg har hele tiden været så bange for at skulle gå glip af noget, og derfor har jeg prøvet at nå det hele – og følt mig meget lidt nærværende alle steder. Nu er jeg begyndt at øve mig at i fokusere på det, der er allervigtigst lige nu og så give slip på resten. Det mærkelige er, at det føles som om jeg går glip af meget mindre, efter jeg har skåret noget fra.”
Har du fået klikket på opdater?
Læs også:
Skriv din kommentar