Familieliv anno 2014 – vol. 1
I sidste uge havde jeg en samtale med en kvinde. En kvinde som på mange måder ligner mange af de kvinder jeg arbejder med. Hun er kvinde, mor, kæreste, medarbejder og veninde. Har en god indkomst, de børn hun ønsker sig, gode veninder, en sød mand, et dejligt hus osv.
Alt i alt en ganske sej en af slagsen – umiddelbart med styr på sagerne. Og hvorfor ville hun så snakke med mig? Det ville hun fordi hun havde fået NOK!
Hun fortalte at familielivet hjemme hos dem den seneste tid havde været op ad bakke. De havde mistet en bedsteforælder, haft stramme deadlines på arbejde, startet deres mindste barn op i institution med dertil hørende gråd, natteroderi og sygdom (meget sygdom!), og ellers hængt i for at få almindelig logistik og kalenderbingo til at gå op. Men det var nu, hvad det var, sagde hun.
Nok!
Det hun havde fået nok af var, at et af deres børn gennem længere tid ikke havde været i trivsel. Hun fortalte mig, hvordan det kom til udtryk, og hvordan hun og hendes mand havde håndteret det (hvilket var ganske fornuftigt, familiens situation taget i betragtning), og hvordan det stadig bare var så massivt. Hun græd og var dybt ulykkelig. Hun sagde, at hun aldrig havde følt sig så afmægtig før.
Gennem hendes fortælling skinnede det tydeligt igennem, at hun var en kvinde, der normalt kunne holde til meget, havde en lys og positiv tilgang til livet og ikke sådan lod sig slå ud.
Men nu var det nok.
Hun var slidt – gennem lang tid. Og opgivende, fordi hun ikke kunne finde på mere at stille op nu. Og fordi hendes højeste ønske var, at se deres barn trives.
At have et barn, der ikke trives rykker ved mange følelser og forestillinger – og det er hårdt arbejde for både hjerne og hjerte.
Der var så meget kærlighed i hendes fortælling. Rigtig meget kærlighed til barnet. Men efterhånden ikke så meget kærlighed til hende selv. Hun var vred. Lidt på barnet over at det ikke ville tage imod hendes hjælp, men rigtig meget på sig selv over, at hun ikke kunne løse situationen. Hun følte sig som en elendig mor.
Da hun havde grædt en tid, kom hun for alvor i kontakt med afmagten og vreden og det kulminerede i at hun råbte:”Jeg vil ikke mere! Jeg kan ikke holde det ud! Jeg har lyst til at flytte hjemmefra og så først komme tilbage, når det er gået væk. Måske!” Og så græd hun igen. Skamfuld over at have lyst til at gå hjemmefra.
Da hun gik ud af døren, lettet over at kunne læsse alle sine værste ord og tanker af i trygt rum, og med en plan om at sænke krav til både barnet og ikke mindst til hende selv, smilede hendes øjne midt i alt det hævede, røde og blanke.
Selvkærligheden er i restordre
Hun er ikke den første mor jeg taler med, om hvor svært det er at få det hele til at hænge sammen. Langt fra. Og hver gang efterlader det mig forundret over, at det overhovedet kan lade sig gøre. For hold da op, hvor er der meget man som mor og kvinde skal forholde sig til i tiden.
Det der står tydeligst frem efter disse samtaler er, hvor lidt omsorg disse mødre har for sig selv. Ofte behandler de sig selv på måder, de aldrig kunne drømme om at byde en veninde.
Kvinden her gik netop ud af døren med intentionen om at være sin egen bedste veninde. Jeg hørte at hun ringede sin mor op på vej ned ad trappen, for at høre om hun ville tage ungerne halvdelen af weekenden, mens hendes mand var af sted på en arbejdsopgave. Så skulle kvinden nemlig give sig selv en ordentlig omgang omsorg – af samme gode kvalitet, som den hun øser af til mand og børn og veninder på daglig basis.
Som sagt var hun en ganske sej kvinde!
Læs også:
Hva’!? Kan man ikke få det hele?
Skriv din kommentar