Derfor er det fedt at blive voksen

I en tid der hylder evig ungdom, og hvor botox og antirynkecreme har kronede dage, får jeg lyst til at hejse flaget for alt det, der er fedt ved at blive voksen. At blive ældre. For selvom der er meget, der er fedt ved at være ung og uafhængig og have knapt så mange forpligtelser, som man typisk får, i takt med at man bliver voksen, så er der også virkelig meget, jeg ikke savner ved at være ung. Og på samme måde er der meget jeg værdsætter ved at være voksen og ved at have fået flere år og ikke mindst flere erfaringer på bagen.

Byd tiden velkommen - det er fedt at blive voksenJeg har lige rundet 40 år og skal inden længe fejre det med en kæmpe fest. Folk synes jeg er lidt skør, når jeg siger, at jeg har glædet mig til den fest i tre år mindst. For kan man glæde sig til at fejre sådan et skarpt hjørne og endnu et tegn på at være rykket længer væk fra ungdommen? Ja!

Jeg synes der er alt for få, der fejrer alder. Og især for få kvinder der fejrer alder. I stedet siger de ”Ja, jeg bliver jo 27 – igen, hø hø”, når de har fødselsdag. Jeg synes det er ærgerligt. En trist måde at forlade sig selv på.

Derfor får du her en lang række af alle de fede ting, der er ved at blive voksen.

Det er fedt at blive voksen, fordi:

Du kender dig selv bedre

Jo længere du har levet med dig selv, jo bedre kender du dig. Du kender dine begrænsninger. Du kender din smag, og du kender dine reaktioner på forskellige situationer. Du ved hvad der kan trigge dig, og i højere grad hvordan du kan styre uden om de triggere, og hvordan du kan bringe dig selv tilbage i balance, hvis du ryger ud af den for en periode. Du ved også hvad der egentlig ikke er så vigtigt for dig mere, som du troede det var, da du var yngre. Det er ganske enkelt blevet tryggere for dig at være i selskab med dig selv.

Erfaringsbanken er stor

Heidi Agerkvist - 4 år gammel

Mig i version 4 år. Nu er jeg 10 gange ældre – og mange 100 gange mere erfaren med livet.

Noget af det jeg synes er allerfedest ved at blive voksen er, at jeg nu har erfaring med langt mere, end jeg havde for 10, 20 og 30 år siden. Min kasse med erfaringer er blevet stor, og den er godt fyldt. Selvom der er masser jeg stadig ikke har erfaring med, kan jeg alligevel i de fleste situationer i mit liv hive en erfaring op af kassen, som stammer fra en situation der enten matcher den situation jeg står i, eller som ligner den i en grad, der gør, at jeg godt kan læne mig op ad den erfaring.

Noget af det mest anstrenge og krævende ved at være ung er netop, at mange mange situationer er nye og man selv er erfaringsløs. Der tager tid at opbygge det erfaringslager.

Det er sjældent, at jeg på mit nuværende sted i livet, står i en situation, der på alle måder er helt ny, og jeg ikke kan hente noget erfaringsmatch frem. Men når det en sjælden gang sker, hiver jeg mine mest solide og ”overlevelses-agtige” erfaringer frem, og siger til mig selv, at ”jeg har boet fire måneder i Uganda under primitive forhold da jeg var 19, riverraftet (der var jeg bange!!), sprunget i faldskærm, født tre børn, taget en uddannelse og skabt en virksomhed. Så kan jeg nok også godt klare det her!”  Og det plejer at gå.

Du er blevet bedre til at lave prioriteringer

I takt med at blive voksen bliver det nemmere at prioritere i hvad der er afgørende, hvad der kunne være rart, og hvad der absolut ikke er vigtigt. Et langt stykke levet liv har lært dig om dine præferencer, om hvad der gør dig godt, og at det er umuligt at nå alting hele tiden, og derfor er nødvendigt at vælge noget fra for at kunne vælge andet til.

At blive voksen giver større venlighed

Jeg gætter på, at du mærker en større venlighed overfor dig selv nu end da du var fx 16 år. I takt med alderen bliver det ganske enkelt nemmere at behandle sig selv venligere. Måske har du lært det på den lidt hårde måde, fordi du har brugt en stor del af dit yngre liv på at være efter dig selv og køre dig hårdt, og nu ikke vil bruge mere af dit liv på det. Måske mærker du bare venligheden sive lidt roligere ind i dit liv og lægge sig blødt omkring dit billede af dig selv. At blive voksen bringer større overbærenhed.

På samme måde bliver det med alderen og med mere levet liv i lommen, naturligt nemmere at være venligere overfor andre. Der er noget meget befriende i ikke hele tiden at være på vagt over for både sig selv og for andre, og have sluppet ”ude-med-riven”- riven.

At blive voksen skruer ned for panikken

Når du står midt i livet, er det allerede gået skævt flere gange, og du har fået mulighed for at erfare, at det går alligevel. På den ene eller anden eller syvende måde. Du har sluppet de strammeste og mest forkrampede ideer om, hvordan livet præcist skulle udfolde sig for at være rigtigt. Livet kan være rigtigt på mange måder. Det giver ro og mindre drama og udrykningsfornemmelse.

Mere selvindsigt og selvironi

Der er visdom forudeMed det at blive voksen følger ofte også både mere selvindsigt og også mere selvironi. Mindre selvhøjtidlighed. Humoren får en roligere klangbund, og vi er ikke længere så bange for at tabe ansigt eller blive hængt ud. Det er befriende selv at mærke, og det er befriende at være i selskab med mennesker, der også har sluppet selvhøjtideligheden.

Mere ansvar og omsorg for dig selv

Med alderen og erfaringerne bliver vi også bedre til både at tage ansvar for os selv og vores handlinger. Det betyder både at gøre det, der skal gøres, og også at tage det på sig, hvis man enten ikke har gjort det, der skulle til, eller er kommet til at klokke i noget. At sige undskyld og rette op på hvad der skal rettes op på er ikke længere forbundet med så meget skyld, skam og pinlighed som tidligere.

På samme måde får selvomsorgen mere plads. Det bliver på en måde mere ”i orden” at mærke egne behov og tage sig af dem, hvilket hænger tæt sammen med næste punkt.

At sige til og fra

Hvor ens handlinger og valg tidligere i livet er meget centreret omkring at gøre ”det man gør”, at gøre andre glade, at høre med i en flok og for alt i verden sørge for ikke at gøre nogen sure eller utilfredse, bevæger det sig i voksenlivet mere over i at udspringe fra dit eget fundament, din egen kerne og dine egne værdier. Det bliver mindre farligt at sige nej tak til noget ”man ellers gør” (familiearrangementer, altid have sørget for at støvsuge, brok og smalltalk), og at sige ja tak til noget, man måske må gå lidt mere alene efter eller stå alene med (specielle interesser, nørderier, eller bare at stille sig uden for det, alle de andre gør og ikke gøre noget).

Lever man i at parforhold og har børn, er der mange behov og præferencer på spil hver dag, og et her et stykke inde i livet, har man typisk fundet gode (eller bedre) måder at give plads til alle behov i nogen grad, så der er færre af de eksplosioner der opstår, når nogen undertrykker eller ikke bliver mødt i deres behov gennem længere tid.

Mere ro, flere muligheder

Det er fedt at blive voksen - mange muligheder og mere roAlle de store og krævende felter i livet som børn, familie, karriere, renovering af gamle huse og økonomien oftest nogenlunde på plads. Og hvis et eller flere af de felter er knækket undervejs har de fleste erfaret, at det hele går alligevel. Bøvlet måske, men det går.

Sammen med alt det ovenstående bibringer det en større ro, og fra det ståsted bliver der nemmere at få øje på alle de muligheder livet – stadig – byder på. Og det bliver enklere at gå efter dem.

 

 

Muligvis sidder du nu og tænker, at det da alt sammen lyder dejligt, men at der er du ikke lige. Du ryger stadig ud af balance, oftere end du bryder dig om, og det føles ikke som om, du ved hvordan du får dig selv tilbage. Eller du synes ikke at økonomi og karriere er på plads – overhovedet.

Fair nok. Det gælder heller ikke om at være i mål med alting nu, så vi bare kan læne os tilbage resten af livet. Det handler om at få blik for alt det der er federe, roligere, sjovere, modigere, venligere, varmere og nemmere nu end for blot ti år siden. Det er fedt at blive voksen og mærke den bevægelse. Og det bliver også fedt at blive endnu mere voksen og mærke endnu mere ro, visdom og tilfredshed føje sig til den sokkel vi står på, og som vi hele tiden skal leve resten af vores fra.

 

Hurra for alder og erfaringer og voksent levet liv. Og hurra for at kunne gå endnu klogere og roligere og mere erfaren ind i resten af sit liv hver eneste dag.

 

Psykolog Heidi Agerkvist om hvorfor det er fedt at blive voksen

 

 

Med festlige fejringshilsner
Heidi

 

 

 

Læs også:

Når du ikke er psykolog, hvad er du så?

5 ting jeg ikke vidste om at være selvstændig, før jeg blev det

Synes du aldrig, at en klient er irriterende?

 

Skriv din kommentar