Mellem linjerne – en sang om håb og forbindelse
Mads Langer. Pressefoto fra madslanger.com. Credit: Franne Voigt
I sidste uge oplevede jeg for tredje gang, at et par kom til mig med teksten til Mads Langers sang Mellem Linjerne (hør den længere nede på siden her), og den ene af dem eller begge har sagt ”Det er sådan her jeg har det. Allerhelst vil jeg os, men ikke på den måde som det er nu. Det er for hårdt. Hvis det fortsætter sådan vil jeg hellere være alene”. Med stor smerte, stort håb og stor kærlighed.
Det har været så rørende hver gang. For selvom sangen beskriver stor smerte og frustration og følelsen af at flagre rodløst rundt forbi hinanden, så beskriver den også – mellem linjerne – kernen i det ønske alle par som kommer til mig har med; Nemlig ønsket om at føle sig forbundet til den de elsker og deler liv og hverdag med. Og smerten i, når den forbindelse ikke er der.
Never make your partner feel lonely – especially not when you are there!
I forbindelse med min efteruddannelse i parterapi stødte jeg på sætningen ”Det farligste sted at føle sig ensom er i et parforhold”. En sætning der gav mig en følelse af akut ondt i maven, fordi det er så rigtigt. Det er så rædsomt at følges med det menneske som man elsker, men hele tiden opleve at kontakten mellem os ryger, eller måske er helt forsvundet, og vi bare går der ved siden af hinanden uden at være forbundne. For hvorfor skal vi så overhovedet følges? Hvis vi alligevel ikke kan finde ud at følges “rigtigt”, men hele tiden ryger ud af kontakt og føler os smertefuldt alene og fortabte ? Lige der er det ikke mærkeligt, at tvivlen om, om ”vi overhovedet er rigtige for hinanden”, kan få plads.
Med de tre par som havde ”Mellem Linjerne” med i terapien kunne vi på fineste vis, gå endnu hurtigere og endnu mere direkte til kernen af, hvad det hele handler om. For dem og for andre par, som længes og smertes.
Mellem linjerne ligger også trygheden
Alle par ønsker trygge relationer. Det gør alle mennesker, uanset om de er i en parforholdsrelation eller ej. Sådan er det at være menneske. Sådan er vi bygget. Det er vores benzin og næring. Relationer.
Når parforholdet er ekstra vigtigt at føle sig tryg i, er det fordi parforholdet er den næste vigtige tilknytningsrelation vi møder, efter den første vigtige tilknytningsrelation i vores liv, som er relationen til vores primære omsorgspersoner under vores opvækst (typisk vores forældre). En tilknytningsrelation kan betegnes som en form for master-relation. Én der er vigtigere end andre relationer. En der har særlig betydning og former og udvikler os med større kraft og aftryk. En tilknytningsrelation mærker os for livet. Positivt, opbyggeligt og udviklende, eller negativt, utrygt og med savn og forsvar.
Det er i vores vigtige tilknytningsrelationer vores billeder af os selv og verden, og os i relation til verden udvikles. Det er her vi gør os vigtige erfaringer om, hvorvidt det er trygt at kunne læne sig ind i andre og blive holdt, eller om det er tryggest og sikrest at satse på sig selv og ikke forvente noget fra andre.
Er du der?
Al den information, vi bruger til at samle de billeder, er noget vi læser mellem linjerne og lagrer på et dybt følelsesmæssigt plan. Helt fra vi er små og hele vejen op gennem livet. Kan jeg regne med at verden vil mig det godt? Bliver jeg trøstet, når jeg har brug for det? Er det trygt at række ud, eller er der ingen der opdager, at jeg står med mit sårede hjerte i hænderne? Er der nogen der interesserer sig for mig – sådan rigtigt? Har jeg betydning? Er nogen der er villige til at opgive deres eget for en stund for at give mig den tryghed og omsorg, jeg har brug for lige dér, for at falde til ro igen? Eller må jeg klare det selv? Når alt kommer til alt, kan jeg så regne med min partner? Med hans/hendes interesse, omsorg og ”jeg har din ryg”? Eller er jeg dybest set den eneste, der ved hvordan jeg har det, og den eneste der har blik for mig?
Derfor er det spørgsmål, alle par dybest set stiller hinanden i ethvert parforhold dette: ”Er du der?”. Er du der for mig, når jeg har brug for dig? Er du der for også for mig, når jeg viser dig nogle af de sider af mig, jeg ikke selv er allermest stolt af? Er du der her i vores familie og hverdag sammen? Har jeg betydning for dig? Forstår du, hvad der har betydning for mig, og er du villig til også at tillægge det betydning, fordi jeg har betydning for dig? Kan jeg være hele mig sammen med dig – og regne med at du stadig er der?
Vi spørger både direkte og mellem linjerne
Det spørgsmål kan man stille på mange måder. De færreste stiller det så direkte og ordret som ovenfor. I stedet ”spørger” vi hinanden gennem vores indbyrdes adfærd, og vi læser også svaret i vores partners adfærd – mellem linjerne. Vi kan spørge ved at råbe og skændes. Vi kan spørge ved at længes og håbe i stilhed. Vente på et tegn. Vi kan spørge ved at argumentere, og vi kan spørge ved at være tavse og utilgængelige.
Vores nervestystemer leder efter de små tegn på, at her er trygt og sikkert. Direkte og mellem linjerne. Tegn på at vi to hører sammen. At vi har et særligt bånd. Trygt nok til at give slip og slappe af.
Eller vi leder efter det modsatte. Følges man med et nervesystem, som allerede har haft og lagret flest erfaringer med, at verden (og relationer) overordnet set ikke er et trygt og sikkert sted at være, vil det nervesystem primært kigge efter tegn, der kan bekræfte det verdensbillede og den skabelon for at være i relation. Dermed bliver vedkommendes læsen mellem linjerne præget af en forventning om dybest set at være alene.
Lyst til at blive – og til at gå
Uanset hvilke erfaringer vores nervesystem har med sig, er det forståeligt og menneskeligt at mærke en impuls til at trække sig og passe på sig selv, hvis man gentagne gange oplever ikke at blive taget imod af den man elsker. At det at følges ad har udviklet sig til at være mere præget af kamp, hårde ord og ensomhed, end af forbindelse, kontakt og rolig tryghed. En impuls til ultimativt at bryde forholdet, fordi det bliver for smerteligt at række ud håbe på forbindelse, men for ofte føle sig alene.
Som jeg læser teksten i Mellem Linjerne er det netop dette følelsesmæssige dilemma sangen beskriver: Jeg vil dig og os, men det er for hårdt at føle mig så alene sammen med netop dig, som jeg netop længes efter at være allertættest forbundet med i hele verden.
I parterapien arbejder jeg derfor på:
★ At skabe tryghed og forudsiglighed mellem parret. Sammen kigger vi på hvilke cues og situationer, der skaber utryghed og forsvar hos parterne hver især, og hvad der er brug for, for at vende de situationer til tryghed og sikkerhed for parret, sådan at de kan begynde at vende sig ind mod hinanden i stedet for væk fra hinanden, når de har brug for hinanden.
★ At oversætte de signaler der sendes på ydersiden, som ofte kan være hårde og skarpe, til et billede af hvad der sker på indersiden i det øjeblik. Det er oftest noget længselsfuldt og blødt.
En “oversættelse” kunne lyde cirka sådan her: ”Så når du på din yderside ser helt stoneface og tavs ud og får en skarp rynke i panden, er det ikke fordi du er vred på eller ligeglad med “Louise”, men fordi du på din inderside gør alt, hvad du kan for at regne ud, hvad der er det bedste at sige og gøre lige nu for at bevare bare et minimum at kontakt mellem jer, og at du dybest set ikke aner hvad du skal gøre, for at gøre det rigtige lige her?”. Det er vigtig information til begge parter, der ellers kan lande i et loop af adfærd og tolkninger af adfærd (både på og mellem linjerne), som skaber mere afstand og forsvar.
At dele information om hvad der sker på indersiden, og på den måde koble den information til det udtryk ydersiden har (som jo er den vores partner ser) mindsker risikoen og behovet for at tolke mellem linjerne med et negativt fortegn, og øger dermed muligheden for at rykke tættere sammen.
★ At hjælpe parret til at lære hinandens nervesystemer at kende, og dermed kunne sende tydelige signaler til hinanden, som beroliger. Oftest sender vi det af sted til den anden, som vi selv har lyst til og brug for at modtage, i en form vores eget nervesystem forstår. Dermed kan vi som modtager opleve, at vores partner ”ikke har forstået noget som helst om, hvad jeg har brug for”, hvis han/hun aldrig sender på den ”kanal”, som vi modtager lettest på. Og som afsender kan vi blive modløse, fordi vi sender og sender alt det bedste vi ved og har afsted til vores elskede, men det er som om, det slet ikke har nogen effekt eller betydning. Hvis man gentagne gange oplever, at ens elskede ikke modtager ens kærlighed, men at den blot ryger direkte i kloakken, kan man jo få lyst til at holde op med at sende…..
Derfor arbejder vi med den kunst det er at sende og modtage på flere kanaler end blot den man kender bedst og bedst kan lide. Det kræver villighed til at respektere, at noget, som man selv tænker “skulle det nu være så vigtigt?” om, kan have afgørende betydning for en partner og for denne følelse af at blive set og elsket for hele sig.
At gå besøg i et andet landskab
Parterapi er et fælles stykke arbejde, men også et individuelt stykke udviklingsarbejde, der kræver villighed til at gå på opdagelse inde i sig selv, men også en villighed til at besøge den andens vreden, som typisk ser helt anderledes ud end ens egen. Det kan være en skræmmende oplevelse, for der kodes og forståes anderledes, og ting / adfærd /ord /signaler tillægges betydning på en anden måde end i egen verden. Det kan være fristende at skynde sig hjem til sin egen trygge verden igen, eller forsøge at overbevise sin partner om at de er nødt til at lave deres verden om, så den ligner den man selv kender lidt mere. Men et parforhold består af to verdener, og løsningen er ikke at strømline dem, men derimod sammen at tegne et kort over det landskab parret bevæger sig i. Det er, i min forståelse, præcis det landkort Mads Langer søger, når han i Mellem linjerne synger ”men hvor står der noget om os to, som kan oplyse den vej hvorpå vi går”.
Kontakt. Kontakt. Kontakt. Altid kontakt!
Mest af alt arbejder jeg på kontakten. For hvis den har for hårde kår, er det rædsomt smerteligt for begge parter at være i parforholdet. Og det er det Mads Langers omkvæd fanger så fint:
Jeg vil hellere gå alene end jeg vil følges ad hver for sig.
For selvfølgelig vil vi det. Gå alene med os selv. Også selvom vi elsker hinanden. For det gør ondt at gå sammen alene. Det er ikke nok at elske, hvis man ikke vil besøge sin partners verden og anstrenge sig for at forstå hvad der sker der, ligesom man er nødt til at være villig til at lukke sin partner ind i sin verden. Ellers bliver det for slidsomt at følges, og så kan vi alle blive ramt at lysten til at gå alene. Også selvom kærligheden er stor.
Mellem linjerne – en rørende omgang
Med et af de tre par, der har haft Mellem Linjerne med, er det blevet et lille ritual for os at slutte sessionen med at lytte til sangen sammen. Det er et meget stærkt øjeblik og vi bliver alle tre rørte.
Parret blev i starten rørt over hvor præcist Mads’ ord ramte ned i deres smerte over at ville hinanden så meget, men ikke kunne finde vejen. Nu, et stykke inde i processen, kommer deres tårer som en lettelse over at det ikke længere er sådan. En lettelse over ikke længere at stå midt i smerten, og den klemme det er at have lyst til at gå, men samtidig slet ikke have lyst til at gå, og ikke ane hvad man skal stille op med sig selv og hinanden lige der. En lettelse over at kunne se tilbage på at have stået et uudholdeligt sted, og alligevel have holdt ud længe nok til at kunne give hinanden og relationen en chance for at bevæge sig et andet hen. Der hvor de står nu, kan de se tilbage på det sted lidt på afstand. Der er stadig et stykke vej for dem at gå, men nu kan de se den. Og herfra handler det om at gå den vej. Sammen.
Hvad jeg bliver rørt over? Det som altid bevæger mig: Når mennesker får øje på hinanden, på hinandens kærlighed og lader sig forbinde – med hele sig.
Lyt til Mads Langers sang Mellem Linjerne her:
Og læs med i den fine tekst her:
Det er mellem linjerne
Alting står
Det’ alt det, der ikke ka’ forklares
Der aldrig forgår
Min verden den drejer stille
Ude af takt
Alt imens jeg indser, der’ ingen vinder
Vi har begge to tabt
Jeg vil hellere gå alene
End jeg vil følges ad hver for sig
Jeg vil hellere stå alene
End jeg vil stå sammen hver for sig
Det er mellem linjerne
Alting står
Men hvor står der noget om os to
Der ka’ oplyse den vej, hvorpå vi går?
Som vildfarne sjæle flagrer
Vi rundt i natten
Endnu en fest, endnu en flirt
En meningsløs fjer i hatten
Jeg vil hellere gå alene
End jeg vil følges ad hver for sig
Jeg vil hellere stå alene
End jeg vil stå sammen hver for sig
Hver for sig
Jeg vil hellere gå alene
End jeg vil følges ad hver for sig
Jeg vil hellere stå alene
End jeg vil stå sammen hver for sig
For det er mellem linjerne
Alting står
I kærlighed
– Heidi
Skriv din kommentar