De største konflikter i parforholdet

De største konflikter i parforholdetAlle par oplever at have konflikter. Alle! Altså steder i hverdagen og relationen, hvor behov og præferencer ikke umiddelbart matcher. Det er helt almindeligt og ufarligt. Mange af de konflikter løser I hver dag. Måske nærmest uden at tænke over det. I tænker klogt og går på kompromis og hjælper hinanden.

Og så er der de felter, hvor det føles svært eller måske helt umuligt at komme hinanden nærmere. De samme emner der dukker op igen og igen, og hvor I ikke rigtig formår at flytte jer i det.

Parforholdsforskningen viser, at der er en række felter, der giver anledning til særligt svære konflikter. Altså en række områder, som det ganske enkelt bare ER sværere at mødes smidigt omkring.

Jeg deler dem med dig her.
Det gør det jo ikke i sig selv nemmere at løse konflikter på de felter. Men det kan være godt at vide, hvornår man bevæger sig ind på et ekstra svært område sammen med sin partner. Ved I det, kan I tage højde for det, være ekstra nænsomme og også justere jeres forventninger til, hvordan en løsning på en konflikt indenfor et af de her felter kan og skal se ud.
Jeg kommer tilbage til det med løsningerne sidst i artiklen.

Først skal du have de 7 felter, der giver anledning til de største konflikter i parforholdet.

 

#1 af 7 af de største konflikter i parforholdet

PengeDe største konflikter i parforholdet - penge

På en klar førsteplads ligger penge. Der bruges timevis på at diskutere brug af penge i de danske parforhold. En klassisk fordeling af positioner mellem parterne vil være, at den ene indtager en mere forsigtig og meget velovervejet rolle (saver), mens den anden har en mere generøs og løssluppen adfærd (spender).

Det kan give følelser at hhv. utryghed og unødvendig/uforståeligt forbrug hos den ene, og en følelse af at blive begrænset og kontrolleret hos den anden. Derfra er der ikke langt til at skabe billeder af hinanden som ”nærig og kedelig” og ”ødsel og uansvarlig”.

 

#2 af 7 af de største konflikter i parforholdet

Tid sammen vs. tid alene

Et andet felt, der er sværere end de fleste at finde en nem løsning på, er, hvor meget tid vi ønsker at bruge sammen, og hvor meget tid vi gerne vil bruge hver for sig i parforholdet.

Nogle par har samme behov her, men for de par, der ikke har, er det nemt at se for sig, hvordan den ene part kan komme til at føle sig uvigtig og forsømt, mens den anden kan føle sig krævet og begrænset i at få sine behov for egentid, og at følelsen af at være fri kan blive udfordret.

Det kan lynhurtigt lande i et loop af krav og insisteren og beskyldninger. Og dårlig samvittighed og føle sig forkert.

 

#3 af 7 af de største konflikter i parforholdet

Brug af tid: Afslapning eller aktivitetAfslapning eller aktivitet

Og hvad skal vi så bruge tiden sammen til? Når vi har fri og er sammen, skal vi så slappe af og lave mindst muligt? Eller er det netop her, vi har tid til at lave en masse – både praktisk og socialt? Denne konflikt er lidt nemmere at finde praktiske aftaler og kompromiser på end fx pengefeltet, men er dog stadig kilde til store dele frustration.

Måske har du selv oplevet, hvordan den gode stemning er røget i mange weekender, og i stedet erstattet af hhv. følelsen af at blive hundset med og hele tiden at være forventet noget af, og på den anden side følelsen af at skulle drive det hele selv med en på slæb, der bare kører frihjul.

 

#4 af 7 af de største konflikter i parforholdet

Kommunikation: Tale vs. stilhed

Dette felt kunne også hedde ”mange ord vs. få ord”. Eller ”reflekterer gennem ord/taler sig frem til løsningen vs. reflekterer i tavshed/finder vej via egne tanker”.
I et parforhold hvor den ene søger samtale, dialog og sparring med en anden part, og denne har brug for ro i hovedet og ørerne for at kunne mærke, hvordan han/hun har det med en given situation, kan der opstå noget, der ligner en jagt. Den ene part er opsøgende og søger kontakt og udveksling med den anden, der derimod forsøger at slippe væk fra de mange ord, der kan virke overvældende og intimiderende. Jo mere den ene presser på, jo mere trækker den anden sig, hvilket så øger presset fra den første, og så eskalerer det. Begge parter efterlades frustrerede. Den ene med følelsen af afvisning og ensomhed, og den anden med følelsen af pres og utilstrækkelighed/ikke at kunne levere.

 

#5 af 7 af de største konflikter i parforholdet

Planlægning vs. spontanitetPlanlaegning vs. spontanitet er en af kilderne til de største konflikter i parforholdet

Nogle mennesker trives rigtig godt med at vide ret præcist, hvad der skal ske hvornår. De har styr på kalenderen mange måneder eller måske år frem. Andre trives bedst med at kunne træffe beslutninger om, hvad der skal ske på dagen. Eller på time- eller minutniveau. I et parforhold, hvor den ene elsker planlægning og struktur, og den anden elsker spontanitet og at holde alle muligheder åbne, er der basis for en del konflikter. Jo mere hverdagslogistik i form af arbejde, børn, fritidsinteresser og familierelationer man putter i puljen, jo mere modstridende behov. Her dannes nemt nogle skarpe billeder af hinanden. Den ene som ligeglad og ikke til at regne med og den anden som kalenderfascist og frihedsberøver.

 

#6 af 7 af de største konflikter i parforholdet

Forandring vs. stabilitet

Består et par af én part, der finder ro og tryghed i forudsigelighed, rutiner og stabilitet, og en anden part, der trives med høj foranderlighed og ser muligheder og inspiration i alt det uforudsete, opstår nemt konflikter om, hvordan en hverdag skal tilrettelægges. De forskellige behov kan skabe følelser af utryghed og usikkerhed hos den ene og manglende eventyr og alt for meget rutine hos den anden.

 

#7 af 7 af de største konflikter i parforholdet

Børneopdragelse

Det er de færreste forældre, der er fuldstændig enige om alt vedrørende børneopdragelse. Med andre ord er det altså almindeligt at opleve konflikter om børneopdragelse. En hel del af de konflikter er det ofte muligt at finde en vej i, indgå kompromiser om og snakke sig til rette omkring.

Og så kan der være nogle helt grundlæggende forskelle, det kan være virkelig svært at mødes om. En klassisk dynamik er, at den ene forælder synes, at den anden forælder er alt for hård og ufleksibel. Omvendt synes den anden forælder, at den anden forælder er alt for eftergivende og blødsøden. De to positioner forstærker hinanden. Jo mere hård den ene forælder opleves, jo blødere synes anden han/hun selv må være for at kompensere – og omvendt. Det giver dem begge en fornemmelse af at stå alene og det er nemt at komme til at se den anden, som en der modarbejder og som ikke vil lytte.

 

Er der et par stykker af disse 7 største konflikter i parforholdet, du særligt genkender fra dit eget parforhold?

 

Permanent eller afgrænset konflikt

En virkelig god måde at forstå, hvad der er på spil her, og hvorfor netop de her felter kan skabe så store konflikter, er opdelingen af konflikter i afgrænsede eller permanente.

Alle de afgrænsede konflikter kan man finde en her og nu løsning på. Det er ikke nødvendigvis nemt at nå frem til den løsning, men den findes.

De 7 felter jeg har nævnt her som værende kilde til de største konflikter i parforholdet er alle sammen potentielt permanente konflikter.

Det betyder, at det kan være svært at komme i mål med en løsning på dem, på den måde forstået, at problemet går væk og alle er enige og glade.

 

Bliver vi nogensinde enige? Sandsynligvis ikke…..

Fælles for de her felter er, at der er mere på spil end som så. Det handler ikke bare lige om hvilken farve sofaen skal have, hvilken film vi skal se, eller om at vasketøjet på magisk vis altid lander ved siden af vasketøjskurven.

På de her 7 felter har vi alle potentielt noget mere historie med os. Det gælder både erfaringer samlet sammen gennem vores opvækst og historie, og det handler også om grundlæggende forskelle i vores personlighed og værdier. Nogle af os er bare mere spontane i vores struktur end andre, og andre af os er bare skabt med flere ord end andre. Det er virkelig svært at lave om på.

Og det er dér konflikterne opstår, og især dér hvor de vokser. Hvis vi tror, vi skal lave om på hinanden eller blive enige eller komme til at have det på samme måde med noget – penge, børneopdragelse, planlægning, præferencer for tid sammen eller alene. Det kommer ikke til at ske.

Men det vi kan gøre er at åbne øjnene for lige præcis HVOR, vi er forskellige og så øve os i at acceptere og huske det. For så kan vi tage samtalen et andet sted hen. Nemlig til; hvad gør vi så her, når vi nu ved, at målet ikke er at blive enige eller lave om på hinanden? Hvordan handler vi klogt, når vi har så grundlæggende forskellige værdier eller behov på et givet felt?

 

Hvordan passer vi på hinanden, så jeg ikke føler mig for klemt, og du ikke føler dig for begrænset?

Her handler det om at håndtere forskelle frem for at løse dem.
Det kan godt lige tage lidt tid at indstille sig på. Men det er godt givet ud og vil spare jer for mange skønne spildte kræfter gennem årene fremover.

I samme ombæring vil jeg invitere jer til at indstille jer på, at I ikke har mødt de her konfliktfelter for sidste gang. De felter I genkender, som allerede har besøgt jer flere gange, vil med sikkerhed dukke op igen. Netop fordi de er båret af grundlæggende forskelle i personlighed, værdier og erfaringer. Så de vil naturligt dukke op igen. Og igen. Og igen. Gennem resten af jeres parforhold.

Men de vil lave mindre drama og skabe mindre skade og svære følelser i takt med, at I forstår og accepterer, at målet ikke er at få dem til at gå væk, men derimod at rykke tættere og blidere sammen som par og passe på hinanden, når de er på spil.

Jeg hepper på jer! ❤️

 

Psykolog Heidi Agerkvist om de største konflikter i parforholdet

 

 

I kærlighed

Heidi

 

 

Læs også:

➡️ Undgå krise i parforholdet – Her er den vigtigste faktor for et godt parforhold

➡️ Lær jeres kærlighedssprog at kende – og få meget mere kærlighed

➡️ Hvornår ved man at man skal gå?

 

Skriv din kommentar