Det er sårbarheden der forbinder os
En hyldest til sårbarheden og den tykke stærk trygge forbindelse mellem menneske, der har betydning for hinanden. Og en opfordring til at tage en (skræmmende) chance – og få SÅ meget igen.
Den ægte og fulde kontakt kalder på sårbarhed
Vi kommer ikke udenom det.
Hvis vi vil være i sand og ægte kontakt med et andet menneske, er vi nødt til at tage en chance og vise det menneske, hvem vi er.
Det er selvfølgelig ikke ”gratis”. Hverken at være i kontakt, eller stille sig der, hvor det bliver muligt. Det koster en indsats og det koster også mod.
Den tykke, varme, langtidsholdbare kærlighed kan ikke leve på overfladen. Den er nødt til at have noget mere næring. Noget mere at leve af. Vi er nødt til at give den noget ægte substans.
Vi er nødt til at vise, hvem vi er. Vove at være sårbare, og også dele det vi ikke er så stolte af, eller selv ikke er så trygge ved.
Sårbarheden er nøglen.
Sårbarhed giver forbindelse
I forbindelse med min efteruddannelse i parterapi, mødte jeg en sætning, som jeg har båret med mig siden.
Nemlig:
Det er sårbarheden, der forbinder os
Det er så sandt.
Selvom det er angstprovokerende og sårbart i sig selv blot at tænke på at vove at være sårbar, så er det en stor sandhed. Det er sårbarheden, der forbinder os. Det er ikke overfladen, og alle de krumspring vi kan gøre, og knuder vi kan slå på os selv, for at tage os ud på en måde, som vi tror gør os mest muligt elskelige.
Det er, når vi tør at gå sårbart frem, og vise hvem vi også er, at den anden har mulighed for at møde os med kærlighed på en måde, hvor det virkelig batter. Hvor vi kan mærke den kærlighed og føle os elsket.
Sårbarhed er ikke svaghed
Sårbarhed opfattes tit som svaghed. Som noget der går ud på at græde hele tiden og nærmest være splattet helt ud og ude af stand til at handle eller tage vare på sig selv. Intet kunne være længere fra sandheden. Sårbarhed er blot en betegnelse for, når der er noget på spil. Noget der er vigtigt, noget der vækker følelser af den ene eller anden slags. Noget der handler om, hvem vi er, og hvad der har betydning for os.
Vi har alle masser af gode grunde med os til ikke bare sådan lige at vise vores sårbarhed hele tiden. Og det er i parentes bemærket heller ikke meningen eller målet, at vi skal gå helt hudløse rundt hele tiden og have alle vores sår og blå mærker og sprøde steder helt ubeskyttede til frit skue. Vi skal selvfølgelig være nænsomme overfor os selv og dele vores sårbarhed dér, hvor den kan blive taget nænsomt og kærligt imod.
Ærgerlige oplevelser med at vise sårbarhed?
Og det er jo netop erfaringer med ikke at blive taget imod eller forstået i et sårbart øjeblik, der gør, at vi mere eller mindre kan have bestemt os for aldrig mere at lade nogen se, at vi (også) er sårbare.
En del af os har tidligere erfaringer med os om, at det at være sårbar er farligt, ubehageligt og ensomt.
Hvis du spoler dig tilbage gennem dit liv, gætter jeg på, at der dukker mindst (!!) én oplevelse op, hvor du følte dig misforstået, verfet af, talt ned til, afvist, besværlig, forkert eller på anden måde ikke taget imod og forstået lige der, hvor du vovede at vise sin sårbarhed.
En enkelt eller fem af den slags oplevelser gør ikke noget. Men hvis det den slags modtagelse, der var flest af, når du som barn havde brug for at læne dig lidt ind i én der var større og roligere end dig, og i stedet oplevede ikke at blive taget i mod, så giver det god mening, at du fik forbundet det at vise sårbarhed og vise alle dele af dig med noget farligt og ubehageligt – og derfor holdt op med at gøre det.
Det var klogt gjort! For det er alt for sårbart at vise sårbarhed, når man føler sig gjort forkert og alene. Så er det tryggere at gå med sin sårbarhed selv – omend det også er temmelig ensomt.
Sårbarhed i parforholdet
En del af os kommer ind i vores parforhold med lidt for mange af den type oplevelser i lommen. Så vi holder sårbarheden tilbage. Viser kun vores partner ydersiden, og klarer det, der foregår på indersiden, selv.
Det er meget forståeligt og helt menneskeligt og som sådan en god strategi til ikke at stille sig i en position, hvor man igen kan føle sig afvist og gjort forkert på den ene eller anden måde. Hvem har lyst til mere af det?
Det bøvlede ved det er bare, at den strategi står i vejen for kontakten mellem os. Hvis vi hele tiden holder noget tilbage og kun viser de ”cool” dele af os, altså de dele hvor der ikke rigtig er noget på spil, til vores partner, så kan den tykke kærlighedsfulde kontakt ikke opstå og leve.
Samtidig skaber vi også mulighed for tanker som ”Ja ja, det kan godt være at han siger, at han elsker mig, men hvis han vidste hvem jeg i virkeligheden er, og hvad der også er indeni i mig, så ville han helt sikkert ikke elske mig”.
Den tankestrøm gør det heller ikke nemmere at vove at vise den anden nogle af de sider af os, vi har lukket ned for eller selv er lidt bange for, fordi vi ikke kender dem helt. Hvis ingen har formået at stå der med os og budt alle dele af os velkommen og hjulpet os med at lære dem at kende, så er de del af os sandsynligvis stadig overvældende og lidt farlige for os. Kan alt det virkelig elskes?
Det kan det. Men det kræver, at du viser det. Ellers har din partner jo ikke en chance for at tage imod det og dryppe kærlighed på det.
Sårbarhed kan føles farligt…
Det kan føles farligt og helt uoverskueligt at vove at vise al det der, som vi har gemt væk og styret udenom så længe. I det lys er det rarere og sikrere at skændes og angribe og på den måde sørge for, at den anden ikke kommer for tæt på og kunne komme til at se noget af det.
Hårdhed vækker hårdhed, og det er derfor nemt at få et skænderi til at eskalere.
Men det er netop, når vi får lov at se sårbarheden hos den anden, at vi får mulighed for at møde den blødt. Når vi får lov at se, hvad der ligger bag de hårde ord, angrebene og afvisningerne. Når vi bliver inviteret ind, helt ærligt og og helt fint og sprødt, vækker det omsorg. Når vi får lov at forstå det på en ny måde og kan se, at de hårde ord skærmer for noget blødt og mildt, og noget der har gjort ondt og været ensomt.
Så får vi mulighed for at skifte ”Hvorfor er du altid så vred på mig? Du skubber mig væk” ud med “Nåååhh, du er bange for, at jeg ikke kan elske hele dig, så du skærmer dig……”. Og lige der falder paraderne og angrebene og forbindelsen opstår mellem os.
Blødhed vækker blødhed
Ligesom hårdhed vækker hårdhed, så vækker blødhed blødhed. Og derfor er det også muligt at deeskalere et skænderi eller helt undgå at det starter, ved at lade være med at kaste med hårde skyts, og i stedet blødt vise den anden, hvad det var der ramte os eller blev aktiveret indeni. Tit er det en gammel fortælling eller følelse, der bliver aktiveret, og slet ikke noget der reelt har med vores partner at gøre. Følelsen af at være forkert, uønsket, for meget, for lidt har ofte længe og gamle rødder. Og når vi giver os selv og vores partner mulighed for at se og forstå det, er det meget nemt at møde det sårbare med omsorg.
Derfor har vi parterapien altid fokus på at hjælpe parret til at gå fra eskalerede til mere sårbare samtaler. Fordi det er der, vi har mulighed for at se, hvad der reelt er på spil inde i os selv og inde i den anden. Og når vi får lov at se det, kan vi tage imod det på en nænsom og omsorgfuld måde.
Det skaber tryghed, det skaber forbindelse, og det giver kærligheden mulighed for at flyde frit og tykt og lade os mærke, at vi er elsket. Ægte. Med det hele. Alle dele og sider af os.
Du kan tage første skridt til mere sårbarhed og forbindelse lige nu
Afhængig af hvor mange erfaringer du har med dig om enten at blive mødt eller ikke at blive mødt, når du vovede at vise sårbarhed, vil den bevægelse mod at dele din egen inderside føles større eller mindre.
Store opgaver bliver nemmere, når man deler dem op i mindre bidder. Så i stedet for at tænke, at du fra dette sekund skal kunne vise din partner hele din sårbarhed, så start lige med første skridt.
Første skridt kunne fx være at begynde at være opmærksom på din egen inderside, og begynde at lægge mærke til, hvad det er der bliver ramt eller aktiveret der, når du bliver vred eller ked af det eller irriteret. Du behøver ikke dele det med nogen i første omgang. Bare gå lidt med det med dig selv. Forestil dig, at du tænder lyset og bare lægger mærke til, hvad du ser uden at gøre noget med det eller dele det med nogen nu.
Første skridt kunne også være at gå og smage lidt på sætningen ”Det er sårbarheden der forbinder os” og lige mærke, hvad den vækker. Virker det helt langt ude og svært at forstå? Klinger den i dig? Lyder det rart eller skræmmende? Har du lyst til at tage den til dig?
Jeg hepper på dig!
I kærlighed ❤️
Læs også:
❤️ Intimitet i parforholdet – hvad er det for en størrelse?
❤️ Sådan arbejder jeg som parterapeut
❤️ Kan vi finde kærligheden igen?
Skriv din kommentar