Hvornår ved man at man skal gå?
Eller:
At blive sammen for børnenes skyld er ikke for børnenes skyld
Der er mange beslutninger at tage i livet. Nogle sværere end andre. At slutte et ægteskab eller parforhold er en svær beslutning. Især hvis der er børn i det.
Hvornår ved man, om man har prøvet nok? Hvornår er der ikke mere at komme efter?
Hvornår ved man, at man skal gå? Eller om man skal give det et skud mere. For børnenes skyld? For parforholdets skyld?
Hvornår ved man, at man skal gå?
Denne artikel er ret tydelig og ind-til-benet.
Den er ikke en opfordring til dig om at gå fra dit parforhold, selvom man i visse passager, godt kan læse den sådan, hvis man vil. Det er ikke mit budskab.
Den er til gengæld en opfordring til dig om at kigge på, hvorfor du bliver i det parforhold, du er i nu, hvor du kan mærke stor tvivl, og derfor har klikket ind på en artikel med titlen ”Hvordan ved man, at man skal gå?” i håb om at finde svar.
Jeg kan ikke love dig, at du finder et svar her. Men jeg kan hjælpe dig med at kigge på, af hvilke grunde du overvejer at gå, og af hvilke grunde du bliver. Og jeg kan hjælpe dig med at tage stilling til, om de er de rette. Eller om du – uden at ville det – kommer til at lægge et for stort ansvar på dine børns skuldre.
Kvinders overvejelser om at gå og om at blive
Kvinder kan ofte overveje meget længe, hvorvidt parforholdet skal afsluttes eller ej. De bliver ofte længe i parforhold, selvom de er meget i tvivl, og kan fortælle om lange perioder med overvejelser den ene og den anden vej. Steder hvor de var lige ved at tage en beslutning om at gå, men så enten blev overtalt til at genoverveje eller selv trak beslutningen tilbage, inden den var helt truffet og handlet på.
En stor del af overvejelserne går på ”for børnenes skyld”.
Hvordan kan jeg forsvare det overfor børnene? Kan jeg tillade mig at trække børnene igennem en skilsmisse, ”bare fordi” jeg ikke er glad i mit parforhold? Ødelægger jeg dem? Mærker dem for livet? Hvad skal der blive af dem, hvis jeg går?
En del kvinder er også optaget af, hvad der vil ske med manden. Både som mand og individ. Vil han kunne klare det? Vil han forsumpe og gå til grunde? Blive ulykkelig og deprimeret? Og også som far – vil han kunne tage farrollen på sig og tage sig ordentlig af børnene?
Derfor slår mange kvinder knuder på sig selv for at få parforholdet til at lykkes. At få noget til at ske som de – hvis de skal være helt ærlige overfor sig selv – nok godt ved ikke kommer til at ske. For så var det sket, så meget indsats og hjerteblod, som de har lagt allerede. Men håbet om at redde relationen og familien for børnenes skyld er stort. Der er ofte mange ”hvis bare” tanker:
”Hvis jeg bare lige kunne elske ham. Bare lidt. Bare lige nok til at det kunne glide. Hvis jeg bare kunne nedtone mit behov for at føle mig forbundet. Det er jo heller ikke så vigtigt. De dybe snakke kan jeg jo have med veninder. Og hvis jeg så også kunne skrue ned for mine følelser og ikke være så krævende og besværlig, så var det hele nok lidt nemmere. Hvis bare….”
Kan man gå for sent?
Jeg har set en del kvinder, der virkelig kæmper og bliver så længe, at de er lige ved at knække og først går, når der virkelig ikke er anden vej end at gå. Det kan nogle gange betyde, at det samarbejde med ekspartneren, som man jo er tvunget ind i under og efter en skilsmisse, kan blive svært, fordi der er så lidt energi og overskud tilbage. Måske kan respekten for den anden – og for sig selv – også ligge på det ret lille sted.
Det gør et samarbejde svært.
Derfor siger en del kvinder bagefter: ”Jeg blev for længe”. Ja måske, men hvem ved egentlig, hvad der er for længe. Og der er en timing i alting, så hvis du havde været klar før, var du gået før. Man kan ikke gå, før man kan. Så lad være med at slå dig selv i hovedet med det.
Mænds overvejelser om at blive eller gå
For mange mænd er det familien som ramme, der fylder i overvejelserne. Det har ofte stor betydning for mænd at værne om den familie, de har været med til at skabe og stadig dagligt opretholder 
eksistensrammerne for. En del mænd er ikke nødvendigvis så optaget af, at kærlighedrelationen mellem de voksne parter lever og har det godt. Det er ikke det samme som, at de er ligeglade med parforholdet som sådan. Men mange mænd er villige til at leve i et lidt halvdødt eller decideret syrligt parforhold længe – måske for altid – hvis det betyder, at familien kan bevares.
Mænd har typisk lettere ved at affinde sig med at kontakten i parforholdet er tynd eller ikke-eksisterende, hvis det blot ”tjener det formål” at børnenes hverdag og hele rammen om dagligdagen kan bevares. Familien som fænomen og institution vejer tungt for manden.
Når det så er sagt, er der selvfølgelig variationer indenfor gruppen af kvinder, ligesom der er variationer indenfor gruppen af mænd. Det er klart. Lige her har vi fat i de overordnede tendenser.
For børnenes skyld…
Uanset om man er mand eller kvinde og hvilke overvejelser, der fylder mest, er det ikke en nem situation at stå i. Begge parter har børnene for øje, og begge mærker, at det ikke er nemt at finde vej her.
Og uanset hvilke overvejelser du står i, er der et vilkår, vi er nødt til se i øjnene, selvom vi helst ikke vil, og selvom vi har tendens til at snakke udenom, fordi det er voldsomt at tage ind.
Og det er, at:
Hvis du primært eller udelukkende er i dit parforhold for børnenes skyld, er det ikke for børnenens skyld.
Ja, jeg ved det godt. Den niver.
Hæng på lidt endnu, men vi går et skridt videre.
Man skal give den en ekstra skalle, når man har børn. Det skylder man både dem og sig selv. Selvfølgelig skal man det.
Det er også mit klare indtryk, at det ligger alle forældre, der står i overvejelser om skilsmisse, på sinde. Jeg har stadig til gode at møde nogen, der ikke har kærligt blik for deres børn i den situation.
Man kan godt sluge en hel del kameler, hakke en hæl og klippe en tå for sine børns skyld, og det vil jeg også sige, at man et godt stykke hen ad vejen skal gøre.
Men…
Det må ikke tippe over og ende med at være børnene, der bærer det hele.
De kan ikke bære et helt ægteskab på deres skuldre. Det er for stort et ansvar. Det skal de voksne bære. Det er de voksnes anvar at sætte retningen for deres voksne relation. Det er ikke børnenes.
Det er ikke for børns skyld, når…
Lad mig prøve at uddybe, hvad jeg mener:
Jeg har siddet med en del voksne, som er vokset op med forældre, der havde en mere eller mindre ukonstruktiv relation til hinanden. Der var enten mange skænderier, meget tavshed eller bare ingen kontakt og omsorg. Ingen forbindelse. Kærligheden var visnet. Man levede sammen og holdt ud.
Nogen fortæller, at det aldrig blev anderledes mellem forældrene. De er stadig sammen, de er stadig tavshed eller stikpiller mellem dem, og det føles stadig som de nu voksne børns ansvar at sørge for, at stemningen ikke bliver alt for stram eller tavs til familiefødselsdage og jul.
Andre fortæller, at da de så blev 18 eller flyttede hjemmefra, så gik forældrene fra hinanden. I de familier, hvor det har været muligt at have en samtale om, hvad der egentlig skete og hvorfor, har de voksne børn måske stillet variationer over spørgsmålet: ”Hvorfor blev I sammen så længe? I havde det jo ikke godt.” Ikke sjældent har svaret været variationer over: ”Jamen, vi blev jo sammen for din skyld”.
Det er et tungt ansvar at bære som barn og ung. Ansvaret for et helt ægteskab og to liv der ikke kan leves frit og og overensstemmelse med ønsker og behov.
Og at det var for min skyld, at vi alle skulle leve i tavshed, spydigheder, isnende kulde eller ligegyldighed i så mange år, kan være svært at forstå, og giver heller ikke rigtig mening. De børn kan ofte gå rundt med en vrede til deres forældre langt ind i voksenlivet, over at være blevet stillet i den situation, hvor de føler sig klemt i at skulle være taknemmelige for en handling, der udadtil blev fremstillet som kærlig og for deres skyld, men som på indersiden føles stærkt ubehagelig, men umulig at ændre på som barn.
Så hvis du primært, eller udelukkende, er i dit ægteskab for dine børns skyld, så er det ikke for deres bedste.
Hvordan ved man, om man primært er blevet for børnenes skyld?
Hvornår ved man, om man er i gang med at give børnene for meget ansvar? Hvornår ved man at man skal gå? Hvordan ved man om der er håb? Hvordan passer man bedst på børnene? Også på sigt?
Når jeg sidder med klienter, der står der, hvor jeg gætter på du også står, siden du stadig læser med, så beder jeg dem om at forholde sig til to ting:
Det korte og det lange lys
Den første er at huske at kigge på både den korte og den lange bane.
På den korte bane gør det ondt på børn, når deres forældre bliver skilt. Vi kan ikke undgå at såre og forvirre dem – for en tid.
Det er der ingen, der har lyst til at byde hverken sig selv eller sine børn. Derfor kan det være svært at se længere end dertil, og derfor er der en del, der bliver stående dér, i håb om ikke at såre børnene.
På den længere bane kan billedet være et helt andet. Lever dine børn lige nu i en hverdag, hvor relationen mellem deres forældre reelt er brændt ud på voksenplan, kan der være meget godt og brugbart at hente på den lange bane – hvis forældrene kan finde ud af at samarbejde på bare et minimum.
(Der er en artikel på vej, om hvad et godt forældresamarbejde er).
Er det scenariet du ser for dig på den korte bane, der holder dig tilbage? Børnenes tårer og fortvivlelse? Det er ganske rigtig heller ikke særlig rart at se ind i.
Hvad ser du, hvis du slår det lange lys til? Hvordan kunne det se ud på den anden side efter den første tumult? Hvad mærker du, når du ser på det scenarie, der kunne ligge et år eller to fremme?
Mærker du lettelse? Eller kan du mærke, at det ville føles helt forkert at have brudt både parforhold og familie, og at der stadig er håb?
Hvilken kærlighedsmodel vil du gerne give dine børn med?
Det andet jeg beder dem om er at kigge på den endnu længere bane.
Nemlig helt fremme ved når dine børn indgår i et voksent kærlighedsparforhold.
Hvilke skabeloner for kærlighed vil du gerne give dine børn med?
Det vi som voksne viser dem, mens de er små, er det, de tager med sig.
Det vi viser dem om, hvordan man som voksen udtrykker og modtager kærlighed, bliver deres forståelse af, hvad kærlighed er.
Hvad man kan forvente? Hvad man skal nøjes med? Hvad man må tage med, hvis man skal kunne få kontakt? Hvordan man taler til hinanden? Hvordan man hjælper hinanden? Hvordan man passer på hinanden?
Hvilke modeller for relation og kærlighed vil du gerne give dine børn med? Hvad vil du pakke i den rygsæk, de tager med sig videre i deres liv? Hvad drømmer du om, at de ikke bare ved, men også har mærket?
Og hvordan understøttes det af den måde, dit parforhold udspiller sig på nu?
Det stærkeste spørgsmål du kan stille dig selv lige her er:
Jeg bliver i det her ægteskab for mine børns skyld. Men ville jeg ønske det her ægteskab for mine børn?
Lyt til dit svar. Det er vigtigt. For dig. Og for dine børn.
Lyt og tag det du hører alvorligt
Hvis du har det mindste håb for, at der er mere og andet I kan gøre for 
at finde hinanden igen, så gå med det.
Giv det alt hvad du har, for du har alt at vinde, hvis der stadig er håb.
Hvis du godt ved, når du skal være helt ærlig overfor dig selv, at dit parforhold reelt er slut, og der ikke er mere at gøre for at vække kærligheden, så lyt til det. Står du der, tjener det ingens trivsel at forhale det uundgåelige.
Det er et helt uoverskueligt sted at stå. Det bliver det ved med at være, hvis du bliver stående. Det ændrer sig i takt med, at du tager det første skridt. Og det næste…
Jeg sender dig en kæmpe krammer. Hvis du har læst med helt hertil, så ved jeg, at du har brug for den, uanset hvad vej du skal gå nu.
I kærlighed
Heidi
Kloge ord, som fik vejen frem til at give mening.
Mange tak ♥️