Tid til dig selv – en by i Rusland?

Af Heidi Agerkvist - i Hverdag i børnefamilien

Velkommen til moderskabet. En 24/7/365 tjans spækket med opfyldelse af andres behov. Hvis du synes du spurter rundt og har både arme, ben, øjne, ører og opmærksomhed splittet ud over flere rum, flere børn, flere opgaver, hus, have og arbejde på én gang, så er du ikke alene. Der er mange mange mange kvinder, der synes de spurter og spurter, og at de alligevel ikke oplever, at de når i mål. Tiden føles for knap.

Tid er en finurlig størrelse. Når jeg scanner tilbage gennem de mange samtaleforløb, jeg har haft med kvinder og mødre gennem tiden, kan jeg ikke komme i tanke om en eneste kvinde, som ikke nævnte tiden som en af de store udfordringer i hverdagen.

Når jeg spørger ”Hvornår har du sidst haft lidt tid til dig selv? Bare 10 minutter?”, kigger mange meget forundret på mig, og de fleste kan ikke huske det. Det er som om der ikke er tid nok til, at der også kan blive noget til dem.

Hvorfor er det så svært at tage lidt tid til dig selv?

Kvinder og mødre. Ja, vi kommer ikke uden om kønsforskellene her. Generelt er mænd bedre til at prioritere den tid og de pauser de har brug for, mens kvinder er langt mere i tvivl om, om de kan tillade sig at tage et break og fokusere på dem selv, når hverdagen bare kører afsted. Der er selvfølgelig variationer over tendensen indenfor begge køn, men overordnet set, er der forskel.

Det handler både om evolutionspsykologi og om kultur.

Anlægger vi et evolutionspsykologisk perspektiv på det, ser vi at drenge/mænd primært arbejder i hierarkier (vertikalt), mens piger /kvinder er fokuseret på at arbejde i netværk (horisontalt). Drengene konkurrerer om at løbe hurtigst og være bedst til fodbold, mens en hel del af pigers leg går med at forhandle rollerne i legen, og sørge for ikke at stå udenfor flokken.

Det giver god mening, når vi ser på hvilke opgaver vi oprindeligt er designet til at løse. Helt overordnet set var mandens primære opgaver at beskytte sin kvinde og børn og skaffe mad til dem. Derfor er det vigtigt, at han kan stå alene, fokusere på én opgave ad gangen, handle hurtigt og selvstændigt og ikke bruge for lang tid på at snakke sig til rette, og sørge for at alle er med.

Kvindens oprindelige opgave var at passe på børnene og sørge for at de voksede sikkert op og endte med at kunne klare sig selv. Derfor var hun nødt til at have sin opmærksomhed mange steder, sørge for relationer og netværk, opfylde basale behov, afværge potentielle farer og sørge for at der var mad og varme nok til at opretholde livet.

(Jeg taler om evolutionspsykologi her – ikke om ligestilling, feminisme og moderne kønsroller)

Så det med at prioritere sig selv som kvinde, kunne potentielt være livsfarligt dengang. Et øjebliks uopmærksomhed kunne betyde tabet af et barn eller af vigtigt forråd.

Idag, hvor vi har fået fyldt vældig mange opgaver oven i puljen, kan det paradoksalt nok være (tæt på) livsfarligt ikke at prioritere sig selv blot på et minimum.

Det ved vores hjerne bare ikke. Det er en af grundene til at det bliver så bøvlet for dig, når du bare tænker på at tage lidt tid til dig selv.

Pæne piger ofrer sig…

En anden grund er vores kulturelle mønstre.

Rigtig mange kvinder er som små piger opdraget til at tage hensyn, dele, gå på kompromis (hvilket nogen gange betyder at give sig for meget og for tit), være opmærksomme på andre, sørge for at alle har det godt.

Vi kommer ikke udenom, at det i lang tid har givet, og stadig giver, mange flere sociale point at være ”den pæne pige” end at være hende, der siger ”nej tak”, tager en pause fra fællesskabet, når hun har brug for det og ikke altid har antennerne ude i forhold til, hvad andre kunne synes var rart, at hun gjorde eller sagde.

Hos mange kvinder er den naturlige evne til at mærke egne behov og handle på dem ikke altid blevet hjulpet helt så kærligt og smidigt på vej, som man kunne ønske sig.

Nu er en stor flok af ”de pæne piger” blevet voksne og har fået børn – og så har vi balladen.

For nu er der virkelig mange behov på banen. Hele tiden.

Og der er mange holdninger til, hvordan man opfylder dem på bedste vis. Jeg vil undlade at gå alt for meget ind i den efterhånden karikerede speltmor-diskurs, men blot understrege, at der er stærke kræfter i den offentlige debat, der ikke er sene til at fortælle vores forældregeneration, at vi ikke er nok sammen med vores børn, og at vi skulle tage og være det noget mere.

I mine øjne er den største effekt af den diskurs ikke, at forældre bliver (endnu) mere nærværende med deres børn, men derimod at forældre bliver endnu mere stressede og i tvivler endnu mere på, om de gør det godt nok. Det synes jeg er rigtig ærgerligt.

Ring efter tankbilen. Nu!

Min mor har fortalt mig, at hun følte sig som en benzintank, dengang jeg og mine søskende var små. Der var hele tiden nogen eller noget, der ville have noget af hende og som kom og tankede. Børn, indkøb, opvask, arbejde, mand, hus, have osv. Ofte føltes det som om tanken var tom, og alligevel var der nogen, der ville have noget.

Et meget genkendeligt billede, og samtidig et der også peger på en løsning.

Det bliver svært at blive ved med at kunne levere benzin til dem, der kommer og tanker, hvis man ikke husker at ringe efter den store tankbil, der kan komme og fylde benzin på tankens beholder.

I virkeligheden er det ret logisk. Du kan ikke give noget, hvis du ikke har noget at give af. Hvis du ikke har noget at give af, må du sørge for at tanke op. Ellers må du melde udsolgt.

Så ja, vi skal være rigtig meget sammen med vores børn og vores familie. Men at skulle være der 100% for sine børn, for at være en tilstrækkeligt god mor, holder ganske enkelt ikke. Hvem har gavn af en mor, der er 0% for sig selv?

Hvordan gør man så?

Det ville være det nemmeste i verden for mig at sende dig videre ud i dagen med replikken: Så derfor skal du prioritere tid til dig selv fra nu. God fornøjelse!.

Men hvis det var så enkelt, hvad du nok gjort det ik?!

Læs også: Tid til at slappe af – mit bedste trick

Mere tid til dig – her starter du:

1: Ny viden

Du har allerede taget første skridt helt uden at vide det. Du har nemlig læst med hertil. Så du har investeret de første 3-5 minutter i at tilegne dig ny viden om, hvorfor det er så svært at finde balancen i at være der for dine børn og samtidig være der for dig selv.

Ny viden giver nye muligheder, og de muligheder har du lige givet dig selv. Næste skridt er at omsætte den nye viden til handling, til nye erfaringer og til nye vaner.

2: Bevidsthed

Jeg gætter på, at du lige nu overhører dine egne behov mange gange om dagen….?

Mødre til helt små børn, kan oparbejde en evne til at overhøre egne helt basale behov, som fx behovet for at skulle tisse.

Måske kender du eller kan huske den fornemmelse af at være urolig og lidt kortluntet, uden helt at kunne placere hvor det kommer fra, før du lige pludselig bliver opmærksom på, at du skal tisse. Og at det har du egentlig skullet et par timer. Men så var der en der græd, en der vågnede, en der skulle have mad, en der skulle have en ren ble, en der skulle leges med, en der skulle puttes igen osv…..

Det er smart nok, at vi er indrettet til at kunne sætte egne behov på standby i nødssituationer. Vi må bare ikke drive rovdrift på det, for det kan vi ikke holde til.

Vi er nødt til at slippe følelsen af, at der er tale om en nødsituation hele tiden og hver dag.

Så din næste opgave er at begynde at have opmærksomhed på, hvilke behov du udsætter. For når du ved det, kan du begynde at komme dem i møde.

Der er mange måder at at gøre det på. En af de helt konkrete måder at hjælpe dig selv til at blive bevidst om det, du lige nu ikke er bevidst om, er at sætte din telefon til at bippe en gang om dagen, så du helt automatisk blive mindet om, at du er i gang med at blive bevidst om noget nyt.

Når den bipper laver du en ”scanning” af dig selv, lige nu og der hvor du er, og spørger dig selv: Er der behov, som jeg overhører lige nu? Det kan være alt fra behovet for at strække ryggen, få et glas vand eller en mundfuld frisk luft, til behovet for at connecte med din partner, få afsluttet en ulmende konflikt med en kollega, være helt alene, eller ringe og høre til din mor, som har skrantet lidt på det sidste. I første omgang skal du blot registrere hvilke behov du egentlig har, og som du har overhørt – længe måske.

3: Sæt handling på

Og så skal du begynde at handle på de behov. Og ja, det kan godt virke helt uoverskueligt at gå i gang, så derfor skal du gøre det overskueligt.

Små skridt er bedre end ingen skridt, og derfor skal du starte i det små.

Spørg dig selv: Hvis jeg havde 5 (eller 7 eller 10) gratis minutter, hvad ville jeg så have allermest lyst til at bruge dem på?

Tag det første der kommer til dig. Ikke tænke og analysere og veje for og imod i 100 år. Tag det første. Det er dét, du har mest brug for lige nu.

En kop kaffe? Helt ro? At sove? Et knus? Ringe til en veninde? Noget at spise? At følge op på noget uafsluttet, der sluger din energi og dit fokus?

Og så kan du nok regne ud hvad sidste skridt er…. ? Nemlig: At gøre det!

Tid til dig selv behøver ikke at være tre døgn på et luksus resort, eller mange timer alene ude i en skov afskåret fra dine børn.

Det er ikke et enten eller.

Det er et både og.

Tid til dig selv er heller ikke nødvendigvis tid for sig selv .

★ Det kan være fem minutter i solen på græsset på vej fra døren på din arbejdsplads hen til din bil.

★ Det kan være at blive siddende fem minutter efter aftensmaden og have øjenkontakt og samtale med din partner, mens ungerne er løbet ud og lege, i stedet for at skynde jer at rydde af og komme videre i programmet.

★ Det kan være at gå tidligt i seng og fordybe dig i en god bog.

Det kan være lige præcis, det du har brug for. Måske ved du det ikke lige nu, men det gør du, når du har scannet og lyttet til dig selv et par dage.

Langt de fleste behov kan skaleres ned i en fem minutters model. Og start endelig der. Fem minutter kan gøre en kæmpe forskel. Særligt hvis det er fem minutter hver (eller hver anden) dag.

Det helt afgørende er, at du tillader dig selv og dine egne behov at være der også, på lige fod med dine børns og din partners.

4: Øvelse, øvelse, øvelse.

Det kræver øvelse at etablere en ny vane, som det jo er at tænke kærligt om sig selv og egne behov, når man har været vant til noget andet.

Og det er vejen frem. Øvelse øvelse øvelse. Fem minutters øvelse hver dag. Så du får masser af erfaringer med at kunne gøre det – at kunne tage tid til dig selv. Og erfaring med at det kan betale sig, og at det er dejligt. At der kommer noget godt ud af det. Og så for dine børn.

For det gør der!

Rigtig god fornøjelse!