Synes du aldrig, at en klient er irriterende?

Jeg har gennem mine år som psykolog fået det samme spørgsmål en hel del gange.

Det kommer i forskellige variationer, men handler om det samme.

  • “Synes du aldrig, en klient er irriterende?”
  • “Sidder du ikke nogle gange med et par og tænker, at den ene ødelægger det hele for dem?”
  • “Tænker du aldrig bare ”tag dig sammen”?”

Spørgmålet kommer oftest fra folk i min omgangskreds og netværk, der ikke er psykologer og dybest set spørger til, hvordan det er for mig at udføre mit arbejde. Men også i psykologkredse dukker det op, omend lidt mere forsigtigt og skamfuldt formuleret.

 

Frustration flytter fokus til den anden

Jeg forstår godt, hvor spørgsmålet kommer fra. Når par kommer i terapi hos mig, kommer de jo, fordi de er frustrerede over den andens adfærd, og de følelser den vækker i dem selv. Det er ikke mærkeligt at man i den situation kan tænke ”Vi kunne have det så dejligt, hvis du bare fattede, at du skal / ikke skal gøre X eller sige Y”.Irriterende

Når man er ramt følelsesmæssigt og føler sig fastlåst i ubehagelige følelser, er det meget nemt at rette fokus mod den anden og blive optaget af at ændre noget derovre, for så ville det være rarere og nemmere for én selv at være sig. Når det er krævende og ubehageligt at stå med egne følelser, gør man jo, hvad man kan for at slippe væk fra dem og det ubehag de udløser, og dér er det nemt at få lyst til at rette på noget uden for sig selv. Ganske enkelt fordi det er så væmmeligt at kigge indad lige dér.

Så når nogen i min omgangskreds stiller det spørgsmål, forstår jeg det som udtryk for, at de selv kender den situation, hvor man kan tænke ”Hvis bare min mand / mor / kollega / veninde ikke var så irriterende, ville det være meget rarere at være mig. Gid nogen kunne sige til ham/hende, at hun er nødt til at lave om på noget med det samme”.

Måske kender du også det?

 

Men synes jeg så aldrig en klient er irriterende?

Det korte og fuldstændigt ærlige svar er: Nej!

Det lidt længere og stadig fuldstændigt ærlige svar er:

Nej! For som psykolog og parterapeut har jeg det store privilegie, at jeg altid bliver lukket ind. Jeg bliver vist umådeligt stor tillid i mit rum. På en måde kan man sige, at hvis parrene viste hinanden den tillid, de viser mig, behøvede de slet ikke at komme.Men synes jeg så aldrig en klient er irriterende?

Jeg får lov at møde deres inderside. Måske ikke lige det første minut. Men bid for bid bliver jeg lukket ind og får lov at møde og mærke al den sårbarhed, der ligger bag den adfærd, som ydersiden viser. På indersiden er der ofte en del blå mærker, som er kommet til gennem livet. Der er usikkerhed, og der er også frygt. Oftest for at blive afvist. For ikke at være værdig til kontakt. For at blive grinet af eller hånet. For at bliver gjort forkert og efterladt alene.

Mange af os har også reelle erfaringer med os om, at det kan ske. At vi har rakt ud og blottet noget sårbart og så ikke er blevet taget varmt imod i det. Så derfor giver jo god mening, at vi ikke bare sådan deler vores inderside med hvem som helst. Det kræver mod og tillid at kunne.

Derfor tager jeg det aldrig for givet, at en klient vil det. Jeg ved, hvad det kræver, og jeg tager altid imod det med stor respekt og bærer deres tillid og sårbarhed nænsomt og med ære.

Har man mange erfaringer med sig om, at det er potentielt farligt at vise sin inderside, lader man jo naturligt være med at gøre det igen.
Jeg vil gerne give mine klienter nye erfaringer på det felt. I første omgang i relation til mig, og dernæst – og vigtigst – i relation til dem, de elsker.

 

Det er sårbarheden, der forbinder os

For det er præcis, når vi tør vise vores inderside til et andet menneske, at vi kan skabe forbindelse og blive mødt med forståelse og omsorg.Sårbarhed er ikke irriterende. Den vækker omsorg

Når vi kun viser et andet menneske, alle de krumspring vi gør, for at undgå at mærke vores inderside alt for meget, så er er det svært for den anden at vide, hvad der egentlig er på spil indeni. Og den adfærd, vi har i forsøget på at skjule eller undertrykke vores inderside, har ofte en skubbe-væk effekt på den anden. Hvilket er dobbelt ærgerligt. For dels får den anden ikke en chance for reelt at komme os i møde, og dels bliver vi bekræftet i de antagelser, der gør det svært at være sårbar og række ud. Det kunne fx være ”Jeg bliver afvist, når jeg rækker ud” eller ”Det er alt for farligt at gøre mig sårbar, for jeg bliver mødt med ligegyldighed eller angreb”.

Det er selvfølgelig præcis det, vi arbejder på i terapien. At finde modet til i første omgang at besøge sin egen inderside og blive der længe nok til at se og mærke, hvad den indeholder. Og dernæst at vove at dele den med et andet menneske. Et menneske der har betydning. En elsket, en partner, en mor, en vigtig ven. For det er sårbarheden, der forbinder os som mennesker.

 

Sårbarhed er ikke irriterende. Den vækker omsorg

Når vi får lov at se sårbarheden hos en anden, vækker det naturligt omsorg og forståelse i os. Derfor synes jeg  – ærligt! – aldrig, at en klient er irriterende. For jeg får lov at se, hvad der ligger bag den adfærd, man umiddelbart kan slå sig på. Jeg får lov at se, hvor den kommer fra, og hvad dens funktion er.

Og selvom selve adfærden kan være nok så ”irriterende” eller ukonstruktiv, er der altid gode grunde til, at den har det udtryk. Grunde det er umuligt for mig at være irriteret på, men meget nemt for mig at have forståelse for. Og derfra kan vi gå videre skridt for skridt. Aldrig ved at skrue på eller begrænse adfærden. Men ved at øge klientens egen nænsomhed over for sin inderside og de blå mærker, der ligger der. Deraf ændrer adfærden sig helt naturligt.

 

Det er sårbart at være sårbar. For hvad nu hvis man bliver afvist eller misforstået eller hugget i, lige når man har blottet sig? Det er en reel frygt.
Samtidig er det ogå lige præcis her muligheden for at leve et liv i kontakt og forbindelse ligger. Og det er ganske enkelt der, vi trives bedst som mennesker. Når vi kan dele vores inderside med hinanden, føle os mødt og holdt af en, der har betydning for os, og som vi har betydning for.

Så det er værd at tage chancen.
Faktisk vil jeg sige, at der ikke er nogen vej udenom.

Jeg hepper på dig! ❤️

 

Synes du aldrig, at en klient er irriterende? - Heidi

 

 

I kærlighed

Heidi

 

 

 

Læs også:

➡️ Sådan arbejder jeg som parterapeut

➡️ Kunsten at lytte uden at fixe

Skriv din kommentar