Kun når det regner
af Marie Brixtofte
Boganmeldelse
Hvordan lever man med en far, man elsker, når man hader den alkohol, han elsker?
Marie Magne Brixtoftes selvbiografiske fortælling ”Kun når det regner” er netop kommet på gaden i denne uge. Den er – selvfølgelig – en fortælling om, hvordan det var at vokse op som Peter Brixtoftes datter. Men den er også mange andre fortællinger.
En fortælling om en helt almindelig ung piges behov for sin far
Da Maries er 13 år, flytter hun tilbage til Farum og sin far, efter at have boet på Mols med sin mor og søster, siden forældrene blev skilt da Marie var tre år. Marie savner sine venner og sin far, og hun trives ikke længere med landlivet. Marie glæder sig til at komme tættere på sin far og være sammen med ham hver dag. Nu skal de have det godt de to.
Men det bliver ikke helt som Marie havde håbet. Maries far formår trods sine gode intentioner og sin store kærlighed til Marie, ikke at give hende den tryghed, nærvær og den opmærksomhed, som hun – ligesom alle andre små og unge piger – har brug for, fra sin far.
En fortælling om håb og længsel
Kun når det regner er en fortælling om håb. Og om børns loyalitet overfor og evige tålmodighed med deres forældre. Det er en fortælling om de tirsdage, hvor faren tog tidligt fri fra arbejde, hentede Marie og hendes søster i skolen, spillede bordtennis og uno hele eftermiddagen, grinede og krammede, hørte høj musik og dansede, lavede mad og så en Olsenbanden film, inden pigerne blev puttet og faldt glade og varme i søvn.
Og om de (mange) tirsdage hvor hele dagens anspændthed viste sig at være begrundet. Hvor hendes far alligevel ikke kom, men i stedet sendte sin kone hen i skolen for at hente Marie og hendes søster. Om de lange eftermiddagstimer med evigt spidsede ører efter lyden af en taxa. Kom han nu? Eller skulle de (igen) vente en uge på at se ham? Om skuffelsen, som Marie næsten ikke kunne tillade at give plads til, og om hvordan hun vidste, at søvnen ville udeblive de aftener og nætter.
En fortælling om at tage hvad man kan få – og gøre alt for at få det til at strække så langt som muligt
I bogen beskriver Marie Brixtofte de tanker, overvejelser og logikker, der fyldte i den unge piges hoved. Marie var kvik, så hun lurede hurtigt, hvornår der var bedst adgang til hendes far. Det var der om morgenen. Der var han klar og frisk og tilgængelig. Som en solstråle det gælder om at nyde og suge al den varme ud af man kan, inden det bliver overskyet og gråt. Så det gjorde Marie. Og hun var hele tiden opmærksom på ikke at komme til at ville have mere. Det hjalp ”damen i hovedet” hende med. En stemme som hele tiden huskede Marie på, hvor meget andet vigtigt hendes far skulle tage sig af, og at det tog tid og var et krævende arbejde, og at sådan var det nødt til at være, når man som ham gjorde en forskel for mange mennesker. ”Det kan du jo nok forstå”, sagde damen i hovedet til Marie. Og det kunne Marie godt. Marie kunne forstå rigtig meget. Og det gjorde hun tit.
En fortælling om at dulme smerten
Damen i hovedet er en af flere strategier den unge Marie brugte til dels at kalde på sin far, og dels at dulme smerten over ikke at blive hørt. Listen tæller også at holde vejret inde i skabet, indtil hun besvimede, en spiseforstyrrelse i håb om at åbne sin fars øjne, og også en periode med stoffer for at glemme det hele lidt. Mest af alt var tung regn hendes ven. Den dæmpede angsten for ulve i haven, den overdøvede alle de bittesmå lyde Marie hele tiden forsøgte at opfange og regne ud hvad betød, og den gav mulighed for at falde i søvn og finde fred og nye kræfter i søvnen. Regnen er stadig voksne Maries ven.
Hvis jeg nu bare lige….
Bogen er også en fortælling om, hvordan vi kan slå knuder på os selv, og hakke en hæl og klippe en tå (og en arm og et ben og et hjerte) i forsøget på at kalde på dem, vi elsker. I forsøget på at redde dem. Og hvor svært og smerteligt det er at indse, at vi ikke kan redde nogen, der ikke vil reddes. Eller i hvert fald kun vil reddes kortvarigt, indtil de stikker af fra indlæggelser og afgiftning, og senere glemmer hvad misbrugsbehandlingen lærte dem. Måske indser vi det aldrig helt, for det er så svært at lade være med at prøve igen. Hvad nu hvis det lykkes denne gang? Tænk hvis jeg så ikke prøver….
Marie beskriver både nøgternt, med omsorg for sit yngre jeg og fuldstændig renset for drama, hvordan hun battler med sig selv om, hvordan hun skal agere. Hele tiden danser hun med dilemmaet mellem at overtræde sine egne grænser for at kunne få en lille portion kontakt fra sin elskede far, og på den anden side behovet for ikke at kræve mere fleksibilitet af sig selv eller mere gåen-på-kompromis med sine egen behov, hvilket til gengæld efterlader hende uden kontakt til sin far – og i flere perioder angst for at spille en alt for central rolle som årsag til hans øgede misbrug.
Hvordan gør man det rigtige lige der? Kan man overhovedet det? Hvad nu hvis….?
Marie beskriver smidigt hvordan de overvejelser og de selvbilleder, det har givet hende med, spiller ind i andre områder af hendes liv. For Kun når det regner er også en fortælling om en ung kvindes vej ud af ungdommen og ind i vokselivet. Om karriere og kærlighed. Om ambitioner, valg, behov, grænser, længsler, et knust ægteskab, en ny og rummelig kærlighed og om skabelsen af sin egen trygge familie. Alt imens relationen til hendes far sitrer med svingende frekvens under og over det hele.
Mest af alt er det en kærlighedsfortælling
En fortælling om et barns umiddelbare og betingelsesløse kærlighed til sin far. Om en ung piges insisterende kærlighed til sin far – på trods af en række erfaringer med ikke altid at blive modtaget i den og med de første strategier til at passe på sit bløde hjerte lige der. Om en voksen og reflekteret kvindes evne til at se nuanceret på sig selv og sin far. Og om hvordan alle Maries følelsesmæssige aldre kommer i spil samtidigt og til forskellige tider.
Og så er det en fortælling om kærlighed til sig selv. Om at komme overens med, at det rigtige at gøre ikke findes. Om at slippe det ansvar, der aldrig skulle have været den lille piges, men som blev det, fordi den voksne ikke tog det – trods uendelig kærlighed. Om at leve, når en man elsker er død. Om at slippe uden at glemme. Om at sørge. Om at tilgive – mest af alt sig selv. Om at give sig selv plads til at elske – sin mand, sine børn, sig selv (som barn, ung og voksen) – og sin far, hvis kærlighed Marie aldrig har været i tvivl om.
Læs Marie Brixtoftes bog, hvis…
Jeg vil anbefale dig at læse Kun når det regner, hvis du har eller har haft alkohol inde på livet i din opvækst. Eller hvis der af andre grunde var noget der stod i vejen for den direkte adgang til din mors og/eller fars kærlighed. Hvis du arbejder med mennesker der aktuelt lever eller har levet i en familie med alkohol. Eller hvis du er et menneske, der er nysgerrig på livet, og på hvordan vi kan hjælpe os selv og hinanden til at skabe plads til, at kærligheden og tryghed kan flyde friest muligt – mellem børn og voksne, mellem voksne, og til vores nuværende og yngre udgaver af os selv.
Tak Marie, for at dele din fortælling om alkohol. For ja, den handler om alkohol, men den handler mindst lige så meget om kærlighed og om at være et helt almindeligt menneske på vej gennem livet på en lidt knudret vej. Sådan en fortælling har vi alle brug for at spejle os i.
God læselyst!
I kærlighed
Heidi
OBS:
Bor du i en familie hvor en eller begge dine forældre har et alkoholmisbrug, kan du få hjælp hos TUBA. De hjælper folk helt op til 35 år. Her kan du også få vejledning til at hjælpe et ungt menneske du kender, som lever i et hjem med alkohol, og som kunne have brug for støtte.
Find flere boganmeldelser her:
Line Jensen: Det store regnestykke
Julie Højsgaard: Kære Verden – jeg er blevet mor
Jan Kaa Kristensen: Bliv skilt uden at gå i stykker
Skriv din kommentar