Bliv skilt uden at gå i stykker af Jan Kaa Kristensen
Boganmeldelse
Kender du en god bog om skilsmisse?
Der findes masser af bøger om at pleje parforholdet og undgå at blive skilt. Men når klienter har spurgt mig, om jeg kender en god bog, der kan støtte i processen i forbindelse med en skilsmisse og tiden efter, så har jeg ikke kunnet give dem en titel. Det kan jeg nu.
Jan Kaa Kristensen har nemlig skrevet: Bliv skilt uden at gå i stykker
Bliv skilt uden at gå i stykker
Lad mig bare sige det med det samme. Jeg kan ret godt lide den bog. Af mange grunde. Blandt andet fordi Jan allerede på første side hjælper læseren med at få skuldrene ned, hvilket et godt udgangspunkt for netop målgruppen for denne bog. Deres skuldre sidder typisk ret højt oppe – godt holdt fast af skyld og savn og bristede drømme.
På første side beskrives helt enkelt og klart, hvad der er den mest afgørende faktor for børn i forbindelse med deres forældres skilsmisse. Det er ikke at forældrene skal forblive venner og spise sammen hver onsdag. Det er ganske enkelt, at forældrene kan samarbejde. Ikke perfekt og fuldstændig uden gnidninger, men samarbejde godt nok. Og derfor er det det denne bog handler om. Hvordan man som forælder kan samarbejde godt nok med den anden forælder til ens børn, selvom man ikke danner par længere.
For kan man det, skal det nok gå for alle parter.
Langt de fleste klarer sig godt
På første side står der nemlig også, at langt de fleste børn klarer sig godt efter deres forældres skilsmisse. Det gælder for 80%. Og selvom det ikke er 100%, er det relativt tæt på de 90% af børn, der klarer sig godt i det vi kalder kernefamilien. Det synes jeg er en vigtig pointe. At der er 10% af børn, der ikke har det godt, blot fordi deres forældre ikke er skilt. Det er selvfølgelig trist i sig selv, men det sætter også skilsmissen i perspektiv og nuancerer det perspektiv, mange skilte forældre kan have og kan bruge til at slå sig selv i hovedet med, i en i forvejen sårbar og krævende situation; nemlig at det lige meget hvad, er godt for børn at vokse op i en kernefamilie, og tilsvarende ubetinget dårligt for dem hvis deres forældre bliver skilt.
Gå ikke i stykker
Bliv skilt uden at gå i stykker hedder bogen, og det er ikke uden grund. Hele vejen igennem bogen er der løbende fokus på, hvordan man som forælder i en krævende situation (som måske varer flere år) kan yde selvomsorg og tage sig af sig selv på en måde, der gør, at man er i stand til at tage sig af sine børn og samarbejde godt nok med sin medforælder på trods af sårede følelser, bristede drømme og løbende udfordringer.
Det følelsesmæssige tolerancevindue
Tidligt i bogen introduceres begrebet det følelsesmæssige tolerancevindue som en forståelsesramme for, hvorfor evnen til at regulere følelser er varierende, og hvordan det spiller ind i samarbejdet med medforælderen.
Er man i ro og balance (bredt forstået), kan man adskille det, man tænker, fra det man føler, og dermed handle mere konstruktivt og bevidst. Er nervesystemet derimod presset – og har evt været det længe – ryger man nemt uden for vinduet. Her fylder ubehagelige følelser, og det bliver svært at høre hvad den anden siger. Målet bliver at komme væk fra ubehaget hurtigst muligt, og vejen bliver oftest ikke konstruktiv.
Jan bruger vinduesbegrebet som model hele vejen gennem alle bogens temaer, og giver i hvert kapitel hjælp til at komme tilbage inden for vinduet, hvor det igen bliver muligt at indgå i et godt nok samarbejde.
Ingen svar – og så alligevel
Selvom der ikke er nogen klare og universelle svar på de mange spørgsmål og dilemmaer, der opstår op til, under og efter en skilsmisse, synes jeg alligevel at bogen formår at komme med ret konkrete anvisninger og bud på veje at gå videre. I hvert kapitel uddybes et tema med viden fra feltet i et letforståeligt sprog, oftest levendegjort gennem casehistorier om par, der har stået netop dér. Hvert kapitel har tilhørende refleksionsspørgmål, der hjælper med både at kigge indad og også at kigge på det hele lidt ovenfra en gang i mellem. Samtidig præsenteres de typiske faldgruber, som det kan være godt at styre udenom.
Alt sammen med det formål at dreje fokus over på samarbejdet frem for at holde det på selve skilsmissen, som Jan Kaa Kristensen ikke mener er så interessant i sig selv. Derimod er det vigtigere og mere frugtbart at give vejen videre mere fokus.
I Bliv skilt uden at gå i stykker tager Jan fat i en lang række emner. Bla. den svære opgave om at acceptere sine følelser og tage ansvar for sine handlinger. At give sig selv omsorg. At skabe sit nye liv. At have fokus på børnene og give børnene hvad de har brug for (som godt kan være noget andet end man selv har brug for). Bogen kigger også på de udfordringer der kan opstå, når der er særlige behov af den ene eller anden slags på spil. Når der kommer nye kærester til. Hvis børnene mistrives, og når der er fare for at de to forældre kommer til at dæmonisere hinanden. Bogen lister også en helt række konkrete steder, hvor det er muligt at søge hjælp.
Bliv skilt uden at gå i stykker er en stærk hånd i ryggen
Der er gennemgående rolig tone i bogen. Som læser føler jeg mig talt varmt til og respektfuldt til. Det er tydeligt, at forfatteren har respekt for den livsomvæltende og kriseprægede situation, det er at blive skilt fra den, man har delt hverdag og drømme med, og som man stadig skal dele børn med resten af livet. Der er ingen hurtige løsninger og ”du skal bare lige….”, og heller ingen skyld og skam i krogene. Tværtimod giver bogen en stærk hånd i ryggen og en række konkrete og overskuelige skridt at gå – alt sammen i retning mod det gode nok samarbejde.
Er du på vej i skilsmisse, står du midt i den, har du allerede stået der længe, er mit bud at der hjælp og ro at hente i Bliv skilt uden at gå i stykker.
Og i så fald får du varme tanker med herfra ❤️
God læselyst!
Bedste hilsner
Heidi
Og bare for en god ordens skyld:
Jeg har modtaget et anmeldereksemplar af bogen, men har intet at gøre med salget af den. Du kan finde den, hvor du plejer at købe bøger.
Læs flere boganmeldelser her:
➡️ Hver dag starter det forfra
➡️ Mor
➡️ Kun når det regner
Læs også:
➡️ Hvordan fortæller vi vores børn, at vi skal skilles?
➡️ Aktuel skilsmisseprocent 50,8 &. Hvorfor? Og hvad betyder det?
➡️ Skilsmisse – hvordan arver mine børn, hvis jeg bliver skilt?
Skriv din kommentar