I serien af artikler om skilsmisse er vi nået til at kigge på det hjørne af feltet, der handler om at være den, der går i en skilsmisse og de dynamikker og følelser, der er knyttet til det.
Det er ikke nemt at være den, der bliver gået fra. På samme måde er det heller ikke er nemt at være den, der går i en skilsmisse.
Lad os kigge på de positioner, der ofte bliver tegnet meget hårdt op, og nuancere dem lidt.
Svært at blive og svært at gå
Selvom billedet er ret klart, og du godt ved, at der nok ikke rigtig er mere at gøre, kan det være meget svært at være den, der tager beslutningen om at bryde parforholdet. Der kan være være rigtig meget bundet op på at være den, der går.
Det er nemt at se sig selv som den tarvelige, der er årsag til, at alt hvad der er bygget op gennem årene brydes og falder fra hinanden. At være den umiddelbart direkte årsag til at børnene skal til at leve et liv med skift og savn, at huse skal sælges, ting skal deles osv. Frygt for, hvad familier og venner siger til det, kan fylde meget. Vil jeg for altid blive set på som hende eller ham, der gav op eller var ligeglad? Som den der ødelagde det hele?
Det er der ingen, der kan holde ud at stå i.
Det betyder, at status quo kan fortsætte længe. Fordi det er så ubærligt at skulle træde ind i så hård en selvforståelse og se ind i at skulle bære den resten af livet.
Jeg har siddet med mange par, hvor relationen reelt er visnet, men hvor den ene eller begge ikke kan få sig selv til at tage konsekvensen af det, fordi der er så meget skam knyttet til den rolle.
Det kan føles som at træde direkte ud for løverne. At der venter massiv fordømmelse fra alle kanter. Det viser sig sjældent at stå helt så skidt til, som det er frygtet. Ofte er vi selv langt hårdere ved os selv, end omverdenen er.
Lad os skabe lidt overskuelighed ved at skelne mellem hvilke dynamikker, der typisk udspiller sig internt mellem parterne i parret, og hvad der er på spil fra familie og øvrigt netværk.
Interne positioneringer
Står man i et parforhold, der længe har været præget af mange skænderier og tendens til at forsøge at placere skyld, er der højere risiko for, at der internt mellem parret kan opstå en fortælling om, at den ene er en helt, og den anden er en skurk. Hårde beskyldninger om skyld og tarvelighed kan flyve gennem luften og gøre det hele meget stramt at navigere i. Det kan være svært at få øje på nogen som helst vej ud og videre. Nærmest som en labyrint uden udgange.
Nogle gange er der selvfølgelig én part, der har opført sig uheldigt og ukærligt og måske decideret tarveligt. Men det er vigtigt at huske på, at i langt de fleste tilfælde, hvis ikke alle, har begge parter et lige stort ansvar for, at parforholdet har fået den karakter, det har, og er i den tilstand, det er. Den slags bygges op over tid og består af mange små stykker adfærd fra begge parter, som har ført til misforståelser, oplevelser af afvisning og kontaktbrud. Det har begge bidraget til, og det har begge ansvar for.
Men som den part, der føler sig truet af at blive forladt om et øjeblik, kan det være svært at se og svært at tage på sig. For selvom man har aftalt, at ”hvis vi nogensinde skal gå fra hinanden, så skal vi gøre det på en god måde og være ordentlige i det”, så er det dog alligevel sjældent, at man bliver helt enige om at splitte op. Oftest er der én, der til sidst tager beslutningen på vegne af dem begge. Den anden kan så være alt fra ”Okay, det er ikke særlig rart, men jeg kan også godt se, at det vi har og er sammen ikke duer” til at være fuldstændig uenig, chokeret og ramt, og ikke kunne eller ville tage sin del af ansvaret for situationen på sig.
Alt efter hvilke personlighedstræk man har, kan den slags barske følelser så primært vendes indad mod én selv eller udad mod den anden. Begge dele kan vække skyldfølelse hos den part, der har taget en beslutning. Mest tydeligt den udadprojicerende, men også den mere tavse reaktion har effekt på den anden part.
I sådan en stemning præget af beskyldninger og angreb, kan det være en hård og ensom opgave at holde fast i sit valg.
Dit billede af dig selv
Der foregår altså ofte nogle relativt stærke påvirkninger af følelser og selvbilleder internt mellem parret. Og der foregår også en hel del internt i den part, der udtrykker overvejelser om at bryde relationen eller har brudt den. Det er stærke kræfter.
Dette kan forstærkes ret kraftigt, hvis den nuværende situation og følelserne knyttet dertil vækker gamle oplevelser med at stå i eller have været vidne til noget der ligner. Gamle erfaringer bringer ekstra benzin til bålet.
Hvis du lige nu står og overvejer at bryde dit parforhold, eller har brudt det, og mærker stærk dårlig samvittighed og stor selvfordømmelse, så prøv lige at tage en tur tilbage i tiden:
🧡 Er der skamfulde historier om netop det i din familie?
🧡 Hvordan er der blevet talt om par, der har brudt med hinanden? Omsorgsfuldt og med forståelse? Eller unuanceret og med helte- og skurkepositioner?
🧡 Hvordan var kontakten med dem bagefter?
🧡 Hvordan så livet ud for de skilte parter? Blev de udstødt og mistede relationer, eller blev de grebet og fik omsorg?
Giv det også lige en tanke hvilke modeller for kærlighed og ægteskab du selv har fået med:
🧡 Hvad er du ”oplært i”, når det gælder parforhold og ægteskab?
🧡 Hvad skal det indeholde?
🧡 Hvad skal det kunne?
🧡 Hvad kræver det af parterne?
🧡 Hvilken slags parforhold har du set og mærket?
🧡 Hvad har du lært om, hvad et godt ægteskab er, og hvordan man holder det godt?
🧡 Er det ubrydeligt for enhver pris? Eller er det tilladt at gå fra, hvis det ikke fungerer?
Dine erfaringer med og indlærte sandheder om grænser bliver også aktiveret her:
🧡 Har du erfaring med at mærke dine grænser og handle på dem?
🧡 Har du fået lov til at insistere på noget?
🧡 Har du lært at tage hensyn for meget hensyn til andre og overhøre dine egne grænser og behov?
Alt efter hvordan din erfaringsrygsæk er pakket, kan der potentielt være meget stor basis for at fordømme dig selv, hvis du står lige der, hvor du overvejer at gå.
Faktisk er det lige her den største fordømmelse typisk viser sig. Din egen hårde dom over dig selv.
Omverdenens billede af den der går i en skilsmisse
Til gengæld tror vi ofte, at det er omverdenens reaktion, vi skal frygte mest.
Det er også relevant for nogen at være særligt opmærksomme her. For der vil givet være nogen omkring dig, der vil fordømme. Det handler ofte om, at det kan være svært at rumme, når noget er mere nuanceret end som så, og derfor bliver en måde at gøre det nemmere at rumme, at gøre det simpelt – og unuanceret. Mere enten-eller agtigt.
Nogle i dit netværk kan også føle sig i klemme i at skulle vælge mellem jer, fordi det føles for komplekst at opretholde kontakten med jer begge efter et brud. Både af hensyn til sig selv og af (muligvis misforstået) hensyn til jer.
Og så vil det altid være et spejl på status på parforholdene omkring, når nogen annoncerer en skilmisse. Måske har du også mærket det, når andre omkring dig har meddelt, at de går fra hinanden. I den forbindelse vil man naturligt lige scanne og vurdere sin egen situation i håb om at nå frem til, at alt er godt, og der ikke er fare på færde der. Hvis man så mærker uro over, hvad man får øje på på egne vegne, kan en hurtig måde at forsvare sig på være at tage afstand til det, der mindede en om, at alt måske ikke var så godt, som man håbede. Derfor kan du, som budbringer af et budskab, der handler om dig selv, automatisk være årsag til, at andre mærker deres egen uønskede usikkerhed og dermed tager afstand til til dig, fordi den usikkerhed er for ubehagelig.
Helt overordnet er der dog mindre grund til at frygte omverdenens fordømmelse, end vi ofte frygter i den situation.
Det er værd at give sig selv en chance for at kigge sig omkring med helt åbne øjne – renset for sin egen frygt og fordomme.
🧡 Hvis du kigger rundt i din familie og dit netværk person for person, hvad ser du så?
🧡 Hvem ville uden tvivl vise forståelse og have din ryg?
🧡 Hvem kan du være mere eller mindre i tvivl om ?
🧡 Ville nogen se dig som skurken?
🧡 Hvad handler om din egen naturligt lidt diffuse frygt for deres reaktion? Og hvordan ser det ud, hvis du tager den ud af billedet et øjeblik?
Spørg også dig selv, hvordan du har tænkt om andre, der brød et parforhold.
🧡 Hvad er dine umiddelbare tanker og reaktioner her?
Ægteskabet som stærk institution
I et samfund som vores, der er stærkt funderet på kristne værdier, har vi gennem århundreder og mange generationer tillagt ægteskabet og parforholdet stor værdi, og ser det som noget at eftertragte.
Hvis vi ikke lige når at tænde for vores evne til at se og rumme nuancer, kan vi hurtigt komme til at se det som tarveligt, eller opgivende, eller ”den nemme løsning” at bryde et ægteskab, og dermed ikke have den store forståelse for, at den part, der tager beslutningen, også står i en svær situation fuld af store tanker og tunge følelser som sorg og tvivl.
Der er generelt meget mere sympati og forståelse rettet mod den, der bliver forladt, mens vi har en tendens til at kigge med lidt skrappe øjne på den, der går i en skilsmisse. Dermed kan det være meget ensomt at gennemleve en i forvejen svær tid, for den part der har truffet den endelige beslutning.
Jeg vil gerne invitere til, at vi kunne stille os åbne for muligheden for også at tænke, at det også var modigt og ansvarligt at være den, der tager konsekvensen og løfter begge parter ud at det dødvande, et parforhold uden forbindelse er. Og at vi samtidig husker, at det er en voldsomt sårbar og udfordrende situation begge parter står i lige nu. Både den der bliver gået fra, og den der går i en skilsmisse.
Vær en hjælpsom ven
Er du ven til en, der lige har brudt et parforhold, får du lige et par tips til at være en rigtig god ven her.
💚 Husk på, at der går en lang historie forud for det brud, din ven står i. Det er en historie skabt af to mennesker, der begge har bidraget til den. Og som begge er ramt og i sorg over at den relation nu må brydes. Dermed har begge parter brug for forståelse og omsorg.
💚 Tag et kig indad og mærk hvad din vens brud vækker i dig. Tag ansvar for den eventuelle uro over tilstanden af dit eget parforhold, som vækkes i dig, så du ikke kommer til at projicere den over på din ven og enten aktivt fordømmer eller tager afstand.
💚 Selvom det kan være fristende at give din ven ret i, at den anden part er ”en kæmpe idiot”, så er det ikke hjælpsomt i længden at understøtte helte- og skurkebilleder. Slet ikke hvis parret har børn og fortsat skal samarbejde.
💚 Så når den første frustration og galde har fået lov at blæse af og en stor mængde tårer har fundet vej ned over varme kinder, så hjælp med at få nuancerne på bane. Det er vigtigt.
💚 Hjælp den part, der har brudt relationen med ikke at være alt for hård ved sig selv, og vær samtidig tålmodig med den anden parts behov for at hele sår.
💚 Og hjælp den part, der er blevet gået fra til ikke at indtage en offerposition og forblive i en ukonstruktiv vrede mod ekspartneren i årevis. Der er brug for at tage ansvar for sit eget bidrag til parforholdets udvikling og til at slippe vreden, når den ikke længere er konstruktiv.
Tæt på hvert andet ægteskab opløses, og det er i virkeligheden relativt sjældent, at fraskilte parter møder fordømmelse fra deres nærmeste. Til gengæld er vi rigtig hurtige til at fordømme os selv ret massivt.
Jeg håber, at du vil være blid ved dig selv – og dine venner – og lade nuancerne og mildheden få lidt mere plads i en situation, hvor der ikke er brug for mere kamp og sorg, end der allerede er på banen.
Bedste hilsner
Heidi
Læs også:
➡️ 10 veje til et godt samarbejde efter skilsmisse
➡️ Hvornår ved man at man skal gå?
➡️ Hvad ved vi om børn og skilsmisse?
Skriv din kommentar