Vi har mistet et barn. Vores søn har mistet en bror. Nu vil han selv dø.

Vi har mistet et barn. Vores søn har mistet sin bror – og nu siger han, at han selv vil dø. Hvordan hjælper vi ham?

Nogen gange sker det, der bare ikke må ske.

Et barn dør.

Det efterlader både børn og forældre i en meget meget svær situation.

Det har Sigrid oplevet.
Sigrid har deltaget på mit onlineforløb Glade Børn – Stærke Søskende, og benyttede sig at muligheden for at få min hjælp til et vigtig problemstilling.

Sigrids spørgsmål rørte mig dybt. For det rammer lige dér, hvor det gør allermest ondt, når man er forælder. Der er noget grundlæggende forkert, i at man som forældre overlever sine børn. Det giver ingen mening. Det er så smertefuldt og samtidig så sårbart og tabubelagt et emne at bringe på banen, at det kan være svært at finde et sted at tale om det og blive mødt i det, når man har oplevet at miste et barn.

Derfor spurgte jeg Sigrid, om jeg måtte lægge hendes spørgsmål og mit svar ud her, så andre der har mistet et barn, kunne læse det og forhåbentlig føle sig mødt og hjulpet i en ubærlig situation.

Sigrid svarede:

Kære Heidi

1000 1000 tak! Dit svar giver så meget mening! Jeg kan godt se/høre det for mig. 

Lige nu græder jeg bare, men det er ok!
1000 mange tak for nærværende og indfølende svar, jeg er meget rørt.

NATURLIGVIS må du lægge mit spørgsmål og dit svar på din fantastiske hjemmeside!

Bedste hilsner
Sigrid

Så her kommer det. Sigrids spørgsmål og mit svar.

Om at have mistet et barn. Og en bror. Og leve videre.

Du er mere end velkommen til at dele det. Der sidder (desværre) flere derude end vi tror, som det er relevant læsning for.

Og kære Sigrid, tak for dit mod og din åbenhed!!

Vi har mistet et barn. Vores børn har mistet en bror. Nu siger vores søn, at han selv vil dø? Kan du hjælpe os med at hjælpe ham?

Kære Heidi

Tak for et rigtig godt kursus, det har været meget givende!

Vores søn, N, på 10 år er på mange måder en stærk og harmonisk dreng, MEN er blevet konfronteret med et barsk livsvilkår.

For 4 1/2 år siden, da han var 6 år, døde hans storebror. Hans storebror, M blev 10 år. M blev kørt ned af et tog og blev dræbt på stedet.

Vi (forældre), N og Ns lillebror, D, der var 3 år, da M døde, har alle været i samtaleforløb med henholdsvis psykolog, præst og psykoterapeut.

N og D havde i første omgang to samtaler med en børnepsykolog. Dette var kort efter Ms død. Hun vurderede at deres reaktioner og refleksioner var helt sunde.

Vi har talt og talt og talt med N og D, læst alderssvarende bøger, og talt om det vi har læst i forhold til det vi selv oplevede, mærkede og følte. Det har været SÅ hårdt, men også SÅ nødvendigt. Jeg har grædt og grædt og grædt, alene, med min mand, med N & og med D.

Ca 1/2 efter Ms død havde N yderligere 2 samtaler med samme børnepsykolog, idet vi oplevede, at han, når han blev vred eller sur vendte det indad og sagde: “Jeg vil bare dø, det er meget bedre, hvis jeg er død.” De samtaler han havde med børnepsykologen, og de samtaler vi havde med hende om N hjalp os godt videre, og vi fik vendt mønsteret/strategien.

På underskudsdage var det utrolig svært for os at takle. Det har været/er stadig virkelig svært at rumme sådan en kommentar, fordi den for os er forbundet med SÅ meget smerte.

Vi taler stadig meget om M. N har perioder, hvor han er ked af det og savner sin storebror rigtig rigtig meget. Han har heldigvis flest perioder, hvor han trives, er glad og har det godt.

Vi oplever desværre stadig, at han vender det mod sig selv, hvis han bliver sur eller vred. Det kan være sur over ting som, at han skal i seng, og så siger han fx “Jeg er dum, jeg er rigtig rigtig dum, jeg skulle bare være død”.

Vi føler os magtesløse i disse situationer, og har brug for et godt svar til ham. Vi vil så gerne rumme ham, når han siger sådan til os, men det er også rigtig rigtig svært.

Vi ved ikke, hvordan vi skal gribe situationen/ham an, så vi gør det klogt, kærligt og rummende. Hvad gør vi i situationen, og hvad gør vi “forebyggende”? Skal vi fx tale med ham om det eller??? Det er her vores spørgsmål kommer, har du konkrete forslag til, hvordan vi kan gøre gribe det an?

Kære Heidi

På mange måder er denne beskrivelse slet slet ikke fyldestgørende. Det er jo umuligt at koge 4 1/2 års smerte i forhold til tabet af M ned til disse få linjer, men jeg har forsøgt at holde det til den viden om N, jeg forestiller mig, at du har brug for i forhold til at besvare vores spørgsmål… Håber jeg har ramt rigtigt.

De bedste hilsner

Sigrid

Vores familie har mistet et barn og en bror. Vi vil gerne kærligt og sundt videre – men hvordan?

Kære Sigrid

Allerførst min dybeste medfølelse overfor den situation I står i, og det tab I alle har oplevet. Din beskrivelse rummer så meget smerte. Jeg kan prøve at forestille mig, hvordan det må være, men jeg tror ikke det er muligt for mig helt at forstå det. Det er en af den slags smerte, som er gennemgribende på så mange planer, at den er svær at dele fuldt med nogen.

Der er noget helt forkert i, at børn dør før deres forældre, og der ligger en evig opgave med at forliges med det efterfølgende. At miste et barn må vel betegnes som det værste, man som forældre kan opleve.

Når jeg læser din beskrivelse, får jeg et helt klart billede af, at I har håndteret det så fint og hjælpsomt og smukt, som det er overhovedet er muligt. For ved siden af smerten, lyser din fortælling også af stor kærlighed. Og af ansvarlighed og rummelighed.

Det er godt, at I har grædt. Og det er så godt, at I stadig taler om M. For han er jo stadig en del af jeres familie og jeres fortælling og historie sammen. Bliv endelig ved med det. Selvom det er hårdt og sorgfuldt.

Du beskriver, at N giver udtryk for, at han er dum, og at han bare vil dø, når noget bliver svært. Jeg forstå godt at det rammer jer som en hård mavepumper, når han siger det. For det rører ved en dyb smerte og et sår I jer, som stadig er delvist åbent. I har allerede mistet et barn, og alt hvad der kan “smage af” at skulle opleve det igen, rammer jer hårdt.

Jeg vil derfor gerne invitere dig/jer til at kigge med ”bagom” og se, hvad der kunne ligge til grund for at N, siger som han gør.

Et kig ind i Ns verden

★ N har oplevet at miste en bror fra det ene øjeblik til det andet. Han har dermed mistet noget af den uskyld barndommen ellers gerne skulle byde på i form af fuld tillid til, at verden er er rart og trygt sted at være, og at ingen kan røre ham eller hans familie.

Den uskyld og ubrudte tillid er blevet taget fra ham, sammen med hans bror. Det betyder, at han er lidt mere ”på vagt”, og kan opleve at ting kommer lidt tættere på og er mere truende / udfordrende, end andre børn ville opleve det.

★ Det betyder også, at han har set jer være rigtig kede af det. I perioder måske slået helt ud og tæt på at gå i opløsning. Børn samarbejder, og der er ikke noget de hellere vil end at gøre deres forældre glade. Og børn er lynhurtige til at tage ansvar på sig og lede efter, hvordan de kan gøre mor og far gladere.

Jeg gætter på, at N har tænkt tanker som:

– ”Hvad kan jeg gøre, for at gøre mor glad?”

– “Ville de være gladere, hvis det var mig der var død i stedet for?”

– “Jeg ville ønske at jeg kunne tage M’s plads, så de kunne få ham tilbage og blive glade igen”.

– “Gid jeg kunne tage sorgen væk”.

Det er ikke sikkert, at han har tænkt det helt bevidst og på den måde kan sætte ord på, men det har ulmet inde i ham. Ønsket om at kunne trøste og lindre jeres smerte.

★ Og så savner han også selv sin bror. Ham han lige var begyndt at lære at kende. Han han kunne spejle sig i. Han han havde gode lege med.

Det er smerteligt. Og en måde at slippe for den smerte på, er jo at ”bytte plads”, så det var ham selv, der var død i stedet, og det var M. der måtte have smerten ved at savne.

★ En fjerde ting, jeg hører fylder hos børn, der har mistet en søskende, er tvivlen.

Tvivlen om, om I ville have savnet N lige så meget, som I tydeligvis savner M.

For N er her jo stadig, og det betyder, at han får irettesættelser, bliver korrigeret, og nogen gange bliver svaret lidt kort eller irriteret, fordi I er trætte eller optaget af noget andet eller har travlt.

Det gør M ikke. Når I taler om M og mindes ham, gætter jeg på, at det er de gode stunder, og de sjove ting han har sagt, der bliver nævnt. Ligesom det er tankerne om alt det dejlige I ikke nåede at opleve sammen med ham. Alt det der ville have været dejligt at få med. Jeres stemmer er bløde og varme og jeres øjne kærlige og måske lidt våde, når M er i fokus.

I det lys kan N blive i tvivl. For jeres stemmer er ikke altid varme og bløde over for ham, og jeres øjne er nogen gange utålmodige eller flakkende. Hvilket er en del af det at være familie, vil jeg skynde mig at sige!

Men for N kan det tolkes som om M var det ”perfekte barn”, og at han selv blot er ”almindelig” eller måske ”lidt irriterende”. På en dag, hvor overskuddet af alle mulige andre grunde ikke er så stort hos N, kan den tvivl komme ud som et udsagn om, at det ”nok var bedre hvis det var mig der var død i stedet for”.

Det handler ikke om, at han vil dø

Når N siger noget om at ville dø, er jeg helt overbevist om, at han ikke mener det bogstaveligt. Jeg håber at I kan læne jer ind i den overbevisning, selvom jeg er helt med på, at det lige nu føles som en lussing for jer, når han siger det. Han mener det ikke bogstaveligt.

Når han siger det, er det et udtryk for en blanding af omsorg, samarbejde, savn, identifikation og tvivl.

Og hvad kan du så gøre?

Når han siger noget om at ville dø, så husk allerførst på, at det ikke handler om at dø bogstaveligt, men at det er den lille dreng indeni ham, der taler. Ham som er blevet rystet lidt for meget af livet, lidt for tidligt.

Så i stedet for at forsøge at stoppe ham (fordi det forståeligt nok gør ondt på dig), irettesætte ham eller diskutere rigtigheden af det han siger med ham, så skal du gøre noget andet.

Du skal ”sætte dig på bænken ved siden af ham”.

I stedet for at stå overfor ham og ville have ham til at gøre noget bestemt, eller gå et bestemt sted hen (over til dig måske), så slip tovtrækningstovet og gå over på hans side.

Sæt dig ved siden af ham og vær sammen med ham, mens han har det, som han har det.

Hvordan gør man det?

Det handler om at lytte – og spørge empatisk ind til det han siger.

En samtale kunne se nogenlunde sådan her ud:

N: “Jeg er så dum. Dum. DUM. DUM!!! Jeg skulle bare dø i stedet for”.

Du spørger: “Er det sådan det føles for dig”?

Så siger han måske: “Ja, det hele er bare dumt. Jeg kan ikke finde ud af noget. Det ville være meget bedre, hvis det var mig der var død”.

Her er det fristende at begynde at fortælle ham, om alt det han kan og overbevise ham om, at han tager fejl. Både med hensyn til sine evner og til sin løsning med at dø. Men det er at gå over på den anden side og begynde på tovtrækkeriet igen. Så du bliver siddende på bænken ved siden af ham og siger:

“Er det hele bare dumt? Prøv at fortælle mig hvad der er dumt”.

Og så lytter du igen. Og har god tid.

Måske siger han bare ”Det hele!!” igen. Måske vælter det ud af ham med alt det, der er dumt.

Og så siger du: “Pyha, det er godt nok mange ting der er dumme. Så kan jeg da godt forstå, at du bliver ked af det og sur. Så sur at du tænker, at det ville være nemmere at dø. Er det rigtigt”?

Måske bekræfter han det. Måske nuancerer han og siger noget i retning af ”At sådan var det jo heller ikke ment. Ikke sådan for alvor. Bare lidt. Nogen gange”.

Uanset hvad han siger, kan du sige noget om dig her.

Fx: “Jeg prøver lige at forestille mig hvordan det ville være hvis du døde. Det kan jeg overhovedet ikke. Jeg kan slet ikke tænke tanken færdig, for der er fuld af kæmpe stor ked af det hed dér, hvor den tanke er. Jeg ville blive så ked af det, hvis du (heller) ikke var her. Du er så vigtig her i vores familie”.

(du modellerer bare, så ordene passer i din mund).

Kan du se det for dig?

Måske bliver han ved – nu hvor der er hul igennem til dig, og han kan mærke, at du bliver siddende på bænken sammen med ham.

Måske siger han så: “Jamen, det føles bare som om M var meget vigtigere. I snakker altid om ham med sådan nogen dejlige stemmer. Og mig skælder I bare ud”.

Her er det igen fristende at komme til at forsvare sig selv og sige, at så meget synes du da heller ikke, I skælder ud, osv.

Men du bliver på bænken og siger: “Er det sådan det føles for dig? At han var vigtigere? Så kan jeg godt forstå at du bliver ked af det og sur. Hvor er det godt, du siger det til mig. Sådan vidste jeg slet ikke, at du havde det. Det er vigtigt for mig at vide, hvordan du har det. Jeg er jo din mor. Og du er mit vigtige vigtige barn”.

Kan du fornemme, hvordan der bliver roligere, og I kan få kontakt bag om den smerte som ligger hos jer begge, og som får ham til at beskytte sig og sige, at han skulle være død i stedet?

At mødes i sorgen over at have mistet et barn / en bror

Måske bliver han ked af det. Måske bliver du ked af det. Det er altsammen helt fint. For I kan være det sammen. Mindes M sammen. Og være sammen om at værdsætte, at I to stadig har hinanden. Lige nu.

Der er ingen af jer, der er forkerte i det her. Men når man har oplevet at miste én, bliver de tilbageværende relationer ekstra sprøde og angsten for at miste dem også, står hele tiden på lur. Derfor kan man komme til at melde sig ud af dem selv først, før den anden gør det. For selv om det også gør ondt, så gør det alligevel mindre ondt, når man selv har skærmet sig først.

Jeg tænker at det er det, N kommer til at gøre. Du kan hjælpe ham med at komme tilbage og åbne dørene til sit hjerte lidt mere, ved at vise ham, at du er der.

På hans side. På bænken. Uden tovtrækkeri.

Jeg håber det giver mening for dig.

Mine varmeste tanker til jer!

– Heidi

Læs også:

★ Skal mit barn med til begravelse? Og skal han se sin oldemor død?

★ Tal med børn om det, der er svært

★ 5 myter om søskendekærlighed – sandt eller falsk?

Relaterede…

Min søn synes, det er svært at blive storebror. Hvordan skal vi håndtere hans kraftige reaktioner? Vil han mig? Jeg er forvirret. Når børn stjæler Jeg har social angst og kan snart ikke mere