Jeg elsker ham, men jeg er forvirret. Skal jeg gå fra ham?
Hej Heidi
Jeg mødte en herlig mand for lidt over 3 år siden. Han slog benene væk under mig meget hurtigt, og jeg blev smask forelsket i ham.
Han havde aldrig haft en kæreste, og han var ikke så god til piger, fortalte ham.
Vi så hinanden hver dag, og pludselig flyttede han. Jeg har altid været en tryghedsnarkoman, og det tog meget hårdt på mig, da vi ikke havde mulighed for at se hinanden så tit som før.
Han havde fra starten af gjort klar overfor mig, at han pt. ikke søgte en kæreste og jeg indfandt mig med det, da jeg ikke kunne give slip på ham. Så da han flyttede fik han pludselig meget travlt med mange piger og så mig stadig. Det tog ufattelig hårdt på mig, men jeg var ikke i stand til at sige nej til ham.
I den periode begyndte jeg også, at kigge efter andre. Ikke fordi jeg som sådan havde lyst, men så jeg kunne få tankerne væk fra ham og det han lavede. Dette valgte jeg at holde hemmeligt, da jeg ikke ville have han skulle droppe mig for good.
Et halvt år efter flytter han tilbage, og vi begynder igen at se meget til hinanden. Jeg fortæller ham om en enkelt ting, som jeg havde gjort, mens vi ikke rigtig så hinanden, og han blev ekstrem sur og såret. Der gik en uges tid hvor vi ikke snakkede sammen, og pludselig ville han gerne være kærester – noget jeg havde ventet på i alt for lang tid.
Derefter mødte han min familie, og vi blev pot og pande. Men de hemmeligheder jeg havde holdt på blev for meget for meget (ting jeg havde gjort, inden vi overhovedet var blevet kærester) og jeg gik til bekendelse. Han blev igen meget sur, hvilket er forståeligt, og slog op med mig. Han ville dog godt stadig se mig, og se om han kunne få tillid til mig, og det er så her vi sidder fast – eller jeg gør.
Jeg elsker ham, og vi opfører os som kærester. Vi ser ingen andre, og vi er begge enige i, at hvis vi gjorde, så ville vi føle at vi var hinanden utro, og han kalder mig stadig hans pige og jeg ved ikke hvad. Men han vil ikke komme hjem til mine forældre, selvom han blive inviteret rigtig tit.
Når vi så har konflikter, hvilket vi efterhånden har tit ,fordi jeg ikke føler jeg kan regne med ham eller forstå ham, og det gør mig ked af det, vælger han at påpege, at vi IKKE er kærester.
Jeg er ved at blive skrupskør. Jeg synes jeg forsøger at få det her til at fungere. At få hans tillid tilbage, men han har også tendens til tit, at pointere de fejl jeg har lavet, til trods for at han ikke har været meget bedre selv.
Jeg føler jeg kæmper en evig kamp hver dag, da jeg udemærket godt ved, at det her ikke er godt nok for mig, men jeg er ikke stærk nok til at give slip på ham.
Hvad fanden gør jeg? Skal jeg gå fra ham?
Jeg ved godt, at det ikke er godt for mig, men jeg elsker ham. Skal jeg gå fra ham?
Kære du
Jeg forstår godt, at du er forvirret. Jeg har læst dit spørgsmål flere gange, for at være sikker på at jeg er helt med på, hvad du spørger om. Jeg blev nemlig også forvirret af at læse det. Så jeg forestiller mig at, du, som står midt i det, må være rigtig forvirret?
Din kæreste sender på flere kanaler på samme tid. Og det gør du måske også. I er både kærester, men ikke kærester, og så alligevel kærester. Eller hvordan…? Det flyver med miksede signaler i luften, og jeg er i tvivl om hvad jeres aftale er. Hvis I overhovedet har nogen…?
Når rammerne er uklare, er der mulighed for rigtig mange misforståelser a la ”Jamen, jeg troede at……” og ”Du sagde at……., så hvorfor gør du………”. Samtidig er det også nemt at blive både skuffet og såret.
Når aftalerne ikke er helt på plads, så går det rigtig meget tid og energi med at prøve at regne ud, hvad det så er ok eller smart at sige og gøre, og ikke sige og gøre. Og risikoen for at ramme ved siden af er relativt stor. Det giver endnu flere skuffelser og endnu mere forvirring
Hjernen vælger det kendte
Så hvorfor bliver du, når du samtidig synes jeres relation er svær og ikke god for dig?
Det er der en god forklaring på. Vores hjerne vil nemlig gerne spare på energien. Og derfor gør den så meget som muligt på rutinen. Den vælger det velkendte, det den plejer, det trygge.
Tryg skal i denne sammenhæng ikke nødvendigvis forståes som sikkert og rart, a la store varme arme at putte sig i, og vished om at man bliver passet på lige meget hvad. Tryghed i denne sammenhæng betyder mere velkendt, konformt og ”plejer”.
Vi mennesker kan altså slippe afsted med at blive ved med at gøre ting, der er uhensigtsmæssige og smertefulde for os igen og igen i lang tid, alene fordi det er dét, vi kender, dét vi plejer og dét vores hjerne skal bruge mindst energi på.
Vores hjerne vil lidt populært sagt først lave forandring af sig selv, når smerten, ved at blive ved med at gøre som den plejer, overstiger den mængde energi der kræves for at skifte kurs, vælge noget andet og bevæge sig ud i nyt land.
Det lyder som om, du er på vej hen mod det punkt. Noget har i hvert fald fået dig til at skrive til mig. smerte indeholder en vis motivation.
Og hvad kan du så gøre lige nu?
Der er flere steder, du kan tage fat.
Du kan starte for dig selv, med at blive mere bevidst om hvor du står og være hudløst ærlig overfor dig selv.
Spørg dig selv:
- Hvad holder jer sammen?
- Hvorfor er du ikke gået?
- Hvad er du forelsket i?
- Hvad er dejligt?
- Hvad gør dig glad i jeres relation?
- Osv
Put så alt det på den ene ”vægtskål”, og mærk efter om det opvejer alle konflikterne, forvirringen og smerten du også beskriver, og som ligger i den anden vægtskål?
Det er ikke noget enkelt spørgsmål, og ja det er en lidt pragmatisk måde at gå til det på. Men det er en af flere veje til at nærme dig et svar på dit spørgsmål: Skal jeg gå fra ham?
Et anden mulighed er at tage initiativ til en ”hvordan ser vi vores relation”- snak med din kæreste. Sådan en snak hvor I vover at være lidt mere ærlige og lidt mere tydelige, end I har været indtil nu. En snak hvor I tager fat i centrale spørgsmål som:
”Er vi kærester?”
”Hvis vi ikke er kærester nu, er det så noget vi kan/skal blive?”
”Hvis vi er kærester, på hvilken måde er vi det så, og hvilker aftaler skal vi have?”
Det er ikke nødvendigvis nogen nem snak, men ikke desto mindre er I nødt til at nærme jer spørgsmålene og svarene lidt mere, hvis I ikke skal blive ved med at være forvirrede og bruge uendelige mængder af energi på at regne ud og navigere – og håbe og blive skuffet.
Hvilken fortælling fortæller du?
Der er noget nemt i at fortsætte som I gør. Det er jo den vane, I har fået med jeres relation og jeres måde at være sammen på. Og vaner har det med at bide sig fast.
Derudover kommer frygten på banen, når vi skal ændre retning, og gøre noget andet end vi plejer. Det er komfortabelt at blive i det kendte, for vi ved hvad vi har, men ikke hvad vi får.
Det velkendte er som sagt trygt.
Og du har en fortælling med dig om at være tryghedsnarkoman. Måske er det tid til at revurdere den? Måske har du været tryghedsnarkoman, men hvem siger, at du skal blive ved med at være det resten af livet?
Sådan nogle fortællinger om os selv, kan nemt blive selvforstærkende og spænde ben for os i vores forsøg på at forlade dem. For jo mere du tror på din egen fortælling om at være tryghednarkoman, jo færre nye valg og chancer tager du. Jo mere bliver du ved at gøre det samme og det samme, og dermed får du ikke nogen nye erfaringer med, at det måske slet ikke var så farligt, som du troede at vælge noget andet og sundere for dig – alene eller sammen med din kæreste.
Så hvad kunne det første lille skridt være til at omskrive din fortælling?
Måske bare at sige til dig selv, at du ikke er tryghedsnarkoman hele tiden. Ind imellem er du bare dig, og kan sagtens gøre / sige / synes gøre en ny lille ting. Fx føle dig uafhængig af din kæreste et øjeblik. Eller lege med tanken om, at du faktisk er stærk nok til at gå fra ham, hvis det er det, du bestemmer dig for.
Hvad ser du?
Et sidste sted at tage fat, jeg vil give dig med i denne omgang, er spørgsmålene:
→ Hvor ser du jer om 1 år, hvis I fortsætter som I gør nu?
→ Om 3 år ?
→ Hvad kan du se, at der skal til nu, for at I om 1 år kan være et dejligt og kærligt sted, hvor I arbejder i samme retning?
→ Er du villig til at gøre det er skal til?
→ Er han?
Det er store spørgsmål, det er jeg med på.
Og du bad ikke om spørgsmål, men om et svar på det spørgsmål du allerede havde, nemlig: Skal jeg gå fra ham?
Jeg kan ikke svare for dig. Men hvis du vover at tygge på de spørgsmål jeg har givet dig, kan du bringe dig selv tættere på svaret.
Alt det bedste til dig!
Kærlig hilsen
Heidi
Få mere insiration her:
★ Vil han mig? Jeg er forvirret
★ Hvordan kommer jeg videre efter skilsmisse?
★ 7 ting du kan gøre for dit parforhold i dag
★ Parterapi i Århus
Skriv din kommentar