Arbejder du med mennesker? Så kig lige med her. Der er en ny bog på markedet, som tager fat i et felt, som vi i den grad trænger til at tale om og blive mindre bange for.
Og den gør det godt!!
Jeg var ikke meget mere end en halv side inde i indledningen, inden jeg var solgt. Det var tydeligt, at jeg sad med en virkelig en relevant bog i hænderne.
”Hvorfor er der ikke nogen, der har skrevet den for længe siden”, tænkte jeg.
”Med mig selv som redskab” er skrevet til mennesker, der arbejder med mennesker. Dvs. psykologer, lærere, pædagoger, mentorer, behandlere, socialrådgivere osv.
Mennesker der arbejder med mennesker, er jo netop ….. mennesker. Mennesker af kød og blod – og følelser.
Kan følelser være uprofessionelle?
Af mange forskellige grunde kan følelser være nogen bøvlede og besværlige og uønskede nogen. Især hvis man som professionel kommer til at føle sig uprofessionel, når man mærker følelser i sit arbejde. Følelser man ikke synes skal være der, for er man så i virkeligheden god nok til sit arbejde?
Det er præcis det tabu eller den forestilling bogen tager fat i – nemlig forestillingen om, at man ikke er ægte professionel eller dygtig nok til sit arbejde, hvis man mærker følelser i relationerne, man er i på sit arbejde.
Bogen budskab er at kort sagt, at følelserne er naturlige, og at det ikke har noget at gøre med professionalisme eller ej, om følelser opstår i ens arbejde. Det har derimod noget at gøre med at være menneske.
Der er altså no such thing as uprofessionelle følelser. Der er bare følelser.
Den forståelse kan jeg rigtig godt lide. Den giver i mine øjne plads til at være menneske og professionel samtidig.
Det afgørende er, hvad man stiller op med de følelser, og hvad det kommer til at betyde for den professionelle relation. Bliver den måde, man som den professionelle part håndterer sine følelser på, en berigelse af relationen til klienten og sagens forløb, eller kommer den til at spænde ben for processen og måske endda komplicere den?
Bogens ønske er at hjælpe alle, der arbejder professionelt med mennesker til større rummelighed over for sig selv og egne følelser og samtidig også for klientens følelser – pudsigt nok hænger de to fænomener meget direkte sammen.
Og hvordan gør man så det?
Bogens forfattere, Berit Mus Christensen og Maja Nørgaard Jacobsen, går ret konkret til værks.
De har deres teroretiske fundering i henholdvis ACT (Acceptance and Commitment Therapy) og den mentaliseringsbaserede tilgang (MBT).
Bogens første del præsenterer derfor disse to teoretiske positioner, og jeg er virkelig imponeret! At kunne præsentere noget så relativt komplekst, så smidigt på så få sider er i sig selv en præstation. Jeg var ikke specielt bekendt med ACT tilgangen, men det kapitel serverede grundtankerne for mig på en meget letforståelig og flydende måde. Har du ledt efter en let tilgængelig og samtidig solid indføring i ACT – så haps det kapitel. Det er virkelig velskrevet, og det kan sagtens læses adskilt fra resten af bogen.
Inden bogen i sin tredje del kigger på følelser rettet mod organisationer, tager den i sin anden del fat i de følelser, der kan opstå i det professionelle arbejde med relationen med et andet menneske. Forfatterne skelner mellem følelser rettet mod den anden og følelser rettet mod sig selv.
Én for én inviteres følelserne på scenen, og der gives helt konkrete øvelser og redskaber til at være med og håndtere irritation, vrede, utålmodighed, skuffelse, svigt, tvivl, mistro afsky i relation til den anden. Og følelser af skyld, skam, utilstrækkelighed, afmagt, vrede, irritation, bekymring og angst rettet mod dig selv.
Start her!
Der er selvfølgelig forskellige redskaber til forskellige følelser, men generelt er første step til at håndtere hvilken som helst følelse, så den ikke kommer til at stå i vejen for det professionelle relationelle arbejde først og fremmest: at acceptere at den er der.
Ta da!! Det lyder jo meget enkelt. Nærmest så enkelt og no-brainer agtigt, at man kan undre sig over, hvordan der overhovedet kan være stof til en hel bog i det.
Meeeen, det føles ikke så enkelt i praksis, vel?
Spol lige tilbage til sidste gang, du blev ramt af følelsen af utilstrækkelighed i relation til en klient / borger / elev / forælder / ung. Eller vrede. Eller utålmodighed. Eller angst.
Lige dér føltes det ikke særlig enkelt, vel?
At slippe et tabu
Følelser er i sig selv ikke særlig enkle at danse med ind imellem. Men det bliver på ingen måde en smidigere dans med de følelser, hvis vi skal føle os forkerte eller uprofessionelle over, at de overhovedet er der.
På samme måde er det anstrengende i længden at udføre et arbejde, hvor man forventes (og selv forventer), at vise følelser mere eller mindre konstant, som vi på ingen måde har konstant, som fx empati, rummelighed, tålmodighed og overbærenhed.
Bogens fokus er at hjælpe til at normalisere følelseslivet med alle dets nuancer, og at invitere føleserne ind, når de nu alligevel er der, i stedet for at bruge store mængder energi på at holde dem fra døren.
En af pointerne er netop, at det at acceptere og rumme egne følelser som professionel ikke blot gør det mere behageligt at være behandler, men at det også har indflydelse på det profesionelle stykke arbejdes forløb og effekt.
Mine skuldre faldt en hel del ned (på plads) undervejs, som jeg læste bogen. Faktisk føltes den lidt som et slags knus eller en hånd på min skulder eller arm. Sådan en hånd der siger: ”Det skal nok gå. Du gør det godt. Træk du bare vejret og giv plads til lidt mere af dig – også når du arbejder”.
Hvornår er man i mål?
Forfatterne understreger flere gange, at den her disciplin ikke er en, man ”kommer i mål med” eller noget man kan vinge af og så ellers læne sig tilbage og fløjte indtil pensionen. At være med følelser, både sine egne og andres, og mærke dem uden at blive slået ud af kurs, er en proces der kræver løbende opmærksomhed, rummelighed og selvomsorg. Vi bliver aldrig færdige med at kunne blive ramt af følelser. Men vi kan med vedvarende opmærksomhed, træning og gode redskaber og teknikker blive bedre til ikke at blive slået helt ud eller blive voldsomt overvældede. Bedre, men ikke fejlfri.
For vi er mennesker – og mennesker er pr definition ikke fejlfri.
Derfor bliver det lidt nemmere at være menneske, når vi får brudt de tabuer, der på den ene eller anden måde understøtter ideen om, at der findes noget der hedder fejlfri – som fx at man kun kan være ægte professionel, hvis man slet ikke mærker de såkaldt ”forbudte følelser” i sit arbejde med mennesker eller organisationer.
Det er netop det tabu, der bliver godt og grundet modelleret i ”Med mig selv som redskab” – og tak for det. Der blev det lige lidt nemmere at være menneske.
God læselyst
– Heidi
Du kan se et udvalg af andre bøger, jeg har anmeldt her:
★ Harmoniske Unger af Mette Carendi
★ Kun når det regner af Marie Brixtofte
★ Mor af Tine Skovmøller
Skriv din kommentar