Sæt dig på bænken ved siden af
En guide til at hjælpe dit barn (og dig selv), når det siger voldsomme ting og har mistet tilliden til verden for en stund.
– Incl. meget konkrete bud på hvad du kan sige. Dem tilpasser du selvfølgelig bare, så de føles rigtige i præcis din mund.
Hvad gør du, når dit barn siger ting som:
💬 ”Jeg er så dum”
💬 ”Jeg har ikke nogen venner”
💬 ”Jeg kan ikke finde ud af noget”
💬 ”I kan meget bedre lide storebror end mig”
eller
💬 ”Jeg vil gerne dø. Mit liv er åndssvagt”
Lidt forskrækket?
De fleste af os bliver lidt forskrækkede (måske uden at opdage det) over så relativt stærke udtalelser, og ofte er vores første impuls at forsøge at overbevise barnet om, at det har misforstået noget her, og at virkeligheden slet ikke er sådan. Måske har du hørt dig selv sige ting som: ”Nej, du er da ikke dum. Du er både klog og sød og sjov ” eller ” Jo, du har! Du er da både venner med Julie og Liva og Amalie”. Måske har du også forsøgt at bremse barnet i at sige mere om det voldsomme, fordi det gør noget ved dig, når h*n siger sådan, ved fx at at sige: ”Den slags siger man altså ikke for sjov. Du kan ikke bare gå rundt og sige noget om død på den måde. Og dit liv er da rigtig godt”.
Naturlige reaktioner
At få lyst til at stoppe noget, der er ubehageligt for enten vores børn eller os selv, er alt sammen naturlige og meget menneskelige reaktioner.
Helt naturligt reagerer vi på at se og mærke, at nogen vi holder af står et smertefuldt sted. Det er ubehageligt for os, at se dem være fortvivlede og ikke have det godt. Det vil vi naturligt gerne tage fra dem. Lade dem slippe for. Både for deres skyld. Og for også selv at slippe for det ubehag det vækker i os selv at se dem bakse med noget, der gør ondt på dem.
Derfor vil det oftest være det vi forsøger at gøre, som det første. Tage det væk. Få det til at stoppe.
Den impuls og reaktion er både naturlig og menneskelig. Så langt så godt. Men den er bare ikke særlig hjælpsom. Måske lidt for os selv, men ikke for barnet.
Derfor vil jeg gerne invitere dig til at gøre noget andet. Lad mig fortælle dig hvorfor.
Men ikke hjælpsomt….
Når vores børn kommer til os og siger, at de ikke har nogen venner, at vi meget bedre kan lide deres søskende eller at deres liv er så dumt, at de gerne bare vil dø, så er det er udtryk for, at barnet lige der er fortvivlet og føler sig usikker på sig selv, sine relationer og måske sin plads i familien/klassen/venneflokken /verden. Det er en måde at række ud og bede om en stærk og varm voksen at læne sig ind i. Lige der føles det for barnet, som om det INGEN venner har, eller at ALT i livet er dumt, for når man er følelsesmæssigt oprevet, er det svært at få øje på nuancerne. Så bliver det oftest alt eller intet.
Når vi som voksne så bliver enten lidt forskrækkede eller måske lidt irriterede eller måske lidt i tvivl om, om vi ikke har givet vores børn et godt nok liv, og begynder at argumentere for det modsatte synspunkt, så sker der to ting:
❌ Vi sender et signal til vores barn om, at det er forkert på den. At det ikke har ret. At vi ved bedre end det gør. At det har det på en forkert måde. Det vil øge barnets frustration. For det var i forvejen frustreret, og nu føler det sig også forkert og alene i det
❌ Derfor vil barnet enten trække sig, lukke ned for de følelser det står med og så ikke vide hvor det skal gå hen med dem og hvad det skal gøre. Eller det vil skrue op for argumentationen, tonen og ordene for at kæmpe for at blive hørt og for at vi skal se dets perspektiv.
Derfra kan det nemt eskalere ret hurtigt og blive til en konflikt. Fordi barnet ikke føler sig forstået, og fordi vi som voksne ikke lykkes med det, vi gerne vil; nemlig at tage det, som frustrerer barnet, væk fra det.
Men bliver det ikke værre så…?
En blødere og mere hjælpsom måde at hjælpe både dit barn og dig selv her, er at byde dét barnet kommer med velkomment. Det kræver, at vi kan modstå impulsen til at skubbe det væk og modargumentere, og i stedet turde lytte og gå ind i det.
Det er nemt at komme til at tænke, at det vokser, hvis vi går ind i det. At så kan barnet få forvildet sig endnu mere ind i oplevelsen af ikke at have nogen venner. Og hvad med det med døden? Er det ikke farligt at snakke om? Hvad nu hvis barnet får endnu mere lyst til at dø, hvis vi begynder at snakke om det? Det er der selvfølglig ingen forældre, der har lyst til at puste til.
Heldigvis er det heller ikke det, der sker. Den slags vokser ikke af, at vi går ind i det. Tværtimod. Skubber vi det væk og lader barnet stå alene med store og overvældende følelser kan de vokse, mens de bliver mindre og nemmere at navigere i, hvis barnet kan mærke, at det ikke skal bære de store følelser alene, fordi der er en forælder, der gerne vil være med til at løfte og holde.
Jeg kalder det ”Sæt dig på bænken ved siden af”.
Sæt dig på banken ved siden af
I stedet for at vi komme til at stå overfor barnet og prøve at overbevise det om det modsatte og trække det over på ”vores side”, så sæt dig på (den mentale) bænk ved siden af dit barn og inviter dig ind i barnets perspektiv. Spørg ind til hvordan det ser ud for barnet lige der.
Du kan fx sige:
🧡 “Hmm…. det lyder som om, det har været en lidt svær dag. Vil du fortælle mig om den?”
🧡 “Tror du, at vi bedre kan lide lillebror end dig? Hvad er det der gør, at du tror det?”
🧡 “Du har lyst til at dø? Det lyder voldsomt. Der må være noget der er meget vigtigt for dig her. Vil du fortælle mig om det, så jeg bedre kan forstå hvad der sker?”
Spørg ind og lyt. Spørg lidt mere. Lyt. Og valider barnets perspektiv. Signaler til barnet at alle dets følelser i orden og forståelige. Det kan du gøre ved at sige ”Det kan jeg godt forstå”, ”Det lyder heller ikke rart” og ”Æv. Det kan jeg godt forstå du blev ked af, at han sagde/gjorde”.
Vent med at forsøge at give barnet dit perspektiv og argumenter. Det er svært at vente med, for vi vil så gerne tage alt det svære og dumme værk fra barnet. Men vent lige lidt alligevel.
Og sig så: ”Okay skat. Jeg vidste slet ikke, at det var sådan du havde det, men når du fortæller mig om det på den her måde, så kan jeg godt forstå, at det kan føles voldsomt og at du kan blive i tvivl om alt muligt”.
Det er beroligende i sig selv at blive lyttet til, så du er allerede i gang med at gøre noget hjælpsomt og effektivt, selvom det måske mest føles som om du bare venter og ikke byder ind med gode råd.
Når barnet så har fortalt og har mærket, at du lytter og godt kan rumme alle de voldsomme ting, det har gået rundt med hele dagen eller måske i flere uger, så vil du kunne mærke, at der falder lidt ro over barnet. Måske stopper ordene. Måske kan du høre det på vejrtrækningen. Måske rækker barnet ud efter dig og putter sig ind til dig.
Plads til nuancer (måske….)
Derfra kan der være åbent for at gå videre til næste step, hvor du forsigtigt kan nuancere og bringe dit perspektiv på banen. Det er ikke sikkert, at der er åbent for mere lige dér, men først senere på dagen eller i morgen eller en anden dag. Måske var det så langt I kunne gå den dag. Så slut med en krammer eller en highfive (du kender dit barn bedst), og sig ”Tak for at fortælle mig det. Det er vigtigt og dejligt for mig at vide, hvordan du har det”.
Se det som en kæmpe succes at være nået der til. Du har skabt mulighed for at kunne gå videre på et senere tidspunkt. Det er ikke en fiasko, hvis I ikke kunne det i dag. Du har skabt en mulighed, der aldrig ville kunne opstå hverken nu eller senere, hvis du ikke var startet med at lytte. Så du har allerede handlet.
Hvis/når I kan gå et skridt videre, kan du drysse en lille smule af de nuancer, du kan se ned over dit barn ved at sige (noget i retning af) mildt og varmt: “Altså jeg elsker dig præcis lige så tykt og meget som storbror og lillesøster. Du er jo mit barn! Men jeg kan godt høre, at du nogen gange bliver i tvivl. Især når jeg kommer til at sige/gøre XX. Det vil jeg gerne være opmærksom på, for sådan skal du selvfølgelig ikke gå rundt og have det. Det er godt du fortæller mig det, så jeg kan vide det”.
Eller: “Så hvad med Luna? Er I venner? Når jeg kigger på jer, mens I spurter rundt på trampolinen, eller når I leger hekse og blander eleksirer og kaster besværgelser og skraldgriner, så ser det ret meget ud som om I er venner? Hvad tænker du?”
Sæt dig på bænken ved og signaler, at….
I virkeligheden handler det ikke så meget om at ”overbevise” barnet eller om at få det til at se dit perspektiv, eller at I skal blive enige om noget. Det handler langt mere om, at barnet signalerer ” Jeg er helt overvældet af stærke følelser inde i mig selv og jeg ved slet ikke hvad jeg skal stille op med dem”, og at du signalerer til barnet ”Det ved jeg! Du skal komme her og fortælle mig om dem, mens jeg holder dig og lader dig vide, at alt er okay – også når det føles voldsomt”.
Så drop tovtrækkeriet, hvor I står overfor hinanden og forsøger at hive den anden part over til jer selv.
Sæt dig i stedet på bænken ved siden af barnet og lad dig invitere ind i dets (voldsomme) verden, mens du holder det.
Jeg hepper på jer❤️
Bedste hilsner
Heidi
Skriv din kommentar