Kunsten i et parforhold

Af Heidi Agerkvist - i Følelser, Parforhold

Kunsten i et parforhold er….

Du har en kæreste / kone / mand / partner. Du elsker ham/hende. Meget. Du vil gerne vise ham / hende din kærlighed. Og der er virkelig meget af den. Du gør dig umage og sender alle de signaler, du kan til din kæreste, om hvor stor din kærlighed er. Giver blomster. Tænker over at der er ryddet op og rent, når h*n kommer hjem. Planlægger overraskelser. Laver den der særlige ret. Køber små gaver.

Men det er som om, der ikke rigtig kommer noget tilbage….. Din kæreste reagerer heller ikke rigtig på alle dine kærlighedshandlinger, som du havde tænkt. Du forstår det ikke helt, for du gør der jo virkelig umage med at gøre det allerbedste, du kan finde på. Ser h*n det slet ikke? Alle dine anstrengelser? Er h*n ligeglad? Ligeglad med din indsats? Du bliver i tvivl og lidt fortvivlet. Og pludselig opdager du at tankerne om, om h*n måske er lidt ligeglad med dig sniger sig ind? Hvad betyder det, når h*n ikke reagerer? Elsker h*n dig måske ikke så meget mere? Er der noget galt? Noget alvorligt?

Bare rolig. Der er med al sandsynlighed ikke det mindste galt med din kærestes kærlighed til dig. I er bare landet i et helt klassisk mønster, som udspiller sig i mange parforhold. Jeg ser det igen og igen i mit terapirum.

Kunsten i et parforhold er at huske på, at….

Kunsten i et parforhold er at huske på, at din partner ganske sikkert er ret anderledes skruet sammen indeni, end du selv er.

Derfor kan vi nemt lande i, at det føles som om vi hælder og hælder og hælder kærlighed ud over den anden, men at det ikke rigtig har nogen effekt eller bliver taget i mod. Eller at vi inviterer og inviterer og inviteret til kærlighed, men at den anden ikke rigtig vil være med.
Og så kan det dels føles lidt omsonst at gøre sig så umage, og dels kan vi også blive i tvivl om vores betydning for den anden. Har jeg overhovedet betydning for dig, når du slet ikke reagerer på eller afviser mine kærlighedssignaler? Og hvorfor sender du ikke selv nogen den anden vej til mig?

Skift kanal!

Det der er på spil her er, at vi, hvis vi ikke er meget bevidste om det, ofte kommer til at sende på samme kærlighedskanal, som vi selv bedst modtager kærlighed på.

Så når vi gerne vil være søde ved vores partner, kommer vi helt automatisk til at gøre det for ham/hende, som vi selv opfatter som de største kærlighedshandlinger. Og så kan vi ikke forstå, at de ikke har effekt. Det er samme fornemmelse, som at putte hele sin opsparing i sådan en gammeldags spillemaskine, hive i håndtaget, og så …….kommer der ingenting ud. Indsats spildt.

Når man har gjort det et vist antal gange, holder man oftest op. Det giver jo ikke mening at blive ved. Og så bliver der stille og lidt tyndt i rummet mellem jer. For din kæreste har det jo på samme måde. Samme fornemmelse af at indsatsen er spildt…..

Æv….

En slags opdagelsesrejse

Det vigtige er, at I øver jer i at huske på, at I er forskelligt skruet samme, og at det derfor er forskellige handlinger og signaler I opfatter som signaler om kærlighed.

Kunsten i et parforhold er at huske at forlade dit eget ståsted, dine egne præferencer, din egen verden for en stund og så gå på besøg i din kærestes verden og være nysgerrig på, hvordan den er indrettet. Hvordan ser modtagepladsen for kærlighed ud her? Hvilke handlinger (i bred forstand) får modtagepladsen får kærlighed til at lyse op her. Det er med garanti nogle andre, end dem der får det hele til at blinke og udløser konfetti ”hjemme hos dig”.

Hvis vi kun sender den slags signaler, som lander godt på vores egen kærlighedsmodtageplads, er der ret stor sandsynlighed for at ingen af dem lander på vores partners kærlighedsmodtageplads. For den er anderledes skruet sammen. I ”bedste fald” falder signalerne bare igennem og bliver ikke modtaget, og det er ærgerligt nok i sig selv for begge parter. Men ind imellem kan det decideret gå helt katastrofalt, hvis vi ikke husker på at vores landkort ser forkellige ud.

Det kunne være gået så galt…..

Nu kender jeg efterhånden min kæreste ret godt, og ved derfor også hvad der lander godt og varmt på hans kærlighedsmodtageplads. Men inden jeg gjorde det, kunne jeg have lavet en kæmpe brøler.

Jeg elsker selv overraskelser. Hos mig lander overraskelser som tykke signaler om, at nogen har tænkt på mig og arrangeret og holdt noget hemmeligt og måske endda involveret andre mennesker i det, som også har gjort sig umage. For mig lander det som et meget klart signal om, at jeg må have betydning. Ahhhhh, det er dejligt for mig.

Derfor kan jeg meget nemt have lyst til at lave overraskelser for andre jeg holder af, for det er jo det bedste jeg ved og dermed det fineste jeg kan give. Klassisk eksempel på en logik, der er brygget med egen matrikel som centrum for hele verden.

Så jeg kunne nemt være kommet til at tænke, at jeg da skulle arrangere en overraskelse for min kæreste. Fx et surpriseparty til hans fødselsdag. Ultimativ kærlighedserklæring i min verden!!

Og jeg er virkelig glad for at jeg ikke nåede at gøre det, inden jeg vidste bedre.

Min kæreste vil hellere gå på lego med bare fødder i en uge end at være midtpunkt for et surpriseparty. Han ville hade hvert sekund af det.

Hvem har du på sinde?

Så til dig der kan genkende dig selv i hele eller dele af det første eksempel øverst i artiklen; dig der giver blomster, tænker over at der er ryddet op og rent, når h*n kommer hjem, planlægger overraskelser, laver den der særlig ret og /eller køber små gaver.

Træk lige vejret og vend blikket indad og lav en scanning af, om det måske er DIG, der godt kan lide at der er rent og ryddeligt, når du kommer hjem? Om det er DIG der elsker den der særlige ret. Om det er DIG der et helt tosset med små gaver…..? For så er der jo ikke så mange kærlighedspoint i at give det til din kæreste…. 😉

Og prøv så at forlade dit eget landkort for en stund og gå på besøg i din kærestes. Hvad giver virkelig gode kærlighedspoint hos ham/hende?

At lade det have betydning for mig, at det har betydning for dig

Du tænker måske at ”Nåhh, det er det med kærlighedssprog”. Og det har du ret i. Men det er også mere end det.
(læs evt. mere om kærlighedssprog her)

Prøv om du kan tænke det bredere.

Det er den umage, der ligger i at være nysgerrig på, hvilke behov din partner har, og så være villig til at komme dem i møde, selvom det samme overhovedet ikke har betydning for dig. Kunsten her er at lade det have betydning, at det det har betydning for din partner, og så komme det i møde af den grund.

Det kan være, du er ligeglad med at din partner spørger dig (af sig selv), hvordan det gik hos lægen. Måske tænker du, at det er ikke så vigtigt at snakke om. Eller at hvis lægen sagde noget vigtigt, så skal du selvfølgelig nok selv sige det – af dig selv. At blive spurgt til af din partner lige her har ikke nogen følelsesmæssig betydning for dig. Men måske er lige præcis dét ret vigtigt for din partner, når h*n har været hos lægen. Det giver en følelse af at være vigtig for sig, når du spørger ham/hende.

Spring diskussionen over og ryk direkte i forbindelse

Det, der er så nemt her, er at komme til at diskutere, hvem der har det rigtigst. Hvem der har det rigtige behov og hvem der er fjollet. Og dernæst om den ene eller den anden ikke lige kan lave om på sine behov eller bare lade være med at have dem, for så ville det hele være nemmere.

Det kommer I ingen vegne med – udover længere fra hinanden.

Kunsten i et parforhold bygget på varme og accept er netop at anerkende at ”Okay, det er vigtigt for dig. Det er legitimt”, og så se ”fidusen” i at imødekomme det – og så selvom den samme handling eller gestus ikke er vigtig eller et behov for dig. For selv små ting har kæmpe betydning for den anden, hvis vi formår at være nysgerrige på og huske hvor behovene ligger og så sende kærlighed til dem. Din partner bliver glad og rolig og mærker både din kærlighed til ham/hende, men får også aktiveret sin kærlighed til dig. For du har jo lige set ham/hende og sendt kærlighed til et vigtigt sted. Og kærlige handlinger smitter.

Du behøver ikke forstå

Vi behøver ikke altid at forstå, hvorfor vores partner har det, som h*n har det. Det kan ofte være svært sådan rigtigt at forstå, hvis vi selv har det helt modsat på en bestemt punkt. Vi behøver ikke forstå. Det er nok at vide.

Og kunsten i et parforhold er at opsøge den viden og bruge den klogt. At tage den med sig og sætte den i spil, sådan at vi dels ikke spilder vores kræfter på at gøre os umage forgæves, og dels heller ikke lander i en diskussion, om hvorvidt det er fjollet eller forkert at have det, som I nu hver især har det.

Men i stedet at kende den andens landkort og give det, der lander godt hos vores partner, selvom det ikke er vigtigt for os selv at modtage netop det. Hvis vi kan tage den viden om vores partner med og bruge den til at komme hinanden i møde i hinandens verdener, så får vi dels meget mere ”valuta” for vores kærlighedsindsats, og dels får vi en kæreste der føler sig meget mere elsket – hvilket jo smart nok gælder begge veje. Og så kører kærlighedskarrusellen den rigtige vej!

Det er kunsten i et parforhold.

Jeg hepper på jer ❤️