Hvorfor gå i terapi?

”Hvorfor gå i terapi?”

”Sidder I bare og snakker?

”Er du sådan en ekstra veninde, man bare kan læsse alle sine problemer af på??”

”Hvorfor skulle det hjælpe at snakke med en helt fremmed?”

”Hvad går terapi egentlig ud på?”

Ind imellem bliver jeg spurgt til, hvad jeg egentlig laver når jeg er på arbejde. Det kan jeg godt forstå.

For hvor skulle man egentlig vide fra, hvad der foregår i et terapilokale, hvis man ikke selv har været i et. Der kan godt være sådan en lidt mystisk og hemmelig vibe over, hvad der foregår bag den lukkede dør.

Hvorfor gå i terapi?

De fleste mennesker, der opsøger en psykolog, gør det fordi noget gnaver i deres liv. Det kan vise sig på mange måder.

Måske er man ked af det hver dag – alt for ked af det alt for mange dage. Måske føler man sig usikker på, hvor man hører til, og om man egentlig har en plads her i verden.

Måske er det krævende og ubehageligt at være sammen med sin familie eller med andre relationer, fordi der hele tiden opstår konflikter, eller fordi man føler sig angrebet eller en bestemt relation er meget ubehagelig at være i.

Måske føler man, at man står stille i sit liv og ikke rigtig får handlet på det man gerne vil, fordi noget hele tiden forhindrer en i at tage en beslutning og gå i en retning.

Måske er man træt af at være træt af noget – sit arbejde, sine børn, sine partner, sit liv – og drømmer om at være bedre tilpas og grine lidt mere i sin hverdag i stedet for at være så irriteret, som man er.

Måske føler man sig ensom. Måske har man mistet fodfæstet for en stund, fordi livet har slået et sving, eller fordi de strategier man har brugt til at skubbe livets sving væk indtil nu, ikke virker mere.

Fælles for dem alle er, at de gerne vil have det anderledes. Have det bedre. Føle sig mere tilpas, let, fri. Og føle at de selv har indflydelse på retningen og humøret i deres liv.

Når ubehagelige følelser tager styring

I mit blik er det vi arbejder med i terapien at øge tolerancen for vores egne ubehagelige følelser. Vi arbejder på at skabe et lille mellemrum at stå på, sådan at vi ikke går direkte fra følelse til adfærd.

Måske kender du det med at blive overvældet af en følelse og så er der ligesom kun én vej – ofte en der hedder ”dømt til at gå galt”.
Den der fornemmelse af ”at blive taget af en følelse”? At den følelse – ofte i følgeskab med nogle bestemte tanker – bare ruller ind over dig og overtager styringen?

Det kunne fx være, at der sker et eller andet, som udløser vrede hos dig, og før du har set dig om er du i gang med at råbe og skælde ud.

Det kan også være, at du opfanger en trækning i din mors ansigt, som for dig betyder ”Ups, nu blev hun ked af det eller utilfreds” og du så på et splitsekund får følelsen af, at det er din skyld, og at du har gjort noget forkert, og så ellers bruger resten af eftermiddagen på at glatte ud og være super opmærksom på, om din mor har det godt. Og tager drænet og ked af det hjem.

Eller hvis din partner siger eller gør noget, der gør dig lidt i tvivl om hans/hendes kærlighed til dig, og tankerne om, at “nu går han nok snart fra mig – det gør alle jo før eller siden” overmander dig og påvirker dit humør, og så hænger du ligesom fast der resten af dagen. Måske flere dage.

Det går så hurtigt

Det kan gå så hurtigt, at du nærmest slet ikke når at opdage det, før det er sket, og så står du der. Igen…..

Det giver god mening, at vi kan komme til at handle hurtigt og ubevidst og helt pr automatik, når vi bliver ramt af noget, der vækker ubehagelige følelser. For de følelser er jo lige præcis ubehagelige at stå i. Så handlingen er vores bedste bud på at komme ud af den ofte voldsomme følelsescocktail, der er overvældende og ubehagelig at befinde sig i.

Ofte går det også rigtig hurtigt med at handle, fordi de situationer, der er følelsesmæssigt ubehagelige for os, er nogen vi har haft med os gennem hele eller det meste af vores liv. Og vi har alle vores ”favoritter”. Det er følelser, som er opstået i situationer, hvor vi har stået alt for alene med dem alt for længe, mens vi var alt for små til at regulere så store følelser selv. Fx følelsen af at være forkert. Følelsen af at blive forladt. Følelsen af ikke at være vigtig. Følelsen af at være krævende, besværlig eller i vejen. You get the picture. Den slags store ”klassikere”.

Vores klogeste løsning

Hvis vi har erfaringer med at stå i den slags situationer, er vores nervesystem på vagt og vi handler ofte hurtigt og efter det mønster, vi har gjort i mange år. Det mønster har vi udviklet, fordi det var vores bedste bud på at håndtere situationen i den alder, vi havde da den opstod.

Og det var virkelig klogt at blive stille og vende noget indad, hvis det gav ballade og endnu mere brud på kontakte til vores vigtige voksne, hvis vi sagde noget om, hvor urart det var for os.

Og det giver også mening at vende det udad og kæmpe og argumentere, hvis man fx er vokset op i en familie, hvor det gjaldt om at vinde, for ellers tabte man – både respekt og anseelse og også kontakt. Alle de strategier vi har udviklet, har vi skabt for at kunne bevare mest mulig kontakt til vores omsorgspersoner. Og det var klogt gjort af os. For vi kan som mennesker ikke tåle at være uden kontakt.

Så derfor går det hurtigt for os. Fordi det er gamle ømme steder i os, der bliver aktiveret, og fordi følelserne kan blive meget overvældende. Også i dag hvor vi er voksne, for nervesystemer kan ikke skelne i tid. Tiden læger ikke alle sår her. Det er nye følelsesmæssige oplever på gamle rå steder, der er helende og som skaber forandring.

Nye oplevelser på gamle steder

Og det er præcis det, vi skaber i terapien. Emotionelt korrigerende oplevelser, som det hedder i fagsprog. Dels ved at blive mødt af et voksent nærværende mennesker, der kan lytte og stå sammen med os på de svære steder. Det er i sig selv helende. Og så er det også helende at begynde at opleve selv at kunne vælge en vej. Ikke længere at blive taget af føleserne og ført lynhurtigt ned ad den gamle vej, hvor vi (i grove træk) enten vender det indad og skælder ud på os selv eller udad og kommer i konflikt med andre. En mildere vej, hvor du ikke behøver at lukke ned for væsentlig dele af dig selv.

At blive stående – bare et øjeblik

Der er mange andre muligheder. Og for at få øje på dem, kræver det at vi kan blive stående i det ubehag vores følelser vækker og ikke lave en hurtig exit, som jo fører enten til konflikt med os selv indadtil eller konflikt med andre udadtil.Hvis vi kan blive stående der et øjeblik, mens det raser i os, kan vi også få øje på den vej ud af situationen, der hedder ”Måske var det mig, der kom til at tolke lidt for meget på min partners signal, for jeg har jo et følelsesmæssigt blåt mærke lige der, så jeg ved, at jeg kan være hurtig til at konkludere (det værste) lige der. Jeg spørger lige ham/hende, om det var det, hun mente”.

Eller den vej, der hedder ”Jeg øver mig i at have tillid til at min mor siger til mig, hvis der er noget hun er utilfreds med, og så kan vi tage den derfra. Jeg prøver lige at slukke for alle de antenner, jeg har aktiveret i hendes retning, og så stille mig på tillidspladsen. Det koster al for meget af min energi at stå ovre i hendes følelser hele tiden, og prøve at regne ud, om hun synes jeg er en dårlig datter. Så jeg behandler lige mig selv lidt blidere på det her sted ved at trække min energi hjem og vide, at jeg er en helt fin datter”.

Eller ” Jeg kan mærke, at jeg bliver vred lige om lidt og så kunne jeg komme til at råbe. Jeg ved at det er hjælpsomt for både mig og mit barn, at jeg lige går lidt væk fra mit barn et øjeblik og trækker vejret, så jeg kan komme tilbage med et lidt roligere nervesystem og have ny energi til at løse situationen. Og så husker jeg på at mit barn bare er et barn, og at børn hele tiden går efter det de har lyst til, og at det larmer lidt ind imellem, når de gør de, og at det ikke er et angreb på mig som person eller den forælder jeg er”.

Det der heler, er..

De stærke følelser af vrede, skam, usikkerhed, tvivl osv. opløses (eller dæmpes i det mindste), når de mødes af en anden følelse. Omsorg, rummelighed, tryghed. Nye følelsesmæssige oplevelser på de rå steder, er det der heler.

Det er derfor det er så svært at hele noget sammen med den eller de personer, som de ubehagelige følelser og de rå steder er opstået sammen med. For de vil jo oftest blive ved med at give den samme respons.

Det er én blandt mange grunde til, at det kan være så hjælpsomt at tale med en ”fremmed” om det. Jeg har som psykolog ikke nogen historie sammen med dig, og jeg har heller ingen forudindtagelser om, hvordan du nok tænker eller har det. Så jeg kan lytte neutralt, nysgerrigt og empatisk til det du siger, og også til det du ikke betoner, og jeg kan lægge mærke til, hvilke signaler din krop sender, mens du taler. Udover at jeg også generelt må formodes at vide lidt om, hvordan mennesker fungerer, kan jeg se de mønstre du bevæger dig i, både i følelser, tanker og adfærd, finde meningen i hvorfor de mønstre er netop sådan, og også hjælpe dig til at spotte, hvor du selv er med til at holde dig tilbage fra at gøre noget andet, der kunne bringe dig derhen, hvor du gerne vil.

Og jeg kan give dig en hånd i ryggen og støtte, mens du tager de første små skridt i en ny retning. For selvom det er små skridt, kan de godt vække stor frygt. Der er jo gode grunde til, at du har gjort det, du plejer i lang tid.

Så det vi arbejder på i terapi er kort fortalt at træne kompetencen til at registrere og mærke de følelser, der bliver vækket, og så lave et lille ophold, hvor vi kan nå at huske, at: ”Nåja, det er jo sådan her det kan føles for mig. Og nu har jeg et valg om, hvordan jeg vil forholde mig til det. Jeg behøver ikke at gå ned ad den vej, hvor der er konflikt eller afstand – heller ikke til mig selv. Jeg kan gå en blidere vej og holde mig selv i hånden undervejs”.

Jeg hepper på dig ❤️

Du kan læse mere om individuelle samtaler her

Og om parterapi her