Aktuel skilsmisseprocent i Danmark = 44, 78%

 

“I Danmark bliver halvdelen skilt!”

SkilsmisseprocentHvis snakken falder på skilsmisseprocent og hvor mange, der egentlig bliver skilt i Danmark, vil der være mindst én i samtalen der siger: Halvdelen!

Det er sådan et almindeligt kendt ”faktum”, at skilsmisseprocenten ligger på 50% i Danmark, og noget vi går og siger og dermed bekræfter hinanden i er rigtigt.. Det er også sådan et dejligt rundt tal. 50 %. Nemt at huske.

Men faktisk er det nere nuanceret end som så. Og det er faktisk heller ikke rigtigt, at det er halvdelen af alle ægteskaber, der brydes i Danmark.

Lad og lige kigge lidt nærmere på det, for der er både gode nyheder og interessante nuancer at finde i tallene.

 

Skilsmisser og skilsmisseprocent i i 2025

I 2025 var der 14.383 skilsmisser i Danmark (målt på par hvor mindst den ene part har adresse i Danmark på skilsmissetidspunktet). Det svarer til 13 ud af 1000 gifte. Altså at 1,3 promille af alle de mennesker, der i 2025 var gift, blev skilt.

Men hvordan passer det så sammen med en aktuel skilsmisseprocent på 44, 78, spørger du meget relevant.

 

Hvad siger vores skilsmisseprocent egentlig noget om?

For at forstå det, er vi nødt til at kigge på, hvad skilsmisseprocenten egentlig er et udtryk for.
Danmarks Statistisk, som er dem der beregner skilsmisseprocenten, definerer den således:

aktuel skilsmisseprocentSkilsmisseprocenten for 2025 angiver teknisk set andelen af ægteskaber indgået i 2025, som vil ende i skilsmisse i løbet af ægteskabets første 50 år under to forudsætninger: Begge parter i ægteskabet er fortsat er i live 50 år efter vielsen, og skilsmisseandelene fra 2025 for alle ægteskaber, der i dag har varet fra 0 til 50 år, er uændrede de næste 50 år.
Skilsmisseprocenten er dermed kun en indikator for omfanget af skilsmisser i befolkningen – ikke en forudsigelse om fremtiden.

Dvs. at skilsmisseprocenten for et givent år IKKE siger noget om, hvor mange der blev skilt det pågældende år. Det er derimod en statistisk vurdering af, hvor mange af de ægteskaber, der blev indgået i et givent år, som vurderes at ville være opløst igen inden for de kommende 50 år, såfremt skilsmissetallene bliver ved med at ”opføre sig” fremover, som de gør nu. Den vurdering bygger på selvfølgelig på data for, hvordan skilsmisser har ”opført” sig ind til nu, men det er ikke hverken et udtryk for antallet af skilsmisser det givne år, eller en forudsigelse af hvor mange der vil blive skilt de kommende år. Det er et statistisk bud på hvor mange af de ægteskaber, der blev indgået et givent år, der vil være opløst i løbet af de 50 kommende år, ud fra hvordan skilsmissetallene har set ud de seneste 50 år op til nu.
En anden måde at sige det på er, at skilsmisseprocenten peger på skilsmissetilbøjeligheden på tværs af årgange over tid.

 

Hov, jeg troede….

Det var helt ny viden for mig, da jeg blev klar over det for noget tid siden. Jeg troede indtil da – lige som jeg tror, de fleste andre tror – at skilsmisseprocenten sagde noget om antallet af skilmisser pr år.

Men ved nærmere eftertanke, kunne jeg da egentlig godt regne ud, at det ikke ville kunne passe. Hvis tæt på halvdelen af alle ægteskaber går i opløsning År 1, og tæt på halvdelen af den tilbageværende halvdel opløses i År 2 og så fremdeles, så ville der jo kun være under 4% af alle ægteskaber tilbage efter blot 5 år. Og så voldsomt står det til trods alt ikke til… 🙂

Så jeg nævner lige min statiske fejlslutning og sidenhen indsigt her, bare hvis der skulle være andre end mig, der var faret midlertidigt vild i begreberne. Det er nemlig helt vildt vigtigt at vide, hvad det egentlig er man snakker om, når man snakker om statistik.

Så selvom skilsmisseprocenten ikke siger noget specifikt om, hvor mange der blev skilt i et givent år, siger den alligevel noget om ”hvordan ægteskabslandet ligger” baseret på, hvordan skilsmisserne har opført sig over de forgange år. Så på den måde kan den godt sige noget om, hvor godt det forventes at stå til i de danske ægteskaber den næste tid.

 

Hvor mange bliver skilt ? Er det virkelig halvdelen?

Vi skal helt tilbage til 2013-2014 før det, vi stadig går og siger om Danmark, nemlig at skilsmisseprocenten er over 50%, passede.
I de år lå antallet af skilsmisser på godt 19.000.

Derefter er både skilsmisseprocenten og antallet af skilsmisser pr år faldet frem mod 2019, der bød på det laveste antal skilsmisser i dette århundrede; nemlig 10.582
Det steg dog igen året efter til 15.720, hvilket må siges at være en markant stigning.
Det er der selvfølglig en god forklaring på.

Antal skilsmisser pr år

I første halvår af 2019 blev indført krav om en tre måneders refleksionsperiode.
efter ansøgning om skilsmisse. Det var et forsøg, der skulle afklare om flere par ville undlade at blive skilt, hvis de i netop den periode lige ved skilsmisseansøgningen modtog rådgivning og konfliktmægling. Og selvom man stadig godt kunne nå at fuldføre en skilmisse i slutningen af 2019, selvom ens refleksionsperiode lå efter første halvår (altså i tredje kvartal), så tyder noget på, at en del af de skilmisser, der sandsynligvis ellers ville være gennemført i 2019, er ”skubbet” ind i 2020.

Kravet om tre måneders refleksionsperiode er afskaffet igen, selvom den resulterede i færre skilsmisser. Den medførte nemlig flere og højere konflikter hos parrene pga. den tvungne ekstra tid sammen.

Så hvis man nu udjævner det forklarlige store udsving i skilsmisser fra 2019 og 2020 og antager at de to år nok ville have fordelt sig mere jævnt, hvis reglen om refleksionsperioden tid ikke havde været der, vil man se en mere jævn og støt faldende kurve, der så stabiliserer sig fra 2021 og frem, hvor antallet af skilsmisser ligger stabilt mellem 12.000 og 13.000.

I disse år ligger skilsmisseprocenten tilsvarende stabilt på lige omkring 40.
Samlet set er der altså sket et fald i skilsmisser på 17% over de seneste 10 år.

skilsmisseprocent

 

 

Stigning i skilsmisser i 2025 – hvorfor?

Og så kommer 2025 og byder på, hvad jeg synes man kan kalde, en væsentlig stigning.
14.383 skilmisser i 2025. Og dermed stiger den aktuelle skilsmisseprocent også til 44,78% skilsmisseprocenten

Jeg har ikke kunnet finde nogen fyldestgørende forklaring på stigningen.

Et bud rundt omkring er, at der inden for de sidste år ses et øget antal skilsmisser hos de 50+ årige, og det er muligt at dette kan ses i det samlede antal skilsmisser.

Denne stigning i skilsmisser hos de 50+ årige er dog ikke nok til at kunne forklare hele den stigning. Dels har den tendens også vist sig før 2025 og den er heller ikke stor nok til at udgøre hele den stigning i skilsmisser vi ser fra 2024 til 2025.

Så hvad mon det er, der også har været på spil i 2025?

 

skilsmisser pr alder og år

 

Skilsmisseprocent i et praktikerperspektiv

Fra et praktikerperspektiv undrer jeg mig over den stigning i både skilsmisser og skilsmisseprocent.

Jeg oplever stadig stor og stabil tilgang af par i klinikken. Par der arbejder målrettet og ihærdigt med trygheden og kontakten i deres parforhold. Og der er par der bliver sammen, og der er par der går fra hinanden i den proces. Men jeg synes ikke fordelingen har ændret sig.

Og jeg er med på at, hvordan der ser ud i mit terapirum ikke nødvendigvis er repræsentativt for, hvordan det samlet ser ud i hele Danmark, når det gælder skilsmisser.

Jeg undrer mig blot. Og glæder mig til at blive klogere på hvilke faktorer der ligger bag tallene.
Har du et godt bud, hører jeg geren fra dig.

 

 

Her får du en håndfuld blandede facts om vielser og skilsmisser at slutte på.
Og hav så en god dag ❤️

 

  • Det er stadig ægteskabets 6. år, der har førstepladen indenfor antal skilsmisser. Året efter falder det markant og derefter er kurven støt faldende.
  • I 2025 blev der registreret 32.624 vielser.
  • Der ses fortsat en stigning i vielser blandt personer på 60+ år
  • Der ses en stigning på 20% over de seneste 10 år i antallet af vielser blandt mennesker, der bliver gift for første gang.
  • Ud af de 32.624 vielser i 2025 var 21,7 % flergangsvielser

 

 

Psykolog Heidi Agerkvist - om den stigende skilsmisseprocent

 

I kærlighed ❤️

Heidi

 

 

 

 

 

Læs også:

At være den der går i en skilsmisse

Alt det du ikke kunne forudse om din skilsmisse, selvom du prøvede

10 veje til et godt samarbejde efter skilsmisse 

 

Alle tabeller af hentet fra Danmarks Statistik 

Skriv din kommentar