Om at have det på flere måder på én gang, om forventninger og smalltalk og om at gøre det nemmere for sig selv at være menneske.
Hvordan har du det?
Hvad svarer du, når nogen stiller dig det spørgsmål?
Ved du lige hvad du skal svare, og kan med det samme sige ”Jeg har det godt” eller ” Jeg er ked af det”. Og kan du mærke, at dit klare svar stemmer overens med, hvordan der er indeni dig?
Eller er du mere ”Jeg har det…..sådan lidt blandet tror jeg. Jeg er både glad og ked af det og måske også lidt irriteret….. og også virkelig træt”.
Vi giver korte svar, fordi….
Ofte svarer vi noget kort og positivt a la ”Jeg har det godt”.
Det er der flere grunde til. Det handler både om, at spørgsmålet ”Hvordan har det du det?” eller måske nærmere ”Hvordan går det?” også er en høflighedsfrase og en del af den lim i relationerne, som smalltalk kan byde ind med. En slags udvidet ”Hej” hvor det faktisk ville være at bryde koden, hvis man svarede meget nuanceret og sårbart på et sådant spørgsmål.
I tættere relationer kan vi godt svare mere nuanceret og dele mere om, hvordan vi egentlig har det. Men det kræver, at man har en form for aftale eller praksis om, at det muligt og trygt i den relation.
Og ofte svarer vi også kort, positivt og lidt overfladisk, for ikke at sætte spørgeren i en ubehagelig situation. Det kræver nemlig noget, af den der spørger at få et ærligt svar (læs mere om det her), og hvis det ikke er afklaret mellem spørger og svarer, at der kan svares på en mere uddybende plan, så kan der opstå en temmelig akavet situation for begge parter.
Jeg vil så gerne – og bliver for meget
Personligt har jeg det aldrig sådan, at jeg kan sige ”Jeg har det godt” eller ”Jeg har det ikke godt” og det så er et fyldestgørende og ”rigtigt” svar. Jeg har det altid på mindst to måder på én gang. Oftest mange flere. Og jeg har altid lyst til at svare fyldestgørende. Altså fortælle nuanceret om, hvordan jeg har det. Det har jeg lært på den lidt hårde måde i flere omgange ikke altid er smart. Det bliver for voldsomt for spørgeren, der i mange tilfælde spørger som høflighedsfrase eller for at sniksnakke.
Jeg er ret dårlig til sniksnak og smalltalk. Jeg gad virkelig godt være bedre til det. Det ville være smart for mig i mange tilfælde. Men jeg kommer lynhurtigt til at blive utålmodig, hvis vi bliver på overfladen. Jeg vil gerne til sagen. Ikke for at bore i noget eller udstille andre eller mig selv. Men for at forbinde. Det er det jeg er drevet af. Det der opstår i forbindelsen mellem mennesker. Det er så meningsfuldt for mig. og det er når vi deler vores indersider, at forbindelsen kan opstå.
Jeg har ikke lært det endnu…..
Men den slags er ikke til alle situationer. Det har jeg efterhånden (næsten) lært. Ikke helt….Jeg plumper stadig ofte i og deler for meget.
I Danmark er vi (undtagen mig) gode til smalltalk, og vi har også kultur for at dyrke det. Der er ingen som danskere, der kan snakke om vejret….. Så i mange situationer forventes det, at vi bliver på overfladen og kan svare med én sætning på hvordan det går (for der er faktisk ikke rigtig noget ønske om for alvor at høre det lige der).
Fred med det.
Men jeg har lagt mærke til en bivirkning af det…..
En intern konkurrence
Det er som om, det bliver skabelonen for, hvordan vi skal forstå og tale om vores følelsesliv. At vi skal kunne summere alt det, der er indeni os, op i én sætning. Godt eller dårligt. Enten eller. Og det skaber forvirring. For det kan vi jo sjældent.
Et er hvordan vi taler om det, men når det ”smitter” og vi så også kan komme til at tro, at vi skal have det på én måde (ad gangen), så bliver det for alvor forvirrende.
Så opstår intern konkurrence om, hvilken en af de tilstande eller følelser, der er tilstede, er den vigtige eller rigtige. Og så kan vi tro, at vi skal skubbe de andre væk. Men de er jo lige så vigtige.
Og de er der jo. De små signaler, er også signaler om noget.
Og så bliver det pludselig svært at have det for på flere måder, altså sådan lidt ”blandet” , hvis det kommer til at føles som om det er en lidt forkert måde at have det på.
Så hey, lyt lige….
Det er allernemmest at have det, som du har det. Det er jo for pokker sådan du har det.
🟠 Man kan godt både være nyforelsket og virkelig glad for sin kæreste og samtidig være bekymret for sin mor, der er blevet indlagt.
🟠 Eller være glad og stolt over, hvor godt man gør det på sit arbejde, og så også være udfordret og slidt i sit parforhold.
Og man kan også godt have det på flere måder ifht. én og samme situation.
🟠 Fx kan man godt være rigtig ked af det over at nogen er død, og samtidig også være lettet over, at alt det der var svært omring sygdom og en forandret relation er slut nu.
🟠 Eller være glad og stolt over, at ens barn er blevet så stort og kompetent, at det nu er klar til at rykke ud i verden selv, og så også være helt revet over indeni og føle sig helt overvældet af savnet.
Det kan godt sameksistere. Og det skal det gerne have lov til.
Giv det hele lov til at være der
Så selvom du måske har det mest tungt eller sorgfuldt lige nu, og det selvfølgelig er krævende, så er det trods alt mindre krævende at have det sådan, hvis du tillader dig at have det sådan. Og også tillader dig at være glad for det, du samtidig er glad for. Sådan at du ikke oveni sorgen skal bruge krudt og forvirring på at kæmpe med dig selv om, hvordan du kan have det mest ”rigtigt”. Du har det allerede helt rigtigt. For du har det jo som du har det.
Og hvis du er allermest glad og godt tilfreds med det hele, og så også kan mærke en lille portion vrede mod din chef eller din svigermor, så tillad den vrede at være der. Det er ok. Og det er nemmere at mærke glæden og give den plads, hvis du ikke begynder at engagere din energi i at kæmpe mod vreden, eller tænke at du kun er helt eller rigtig glad, hvis du KUN er glad.
Vi er mennekser. Der foregår alt muligt inde i os hele tiden. Og din glæde er fuldt valid, selvom en anden del af dig samtidig er vred.
Det er nemmest at have det, som vi har det (også selvom det er på den tung måde), hvis vi ikke begynder at kæmpe med det eller ville sortere i det. Inviter det hele indenfor. Også modstanden. Den fylder mindre, hvis du ikke kæmper med den. Luk den ind og sig ”Fint nok, du er her også. Du får ikke ærespladsen i mit humør i dag, men du må gerne være her. Jeg vil ikke slås med dig”.
Så kære du, god fornøjelse med at have det lige præcis som du har det. Det bliver det hele lidt nemmere af.
Jeg hepper på dig!
I kærlighed ❤️
Heidi
Læs også:
🟠 Hvordan har du det? Tør du spørge, så du får et ærligt svar?
🟠 Kunsten at lytte uden at fikse
🟠 Er du ked af det, mor?
Skriv din kommentar