Er planlagt sex sexet?

Planlagt sex….? Ellers tak!
Eller hvad…?

Det vi ikke prioriterer visnerJeg ser rigtig mange par i min praksis. Søde, dejlige par der kæmper dedikeret for at have det dejligt i deres parforhold.
Noget af det der går igen hos mange par er, at sexlivet og intimiteten har fået svære vilkår. Det er måske næsten gået i stå. Eller er helt fraværende.
Det skaber frustration og kan give anledning til at føle sig forkert, overset eller presset og det kan give dårlig samvittighed over at have for meget eller for lidt lyst. Alt sammen noget der ikke bidrager til at det bliver nemmere at finde hinanden på det felt.

Når jeg spørger parrene, hvordan de får andre ting i deres hverdag til at ske, fx træning eller sociale aftaler, så svarer de at de prioriterer tiden til det, laver aftaler, sætter det i kalenderen.

Spørger jeg hvilke vilkår de giver intimiteten for at spire og leve, er det sjældent jeg hører nogen fortælle mig om konkrete tiltage eller aftaler de har lavet, som kan understøtte et levende og nærende intimt liv. Og så visner det.

 

Ingenting lever af sig selv

For tiden går jo bare i hverdagen og den går hurtigt, og pludselig er endnu en dag gået og vi er trætte. Og hvis man lever mere eller mindre parallelt med hinanden i hverdagen og ikke får prioriteret tid til hinanden, så bliver kontakten og forbindelsen mellem os tynd. Og på en lidt tynd kontakt, kan det føles som en nærmest uoverskuelig opgave at række ud til sin partner og tage initiativ til sex der allersidst på dagen, når alt det andet er ordnet og der også kun er få gram energi tilbage. Jo længere der er gået på den måde, jo sværere bliver det og jo mere risikofyldt kan det føles at række sårbart og inviterende ud.

I mit terapirum snakker vi derfor ofte om at sexlivet er nødt til at blive prioriteret, hvis det skal have mulighed for at leve. Det skal vandes og have næring ligesom alt andet der skal leve.

En af måderne et hjælpe intimiteten på vej er at prioritere det ved at sætte tid af til det. At lave en aftale med hinanden om på torsdag aften eller tirsdag formiddag, hvor vi begge arbejder hjemme.

 

Planlagt sex er kærligt

Jeg vil virkelig gerne slå et slag for planlagt sex
Og lad os lige kigge på hvad planlægt sex er og hvad det ikke er.

Planlagt sex er sexetEt af de første spørgsmål der rejser sig, når snakken falder på planlagt sex er:
Men er det ikke sådan lidt usexet at skulle have sex på kommando?

Planlagt sex er ikke sex på kommando. Den slags fungerer for de færreste.
Planlagt sex er kærlig sex. At planlægge tid til sex er et udtryk for at tage den del af jeres parforhold alvorligt, sætte tid af det til og gøre jer tilgængelig for det.

Det er at skabe et rum til jer to. Et rum (både et fysisk rum og et tidsrum) som er jeres, hvor I to kan gå ind i intimiteten med hinanden sammen. Det er at tage jeres kærlighed alvorligt og værne om den og give den næring.

Det er at være så dedikeret omkring den del af parforholdet, at man ikke lader det være op til tilfældigheder, hvornår det kan få plads. For det tidspunkt hvor I begge er hjemme og børnene ikke er, og I begge har spontan lyst samtidig og er friske og ikke helt udmattede efter en lang dag……let’s face it, det tidspunkt opstår jo praktisk talt aldrig.

 

Men er planlagt sex ikke…..usexet?

Er det ikke ”rigtigst”, hvis det bare opstår af sig selv? Lige som det gjorde i starten?
Er det ikke mere rigtigt, hvis det bare sker?
Her er jeg nødt til at stikke en stor nål ind den ballon af misforståelser, der svæver over det her felt.

 

I har allerede erfaring med planlagt sex. I ved det bare ikke

Det kom heller ikke af sig selv i starten. Det føltes bare sådan.

Men…. Der planlagde I også. Gjorde jer umage med at vælge lækkert tøj. Havde helt klart været i bad og gjort alt muligt andet også for at fremstå så lækre og attraktive for hinanden, som I overhovedet kunne. I satte alt andet til side i det tidsrum og var helt tunet ind på hinanden med fuld opmærksomhed og nærvær. Gjorde jer helt tilgængelige og var også fuldt opmærksom på at tage i mod den andens ord, signaler, krop.

Det kom ikke af sig selv. I lagde en stor indsats. I tænkte bare ikke over det. For lige der hjalp forelskelseshormonerne jer til at gøre jer umage uden at det var noget I tænkte over eller oplevede som en opgave.

Vi er nødt til at prioritere det og gøre os umage, hvis det skal føles om om det kommer af sig selv. Og det kan I skabe igen.

 

Men hvad så hvis jeg ikke har lyst?

Men hvad så hvis jeg ikke har lyst til planlagt sex?En af de store forbehold, der ofte kommer på banen, når vi taler om planlagt sex, er frygten for ikke at have lyst på et bestemt tidspunkt. Og hvad skal man så gøre? Have sex alligevel? Det er der jo ingen der har lyst til.

Lad os lige kigge lidt på lyst, og hvad det egentlig er.

Vi har generelt en meget snæver opfattelse af, hvad lyst er. Vi tror, at den mest rigtige måde at have lyst på er den spontane. Altså den hvor vi får hurtigt stigende, nærmest pludselig lyst på en måde der føles ”af sig selv”. Det er også den vi eksponeres for i alle film og serier og litteratur og alle mulige andre steder, der portrætterer parforholdet og lyst. Det er enten spontan lyst (lig med: supergodt og rigtigt) eller ingen lyst (lig med: dårligt/dødt parforhold). Det er et meget unuanceret billede af hvad lyst er, og det efterlader ikke ret meget plads at bevæge sig på.

 

Mange slags lyst

Den gode nyhed (som jo ikke burde være en nyhed) er, at der findes flere typer lyst. Og de er alle sammen lige rigtige og værdifulde. Også dem der lige have lidt mere end to sekunder til at melde sig i kroppen. Det er præcis en af grundene til, at I skal sætte tid af. Det øger muligheden for, at lyst kan opstå.

Som kvinde kan man nærmest miste kontakten til sin lyst i (lange) perioder, hvis den ikke bliver ”holdt ved lige”. Så hvis I er kommet ind i periode hvor sex ikke har tid og plads mellem jer (og det kan der vare mange grunde til), vil kvinden ofte tale om, det som om hun har mistet sin lyst. Altså som om lyst ikke længere findes i hende. Det er sjældent sådan det er. Men hun kan have mistet kontakten til lysten og dermed også til fornemmelsen af, hvad hun har lyst til. Så er det meget nemmere at mærke hvad hun ikke har lyst til. At føle sig presset, at føle hun skylder noget, at skulle åbne sin krop, at skulle give.

Og hvis fortællingen, om hvad der er rigtig lyst, så samtidig siger, at det er den spontane, hurtige lyst, så bliver det ekstra svært at skabe plads og mulighed for at (en anden slags) lyst kan indfinde sig.

 

Giv plads til at lyst kan opstå

Så hvis du ikke mærker spontan lyst, så tag det helt roligt. Det er meget mere normalt, end du tror.
Og så er det der, I starter. Brug tiden sammen og vend opmærksomheden hen mod, hvad lysten er rettet mod. Og se om I kan smide manuskripterne og forventningerne om, at der skal ske noget bestemt. Der er ikke kun ét udfald, der tæller som succes. Bred mulighederne ud og lad alt tælle. Kys og øjenkontakt er også intimitet. I skal ikke noget bestemt. I skal bare være sammen og se hvad der sker, når I gør jer tilgængelige for jer selv og hinanden som elskende.

Hvis det er længe siden I har været intime sammen, skal lysten og trygheden i rummet mellem ofte lige have lidt tid til at komme på banen. Så sæt den tid af. Når I skaber rummet til det, gør I det muligt.

 

Planlagt sex har ofte mange gode bivirkninger

De par, der går i gang med planlagt sex og skaber rum til det, kommer ofte tilbage og fortæller, at det bringer flere gode ting med sig.

Planlagt sex har mange gode bivirkningerDer kan ofte være en stor lettelse i ikke hele tiden af skulle gå og prøve at regne ud, om det er nu? …eller nu?….hvad tænker min partner?…..har han/hun måske lyst?…..kan jeg tage initiativ nu?….senere….?

Når I har planlagt, hvornår der er tid og rum til det, ved I det og slipper for at gå og bruge en masse energi på at regne noget ud, som dybest set er umuligt at regne ud.

Planlagt sex giver også mulighed for at gå og glæde sig til næste gang, fordi I begge ved hvornår og at det sker. Det rum opstår, for det har I aftalt. Mange oplever mere flirt i luften. Både fordi det bliver mere trygt at flirte, uden at skulle føle sig forpligtet til at gå videre lige der. Og fordi I har etableret en intim praksis, der gør at erotikken og sensualiteten får plads i jer og mellem jer og begynder at leve mellem jer generelt.

Og hvis du er en af dem, der har det bedst med at vide, hvornår det skal ske, så du fx kan være helt sikker på, at du har været i bad og føler dig komfortabel og klar, kan der virkelig også være noget rart i at kende tidspunktet. Det skaber mere ro.

 

Planlagt sex er sexet

Planlagt sex har desværre fået en klang at rutinesex, tvangssex, eller mekanisk sex. Og så er det klart at ingen rigtig synes, det er et fedt forslag.

Men lad os lige ryste de misforståede betydninger væk og i stedet mærke, hvor stor kærlighed der er i at sætte tid og fokus af til jer to. At I sammen skaber et rum, hvor I to kan have det dejligt sammen. Skabe forbindelse fysisk og følelsesmæssigt. Hvor I giver opmærksomhed til den del af jeres parforhold, hvor I er elskende, og hvor I gør jer tilgængelige og modtagelige for hinanden.

Det er da både virkelig kærligt og meget sexet❤️

God fornøjelse!

 

 

I kærlighed

Heidi

 

 

 

 

 

 

Læs også:

Intimitet i parforholdet – hvad er det for en størrelse?

Undgå krise i parforholdet – her er den vigtigeste faktor for et godt parforhold

Sådan arbejder jeg som parterapeut

 

 

Skriv din kommentar