Jeg er klogere end min mand, når det gælder børneopdragelse

Nyt i brevkassen:
Jeg er klogere end min mand. Jeg synes ikke, han ved nok om børneopdragelse, og jeg bliver irriteret og retter på ham. Hvordan forholder jeg mig smartere til det?

Kære Heidi

Tak for din brevkasse, det er fantastisk at du tager dig tid til det. Den er meget værdsat!!

Jeg har et problem: Jeg er klogere end min mand. Jeg ved mere om børneopdragelse, jeg er mere reflekterende, og jeg har mere indsigt i, hvordan adfærd og udsagn påvirker små børn. Og det er både sagt med – en lille smule – selvironi, samtidigt med at jeg jo i bund og grund mener det.

Min mand på den anden side er meget, meget lidt interesseret i at sætte sig ind i området børneopdragelse. Og han agerer så på en måde i forhold til vores søn på nu 4 år, som jeg tit finder uhensigtsmæssig, hvilket resulterer i at jeg blander mig, fordi jeg slet og ret synes jeg er klogere, ved mere og har fat i den lange ende her.

Et overordnet eksempel er, at min mand har en meget kort lunte, og at han, hvis vores søn ikke ret hurtigt hører efter hvad han siger, reagerer med at sætte hårdt mod hårdt ved at komme med trusler om, at hvis du ikke gør det nu, så er der ingen godnathistorie, eller så sletter jeg fx dit spil fra i-pad’en. – hvilket blandt andet har resulteret i, at vores søn bruger samme trussel mod os, og han ved allerede, hvordan man sletter apps, men han har dog ikke gjort det endnu. Ligesom hans far, som endnu ikke har slettet et spil, men blot har truet med det.

I de tilfælde hvor min mand ikke har kort lunte, trækker han sig til gengæld. Et eksempel er, da vores søn i perioden 1-2 års-alderen skulle have skiftet ble, så kunne han finde på at sparke med benene efter os, og min mands reaktion var i stedet for at sige noget, bare at vende ansigtet væk og trække sig lidt væk og vente på, at det skulle gå over. Det kunne godt tage lang tid. Og jeg er i tvivl om, om vores søn overhovedet forstod hvad der skete.

Så jeg oplever min mand meget konfliktskabende eller også passiv/trækker sig fra konflikter ift. vores søn. Og jeg går så ind og blander mig og giver “gode råd” om børneopdragelse.

Et andet lille eksempel, men som forekommer ofte, er at min mand ikke svarer på, hvad vores søn siger, fordi han enten læser avis eller tekst-tv. Hvis jeg laver mad og de to er sammen i stuen, kan jeg høre vores søn gentage det samme spørgsmål 4-5 gange, indtil der kommer svar, og nogle gange kan jeg ikke høre svaret. Jeg bider mig i tungen, men nogle gange råber jeg lige, “så svar ham dog” – eller “hører du hvad han siger?”

Når jeg oplever, at min mand er for hård og har for kort lunte, har vores søn jo så nu opdaget, at jeg blander mig. Og at min mand trækker sig, og siger a la passiv-aggressivt “det er mor, der bestemmer”. Hvilket jeg så også har hørt vores søn sige en enkelt gang.

Det er ikke kommet dertil, at vores søn spiller på det. Men det er kommet dertil, at det er blevet tydeligt for mig, at det er uhensigtsmæssigt, at jeg blander mig i hans børneopdragelse. Men hvad pokker skal jeg gøre, når jeg synes, at hans måde ikke er den rigtige, og at jeg synes at den nogen gange ligefrem kan være skadende for vores søns selvværd?

Jeg ved godt at kommunikation mellem min mand og jeg er vigtigt, men det er bare ikke vores stærke side. Det er et sårbart emne, og min mand føler sig presset, når jeg bringer det op. Jeg er kandidat-uddannet og han er håndværker, og dertil er han ikke en ordets mand. Når jeg refererer til bøger eller forskning, jeg har læst, går han i baglås, og hans argument er at forskning kan man ikke regne med, da det kan manipuleres, og at man skal holde sig til sin egen mavefornemmelse (uden refleksion! – min tilføjelse).

Jeg holder selvfølgelig meget af min mand, men ift børneopdragelse har jeg nogle gange overvejet, om det var bedre for vores søn, hvis vi boede hver for sig. Men jeg tænker at adskillelsen fra hans far vil være værre, end hans “uhensigtsmæssige” børneopdragelse i hverdagen.

Bonusoplysning: min mand siger, at han ikke oplever konflikter med vores søn, når de er alene sammen (hvilket ikke er så ofte). Så hvis det er sandt – og det er det selvfølgelig, så “spiller” vores søn allerede lidt på det, idet hans “råben op”/konfliktadfærd, tilkalder mig, som blander mig til fordel for vores søn.

Jeg ved ikke om ovenstående er nok til at give dig tilstrækkeligt indblik i vores problematik, som egentligt består af to ting:

1. hvordan kan jeg lade være med at blande mig, når jeg er vidne til at min mand håndterer vores søn på en ikke særlig pædagogisk måde?
2. Hvordan skal jeg i det hele taget håndtere hele situationen?? – skal jeg bare acceptere, at min mand håndterer det anderledes end mig?

I en konfliktsituation, hvor min mand fx løfter vores søn op eller lignende, kan vores søn fx græde og kalde på mig, og sige “mor, mor, far tog mig alt for hårdt i armen”. Hvortil jeg typisk vil svare, “det skal han heller ikke gøre, men han vil tage dig væk, fordi han ikke vil have, at du gør xx” – i et forsøg på at bakke min mand op.

What to do? Vil meget gerne have dine tanker og feedback om det.

Og sig endelig til hvis ovenstående ikke er konkret nok.

De bedste hilsner fra en rådvild mor og hustru

P.S. Det her med at sige, at det er mig, der bestemmer, var faktisk noget, min mand allerede begyndte at sige, ganske kort tid efter vi havde mødt hinanden. Dengang var jeg ret forbløffet over det, da der overhovedet ikke havde været sådanne situationer eller konflikter. Han kunne også lide at joke med, at det er mig der bestemmer og putte sig selv i sådan en under-dog-position. Så noget af det, er helt klart også et mønster, han har taget med sig ind i forholdet, og som nu pga vores uenigheder om børneopdragelse går i opfyldelse. Han har også en meget dominerende mor, med hvem han håndterer konflikter ved bare at lukke i og sige, så snakker vi ikke mere om det.

Og det er faktisk ikke fordi jeg kan lide at bestemme egenrådigt. Jeg vil meget hellere have dialog og derigennem fælles fodslaw og forståelse. Men det er ikke så nemt i vores parforhold. Og parterapi er udelukket. Jeg har overvejet at følge et kursus i kommunen, De utrolige år, men tænker at det nok ikke er en god idé at jeg får endnu flere argumenter ift. børneopdragelse, da det vil skævvride vores forhold – endnu mere.

Og hvis du synes, at jeg har brug for en opsang, så tager jeg gerne mod det!

Brevkasse: Jeg er klogere end min mand. Jeg ved mere om børneopdragelse end han gør. Og det er blevet lidt af et problem for os….

Kære Rådvilde Mor og Hustru

Tak for dit spørgsmål og din ærlighed. Du rører ved noget meget interessant her, og også noget der er belagt med et vist tabu. Man stiller sig jo ikke sådan lige op nede på gaden med et skilt, hvor der står: ”Jeg er klogere end min mand, og jeg har bedre styr på børneopdragelse end ham!”

Det er vældig sårbart, og jeg forstå godt, at det er er ømtåleligt for jer at tale om. Af flere grunde. Dem skal jeg nok vende tilbage til.

At være klog, kvik og intelligent er på mange måder et plus. Men der er ikke meget plus over det, når de forskelle der naturligt vil være mellem mennesker, partnere og forældre i relation til klogskab, viden og intelligens, skaber afstand og måske også modstand.

Så lad mig give et par bud på, hvordan I kan skabe en højere grad af fællesskab og bære hinandens styrker frem, trods de forskelle du og I oplever mellem jer.

Du får ret – jeg slipper for at forholde mig

Du nævner mange temaer mellem jer, og et af dem jeg lægger allermest mærke til er den dynamik, som skævvrider jer i jeres positioner i forhold til hinanden. Der hvor din mand trækker sig, og du kommer med ekstra mange gode råd og rettelser.

Jeg bliver nysgerrig på din mands selvbillede og på hans vej ind i forældreskabet. Du nævner, at han har en dominerende mor, og at han håndterer relationen til hende ved at trække sig. Det er på mange måder en klog taktik at have lært sig, allerede som lille dreng, hvor han sikkert hurtigt kunne se, at han ikke kunne ”vinde”, og at al balladen og uroen hurtigere drev over, hvis han trak sig og føjede hende.

Det bøvlede ved den strategi nu er, at han i mellem tiden er blevet voksen og har giftet sig med dig, som rigtig gerne vil have ham på banen. Jeg gætter på, at det skaber en vis utryghed for ham, fordi han ganske enkelt mangler erfaring med, hvordan han går mere frem på banen, byder ind, stiller krav, sætter sig i spil, har holdninger osv. Til gengæld er han toptrænet i at trække sig og overlade rattet og kompasset til nogen andre.

Jeg tror ikke, at nogen af jer synes, det er fedt. Du har ikke lyst til at bestemme det hele – det bliver ensomt i længden. Og han har ret sikkert heller ikke lyst til at være så anonym i jeres familie, som han får gjort sig, men når han lader dig om at bestemme, er der noget han slipper for at forholde sig til. Noget som på den ene eller anden måde er lidt besværligt, og noget som kræver, at han tager ansvar.

I danser – men det swinger ikke rigtig, vel?

Jeg gætter på at jo mere han trækker sig, jo mere kalder du. Jo mere du kalder (og måske råber lidt eller får en lidt utålmodig og bebrejdende tone i din stemme over tid), jo mere trækker han sig. Og jo mere han trækker sig……. Jo mere danser i den dans, der skaber afstand mellem jer.

Så… Hvordan kan I træde ud af den dans – sammen?

Jeg gætter på (alene ud fra din beskrivelse og uden at kende hverken dig eller din mand), at din mands billede af, hvad han kan byde ind med i forhold til børneopdragelse og måske også i forhold til at være mand, ikke er det allermest sprudlende, omfangsrige og nuancerede. Det er det sjældent, når man er vokset op med en mor, der var så dominerende, at det klogeste at gøre var at trække sig. Man holder ret hurtigt op med at stille sig alt for meget frem med sine holdninger, lyster og ideer, hvis man får et rap over nallerne (fysisk eller psykisk) hver gang man gør det.

Og nu har han så giftet sig med dig. En kvinde som har omløb i pæren, tænker hurtigt, elsker at suge viden til sig, og som gerne vil have ham med på den vogn. Netop den vogn han kender som dér, hvor man får det ene rap over nallerne efter det andet. Den vogn, han ikke bryder sig særlig meget om, fordi den giver ham følelsen af ikke at være klog nok, spændende nok, hurtig nok, rigtig nok og en hel del andre variationer over de temaer.

Kan du se mønstret?

Det er selvfølgelig hans ansvar at indse, at han er blevet voksen nu, og at de overlevelsesmekanismer, der gav mening engang, ikke giver mening mere. Det gør de ikke, fordi han nu ikke længere er en lille dreng, der bor sammen med en dominerende mor, men i stedet er en voksen og kompetent mand, der har fundet sig en dejlig og kvik kone og endda fået et dejligt barn med hende. Det arbejde kan du ikke gøre for ham.

Men du kan hjælpe ham med at nærme sig måske at turde at kigge på det, ved at være opmærksom på, om du taler til den lille, overvældede, usikre dreng i ham, eller den voksne, dejlige, kompetente mand i ham. Hvilken udgave af ham er du med til at understøtte, via den måde du taler til og om ham, både i ord og i kropssprog? Taler du ham op eller ned?

Du er klogere end ham. Men hvad er han?

Allright. Du har en akademisk uddannelse. Det har han ikke.

Men hvad har han så? Hvor ligger hans styrker? Hvad elsker han at lave? Eller: Hvad har han glemt at han elsker at lave? Hvornår er der lys i hans øjne? Hvad ville hans bedste venner eller et nært familiemedlem sige er hans styrker? Hvilke situationer fungerer godt (eller bare bedre) mellem ham og jeres søn? Hvilke elementer af børneopdragelse er nemmest for ham (måske ikke nemme, men nemmere end resten)?

Hvornår har I to god kontakt? Hvornår bliver du stolt af ham? Hvilke opgaver er det altid ham der står for hjemme, fordi han er hurtigere og bedre til det end dig?

Hvad forelskede du dig i?

Måske er det nemt at komme i tanke om for dig. Måske ligger det lidt gemt væk, fordi I har arbejdet jer ind i de her lidt polariserede roller over tid. Så brug lige lidt tid på det.

Hvad forelskede du dig i? Og hvor er det blevet af? Hvordan kan det inviteres lidt frem igen?

Han vil ikke tale om børneopdragelse

Du skriver at kommunikation ikke er jeres stærke side. Fair nok. Men kunne det blive det? Bare en lille bid stærkere, end det er nu? Kunne I træne kommunikationsmusklen lidt? Til at kunne løfte 1 kg frem for 100 gr.

Igen tænker jeg, at din mand ikke har fået de bedste erfaringer med sig hjemmefra hvad angår kommunikation. Han er utrænet. Han er ikke vrangvillig eller dum eller på tværs. Han er bare utrænet, og han har en gammel overlevelsesmekanisme med sig, der fortæller ham at han skal passe på, hver gang der er krav om kommunikation i farvandet.

Den mekanisme skal afmonteres, og det kan man ikke altid gøre så hurtigt, som man kunne drømme om. Den hurtigste måde at afmontere sådan en gammel mekanisme på, er ved at fortynde den så meget som muligt med modsatte erfaringer – i det her tilfælde altså erfaringer med, at det ikke er farligt at vove sig ud i kommunikation. At man kan blive lyttet til, respekteret, kærligt modtaget og at der ikke er fare for at blive afvist, sat på plads eller defineret, som den der ikke er klog nok eller har fået helt galt fat i det med børneopdragelse.

Igen er det ikke dit ansvar alene, at I får hul på kommunikationen, men du kan gå forrest, tage initiativ, og være med til at sætte rammerne for, at kommunikationen ikke føles så farlig og bliver fuld af bebrejdelser og anklager, eller på anden måde føles for voldsom.

Ofte sker der det, at den part der længes efter mere kommunikation, i ivrighed og utålmodighed nemt kan komme til at ”æde” den part, der holder sig lidt tilbage, når han eller hun endelig vover sig frem. Og så går der ofte lidt tid igen inden han eller hun tør vove sig frem igen. Til den anden parts store frustration.

Så start i det små. Korte snakke og ét emne ad gangen. Sig allerhelst noget om dig selv i stedet for noget om ham, og hav fokus på det, du gerne vil have mere af, i stedet for det du gerne vil af med.

Fx ”Jeg har lyst til, at vi er mere fælles om vores søn om eftermiddagen. Jeg ved godt, at jeg kan have lidt for travlt med, hvad du gør og ikke gør. Jeg vil gerne øve mig i at lave om på det. Vil du være med til at finde en rarere måde at være familie på?”

Måske kan I starte med at lave nogle aftaler for, i hvilke situationer du må byde ind med noget af alt det, du har på hjerte, og på hvilken måde det bliver mest hjælpsomt for jer.

Fx ”Det er svært for mig, når jeg kan høre vores søn spørge dig om noget, og du så ikke svarer ham. Hvad er den bedste måde jeg kan gøre dig opmærksom på, at han gerne vil i kontakt med dig, hvis du ikke selv har hørt ham?”

Vær igen opmærksom på at tale til den side af ham, du gerne vil se mere af. Den kompetente far og mand, der godt selv kan komme med forslag og godt ved hvilke ord fra dig, han kan høre og tage ind, og hvilke ord og formuleringer, der føles som en kold klud i hovedet.

Fra “klogere end…” til mangfoldighed

Jeg vil gerne invitere dig til at slippe fokus på, hvem der er klogere end den anden af jer to – blot for en stund. Og i stedet for give fokus til de forskelligheder I har, der tilsammen giver jer et stort udvalg af tilgange, vinkler, talenter, styrker, talenter, ideer osv.

Kig på hvordan I kan få allerflest elementer i spil?

Både i relation til børneopdragelse. I jeres parforhold. I jeres hverdag sammen. I livet i det hele taget. Vi har alle sammen noget at byde ind med. Og så selvom vi ikke selv tror det, eller selvom vi hver især kan komme til at dømme noget ude, fordi der er noget andet, der er opfattes som mere rigtigt. Fx at være højt uddannet.

I en hverdag med børn er der brug for mange talenter. Der er brug for tanker og refleksion. Der er brug for håndværk og praktiske evner. Der er brug for ord. Der er brug for eftertænksomhed. Der er brug for højt tempo. Der er brug for langsomhed. Alt sammen på hver sit tidspunkt og i forskellige situationer.

Tænk hvis I kan bringe hele den pulje af forskellige talenter i spil…..

I forhold til de situationer, hvor du synes, at noget af det din mand gør i relation til jeres søn, er direkte uhensigtsmæssigt, giver det selvfølgelig mening, at du bringer din vinkel i spil. Men sørg for at gøre det på en måde, hvor du ikke bidrager til endnu mere af de dynamikker og rollefordeling, som jeg kan høre at du, og ret sikkert også din mand, gerne vil væk fra.

Sørg for at invitere dig selv ind, inden du nuancerer situationen med din viden, så du ikke kommer til at korrekse eller irettesætte og dermed skabe afstand.

Og gad vide om der ikke også er noget din mand kan lære dig? Hvad mon der sker, hvis du beder ham om at vise dig noget af det, han er ekspert i, og som du ikke ved noget som helst om? Tør du?

Jeres søn er den allerklogeste

Hvis vi nu skal blive i klogskabs-termerne, vil jeg udnævne jeres søn til at være endnu klogere end jer. Han er nemlig i fuld gang med at vise jer to som forældre, at der er noget I skal kigge på.

Du skriver at han spiller på det. Ja, han samarbejder om at fortælle jer, at der er noget ansvar I ikke har taget, og som derfor flyver frit i luften. Hvis ikke I tager ansvaret for at få hånd om de skævheder, der er i jeres positioner og jeres kommunikation, så vil jeres søn blive ved med at samarbejde om at gøre jer opmærksom på det. For det ansvar er for stort for ham at bære, så derfor ”spræller” han.

Sådan et samarbejde kan se ud på mange måder. En af dem er, at han spiller jer ud mod hinanden. En anden er, at han bliver ”umulig”. En tredje er, at han får et grimt sprog. En fjerde er, at han får ondt i maven. Osv…..

Han er jeres vejviser. Så længe han spræller, er der noget I ikke har taget fat i. Jeg er helt med på at det ikke er nemt, og at det kan føles angstprovokerende, og det der er værre. Men I har alt at vinde. Både som par, som individer og som forældre.

Og især har jeres søn noget at vinde på, at I tør. Jeres kommunikationsmønster bliver nemlig den skabelon han får med sig, og som kommer til at spille en rolle i hans vigtige relationer. I første omgang til jer og senere i hans liv til hans partner.

Og når I har hentet jeres voksenansvar hjem, kan han bruge sin energi fuldt ud på at lege, lære, danne venskaber, undersøge, være nysgerrig og leve en sund barndom i børnehøjde.

Kære rådvilde mor og hustru,

Jeg håber, at du har har fået blik for, hvor du kan tage fat, og at du har mod på at gå i gang.

Endnu en gang tak for din ærlighed om et emne, der ellers ikke er mange, der tør at sætte spot på.

Rigtig god fornøjelse!

Bedste hilsner

Heidi

Få mere inspiration her:

☆ Børns adfærd – hvordan skal vi forstå den?

☆ Skal jeg gå fra ham?

Relaterede…

Hans ekskone blander sig hele tiden. Hvad er ADHD? Hvordan kan jeg se om mit barn har ADHD? Empty nest – Når børnene flytter hjemmefra, og det gør ondt