B(l)og #9: Sådan opdrager jeg mine børn – og hvorfor
Min bog som blog.
– En serie i 10 dele om en bog, der døde midlertidigt, inden den vendte tilbage til livet i en ny form.
For et par år siden blev jeg inviteret til at skrive en bog til forældre. Et stykke inde i skriveprocessen stod det klart, at forlaget og jeg ikke så den samme bog for os, og det ufærdige manuskript røg i skuffen. Men det vil ud. Og det kommer det nu. I blogform.
Værsgo! Dette er del 9 ud af 10.
Læs med fra #1 her
Sådan opdrager jeg mine børn
I sidste kapitel delte jeg min egen vej ind forældreskabet med dig. På vejen gennem mit forældreskab har jeg savnet, at kunne læse andre forældres fortællinger om, hvordan de opdrager deres børn og hvilke overvejelser de har gjort sig om det. Fortællinger som var ærlige og sårbare, i modsætning til selvhøjtidelige og fulde af facits.
Som efterfølger til sidste kapitel om mine egen vej ind i forældreskabet, deler jeg i dette kapitel de pejlemærker, jeg navigerer efter i min opdragelse af mine børn. Ikke fordi det er svaret på alt, og nødvendigvis er sådan du skal gøre. Men fordi vi har brug for at nogen modeller at spejle os i. Så nu får du min.
Det er en god blanding af teori, erfaring, instinkt, learning-by-fooling-around, idealisme og håb.
(Og bare lige for god ordens skyld vil jeg starte med at afklare, at når jeg skiver “jeg” og “mine børn” er det selvfølgelig ikke fordi, jeg ser vores børn som primært mine, og heller ikke fordi jeg ser det som primært eller kun min opgave at opdrage dem. Det er selvfølgelig en opgave min mand og jeg begge tager del i, ansvar for og som vi løbende justerer sammen. Men lige her er det mig der skriver, og derfor er det mig, der står på mål for hvad der står her.
Og når jeg skriver “opdragelse”, ved jeg godt at der er stof til en hel bog i sig selv om, hvad opdragelse egentlig er, om den er nødvendig, hvad den kræver osv. Og den snak åbner jeg ikke her. Jeg bruger blot begrebet opdrage/opdragelse, fordi det er det ord, de fleste af os kender og bruger og ved dækker over en bred forståelse af det, man også kunne kalde at være meningfuldt og udviklende sammen med sine børn som forældre op gennem deres opvækst og den tid vi spenderer sammen, indtil de bliver voksne og selv tager over på ansvaret for deres liv, og den retning de gerne vil bringe det i).
Mine personlige mål og værdier i mit forældreskab
Jeg har et helt tydeligt mål for mit eget forældreskab, og det afspejler sig klart i den måde jeg opdrager mine børn. For mig er det nu helt klart, hvad jeg arbejder henimod dels at opnå som forælder, og dels at give mine børn med. Det har det været nogle år nu, men det var ikke sådan fra starten.
Det jeg har for øje hver eneste dag i mit forældreskab, og det jeg justerer og afvejer i forhold til, når jeg er i tvivl, og det der afgør mine ord og handlinger er mit klare mål om:
At gøre mig overflødig som forælder
Det provokerer umiddelbart de fleste, når jeg siger det, så lad mig lige uddybe lidt:
Mit klare mål med mit forældreskab, og mit håb for mine børn som børn af mig, er, at jeg har gjort mig overflødig som forælder, når mine børn når 18-20 års alderen. Det betyder ikke, at vi ikke skal ses mere derfra, og at jeg så er færdig med dem og med det at være forælder.
Men det betyder, at jeg har et mål om at støtte og udfordre mine børn i den rette balance, så de bliver selvstændige og livsduelige mennesker med kompetencer til og mod på at tage fat i livet. At de selv kan. Og at de selv vil. Og tør. Og tror på det. At de kan se at livet er en pool af muligheder og af spændende mennesker, og at de synes det er fedt at blive voksen, for så kan de helt selv bestemme, hvilke muligheder de griber. At de æder livet i store fede lunser.
Mit mål er at skabe livsduelige mennesker, som kan selv og vil selv og har tillid til sig selv og til livet.
Jeg håber samtidig, at vi skal ses så meget som muligt til alle parters fornøjelse, også når de bliver voksne. Tag endelig ikke fejl af det. Men det skal netop være til alles fornøjelse, og fordi de og vi har lyst. Ikke fordi de stadig er afhængige af os på den ene eller anden måde, og derfor er nødt til det. Deres liv og hverdag skal ikke være bundet op på os til den tid. Jeg ser det som min fineste pligt og opgave at gøre mine børn fri af mig.
Jeg er fuldt ud klar over, at jeg altid vil være deres mor, og at de altid vil være mine børn. Det har jeg ikke tænkt mig at løbe fra. Men jeg vil gerne skabe mulighed for bevægelsen fra at se dem som mine børn, til at se dem som mine voksne døtre, som jeg til den tid kan have et langt mere symmetrisk forhold til. Altså at vi kan være voksne sammen. Hvis nogen skal løbe fra noget, er det dem der skal sættes fri til at løbe fra mig og vores forældre-barn relation, ind i deres eget voksne liv.
Jeg håber rigtig meget, at vi skal have et tæt og meningsfuldt forhold til hinanden i deres voksenliv. Tættere og mere meningsfuldt end både jeg selv og min mand har/har haft til vores forældre. Jeg håber inderligt, at jeg har sat nok ind på kontoen undervejs i deres liv til, at de fortsat har lyst til at være sammen med mig – netop fordi de har lyst. Og fordi det giver mening. Ikke af nød, eller fordi de føler sig forpligtede til at besøge ”de gamle nisser”. Det er nemlig også min opgave fortsat at tage ansvar for at fylde indhold i mit eget liv, når mine børn forsvinder ud af min hverdag, så de ikke skal leve mit liv for mig, eller jeg skal invadere deres og leve det sammen med dem.
Jeg er meget bevidst om, at det er lige nu jeg sætter ind på den konto, og at vi dag for dag bevæger os hen mod et punkt, hvor de bliver voksne, og hvor det er min opgave at have respekt for det, og lade dem have ret til at have deres eget liv og tage deres egne beslutninger. At de kan spørge mig til råds, og vælge ikke at lytte til mig eller handle på mit ellers rigtig gode råd. Og at jeg så skal pakke mig og ikke blive pigefornærmet.
Jeg skal være der, hjælpe dem, udfordre dem, støtte, lytte og samle dem op, og samtidig skal flytte mig (gradvist og i det rette tempo), så de kan komme til i deres eget liv.
Mit store håb er, at de kan og vil tage livet til sig, at jeg formår at gøre mig overflødig, og samtidig gøre mig fortjent til fortsat at have en relevant og meningsfuld plads i en voksen symmetrisk relation med dem.
Det mål gennemsyrer alt hvad jeg gør og siger og tænker i mit forældreskab. Vi er allerede i gang, og har været det længe. Den slags skabes jo ikke, fra de er 17 og til de så flytter som 19-årige.
Derfor
I praksis betyder det fx:
(Disclaimer: Dette er ikke en udtømmende liste. Jeg ved ikke hvordan den udtømmende liste ser ud, for den har jeg ikke lavet. Dette er de elementer der popper hurtigst og tydeligst op, når jeg stiller mig selv spørgsmålet: Hvad vil jeg allerhelst give mine børn med?”)
➡️ At jeg gerne vil lære dem at kunne fuldføre en kedelig opgave, selvom den er VIRKELIG kedelig
For voksenlivet byder på ret mange ret kedelige opgaver, som bare skal gøres. Hvis man ikke har lært, hvordan man gør det, og ikke har erfaring med og tiltro til at man kan, men skal diskutere i timevis med sig selv om man skal stå op, eller tømme opvaskeren eller lave sin matematikaflevering / præsentation / budget / sit arbejde færdigt, så kommer man til at spilde mange timer af sit liv med noget, der ikke giver nogen form for gevinst – men bare dårligt humør og et ærgerligt selvbillede.
Derfor tømmer jeg ikke opvaskeren for min mellemste datter eller lægger vasketøjet sammen for min ældste, når vi har aftalt, at det er deres tjans. Heller ikke selvom de virkelig brokker sig. Eller ser meget stakkels ud imens.
Jeg gør det hvis de er syge, eller hvis de har en hel del ekstra dansetræning på programmet op til en forestilling, eller hvis andet presser dem ekstra i en periode. Ellers er det deres opgave, og jeg hjælper gerne med at vise dem, hvordan man kan gøre noget kedeligt hyggeligere at lave.
➡️ Jeg opfordrer dem til at gøre nye ting
Ting de ikke har prøvet før. Ting de tror, de ikke tør. Hoppe ned fra noget højt. Bage en kage fra en opskrift, de ikke har prøvet før. Eller uden opskrift. Smage ny mad. Tage bussen alene. Spørge en potentiel ven om hun vil med hjem. Sige noget foran en forsamling. Spille et instrument. Sige deres mening. Lave fejl. Tage en chance. Prøve igen.
Mit mål er at give dem så mange og så forskelligartede erfaringer med i lommen som muligt. Jo flere erfaringer man har med alt muligt forskelligt, jo mindre er der at være bange for og jo større og sjovere bliver verden.
➡️ Jeg gerne vil vise dem alt det dejlige, et måltid kan sætte rammen for
Samtale, (øjen)kontakt, nydelse, sanseindtryk, inspiration, nye (mad)oplevelser, relationer, fællesskab og følelsen af at høre til et sted og være vigtig for nogen. Og at få en pause og et frirum. Noget af det jeg nyder mest i mit voksenliv er at samles om god mad og gode snakke. Jeg vil gerne give min børn kompetencerne til at kunne begå sig i den sammenhæng, og blikket for nydelsen i det.
Vi har ikke telefoner eller ipads ved bordet, og fjernsynet er aldrig tændt, når vi spiser. Vi spiser i øvrigt altid sammen. Ved spisebordet.
Når man har tre børn, som er relativt spredt i alder, appetit, spisetempo og udvalg af gangbare retter, er det ikke nødvendigvis en nem opgave, og vi har da også et stykke vej endnu, inden vi er “i mål” med den. Men vi hænger i, for jeg ved der er så meget godt at hente i at kunne samles om et måltid, og det skal mine børn have med sig at være i stand til.
➡️ Jeg taler med dem om, hvordan de har det
Jeg har mødt mennesker nok i min klinik, som aldrig har talt med nogen om, hvordan de har det, til at vide – ikke bare på teoretisk plan – men helt ind i cellerne, hvilke manglende følelsesmæssige kompetencer og hvilken kæmpe ensomhed, det efterlader mennesker med. ”Min far var der aldrig, og mor havde det i forvejen ikke godt kunne jeg se, så hende skulle jeg ikke belemre med mig og mit”, hører jeg igen og igen – i variationer, men med samme underliggende besked om, ikke at ane hvad man skal stille op med alle de følelser, der er i sådan et liv og i alle de vigtige relationer vi bevæger os i.
Så jeg spørger fx ”Hvordan går du egentlig rundt og har det i dit liv, søde pige?” Det er ikke altid de kan svare, (det er der heller ikke noget krav om), men så ved de, at jeg er tilgængelig for den slags samtaler, og at der er et sted at gå hen og få hjælp med at fordøje følelserne, hvis de er på vej til at vokse sig uoverskuelige.
Da de var mindre, bad jeg dem ikke selv producere et svar, men jeg fortalte dem hvad jeg så, og gav dem mulighed for at be- eller afkræfte ved fx at sige: Du ligner en der er glad i låget. Er det rigtigt?
➡️ Jeg er der, når de gerne vil dele noget
Eller have et knus. Jeg er meget opmærksom på at slippe mit eget, når mine store piger, der er på vej ind i pubertet og teenagealder gerne vil dele noget med mig, eller spørge mig om noget følsomt og sårbart. Det er ikke altid (langtfra!!!), jeg lykkes med at slippe det, jeg selv er optaget af, men jeg har det som et opmærksomhedspunkt og en stærk intention. For jeg ved, at det er et af de steder, hvor jeg sætter ind på kontoen til en tæt og meningsfuld relation med dem som voksne.
➡️ Jeg transparent om, hvordan jeg selv har det
Fordi der ikke er noget værre, end når luften er fuld af følelser, som ingen vil tage ansvar for. Så når de spørger om jeg er okay, eller om jeg er ked af det, så svarer jeg ærligt. På en måde hvor jeg samtidig tager ansvar, så de ikke står med opgaven om at gøre mig glad igen. Og allervigtigst, så de får en model for, hvordan man kan være med de følelser der er, når de er der.
➡️ Jeg er opmærksom på at give dem brugbare skabeloner for relationer og parforhold med sig
Ligesom hos alle andre par er der også perioder med udfordringer, misforståelser og svære følelser hos min mand og jeg. Det er en del af at være i et længerevarende parforhold, og det er ikke i sig selv farligt. Det farlige er, hvis det får lov at stjæle kontakten mellem os, og vi ikke reparerer den igen, men går kontaktløse rundt.
Derfor ser mine børn også, at det at være i et parforhold ikke bare er rosenrødt og vupti-agtigt. De ser også at det til tider er udfordrende. Og forhåbentlig ser de især, hvordan man kan vende sig ind mod hinanden igen og invitere til at gen-kontakte, selvom det er svært og en del af én, måske ikke tør eller kan tænke at det alligevel ikke nytter noget.
Den kompetence; at kunne forbinde sig med sin elskede igen, når man er røget af sporet, vil jeg af hele mit hjerte gerne give dem med videre i deres liv.
➡️ Jeg efterstræber selv at leve et liv, som jeg vil være tryg ved at mine børn kopierer til en vis grad
Det er ikke hver dag det lykkes at leve på en måde, hvor jeg kan lægge mig på puden og håbe på, at mine børn slubrede alt det gode og sunde jeg gjorde og levede i dag i sig. I nogen perioder lykkes det langt fra.
Men i det får de forhåbentlig også et billede med af, at livet svinger i både mørke og lyse toner, og at det ikke er et mål i sig selv at stortrives og være bimlende lykkelig hele tiden, men snarere at kunne navigere i livet i sin helhed, og ikke bliver slået alt for meget ud af svingningerne undervejs. Og i hvert fald ikke piske sig selv over, at man ind imellem mister balancen eller meningen for en stund.
Bliver du aldrig i tvivl, Heidi?
Jo!
Når jeg bliver i tvivl, om jeg gør noget for meget eller for lidt eller helt forkert, så spørger jeg mig selv: “Hvis jeg gør det her konsekvent i to år, hvad lærer hun så? Er det det, jeg gerne vil lære hende? Hvis ikke – hvad skal jeg så justere nu”?
Jeg kan dybest set ikke bestemme, hvad mine børn skal lære. Men jeg kan præsentere dem for det udvalg af muligheder, oplevelser, krav og opgaver, som jeg ønsker at give dem med sig i deres liv, og så håbe at de tager det til sig.
Og så kan jeg være åben for at justere undervejs, hvis jeg kan se at det går i en skæv retning. Det er også en kompetence. At kunne justere, og give slip på det, man ellers troede var det rigtige. At være fleksibel og lade sig blive klogere.
Jeg tror som sagt, at meningen med livet er balance – bredt forstået. Og den helt store opgave i den sammenhæng er tillid. Det er også en opgave for mig. På daglig basis. Nogle dage på timebasis ❤️
I kærlighed
Heidi
Tak fordi du har hængt på så længe. Her slutter bogen. For nu. Næsten i hvert fald. For der er lige et allersidste kapitel. Det her.
Skriv din kommentar