B(l)og – #3
Min bog som blog.
– En serie i 10 dele om en bog, der døde midlertidigt, inden den vendte tilbage til livet i en ny form.
For et par år siden blev jeg inviteret til at skrive en bog til forældre. Et stykke inde i skriveprocessen stod det klart, at forlaget og jeg ikke så den samme bog for os, og det ufærdige manuskript røg i skuffen. Men det vil ud. Og det kommer det nu. I blogform.
Værsgo! Dette er del 3 ud af 10 – om at være forældre i dag
➡️ Læs #1 her: Hvaffor en bog?
➡️ Læs #2 her: Om sandheder, balance og voksenskældud
At være forældre i dag
”Selvfølgelig kan du føde det barn. Der er tusindvis af kvinder, der har gjort det før dig, så selvfølgelig kan du også”.
Sådan sagde jeg til mig selv, da jeg stod over for fødslen af vores første barn, i håbet om at berolige mig selv og hele mit system, lige der på kanten af at skulle gennemføre en ret krævende opgave, som jeg ikke havde nogen som helst erfaringer med. Og sådan har mange kvinder sagt til sig selv – mange gange – når de har stået med store frodige maver og mærket tiden nærme sig.
Ét er fødslen. Den er trods alt relativt hurtigt overstået, og kroppen tager over, og ved hvad den skal (hvis den ikke bliver forstyrret undervejs). Noget helt andet er det årelange forældreskab, der følger lige bagefter.
”Selvfølgelig kan du finde ud af at være mor. Det har kvinder jo været i tusinder af år før dig”.
Ja, det har de, så hvorfor al den ballade om forældreskabet? Er det ikke det mest naturlige i verden? Noget vi bare gør? Som kvinder og mænd før os har gjort masser af gange?
Jo, men….
Af (mindst) to grunde er det ikke nok blot at støtte sig til det faktum, at historien har budt på masser af forældre op til i dag, hvor vi står midt i det.
For det første er vores syn på og viden om børn og deres udvikling og behov vokset betragteligt indenfor relativt få årtier. På mange måder var tidligere tiders ideer om, hvad børn var for nogle væsener, og hvad de havde brug for, ikke særlig børnevenlige set med vores øjne. Det stiller derfor andre krav til os som forældre i dag, hvis vi ikke vil sidde den viden overhørig.
For det andet er vores vilkår for at være familier forandret væsentlig i løbet af få generationer. Rigtig mange ting er forandret til det bedre (fx vilkår omkring barsel og sundhed), men en hel del er også blevet langt mere komplekst. Derfor kan vi på mange måder ikke nøjes med blot at læne os op ad visheden om, at nogen har været forældre før os. For vi kan ikke rigtig genbruge modellen for, hvordan de var forældre. Selv vores egne forældre, som kun er en enkelt generation væk, havde en hverdag, der så temmelig anderledes ud.
Der har aldrig været en mere opmærksom forældregeneration end i dag
Allerførst vil jeg gerne gøre det helt klart, at forældregenerationen i dag ikke sidder noget overhørig, og ikke springer over, hvor gærdet er lavest. De er virkelig engagerede. Faktisk har der aldrig været en mere opmærksom og engageret forældregeneration, end den vi har i dag!
De forældre der har hjemmeboende børn i dag er opmærksomme, ambitiøse og interesserede i deres børn og deres trivsel. De gør sig tanker og overvejelser om, hvad der er til gavn for deres børn nu og på sigt, og de tager deres forældrerolle meget alvorligt. Og den forældregeneration er du en del af.
Men hvordan passer det sammen med, at vi hele tiden hører, at vi er alt for lidt sammen med vores børn og til gengæld arbejder alt for meget?
Det interessante er, at det gør det heller ikke!
Socialforskningsinstituttet laver løbende tidsforbrugsundersøgelser, som bygger på data indsamlet over mange år, og som peger på, at virkeligheden er noget anderledes end vores opfattelse af den. Ganske rigtigt arbejder vi mere, og tempoet og effektiviteten i løbet af en arbejdsdag er også steget markant. Men samtidig er vi op mod to timer mere i direkte kontakt med vores børn dagligt, end vi var – gennemsnitligt selvfølgelig – for bare 30 år siden.
Vi bruger også længere tid på at spise sammen, hvilket heller matcher vores opfattelse af, hvordan fællesskabet i familien er i forfald.
Til gengæld bruger vi mindre tid på at lave ingenting. Tiden, der tidligere blev brugt på afslapning og ikke var programlagt, er nærmest forsvundet. Det er interessant, og det er med til at give os fornemmelsen af at være bagefter, ikke kunne når det hele og ikke gøre det godt nok.
Det der bliver udfordrende er, som undersøgelsen også peger på, at der heller aldrig har været mere, vi skulle nå. Der er smæk på i årene med små børn, hvor der samtidig skal færdiggøres studier og etableres karriere, optages banklån og sættes gamle huse i stand. Der er to udearbejdende forældre, fritidsinteresser for store og små og et væld af arrangementer i børnehave, skole og SFO.
Tempo, skiftehold og skilsmisse
For at nå alt det, er der mange forældre, der kører ”skiftehold”. De skiftes til at køre tidligt og komme sent hjem, sådan at børnene kan få kortere institutionsdage og mere forældretid.
Det er godt for børnene, men det er slidsomt for parforholdet. Og jeg kunne have en hypotese om, at det er en af flere grunde til den høje skilsmisseprocent. Det kan ganske enkelt føles som et valg mellem børnenes behov eller parforholdets behov, hvilket oftest falder ud til børnenes fordel. I hvert fald på den korte bane, for et slidt og vissent parforhold er i ingens interesse. Heller ikke børnenes.
Generelt er tempoet steget på alle arenaer. Og der er kommet flere arenaer til. Derfor er forældregenerationen i dag temmelig meget på, netop fordi den er præget af opmærksomhed og engagement, og der er flere arenaer at udøve det på.
Vi lever i et samfund der hylder effektivitet og optimering og “mere mere mere”, og det har i den grad også smittet af på vores forældreskab, og den måde vi er sammen med vores børn på. Og os selv og vores partner på.
Men faktum er, at vi bruger mere tid sammen med vores børn, end de er i institution, når vi ser på det fordelt over ugens 7 dage, og vi er mere sammen med vores børn, end forældre var for blot 30 år siden. Det kan måske være rart nok lige at have med som modvægt til stærke stemmer, der fortæller os noget andet igen og igen.
Der har aldrig været mere opmærksomhed på forældrerollen end i dag
Så langt, så godt. Men det stopper jo ikke blot med, at tempoet er steget, og at der er mere (vi synes), vi skal nå.
Ligesom der aldrig har været en mere opmærksom og engageret forældregeneration end vi ser i dag, har der heller aldrig været så meget viden, så mange input og så mange holdninger til børneliv og forældreskab tilgængeligt, som der er i dag.
Det er som sådan ikke noget problem i sig selv, at viden er blevet mere tilgængelig. På mange måder er det kun godt. Men det der bliver problematisk her er, at viden, om vi vil det eller ej, er en relativ størrelse, og at den heller ikke, når det gælder børnetrivsel og opdragelse, peger på det samme.
Der er masser af information og gode råd at hente på nettet og i bøger, men ofte peger de i flere og modsatte retninger. “Eksperter siger…..” – det modsatte af hinanden.
Samtidig blandes faglig viden med en hel del synsninger, holdninger og anekdoter fra enkeltpersoners eget liv ved nærmest hvilken som helt søgning på Google.
Jeg er i det store billede (altså i demokratiets og ytringsfrihedens og ligestillingens navn) vild med, at der med internettet og de muligheder det giver, ikke længere er monopol på, hvem der har ret, og hvilke stemmer der kan få taletid.
Men for den stakkels forælder, der en sen nattetime leder efter retning og støtte til at give sit barn den bedst mulige hverdag, kræver det virkelig at man kan skille skæg fra snot og holde tungen lige i munden, hvis man vover sig ud på nettet for at søge råd.
Med andre ord har det aldrig været nemmere at blive forvirret og i tvivl om, hvad et godt børneliv er, og hvad det stiller af krav til forældrene.
Google er ikke din ven
For er det bedst at hjemmepasse barnet, når der nu er så dårlige normeringer i vuggestuerne? Eller går det så glip af vigtige muligheder for at udvikle sociale kompetencer? Vi skal sørge for at få motion nok, for der er for mange overvægtige børn i Danmark. Men vi må heller ikke pace vores børn frem og overskride deres grænser ved at tvinge dem til noget de ikke vil, vel? Og hvad nu hvis Oliver ikke vil gå til fodbold? Skal jeg så insistere? Jeg vil jo hverken presse ham for meget, eller lade ham i stikken med udsigt til et liv med overvægt?
Vi skal være nærværende og tilstede sammen med vores børn. Og vi skal være gode forbilleder. Men hvordan er jeg er godt forbillede for, hvordan man gør ting man bliver glad af, hvis det, jeg bliver glad af, ikke involverer konstant samvær med mine børn?
Svaret findes på Google. Eller det er i hvert fald der, vi leder. Og her dukker alt fra en artikel fra en speciallæge til et godt råd i en tråd i et forum for gravide op. Dér i nødens stund har det umiddelbart lige stor værdi. Så hvem skal man lytte til? Har speciallægen altid ret? Og hvad med den gravide mors vinkel på det? Er det en generelt anvendelig løsning, eller virkede den tilfældigvis (af alle mulige uvisse grunde) lige præcis for deres familie? Hvad skal man tro på?
Internettet er et farligt sted – gå aldrig derind alene
En af de afgørende forskelle på os mennesker og de dyr, vi med nød og næppe adskiller os fra, er vores evne til at tænke og reflektere. Det er på mange måder vores styrke, og et afgørende kapitel i evolutionen. Men det også vores akilleshæl. Når vi lander i det loop af ”på den ene side – på den anden side” byder vi handlingslammelsen og mismodet indenfor.
Det er en drænende dans og den byder sig selv og den moderne forælder op, hvis vi ikke er meget opmærksomme på ikke at hoppe på den krog.
Udover reel viden og information, som peger i nogenlunde samme retning, hvis vi er heldige, har internettet og de mange medier også givet mulighed for, at enhver kan give sin mening til kende. Og det er der mange der gør. Luften er tyk af holdninger og synsninger – nogen med mere substans end andre, og en hel del fremført som ubetvivlelige sandheder. På internettet er der også særlig god plads til at tale sig selv op og de andre ned på en så skarp og nedladende en måde, som man (indtil videre) ikke i samme grad ville bruge overfor mennesker, man har en fysisk face-to-face samtale eller meningsudveksling med.
Kommentarspor på debatsider og blogs lader ofte læseren, der vover at stille et kritisk spørgsmål eller forsøge at nuancere artiklens budskab, vide, at han/hun da må være nærmest uden hjerne, hvis han/hun overvejer at lade sit barn spise xx / tage sit barn med på ferie til xx land / give sit barn xx tøj på / flytte til xx by, og lade barnet skifte institution / tage et døgn afsted med sin mand/kone uden sit barn eller udtrykker ikke at have lyst til at tage et døgn væk fra sit barn.
Den abnorme blandende mængde viden, holdninger, synsninger, erfaringer og anekdoter er den luft de moderne forældre trækker vejret i.
Informationsoverload giver åndenød
Og der står man så med sit halvandet år gamle barn og bliver lidt i tvivl om det hele foran skærmen eller til forældrekaffen nede i vuggestuen, hvor en anden forælder fortæller begejstret om af have taget præcis den modsatte beslutning om et givent emne, end man selv lige synes, man var blevet enig med sig selv om. Næsten i hvert fald.
Er det fordi vi er dumme eller hvad? Hvorfor er vi så lette at slå ud og forvirre?
Det er ret simpelt. Fordi vi får så mange input og stimuli og påvirkninger hver eneste dag, at det langt overstiger den mængde vores hjerne kan kapere at forholde sig til. Vores samfund og dagligliv har ændret sig mere de sidste 100 år end på de 100.000 år før dem. Evolutionen operer i et noget andet tempo, og vores hjernes udvikling har derfor ikke matchet den samfundsmæssige udvikling.
Så nej, vi er ikke dumme. Vi har blot skabt et samfund omkring med så mange muligheder og input, at vi har gjort det svært for os selv at navigere i det.
Jeg siger det lige igen: Vi er ikke dumme!
Vi har blot stillet os selv og hinanden i en situation, hvor det er nærmest umuligt at holde hovedet koldt og høre sit eget hjertes stemme, fordi vi bliver blæst bagover af vanvittige mængder af input. Og indtil videre er det en individuel opgave at vælge til og fra. Mest fra. Det er ganske enkelt nødvendigt at træffe valg her, hvis vi vil bevare og værne om vores mentale sundhed.
I kærlighed
Heidi
Tillykke med din nye bog. Dejlig læsning. Glæder mig til de næste afsnit udkommer.