Om hvad 2018 havde med i posen til mig – og lidt om hvad jeg har inviteret 2019 til at byde på
Det er nemt at sætte mål og tro, at man kan planlægge hvad der kommer til at ske. Livet vil det ofte anderledes. Sådan var det med mit 2018, og mon ikke det også bliver sådan med 2019?
Men blot fordi livet har sin egen plan med mig, kan jeg jo godt samtidig have lidt planer med livet, og så håbe på, at vi begge får lidt at skulle have sagt efterhånden som året udfolder sig.
Mit 2018 har været…. jeg ved ikke helt hvad ordet er. Vildt, hektisk, intenst, forandrende, krævende, udviklende, udfordrende, fokuseret. Mest af alt anderledes, end jeg troede det ville blive.
En bog med sit helt eget forlag
Da 2018 startede var jeg i gang med at skrive på den bog, jeg troede jeg skulle udgive i samarbejde med et forlag. Det viste sig dog i løbet af foråret og forsommeren, at den bog forlaget gerne ville udgive, ikke var den bog jeg gerne ville skrive. Kort fortalt ville de gerne have endnu en ”ekspertbog”, sådan en der giver alle svarene i en one-size-fits-all model. Sådan en bog skal de have en anden til at skrive. Jeg er ikke en af den slags ekperter der har svarene på alt, og som ved hvad alle skal gøre, og jeg vil meget nødig bidrage til den ekspert-tone, der allerede er rigeligt af, nemlig; Gør X og Y, så skal det nok gå dit barn godt, men gør for Guds skyld ikke Z, for så kan du godt regne med at have sendt dit barn direkte i alskens dårligdom. Det er for unuanceret og det er alt for fuld af skyld og dårlig samvittighed.
Jeg vil gerne skrive en bog, der får forældrenes skuldre til at falde lidt ned, og som indgyder håb og ro og tro på sig selv. For der er faktisk rigtig mange forældre, der gør det rigtig godt. De tror bare ikke rigtig på det, fordi de hele tiden får tudet ørene fulde om at nutidens forældre er selvoptagede og curler og basalt set ikke kan finde ud af at være forældre, og at det var meget bedre i gamle dage (det var det ikke!!). Det skaber uro og usikkerhed – og det er piværgerligt. For det er unødvendigt. Det støjer bare og forstyrrer det fine, der er i gang mellem forældre og børn.
Nå men sådan en bog er der åbenbart ikke marked for lige nu.
Derfor kommer du til at kunne læse et par uddrag af de kapitler, jeg allerede har skrevet til bogen her i løbet af 2019. Det kommer til at ske på min blog. For budskabet skal ud – og så har jeg heldigvis min egen platform 🙂
En flytning, tak!
Da jeg gik ind i 2018, vidste jeg heller ikke, at jeg skulle flytte – hverken privat eller med min klinik. Og slet ikke at det skulle ske oveni hinanden.
Min mand og jeg var i Berlin i foråret. To et halvt døgn uden børn. Den slags skal man tydeligvis passe på med, hvis man ikke er klar på at træffe og handle på store beslutninger. For under to uger efter havde vi købt et nyt (gammelt) hus.
Hvorfor? Vores to ældste piger har skiftet skole for hhv ét og to år siden, og går nu på en friskole, der ligger 12 km fra vores gamle hus. Da vores mellemste skiftede for nu et år siden, og fik det markant bedre på ca fem minutter, besluttede vi at vores yngste selvfølgelig også skal starte der (i år), og så virkede det pludselig fjollet, at blive boende i vores gamle hus og by, når ingen af vores børn ville havde deres daglige gang og deres netværk der. Så vi tog en rask beslutning og købte og solgte, og efter sommerferien rykkede vi ind i en gammel murermestervilla tre minutter fra verdens bedste skole.
Det er ikke første gang, vi flytter. Faktisk vil jeg sige, at vi er rimelig garvede udi den slags projekter, der handler om at flytte ind i og istandsætte huse. Alligvel har jeg fuldstændig undervurderet denne flytning. Jeg forstår stadig ikke helt hvorfor. Heller ikke selvom jeg godt kan se, at det selvfølglig kræver noget, når man beslutter sig for selv lige at bygge et dobbelt anneks i haven, til kontor til min mand og jeg. Men det har været en noget større omgang, end jeg havde tænkt det ville være (selvom vi har gjort det før – også det med annekset), og først nu er fornemmelsen af hjem og ro ved at lande i små forsigtige bidder.
Og så lige en flytning mere
Få timer efter at vi havde overtaget nøglen til vores nye hus, blev jeg opsagt i min klinik, og i samme ombæring opløstes samarbejdet med den psykolog, der var tilknyttet både min virksomhed og også den psykolog jeg lejede lokale af. Så derfor bød efteråret også på lokalejagt og flytning, stillingsopslag, samtaler og nye ansættelser.
Alt er godt nu. Rigtig godt faktisk. Jeg er landet i den hyggeligste klinik, sammen med en flok virkelig dejlige psykologer, hvor der er højt til loftet, kort til grin, og hvor der er hep og opbakning og kærlige skub i ryggen til alles skæve ideer og initiativer. Så selvom jeg nok ikke kan anbefale store forandringer privat og arbejdsmæssigt samtidigt – slet ikke når de ikke alle er selvvalgte – så er jeg meget glad og tilfreds med de nye fysiske rammer for min arbejdshverdag. Og jeg er yderst taknemmelig for mit nye samarbejde med Rie og Line, som allerede kører fuldstændigt på skinner. De er nogen virkelig hjertevarme og fagligt skarpe damer. Det er helt trygt for mig at henvise klienter videre til dem, og jeg er så glad for, at vi sammen kan nedbringe ventetiden for de par og familier der har brug for hjælp NU.
At holde balancen mellem at holde fast og give slip
Så det 2018 der skulle have budt på et bogmanuskript i foråret og på en efterårs-orlov med tid til at fordybe sig i nogen af de mange ideer og projekter, jeg hele tiden kan se for mig, kom til at se helt anderledes ud.
Sådan kan man blive klogere, og det er jo faktisk rart nok. Tænk hvis vi vidste alt, hvad vi skulle vide, og havde prøvet alt hvad der var at prøve og aldrig kunne blive overraskede mere.
Derfor giver det også stadig mening at sætte kursen for 2019, selvom livet nok taster lidt nye koordinater ind undervejs.
Som jeg skrev i min nytårshilsen på min facebookside tror jeg, at en af de store opgaver her i livet er at finde balancen mellem selv at tage styring og ansvar for at få de ting til at ske, som man gerne vil have i sit liv – og så ikke at blive alt for bange eller føle sig alt for mislykket, når man alligevel ikke helt selv kan styre kursen altid, og lander i grøften eller på en stor omvej.
Den update var der mange der godt kunne lide, og det glæder mig at der er plads til ærlighed og sårbarhed på de ellers så glatte sociale medier. Tak for det!
Nå men hvad skal jeg så i 2019?
Taste, taste, taste
Jeg skal i hvert fald skrive. Jeg har skrevet alt for lidt på min blog i 2018. Det skal være anderledes i 2019. Jeg vil tilbage i det gamle skrive-mode. I skal have et indblik i den føromtalte bog, jeg har planer om en serie af en helt ny type artikler, og jeg vil gerne lave en stor guide til gode bøger om parforhold og kærlighed bl.a. Derudover har jeg en liste med ca 100 ideer til artikler og indlæg. Jeg overvejer endda at åbne brevkassen igen. Overvejer….
Noget mere til par
Jeg er i tænkeboks og summen over, hvordan jeg kan hjælpe par endnu mere. Jeg får mange mange henvendelser fra par i mere eller mindre akut krise, og jeg tager dem selvfølgelig ind i klinikken så hurtigt vi kan til alles fornøjelse. Men hvad nu hvis de kunne hjælpes endnu tidligere i processen? Det har jeg forskellige ideer til, hvordan jeg kunne gøre både online og IRL, og en eller flere af de ideer skal have handling bag i 2019.
Foredrag
2018 bød på en del foredrag et bredt udvalg af steder, og de første er allerede i kalenderen i 2019. Foredrag kommer helt sikkert til at fylde i år, og det er fedt. Jeg synes det er sk*desjovt, og jeg er vild med at komme ud og møde jer derude. Så hvis vores veje krydses ved et foredrag i år, så lov mig at komme op og sige hej i pausen eller bagefter. Aftale, ik’!!
Rejser og fordybelse
Den første arbejdsrejse er også plottet i kalenderen (og nr to er så småt på vej) og jeg glæder mig! Udover at selskabet er godt, og jeg altid vender godt gennemgrinet hjem, så er det virkelig en gave og en nødvendighed at træde ud af hverdagen. Ud af rutiner og vaner og ind i det rum for fordybelse og mulighed for at dreje blikket på sin virksomhed og sin måde at arbejde på lidt (meget), som sådan et break giver.
Jeg skal både kigge på, hvor jeg kan gøre ting smartere og mere effektivt i min virksomhed (igen). Det hele vokser og kræver nye arbejdsgange og endnu mere smidighed, hvis jeg ikke skal fungere som fuldtids administrativ medarbejder. Og så skal jeg fordybe mig i nogen af de onlinekurser, jeg selv har købt. Yes, jeg kommer heller ikke altid i gang, præcis når jeg har investeret i ny viden. Men det er jo det fede ved onlinekurser – i hvert fald ved dem, der (ligesom mine), er sat op så de ikke udløber eller forsvinder. Men kan jo bare tage dem når det passer, og når der er ro til at tage det ind.
Udefra ligner de arbejdsrejser en badeferie, I know. Og det føles også virkelig som en luksus. Men det er ikke ferie, og heller ikke ferieluksus. Det er fokus-, sparrings- og udviklingsluksus.
Jeg kan kun anbefale det. Også selvom du ikke har en virksomhed. Sæt din hverdag, dine relationer, din måde at bruge tid og energi på uforstyrret under lup. Gerne sammen med nogen, der kan stille de gode spørgsmål. Du ved, dem der er pisseirriterende, indtil man godt kan se, at præcis det spørgsmål var aldeles relevant. Hvilket så også er lidt irriterende, at man ikke bare kunne se af sig selv….. 😉
På den private konto….
Først og fremmest skal vi stadig give tid til at lande i vores nye hverdag og omgivelser. Jeg glæder mig til, at det at bo i vores nye hus bliver associeret med hygge og hjemlighed og ikke med ”hvad er den næste ting på den alt for lange liste med kedelige voksenpoint-ting, vi skal fikse nu?”.
Og så er der et par store familiebegivenheder på tapetet i år. Vi har en konfirmation i sigte, og i efteråret bliver jeg 40 flotte år, hvilket skal fejres med kulørte lamper og et funky soulorkester.
Og nå ja, så er det også slut med børnehave og goddag til den nye titel som trippel skolemor.
Var det bare det?
Næ…… Jeg drømmer også om at trimme og opgradere mine eksisterende onlinekurser med nye interviews og nyt design, om at læse meget mere både skøn- og faglitteratur, om mere uddannelse, om at skabe nye onlinemuligheder, om at date min symaskine og om alt muligt andet.
Men hvis der er noget jeg har lært af at være selvstændig (og mor til tre), så er det nødvendigheden af at prioritere. Benhårdt. Planlægge realistisk. Ambitiøst, men realistisk. Det er bedre at gøre noget godt og helt, end at gøre det hele halvt eller kvart. Det første er meget mere tilfredsstillende (selvom der er noget, du ikke kommer i mål med), end det sidste, som er den sikre vej til stress, kort lunte og til virkeligt ærgerlige selvbilleder. Der har jeg været, og der vil jeg ikke hen igen.
Det er virkelig en udfordring for sådan en som mig med skrivekløe, 10 nye ideer om dagen, pænt høje ambitioner og mange års træning i at klemme ballerne sammen. Men jeg øver mig. Også i 2019.
Med ønsket om et dejligt 2019 til dig!
Bedste hilsner
Heidi
Skriv din kommentar