Noget af det der fylder rigtig meget i forældreskabet er det at tune ind på sine børns behov og møde dem. Det kan føles som om, det er det eneste der er plads til, og mange forældre når sjældent til at opfylde deres egne behov på blot et minimumsniveau. Det kan man godt holde til noget tid, og det kan føles nødvendigt at holde til det. Men på den lange bane er det en strategi, der giver bagslag for både forældre og børn.
Derfor hejser jeg i dag flaget for at huske at tage sine egne behov som forælder alvorligt. Her får du et klip af et nyhedsbrev, jeg sendte ud lige op til sommerferien, som handler om netop det:
Om at lande blødt i ferie – og noget om egne behov
Nu er det lige op over og kun et spørgsmål om få timer, inden jeg lukker ned for arbejde og tikker ind i ferie.
Resten af min familie er kørt afsted på den årlige mini campingtur – uden mig. Og selvom min yngste flere gange har sagt “Jeg synes altså, at det er synd for dig mor, at du ikke må komme med på camping”, så er det overhovedet ikke synd, at jeg ikke er med!
Det er lige præcis dét, jeg har brug for, og det er derfor vi har arrangeret det sådan igen, nu på tredje eller måske fjerde år. Det giver mig tid til at arbejde færdig uden bagkant. Tid til at binde sløjfer på alle de løse ender, strege ud på lister, rydde op på skrivebordet og mentalt lukke ned for arbejdet.
Det giver også en ekstra motivation til virkelig at prioritere i punkterne. Er de allesammen vigtige (hint:nej!)? For jo hurtigere jeg bliver færdig, jo mere tid til at spise belønnings-sushi og drikke et godt stort glas hvidvin, og så ellers bare sidde og kigge ud i sommeraftenen. Og sove en hel nat uforstyrret, vågne når min krop synes det er tid, tusse rundt på bare fødder med morgenkaffen i et tyst hus. DET er optankning og blød ferielanding for mig. Så synd for? Nej!
Må jeg godt have det behov?
Jeg har måttet indse over de sidste år, at jeg har et større behov for at være alene, end fx min mand har. Og behovet er større end en del af mig synes er i orden. Den del af mig synes, det ville være federe, hvis jeg havde lyst til at være sammen med min familie hele tiden, og altid kunne rumme selskab og andres tilstedeværelse. Sådan a la “en rigtig mor” I ved……. Jeg har kæmpet alt for meget med mig selv på det punkt.
Det er noget bøvl. Og det bliver bøvlet, fordi den del af mig kommer til at blande det sammen med kærlighed, og sidestille det med hvorvidt jeg elsker min familie, når jeg nu har lyst til at være adskilt fra dem ind imellem. Og så er vi straks ude i noget, der bliver rigtig skamfuldt og svært at trække vejret i. Måske kender du det?
Så jeg har øvet mig over de sidste år, og jeg øver mig stadig. Øver mig i at stå ved mit behov og lade det være lige så legitimt som alle andre behov her på matriklen. Og dermed opfylde det, i det omfang det nu kan lade sig gøre. Der er stadig ind imellem en lille stemme, der hvisker noget om “forkert behov” og “må man godt det”, men jeg lytter ikke så meget mere, for jeg har erfaret, at det er bedst for alle, hvis det behov bliver opfyldt. Ellers kan jeg pludselig transformere mig til noget, der ligner en hidsig hunulv, som pludselig synes alle andres behov er forkerte og for meget.
Måske kender du også det? Måske er det tid til også at putte dine egne behov i puljen af behov, der gerne må opfyldes hjemme hos jer ❤️
Bedste hilsner
Heidi
Skriv din kommentar