5 måder at vise dit barn din kærlighed uden ord

Det er nemt nok at sige det. Og det skal man også.
Men hvordan viser man det – uden de tre ord “Jeg elsker dig”?

Her får du fem måder at vise dit barn din kærlighed uden ord.

 

Din udelte opmærksomhed er tyk kærlighed uden ord

Giv dit barn din fulde opmærksomhed - det er kærlighed uden ordDen største kærlighedsgave, du kan give dit barn, er din udelte opmærksomhed. Har du mulighed for ind imellem at give decideret alenetid til hvert enkelt barn et par timer, hvor I bare er jer og ikke bliver afbrudt af andre søskende, vil jeg klart anbefale det. Men er logistikken stram, kan mindre også gøre det.

Det handler ganske enkelt om at lytte til dit barn. Kigge på det (og ikke på din telefon). Være tilgængelig, nærværende og modtagelig.

Det er benzin lige ind på selvværdet og på et sundt selvbillede, hvor barnet oplever sig selv som et ligeværdigt medlem af familien, som også har taletid og som bliver lyttet til og taget alvorligt af sine vigtige voksne, som har tid til det.

Det er kærlighed i helt ufortyndet form.

 

Krammere i lange baner

Kærlighed taler også sit helt eget rene (ordløse) sprog gennem krammere, kys, nus, nulren, kilden, massage og svingture.

Fysisk kontakt er godt for alt mulig, fordi det udløser nærende hormoner, der forbinder os, og det er en nem og direkte vej til at formidle kærlighed til dit barn. Så kram, nus og kys løs – men respekter selvfølgelig barnets grænser og tegn om brug for pauser.

 

Hæng ud

Dit større barn har også brug for dig. Også selvom du tror barnet helst er fri. Uanset at vennerne begynder at betyde mere og barnet/den unge kan trække sig mere ind på værelset, så har det stadig meget brug for at vide, at det er elsket – og jo flere kanaler du sender på, jo nemmere for barnet er det at tro på.

At hænge ud med en kop te er kærlighed uden ordSå hæng ud på dit større barns værelse. Bare fordi. Tag en kop the med og spørg ind til det, dit barn er optaget af for tiden. Eller hæng ud med en bog eller avis mens dit barn laver lektier. Det virker måske lidt akavet i starten, hvis I er kommet lidt ud af rutinen. Men bliv ved med at tilbyd dit selskab. Selvom dit (store) barn måske ikke takker dig med ord, vil det alligevel have stor betydning at huske tilbage på en barndom og ungdom, hvor ens forældre var tilgængelige og viste interesse.

PS: Du skal selvfølgelig ikke mase dig på og insistere på at blive, hvis dit unge menneske trænger til at være alene. Men mon ikke også der er et godt stykke vej at bevæge sig nærmere på, inden I rammer det punkt?

 

Tal sammen om barnet

Børn elsker at høre alt det, deres forældre synes er fantastisk ved dem. For nogle børn kan det dog blive lidt for overvældende og svært at tage imod, hvis det bliver alt for direkte.

Derfor kan du med fordel fortælle din medforælder, hvad du er glad for ved dit barn, mens jeres barn er i gang med en leg ved siden af jer. Det kan være ros, noget du har lagt mærke til at dit barn pludselig kan, noget sjovt det sagde, noget du har set gjorde barnet glad, noget der gjorde sig glad på barnets vegne osv.

Det lyder måske underligt, men det har en rigtig positiv virkning, at I taler sammen om jeres barn, mens barnet er tæt nok på til at kunne overhøre jeres samtale, og slubre jeres ord i sig i sit eget tempo.

 

Jeg har lagt mærke til dig

At servere nogens livret er kærlighed uden ord

En femte måde at vise dit barn din kærlighed uden ord  er at overraske det med dets yndlings eet-eller-andet. Fx lasagne til aftensmad, hvis det er livretten. Eller yndlingsfredagsslikket. Eller en tur hen til yndlingsudflugtsstedet. Osv

Det at nogen andre tager initiativ til noget af det, man allerbedst kan lide, for at glæde en, skaber glæde og følelsen af at blive set og være ønsket. Du kender det selv fra når en god ven eller din partner kommer dig i møde med lige præcis det, du elsker mest. Ahh, det lander lige på det gode sted. Det er samme følelse du giver dit barn:

”Jeg ser dig, og jeg værdsætter hvad jeg ser”.

 

 

 

Kærlige ord er dejlige.
Kærlighed uden ord lyder måske mindre “rigtigt”, men er også dejligt!

Give it a try!

 

Rigtig god fornøjelse!

 

Psykolog Heidi Agerkvist - om at vise dit barn kærlighed uden ord

 

 

Bedste hilsner 
Heidi

 

 

 

 

LÆS også:

Ulvetimen – 12 tips til mindre kaos og mere ro

Sådan bliver du mere nærværende i din hverdag og dine relationer

Når børn er kilde til alvorlig stress

 

One Response to 5 måder at vise dit barn din kærlighed uden ord

  1. Avatar for Malyun
    Malyun 15. oktober 2020 at 12:23 #

    Det et dejligt at høre og bruge de gode metoder.

Skriv din kommentar