Jeg kan virkelig godt lide…..

Det er nemt at sige alt det, vi er utilfredse med, eller ” hvorfor har du ikke…”
Og det er nemt at gøre det tit.
Det er straks sværere at få sagt det gode. Det vi glædes over, det der luner, det der får os til at smile.
Et karaktertræk, en adfærd, noget kropsligt, noget han/hun har sagt…
Hvis du skulle fortælle din partner noget du sætter pris på ved ham/hende, hvad kunne det så være?
Sæt pris på din partner
Og ja, det kan godt vore lidt akavet at komme i gang med, hvis man er kommet lidt ud af træning med den slags. Så lad os gøre det enkelt. Sig bare:
“Hey, ved du egentlig godt, at jeg virkelig godt kan lide…..”
❤️ Din måde at være far på
❤️ At putte mig ind i den der krog mellem din skulder og din hals. Der er så dejligt trygt lige der hos dig.
❤️ Din måde at forholde dig til livet i det hele taget på. Du vil noget med det. Du lader det ikke bare gå.
❤️ At du er så mild i dit blik på andre mennesker. Det er så smukt et træk.
❤️ At du henter ekstra puder til mig i sofaen, når du kan se, jeg er træt.
❤️ Din energi. Også selvom jeg ikke altid selv kan følge med i det tempo. Med det er fedt, at du altid har så meget at give af.
❤️ Den måde du kigger på mig, når jeg reder mit hår.
❤️ At du husker at jeg ikke kan lide koriander, og altid sørger for en korianderfri version.
❤️ At du kan samle det hele og gøre det enkelt for mig, når jeg farer vild i mine egne tanker og slet ikke kan finde retning eller ro.
❤️ At du er så tålmodig med mig lige der, når jeg ikke selv er det.
❤️ At du tager vores parforhold så alvorligt, at du også bringer de svære ting op, selvom det kan være svært at snakke om. Tak for dit initiativ. Det er kærligt.
Værsgo. Ordet er dit!
Sæt pris på din partner ❤️
Jeg hepper på jer!❤️
I kærlighed
Heidi






Skriv din kommentar