Børns adfærd er kommunikation
I min tilgang til børn og voksne skinner det tydeligt igennem, at jeg tror på, at:
Børns adfærd må forstås som en del af en større sammenhæng
Jeg tror på, at vi skal forstå den måde barnet opfører sig på, ud fra den sammenhæng barnet er i. Mennesket er et socialt væsen, som udvikler sig i relation med andre, og det er derfor absurd at forsøge at forstå det afskåret fra sin sammenhæng.
Der er mange aspekter, der spiller ind på børns adfærd; vaner, relationer, forventninger, erfaringer, stemninger, impulser, intentioner, behov, følelser mm. Det er nødvendigt at tage alt dette med i det samlede billede, for at forstå på hvilken måde barnets reaktioner og handlinger giver mening, og hvad der skal til, for at invitere barnet til at vælge en anden måde at reagere og ”svare” på de voksnes henvendelser på.
Jeg er derfor altid på udkig efter de sammenhænge og mønstre, der eksisterer mellem forældre og børn. Heri ligger nemlig en masse nøgler, som jeg kan give forældrene i hænderne, ved at ”oversætte” barnets opførsel for dem. Det betyder, at forældrene ret hurtigt kan begynde at låse konflikter og uhensigtsmæssige relationer op.
Børns adfærd er kommunikation
Mennesket kommunikerer hele tiden – og børn gør især. Der ligger store mængder information i selv små handlinger og reaktioner. Hvis vi tager os tid til at læse barnet, og lytte til hvad det kommunikerer og inviterer os til, kan vi få øje på rigtig mange nye muligheder og forståelser.
Ofte kigger vi på adfærden fra samme vinkel hver gang, og vi har brug for at blive skubbet lidt til, for at kunne skifte perspektiv. Hermed kan vi få øje på nye informationer og intentioner, hvilket betyder, at vi kan hjælpe barnet og os selv på nye måder.
På den måde bliver familiens mønstre, som forældrene før oplevede som diffuse og næsten uforståelige, pludselig meget konkrete og gennemskuelige og til at handle på. Forældrene oplever, at de nu kan gøre noget, hvilket er en stor lettelse for dem.
Børn gør det bedste de kan – hele tiden
Jeg er overbevist om, at børn til enhver tid gør det bedste, de kan under de givne rammer. Børn vil som udgangspunkt gerne samarbejde og leve op til de voksnes krav og forventninger.
Hvis barnet bliver ved med at gentage en uhensigtsmæssig adfærd, er det i min optik fordi, der er en kompetence eller færdighed, barnet endnu ikke har lært. Det er en opgave for de voksne at skabe de bedste muligheder for, at barnet kan lære denne kompetence. Det er aldrig barnets ansvar.
Denne forståelse af børn – og voksne – er helt fri for spørgsmålet om skyld. Det er min klare overbevisning og lange erfaring, at det at kæmpe for at få afklaret og placeret skyld er direkte hæmmende for enhver forandring og udvikling. Derfor er det slet ikke en del af et forløb hos mig.
Når de voksne er de voksne, kan børnene være børn
Jeg er meget optaget af rollefordeling i børnefamilier, og du vil høre mig tale meget om positioner og ansvar. Det er min erfaring, at kilden til rigtig mange opslidende og gentagne konflikter i børnefamilier bunder i, at der er uklarhed i rollefordelingen. I nogen familier er der kamp om voksenpositionen, og i nogen familier handler alle familiemedlemmer fra en børneposition. Begge dele er lige uheldigt.
Når de voksne er de voksne (med alt hvad dertil hører), kan børnene være børn. Det i sig selv betyder, at konfliktniveauet falder betydeligt, og trivslen øges tilsvarende betydeligt. Derfor er jeg meget fokuseret på at skabe klarhed over rollefordelingen.
Voksne er børn, der er blevet store
De fire ovenstående udsagn gælder også for voksne. Her har det blot et andet udtryk. Men voksnes handlinger må også forstås i den sammenhæng de indgår i. Voksne kommunikerer også med deres adfærd. De gør det bedste de kan hele tiden, og konfliktniveauet falder betydeligt, når de voksne indtager en voksenposition.
Hvis det af forskellige grunde var svært at være barn på et eller flere områder, udfordres vi på at være voksne på de samme områder. Konflikterne i familien opstår ofte omkring de temaer, som de voksne ikke er blevet hjulpet med at håndtere hensigtsmæssigt som børn.
Når du som voksen beslutter dig for at tage dig af dine egne uafsluttede temaer, handler du dermed kærligt overfor både dig selv og dine børn. Du bliver gladere og mere tilfreds i din hverdag – til gavn for både dig, din partner og dine børn. Og dine børn behøver ikke at bøvle med de samme temaer som dig, hverken nu mens de er børn, eller senere når de bliver voksne og selv skal være forældre
Her kan du se hvilke former for samtaler, jeg tilbyder i klinikken i Aarhus og online.
Du er meget velkommen til at kontakte mig , for at afklare om jeg er den rette til at hjælpe dig og din familie.
Du kan blot sende mig en mail på mail@heidiagerkvist.dk, så vender jeg tilbage. Hvis du geren vil ringes op, så skriv blot dit telefonnummer med i mailen.
Jeg glæder mig til at tale med dig!
Bedste hilsner
Heidi
Comments are closed.