I mit team af dygtige psykologer her i Huset Agerkvist finder I også Marie Hammer.
Marie har et særligt blik for de vigtige relationer i livet, og kan på en meget nænsom vis finde ind til kernen af det, der står i vejen for at trygheden kan leve i og nære relationen.
Herunder forælder Marie selv lidt om sig og om sin måde at arbejde på.
Hvorfor parterapi?

En “tryg havn” er ikke ensbetydende med fravær af konflikter eller misforståelser (det er nok uundgåeligt), men en relation, hvor vi lykkes med at etablere kontakten igen, når den har været brudt. Og måske endda bliver klogere på os selv og den anden undervejs.
I de tilfælde, hvor det ikke rigtig lykkes at få genetableret kontakten, eller hvor de samme slidsomme konflikter eller reaktionsmønstre viser sig imellem jer igen og igen, kan det give mening at søge hjælp til at gøre noget andet.
Min måde at arbejde på
Hvad end det drejer sig om parforhold eller forældreskab, møder I ingen løftede pegefingre eller moralpoliti hos mig – vi gør det allesammen så godt vi kan! Og jeg tror på, at der er en mening og en positiv intention at opdage, bag selv den mest uhensigtsmæssige adfærd.
I vores samtaler vil jeg gøre mit ypperste for at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, hvor I, sammen med mig, kan træde et par skridt på afstand af hverdagens trummerum, og mærke ind i, hvad I hver især Iænges efter i det daglige. Og hvad I måske holder inde med, af frygt for, hvordan det vil blive modtaget af jeres nærmeste. Og jeg vil hjælpe jer til at turde formulere dette, fra et modigt og sårbart sted, der gør den anden bedre i stand til at lytte.
I parterapien arbejder jeg ud fra metoden emotionsfokuseret parterapi (EFT), hvor vi også kigger på, hvad I hver især har med jer af modeller for kærlighedsrelationer, og hvordan de spiller ind på jeres indbyrdes relation. Vi arbejder med at skabe større bevidsthed og forståelse for de reaktioner og negative mønstre, der opstår imellem jer, så I kan nærme jer en tryggere relation med mere kontakt og kærlighed.
For mig behøver et par ikke nødvendigvis være et kærestepar, men kan også være andre betydningsfulde relationer, som fx en forælder og hans/hendes voksne søn eller datter, der oplever gentagne konflikter og misforståelser imellem sig. Eller voksne søskende, der har brug for hjælp til at blive afklaret med noget i deres relation – måske med rod i opvæksten – som er smertefuldt, og som skubber dem væk fra hinanden.
Om mig – Marie Hammer
Jeg er uddannet psykolog (cand. psych.) og autoriseret psykolog/psykolog med praksisuddannelse. Jeg har arbejdet med børn og familier, siden jeg blev færdiguddannet i 2014. De seneste 5 år har jeg arbejdet med familiebehandling, og her blev jeg særligt interesseret i de voksne i familien – i deres relation til sig selv og til hinanden, og hvilken stor betydning de har for trivslen i familien som helhed, og for børnenes trivsel.
Privat er jeg gift og har tre børn i alderen 1-10 år. Jeg kender også selv til de udfordringer, bekymringer – og heldigvis også mange glæder, der følger med parforhold og forældreskab 🙂
Jeg glæder mig til at møde jer!
Bedste hilsner
Marie
Samtaler hos Marie kan bookes via mail@heidiagerkvist.dk
Priser hos Marie Hammer er:
● Individuel samtale (50-60 min): 1.200 kr
● Familiesamtale (80-90 min): 1.850 kr
● Parterapi som led i psykoterapeutisk behandling (80-90 min): 1.850 kr
● Parterapi som vejledning (80-90 min): 1.850 kr + moms
Afbud:
Afbud meldes senest kl 8 dagens før aftalen – derved har vi en lille mulighed for at tilbyde tiden til en anden. Ved afbud som meldes senere end dette opkræves fuldt honorar. Det gælder også ved sygdom, akut afbud eller udeblivelse.

Comments are closed.