Psykolog med samtaleerfaring og interesse for parterapi søges

Vil du arbejde med og for kærligheden?

I Huset Agerkvist arbejder vi med relationer og udvikling, kærlighed og trivsel.
Vi laver rigtig meget parterapi og meget familie/forældrevejledning.

Vi har mange forløb med dejlige klienter i gang hele tiden, men desværre kan vi ikke tilbyde nok forløb. Der er for mange, der må stå i kø for at komme til. Jeg kan ikke følge med de mange henvendelser, selvom jeg allerede har to dygtige psykologer til at hjælpe mig.

Derfor søger jeg nu endnu en fagligt stærk, ambitiøs og engageret psykolog til mit team, så vi sammen kan skabe gode rammer for kærlighed, forbindelse og tryghed hos de mange par og familier, der er klar til at give deres hverdag og relationer et nyt blik og en kærlig hånd.

 

Kunne det være dig?

Er du psykolog, og vil du gerne arbejde med par (primært) og familier (i lidt mindre omfang)? Er du optaget af relationer og reaktioner i vigtige tilknytningsrelationer? Af kontakt og forbindelse og af at få kærligheden til at flyde mellem to, der elsker hinanden? Af at løse følelsesmæssige knuder op, og se par få øje på hinanden med hjerterne igen? Af trivsel i familier og mellem forældre og børn? Af børns udvikling og af at hjælpe forældre med at hjælpe den på vej?

 

Mine forventninger til dig er, at du:

  • Har erfaring med terapeutiske samtaler.
  • Har stor interesse i, lyst til at arbejde med og rigtig gerne erfaring med parterapi ud fra EFT tilgangen.
  • Er nysgerrig på adfærd og udvikling, og på relationer og reaktioner mellem mennesker, som indgår i en betydningsfuld tilknytningsrelation med hinanden – børn som voksne.
  • Kan se dig selv i en mere dynamisk end diagnostisk tilgang til arbejdet med par, familier og børn, og er rummelig og forstående overfor, at levede liv kan tage mange former og have mange udtryk.
  • Er indstillet på at arbejde i en privat praksis med blik for de vilkår økonomi og ressourcer giver.
  • Kan arbejde selvstændigt og struktureret, selv kan planlægge din tid og overholde deadlines.
  • Er livsglad og nysgerrig og både kan se fordelene i og sætte pris på at indgå i et fagligt og socialt fællesskab på daglig basis, og have lyst til at bidrage til det.
  • Der er ikke krav om autorisation.

 

Jeg tilbyder en stilling, hvor der er sørget for de praktiske ting som lokale, rengøring, internet og kaffe, og endvidere også for oplæring og supervision i EFT metoden.
Derudover bliver du også lukket ind verdens dejligste kollegafællesskab blandt alle 8 psykologer i huset, som ligger lige i hjertet af Aarhus i lækre lokaler. Vi arbejder alle indenfor feltet omkring familier, børn og parforhold, og vi deler og sparrer alt hvad vi kan komme til – også udover den fastlagte supervision. Vi har gode faciliteter og muligheder for reelt at have et kollegialt fællesskab. Her er højt til loftet, meget lille selvhøjtidelighed og mange høje grin.
Jeg har flere års erfaring med denne type samarbejde (siden 2017), og har kun godt at sige om det.

Arbejdstiden er to dage om ugen (onsdag og fredag) med mulighed for at øge den på sigt (sandsynligvis efter kort tid). Du må gerne have egne klienter herudover.

 

Jeg glæder mig til at modtage din skriftlige ansøgning med de mest relevante bilag på mail@heidiagerkvist.dk. Har du spørgsmål, så send mig en mail, og jeg ringer dig op. Jeg er svær at fange på telefon 🙂

Hvis du ønsker at sende din ansøgning og personlige oplysninger krypteret, så send mig en mail.  Så sender jeg dig en mulighed for at svare mig krypteret.

 

Ansøgningsfrist er søndag d. 23. november 2025

Jeg forventer at holde samtaler torsdag d. 27. november 2025, og optimalt for mig er opstart 1. januar 2026.

 

De bedste hilsner
Heidi Agerkvist

2015-05-14-18.33.02_SH

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Comments are closed.