Må man godt holde ferie uden sine børn?

Så har vi balladen igen!

Ferien står for døren og medierne bringer (ligesom sidste og forrige år) historier om børn der skal i institution, måske ligefrem gæstepleje, hele ferien, mens deres forældre tager til stranden, går på cafe eller rejser sydpå. Historierne deles eksplosivt på de sociale medier, og folkets dom er hård. Dagbladene bringer kronikker fra diverse eksperter, der helt i tidens ånd skælder forældrene ud over at være for selvoptagede, for forkælede, for meget – eller for lidt om man vil.

 

Hvorfor den hårde tone?

Jeg kan ikke lide den tone. At kaste med skyld og skam løser ingenting. Hverken i en debat, i et parforhold eller i en børnefamilie. Der er ingen bevægelse i skyld og skam. Det fastlåser.
Jeg tror at alle eksperternes intention er at skabe bevægelse. En bevægelse der bringer forældre og børn tættere på hinanden. Men når man er blevet skældt ud, kaldt knapt så flatterende ting og har fået påpeget alt det, man gør forkert som forælder, så får man mest lyst til at skærme sig og trække sig fra krigszonen. Og det er ærgerligt – både for forældrene, og for de børn der gerne vil i kontakt med dem.

Jeg vil gerne bringe den nu højspændte debat lidt ned på jorden igen, og dvæle lidt ved det jeg får øje på, hvis vi kigger lidt bag om scenen.

 

Børn har brug for ferie

Først og fremmest vil jeg gerne pointere, at børn selvfølgelig har brug for ferie. Af to grunde (mindst).

De har brug for en pause fra institutionen og det arbejde, der ligger i at være vuggestue-, børnehave- eller SFObarn.
En ferie giver, udover det forfriskende i en afveksling, også mulighed for at forholde sig til færre input og relationer for en tid, hvilket er med til at alt det barnet har set, oplevet og lært i institutionen kan lande og lagre sig.

Og så har børn brug for tid med sammen med deres forældre. De er barnets vigtigste mennesker, og dem der kender det bedst, og den relation kan ikke erstattes af selv de dygtigste pædagoger. For nu at sige det helt kort.

 

Forældre har også brug for ferie

ferieNår det så er sagt, er jeg rigtig meget fortaler for, at man som forældre husker at pleje sig selv og sit parforhold. Hvis der er underskud eller helt udsolgt på voksenplan, påvirker det hele familien. De voksne er dem, som hele familien skal leve af. Jeg bakker fuldt op om de forældre, der tager en dag eller to uden børn, hvor de tanker sig selv og hinanden op. De par dage er rigtig godt givet som energiindsprøjtning til resten af ferien.

Hvis du har læst mit seneste nyhedsbrev, vil du også se, at omsorg til sig selv og hinanden som voksne er en af mine tips til den gode ferie i børnefamilien.

Men hvad er det, der gør at nogen forældre tilsyneladende vælger at holde hele ferien uden deres børn? Jeg tror ikke at jeg har svaret, men debatten sætter nogle tanker i gang hos mig.

 

Udsolgt?

Kunne det ses som et tegn på, at hverdagen er skruet alt for stramt sammen, hvis man som forælder slet ikke kan overskue at holde ferie sammen med sine børn?

Af alle de mange hundrede familier jeg har mødt gennem tiden, har jeg endnu ikke mødt nogen, der ikke ønsker at være gode forældre og være sammen med deres børn. Men jeg har mødt rigtig mange forældre, der oplever at det er rigtig svært at få hverdagen til at hænge sammen når karriere, økonomi, børn, socialt liv og parforhold skal kombineres.
Kunne en måde at forstå nogle forældres trang til at holde ferie alene uden børn være, at hverdagen byder på så få – eller ingen – åndehuller, at to eller tre uger med børn, afbrydelser, krav, konflikter, service og behov er helt uoverskueligt?

Jeg tror ikke det er usandsynligt. Der er mange mange børnefamilier i dag, der halser rundt med følelsen af hele tiden at være bagud, og aldrig have tid til at trække vejret ordentligt. Det er usundt. Både på individ- og samfundsplan. I det lys er det ikke så mærkeligt, hvis man som forælder drømmer om at ligge i en hængekøje på en øde ø uden at skulle forholde sig til noget som helst i sin ferie.

 

Har vi nok at byde på?

Eller er det fordi forældre tror at det kræver noget ganske særligt at holde ferie med deres børn?

Har de seneste måneders artikler, kroniker og udtalelser fra diverse eksperter gjort det så indviklet at være forældre, at mange begynder at tvivle på, at de har noget at tilbyde deres børn? Skal man følge alle de ”gode” råd, er det nemt at blive forvirret og komme til at tvivle på, at man overhovedet gør noget rigtigt i forældrerollen. Børn skal jo stimuleres uden at blive overstimuleret. Og hvordan er det nu lige med Ipads – er det skadeligt eller udviklende? Og skal man give sine børn oplevelser eller er det sundt at kede sig?

Hvis man som forælder har haft lidt for travlt lidt for længe, og dermed har mistet kontakten til sin egen fornemmelse af, hvad der er rigtigt lige her i vores familie, så ligger det måske ligefor at tro, at barnet får mere ud af at være i institution henover sommer. Pædagogerne er jo uddannede, de ved hvad der er godt for børn. Og der er nok heller ikke så mange børn i de uger, så der er god til til de fremmødte børn, er der måske nogen der tænker – og tror på.

 

God ferie!

Jeg ved det ikke. Jeg synes blot at det er vigtigt at kigge lidt bagom, frem for at dømme og kaste med skyld og forargelse. Det er min optik ikke hjælpsomt for hverken børn eller forældre.

Der er selvfølgelig også den mulighed at forældrene er selvoptagede og ansvarsløse og bare ikke gider deres børn. Jeg har bare rigtig svært ved at købe den…….

Med ønsket om den bedste ferie til dig og dine – med plads til store og små – og med tid til dig, til jeres parforhold og til jeres børn. Og vigtigst af alt – med god samvittighed og ro i maven over at være de allerbedste forældre til netop jeres børn.

 

Du er som altid velkommen til at dele dine tanker i kommentarfeltet herunder.

 

Læs også: 

5 veje til en dejlig familiejul

Tid til dig selv – en by i Rusland?

Hvor længe kan jeg rejse væk fra mit barn, uden at det tager skade?

 

2 Responses to Må man godt holde ferie uden sine børn?

  1. Avatar for Jette
    Jette 22. juli 2018 at 22:50 #

    Jeg synes, det er skræmmende, at forældre har det sådan med deres børn, at de har lyst til at undvære dem et sekund længere end det tager at hente barnet, når arbejdsdagen er slut.Skræmmende at det ikke med det samme bliver rutine at deles om at klare praktiske fornødenheder i hjemmet,når man får et barn, hvor barnets omsorg sættes øverst på listen. Jeg tror, at I tror, det er godt for småbørnene at være i vuggestuen eller børnehaven. Det er fejlagtigt, Det har vi gjort til en påstået nødvendighed, med et meget skrabet vilkår for børnene inklusiv meget lidt tid og omsorg fra voksne dagen igennem. Vilkåret er blevet mere og mere skrabet de sidste 30 år, stik imod de voksnes vilkår med mere og mere frihed, lækre omgivelser at arbejde i , gode adresser, gode biler at køre derhen i og hjemmearbejdspladser med selvbestemmelsesret til at arbejde når man vil. Man kan næsten forledes til at tænke, at rollerne er byttet om og det er spædbarnet og det lille barn der bærer de “voksnes” rolle og ansvaret og forældrene der befinder sig i rollen som spædbarn lille barn, lystbetonet og ude af stand til behovudskydelse. Det kan godt vække kilde til undren, at der er nogle der får børn, når de er ude af stand til at sætte sig selv til side og udskyde egne behov, nogle gang på ubestemt tid og noget for evigt, fordi man er blevet forældre. Sådan er den rolle nu engang.
    Jeg vil sige at “skal ha” generationen er indtruffet og viser sig i fuldt omfang. Mennesker der tror, at alting er en ret for dem. I sin fulde udfoldelse er det ret hensynsløst i forhold til omgivelserne, og der ses desværre mange grimme eksempler på det nu.
    Den generation jeg tilhører deler vandene, nogle er de bedsteforældre, der bliver omtalt, som dem der skal køres i stilling til at passe baby, når mor og far skal det de vil. På den led er vi sat ind i en ligning, der skal passe til “skal ha” folkets aktiviteter. Den anden del er dem der promoverer ” skal ha” trenden, de består i høj grad af politikere, mediefolk, royale og skuespillere.De går forrest i “skal ha” kulturen.

    Hvis vi alle sagde nej til at passe deres barn, hvad så?- Ja, ikke sandt?

    Jeg synes det må være barnets stemme der tæller her, den siger ” Jeg vil have min mor og far, min mor og far skal være sammen med mig”. Barnet er deres, så det må de tage på sig, alle forældrene.

    Jeg er, Datter, Mor, Mormor og Farmor og har arbejdet med babyer,småbørn,skolebørn, unge, gamle, handicappede, forældre, bedsteforældre de sidste 40 år og arbejder lige nu med vuggestue- og børnehavebørn.

  2. Avatar for borgny
    borgny 26. november 2014 at 11:17 #

    Dette er smukt skrevet. Mere om ansvar i debatterne, til gavn for alle 🙂

Skriv din kommentar