Sorg er lidt ligesom feber

Hvad sorg og feber har med hinanden at gøre.

sorgI efteråret mistede jeg min far – og dermed mistede mine børn deres morfar. Vi synes stadig, at det er mærkeligt. Mærkeligt at han ikke er her mere – samtidig med at han stadig er her i vores hjerter og tanker, og i alle historierne og de fælles oplevelser vi har haft sammen. På en måde snakker vi mere om ham nu, hvor han er død, end vi gjorde, da vi bare regnede med, at han var her.

Det er første gang, vi i min familie har mistet en fra bedsteforældregenerationen, og vi var dermed novicer ud i den slags erfaring.

Mine store piger var meget optagede af mig – for jeg havde jo mistet min far, og fra deres perspektiv var det bestemt ikke rart. At blive konfronteret med at ens far kan dø affødte også en del ekstra grundige blikke på deres egen far. Bare for at tjekke, at han ikke så syg ud ligesom morfar gjorde, eller på anden måde lignede én, der var ved at dø. Det gjorde han heldigvis ikke.

Sorg har mange udtryk

I ugerne omkring og efter hans død var lunten kortere hos alle. Putteseancerne blev lange, og vi var trætte i krop og sjæl.

Midt i al hurlumhejet har det været fascinerende og befriende at følge børnenes helt forskellige måder at håndtere sorgen på – og samtidig også se hvordan de gik (og stadig går) ind og ud af sorgen.

For min mellemste var det meget vigtigt at få styr på fakta, så spørgsmålene haglede ned over mig, da jeg kom hjem efter at have lagt min far i kisten og fulgt ham til kapellet sammen med mine søskende og min mor:
Hvor er morfar nu? Har I puttet ham ned i hullet? Men hvornår bliver hullet så gravet? Hvad så hvis det blæser og hullet bliver fyldt med jord og blade inden morfar skal derned? Hvad nu hvis der er mange, der har noget med til morfar, kan det så godt være i kisten? Hvem er hjemme hos mormor nu? Og en hel masse flere spørgsmål, for så at slutte af med: Hvad har I fået til aftensmad?

For min ældste, som er en tænksom og sansende sjæl, fyldte tankerne om, hvad der sker, når man dør. Og tankerne om at vi, som er vigtige for hende, også kan dø. I bilen på vej hjem fra begravelsen skrev hun teksten til en sang, som hun senere satte musik til sammen med min mand (som er musiker). Det hjalp hende til at få nogle af de mange følelser lidt på plads. Hun bliver stadig ind imellem ramt af både tanker og følelser, og bliver både ked af det og vred over, at man kan dø.

Og mindsten – hun har heldigvis to større søstre, der kan fortælle hende anekdoter og historier om morfar, for hun er for lille til helt at forstå, hvad der er sket.

 

 

Børns sorg er ligesom børns feber.

Børn går ind og ud af sorg med svingende intervaller. Fra at være meget ked af det, kan barnet pludselig bede om en mad og så løbe ud og spille fodbold. Eller være i gang med at fortælle noget fra en dejlig dag i skolen, og så blive ked af det og savne midt i det hele. Ligesom feberens mønster er hos børn.

Det kan være en udfordring som voksen at følge med i skiftene – de kan gå meget hurtigt begge veje, og være meget svære, hvis ikke umulige, at forudse.
Som voksne svinger vi også selv, omend ikke helt så abrupt. En familie kan derfor følelsesmæssigt være hvert sit sted på et givet tidspunkt, og ikke nødvendigvis svinge i takt. Det bedste man kan gøre er at indstille sig på uforudsigelighed på følelseskontoen i en periode, og holde op med at prøve at regne ud hvordan de forskellige familiemedlemmer har det, og hvornår det holder op. Og lade være med at kæmpe imod. Ligesom man bliver mindre søsyg af at følge bådens bevægelser.

 

Står du i en situation, hvor du snart skal miste eller har du mistet, kan du med fordel være opmærksom på disse tre punkter:

1: Det er naturligt at gå ind og ud af sorgen.
Nyeste forskning peger på, at sorg kan forstås som en proces, hvor man svinger mellem to spor. I det ene spor fylder sorgen og tabet og alle de følelser der er knyttet til det. I det andet spor fylder tankerne om tiden der kommer, og om livet der går videre – nu i en ny form.

Du kan roligt lade dig selv og dine pårørende svinge mellem de to spor. Det er for hårdt at være i sorg hele tiden, og det er naturligt også at være rettet mod tiden, der kommer og de ting, der bliver anderledes nu. Det er ikke det samme som, at man er ligeglad med det der er sket.

sorg farvel2 : Sorgreaktioner er individuelle.
Der er ikke én rigtig måde at sørge på. Man skal ikke have det på en bestemt måde, eller have en bestemt adfærd (fx græde meget) for at sørge rigtigt. Og det er en myte, at jo mere man snakker om sorgen/tabet, jo mere hjælper det. Nogen oplever at få det værre af at tale meget om sorgen. Vi har forskellige behov på det punkt, og hav respekt for det. Det vigtige er, at alle får talt om det i det omfang, de hver især har brug for det.

3: Lad børnene selv styre hvor meget information og samtale de har brug for.
Svar på det de spørger om, og hold det ved det. Børn spørger typisk om det, de er klar til at forstå og rumme. Forsøg så godt du kan at svare på et niveau, der passer til barnets alder. Svaret skal give mening for barnet og ikke være så detaljeret, at det skaber forvirring og unødig angst. Du kan læse mere om, hvordan du taler med dine børn om noget, der er svært HER.

 

Mennesket er tilpasningsekspert

Og står du midt i en svær periode lige nu, kan det måske være hjælpsomt for dig at vide, at en af menneskets spidskompetencer er at tilpasse sig til nye forhold. Derfor vil det hele ikke blive ved med at føles lige så overvældende og uoverskueligt, som det gør nu. Lige så stille vil du finde en vej i det, lære dig nye strategier og finde ny glæde. Jo mere du kan give plads til det der er lige nu – af alle slags følelser, tanker og måder at have det på – jo mindre vil det føles som en kamp at finde på plads i det.

 

Læs også: 

Vi har mistet et barn. Vores søn har mistet en bror. Nu vil han selv dø

Skal min søn med til begravelse? Og skal han se sin oldemor død?

Tal med dine børn om det der er svært

Kunsten at lytte uden at fixe

 

Skriv din kommentar