Kunsten at sætte grænser for børn

Vi hører det hele tiden. Vi skal sætte grænser for vores børn.

Vi er tilsyneladende “en forældregeneration præget af slaphed og ingen grænser”. Børn, der ikke får sat grænser hjemme, er “et problem for lærere og andre børn i skolen”. Vores børn bliver nogle “små egoister, hvis de ikke lærer grænserne at kende”. Osv.

 

Men hvad er det med de grænser?

Hvordan gør man?

Hvad har børn egentlig brug for?

Er det kun børn, der har brug for grænser?

Og hvorfor er det så svært at sætte dem?

 

Det kigger vi næremere på i denne artikel , hvor jeg tager dig igennem:

➡ Hvad grænser er.

➡ Hvorfor dét at sætte grænser for dine børn, handler meget mere om dig end om dem.

➡ Hvad der sker, når vi sætter grænser for børn – i stedet for for os selv.

➡ Hvorfor det er vigtigt, at du kender og respekterer dine egne grænser.

➡ Hvorfor grænsesøgende adfærd hos dit barn er helt normalt og nødvendigt, og hvordan du håndterer det.

➡ Hvordan du nemmest får dine børn til at respektere de grænser, du sætter.

 

Hvad er grænser

Ja, hvad er grænser egentlig?

I psykologisk og relationel forstand er grænse en betegnelse for en blanding af præferencer, værdier, holdninger, velbehag og moral. Et lidt løst begreb for noget vi alle sammen kan fornemme er vigtigt. Måske derfor er det også så svært for os, det med at sætte grænser – for hvis vi ikke engang ved præcist, hvad en grænse er, hvordan skal vi så kunne sætte den?

Skal vi koge det ned til en lidt mere håndterbart begreb, kan man sige at grænser er dét, der markerer skellet mellem, hvornår noget er rart for dig, og hvornår det ikke er. Eller skellet mellem hvad du kan lide og ikke kan lide. Hvad du synes er i orden, og hvad du synes er….. ja, over grænsen.

 

Nogle grænser er meget tydelige for os end andre. Fx kan vi ret hurtigt mærke, hvornår en berøring er rar, og hvornår den gør ondt. Det er relativt nemt at sige til og fra i forhold til.

Anderledes kan det være med grænsen for, hvor meget sjov man kan lave ved aftensbordet. Hvornår er det bare hyggeligt og befriende, og hvornår kammer det over og bliver uro og ”hat og briller”?

Hvor går dine grænser?

Andre eksempler på steder, hvor grænserne kan være lidt sværere at finde, kan være spørgmål om hvor meget skærmtid, der er ok i løbet af en dag? Hvilket sprog og ord der er ok at bruge? I relation til større børn udfordres mange forældre, når de skal tage stilling til, hvor mange øl der må drikkes til de første fester?

For at gøre fænomenet grænser lidt mere håndterbart, kan det være hjælpsomt at tænke på det som lige dér, hvor noget går fra at være ok/helt fint/dejligt/godt, til at være for meget/for lidt/for voldsomt/ubehageligt.

 

Et godt sted at starte er altså at stille dig selv et par spørgsmål i stil med dem her:

★ Hvor går min grænse for hvilket sprog, hvilke ord og hvilken tone, vi taler med her i vores familie?

★ Hvornår bliver lyd (fx tale, musik, radio) til larm for mig?

★ Hvornår synes jeg, at det er dejligt at svigermor giver gode råd eller tager opvasken, og hvornår føler jeg mig irettesat eller kørt lidt ud på et sidespor?

Bare lige et par enkelte spørgsmå for nu – vi vender nemlig tilbage til det lige om lidt.

 

Handler det ikke om børnene?

Og hvorfor skal du så spørge dig selv om det? For handler det her ikke om børnene, og om at sætte grænser for dem?

Hæng på lidt endnu, for vi nærmer os det helt centrale her.

Den største misforståelse i relation til det at sætte grænser for børn er nemlig, at det primært handler om børnene, og at fokus derfor skal ligge på dem.

 

Det gør det ikke.

Det handler om dig.

Og det handler især om dine grænser.

 

For børn har ikke brug for, at vi sætter grænser for dem – ovre på deres banehalvdel. De har brug for at kunne se, hvor de vigtige mennesker i deres liv står, og hvor deres (altså de andres) grænser er, så de (børnene) har noget at pejle efter, når de bevæger sig rundt i de mange sammenhænge, de er i i deres hverdag.

 

At sætte grænser eller vise grænser?

Jeg stemmer for, at vi kalder det at vise grænser i stedet for at sætte grænser. Du må gerne synes, at det er noget ordkløveri og noget pædagogisk pladder. Du er alligevel velkommen til at hoppe med på det lille forestillingseksperiment, jeg inviterer dig ud på nu:

 

Forestil dig en stak brædder til at bygge hegn med.

Hvis du som voksen bygger et hegn rundt om dit barn med de brædder – altså sætter grænser for det, er det dig, der bestemmer, hvilket råderum barnet har – til alle sider.

At sætte grænser for børn handler ikke om at begrænse eller afgrænse demHvis du derimod viser barnet, hvor dine grænser er, ved at sætte brædderne op i den afstand fra dig som din grænse for et eller andet går (hvor højt man må synge eller råbe, om man må spise i sofaen, hoppe i sengen, hvor meget rod der må være, hvornår noget er for uhyggeligt osv.), så kan barnet se ”Her går mors/fars grænse”, og så kan det forholde sig til den.

Når du viser din egen grænse, i stedet for at sætte en grænse ovre ved barnet, har barnet mulighed for at sætte sine egne brædder (grænser) op ovre ved sig selv i den rette afstand.

Og hvis barnets andre vigtige voksne (pædagog/lærer/mormor/bedstevennens forældre osv) gør det samme, har barnet også mulighed for at finde ud af, at der er forskel på folks grænser i relation til forskellige emner, og at det giver barnet selv forskellige muligheder og rammer i forskellige sammenhænge.

 

For meget og for lidt – hvor skal grænsen gå?

Hvis du sætter grænserne for barnet ovre på barnets matrikel, bestemmer du for barnet, hvor de skal stå, og du risikerer at sætte dem for langt ude eller for langt inde.

Begge dele er lige uhensigtsmæssigt.

Står grænsen for langt inde, er der noget af barnet, der ikke kan komme i spil, som ellers gerne vil det, og sikkert vil blive ved med at prøve at komme ud, og så kan I have konflikter om det. Eller måske opgiver barnet og lægger låg på den del af sig selv, hvilket kan give en hel del bøvl senere hen i livet.

Står grænsen for langt væk, kan det blive utrygt for barnet, fordi det skal overskride sin egen grænse (som det ikke har fået lov at sætte), for at komme helt hen til den, du har sat. Måske har I forskellige grænser for, hvornår noget er uhyggeligt, eller hvor meget man må tumle i en leg, og barnet kan dermed opleve, at dets grænser bliver overtrådt.

 

Har du styr på din egne grænser?

Den sundeste måde at håndtere grænser på er altså at slippe ideen om, at det at sætte grænser betyder af afgrænse eller begrænse barnet (eller andre du er i relation med – din partner fx).

At sætte – eller vise – grænser, starter hjemme hos dig selv. På din egen matrikel.

Og så har vi balladen….

For hvis du er vokset op med forældre, der (i bedste mening) har sat grænser for dig, ved at montere brædderne ovre på din matrikel, dér hvor de vurderede at de stod bedst, så har du nok ikke et særligt tydeligt billede af, hvor dine egne grænser er.

Det kan også være, at du tydeligt kan mærke dem, men har toptrænet dig selv i at overhøre dem, og i stedet rette ind i forhold til de grænser, der blev markeret for dig – på dine vegne.

En tredje mulighed er også, at du godt kan mærke dine grænser (eller i hvert fald nogen af dem), men at du ikke ved, hvordan du handler på dem, eller er i tvivl om, om du godt må respektere dem og tage dem alvorligt.

 

Tydelige grænser – ja tak!

Udfordringen opstår, når vi som voksne ikke selv kender vores egen grænser, ikke handler på dem eller ikke står ved dem. For hvad skal barnet så pejle efter? Hvordan skal barnet vide, hvor de grænser, det skal respektere, er?

Vores børn spejler sig i os hele tiden. Kigger på hvad vi gør. Leder efter information i vores signaler, kropssprog, adfærd, ord og anvisninger, som de kan bruge som hjælp til at finde ud af, hvad deres næste skridt er.

Børn samarbejder dagen lang. Og det bliver allernemmest for dem, hvis det er tydeligt for dem, hvad det skal samarbejde om.

At vise grænser kræver tydelig kommunikationMed andre ord: Hvis du kan formidle dine grænser tydeligt og klart, er det meget nemmere for dine børn at forstå dem og handle efter dem.

Og bare lige for en sikkerheds skyld – at være tydelig, er ikke det samme som at være skrap eller skælde ud eller råbe. Det er derimod at være nemmest mulig at forstå – altså at kommunikere et klart og tydeligt budskab i en kærlig og respektfuld tone, og med rolig puls og nervesystem.

 

Det med tydelighed er der stof nok i til en hel artikel i sig selv – og den kommer snart!

 

Grænsesøgende adfærd – hvad stiller du op med det?

Børn kan betragtes som små detektiver eller små forskere. De undersøger. De tester. De prøver hypoteser af. Og de prøver lige igen for at se, om det samme sker anden, tredje…..og tyvende gang de gør det samme.

Tag fx det lille barn på halvandet år, som vipper sin kop og hælder mælk ud på bordet (og stolen og bukserne og gulvet). Igen. Og igen. Og igen. Til forældrenes store frustration.

Hvad laver det barn? Provokerer? Irriterer?
Nej, det undersøger. Ryger mælken nedad hver gang? Bliver bukserne våde hver gang? Ser mor og far ud på samme måde i hovedet hver gang? Det undersøger altså tyngdekraft, mælkens fysiske egenskaber og den reaktion handlingen fremkalder hos mor og far.

Børn søger viden, når de tester grænserNår det har gjort det tilstrækkeligt mange gange, holder det op. Så har det nemlig fået den information, det havde brug for, for at kunne konkludere på spørgsmålet ”Hvad sker der, når jeg vipper koppen?”. Den konklusion bliver lagret som en erfaring barnet bringer med sig og bruger i sin liv fremover.

Det samme gælder, når det handler om grænser.

Vi kan kalde det grænsesøgende adfærd. For det er det. Men ikke i den mest gængse opfattelse af, hvad grænsesøgende adfærd er, nemlig; manipulerende, provokerende, konfliktsøgende.

Det er ikke barnets intention. Barnet søger grænsen, fordi det søger information om, hvor den er, og hvad der sker, hvis man overtræder den.

 

Informationer og impulser

Jo yngre barnet er, jo flere ting skal det lære for første gang, og jo mere information har det brug for, for at kunne konkludere på forskellige situationer og udlede erfaringer, som det kan tage med sig. Samtidig er mindre børn primært impulsstyrede, og det forlænger processen omkring den grænsesøgende (videnssøgende) adfærd lidt.

Et klassisk eksempel på det er, når barnet undersøger, om det virkelig kan passe, at det ikke må få den is, det har så meget lyst til lige nu. Hvad sker der, hvis jeg lige spørger igen? Og igen? Og igen? Siger mor så ja alligevel?

Du kan hjælpe dig selv og dit barn rigtig meget i de situationer ved at huske på, at barnet søger information, når det søger en grænse, og at din opgave er at give barnet den information ved at oplyse om grænsen. Det kan sagtens gøres roligt og kærligt og helt uden at blive bebrejdende og sur.

Det kræver til tider en hel del tålmodighed. Den tålmodighed  kan være nemmere at få på banen, når du ser barnet som informationssøgende frem for provokerende, manipulerende og udspekuleret.

Jo tydeligere det er for barnet, hvor grænsen er, og hvad den handler om, og om den er den samme hver gang, jo nemmere og hurtigere vil barnet kunne forholde sig til den og vil ikke være nødt til at spørge efter den mange gange, på måder, der giver mening for barnet, men oftest føles udmattende for forældrene.

 

At sætte grænser for børn handler meget mere om dig end om børnene

Værn om dine egne grænser, og lad dit barn finde sinePilen peger altså på dig. Heldigvis. For det er meget nemmere at tage hånd om og styring på noget, der ligger på din egen banehalvdel, end det er at styre hvad der foregår på andres. Det er oftest op ad bakke….

Når du passer på, værner om, respekterer og formidler dine egne grænser på en tydelig og kærlig måde, giver du barnet mulighed for at få øje på dem, mærke dem og respektere dem.

Du giver også dit barn mulighed for at opdage, at der forskel på folk – og på folks grænser.

Og ikke mindst giver du barnet mulighed for selv at mærke, markere og handle på sine egne grænser. Og de kan meget vel være anderledes end dine.

 

Lad os her til sidst kigge det med at respektere andres grænser  – også når de er meget forskellige fra ens egne.

 

Den nemmeste måde at lære dit barn at respektere andres grænser.

Det er egentlig ret enkelt.

Det er allernemmest for børn at respektere andres grænser, hvis de oplever, at deres egne grænser bliver respekteret.

Respkekter dit barns grænser - så respekterer det dine.Vokser barnet op i en familie, hvor der er respekt om grænser, hvor der lyttes og hvor der er plads til at alles grænser ikke er ens, vil det være naturligt for barnet at værne om sine egne grænser i relation med andre børn. På samme måde vil barnet være vant til at håndtere og respektere at andre børn – og voksne i øvrigt – kan have grænser, der er anderledes end dets egen, eller de grænser det kender fra de voksne i sin egen familie.

Hvis du gerne vil have, at dit barn øver sig i at respektere dine grænser, så hjælp det på vej ved at give det mulighed for at gøre, som du gør. Børn lærer hurtigt nye kompetencer, hvis de kan spejle sig i voksne, der viser hvordan.

Det betyder omvendt også, at barnet lærer at overskride egne grænser, hvis det ser, at det er din strategi.

I hyggens og kvalitetstidens navn, er det fristende som forælder at lade være med at gøre noget. At undgå en mulig konflikt. At give køb på sit eget behov. At blive i tvivl om, om man er for skrap. At tage sig sammen. At holde ud.

Måske kender du det?

Så kender du sikkert også til, at det lige pludselig eksploderer, og du overhovedet ikke kan holde en eneste lyd / spørgsmål / konflikt mere ud, og får sagt noget til dit barn på en måde, du fortryder lige bagefter. Det betyder måske, at du, næste gang du mærker din grænse for mængden af lyd og larm, lige overtræder den igen i hyggens navn, for nu var du jo altså for skrap og streng sidst.

Kan du se mønsteret?

 

Husk på at du er rollemodel for dit barn. Din måde at håndtere dine egne grænser på, bliver dit barns model for at håndtere sine. Og din og din partners måde at håndtere jeres individuelle grænser i jeres parforhold, bliver dit barns model for, hvordan man mødes og giver plads og tager hensyn i et parforhold.

Så der er alt muligt god grund til at give dine egne grænser et eftersyn, tage dem alvorligt og formidle dem tydeligt og respektfuldt over for både dig selv, dine børn og din partner.

Det giver mere plads til alles udviklingsmuligheder og det sænker konfliktniveauet betydeligt, når I holder op med at overskride egne og hinandens grænser.

 

 

Psykolog Heidi Agerkvist om kunsten at sætte grænser for børn

 

Rigtig god fornøjelse!

Bedste hilsner
Heidi

 

 

 

 

 

 

→ Klik her og få endnu mere viden om og konkrete redskaber til ”det med grænser”. Bliv klogere på dine egne, og lær at læse og give plads til dit barns grænser ←

 

 

Læs mere om:

Børns adfærd

Sådan arbejder jeg som børnepsykolog

9 familieeksperters gode råd til dig

 

 

5 Responses to Kunsten at sætte grænser for børn

  1. Camilla Ørsted Bang 16. april 2016 at 8:07 #

    Tak for en virkelig god, brugbar og forståelig artikel Heidi. Du forklarer grænser godt med hvilke banehalvdel vi bevæger os ind på.
    Hvor er det dejligt med denne viden, det var lige de ord jeg havde brug for 🙂

    Mange hilsner
    Camilla

    • Heidi Agerkvist 16. april 2016 at 15:13 #

      Tak Camilla!

  2. Jane 14. april 2016 at 19:09 #

    Hej Heidi,
    Tak for endnu et super brugbart blogindlæg! Kan du ikke give et par konkrete eksempler på grænser sat på barnets banehalvdel – altså den hvor man bygger hegnet rundt om barnet. Bare så jeg bedre kan se det for mig.
    Mvh Jane

    • Heidi Agerkvist 14. april 2016 at 21:55 #

      Hej Jane.

      Jo selvfølgelig! Godt du spørger.

      Helt overordnet handler det om, hvorvidt du som voksen er mere optaget af, hvad der foregår på barnets banehalvdel end på din egen. Altså situationer hvor du har travlt med sige en noget om barnet eller barnets reaktioner og behov, a la: “Det er da ikke noget at blive så ked af”, “Kom nu, det er altså ikke farligt, og alle vi andre vil gerne” eller “Hvorfor skal du altid larme så meget. Kan du ikke holde op med det?!”

      For reelt er det jo kun barnet, der ved, om “det” er noget at blive ked af. Men hvis du markerer grænsen for, hvornår barnet må være ked af noget på barnets vegne (i det her tilfælde for langt væk fra barnet), skal barnet overskride eller overhøre sin egen oplevelse af situationen og sin grænse for, hvornår noget er for meget/lidt/sårende etc.

      På samme måde gælder det i det næste eksempel, hvor barnet synes noget er farligt og holder sig lidt tilbage, men får at vide, at “det altså ikke er farligt”. Det er det måske heller ikke for den voksne, men for barnet opleves “det” (rutschebanen i Tivoli / at sove i telt / hoppe fra vippen i svømmehallen) farligt lige der. Og hvad skal barnet så gøre? Overskride sin egen grænse for at opnå anerkendelse fra sine vigtige voksne, eller respektere den grænse, det tydeligt kan mærke, og så enten miste relationen til resten af familien, mens de gør “det der farlige”, eller bære det tunge ansvar over at teltturen ikke kunne gennemføres.

      I det sidste eksempel krydser barnets og den voksnes grænser hinanden. Barnet har lyst til at fylde mere med lyd og bevægelse end den voksne kan være i. Her er kunsten at skabe plads til begges behov og grænser, uden at gøre nogens behov eller grænser forkerte. For er barnet for voldsomt? Eller er den voksne for sippet? Eller har de bare forskellige grænser? Hvis den voksne her sætter grænsen for barnet, så den opfylder den voksnes behov, kommer den til at stå for tæt på barnet. Det resulterer med garanti i at barnet bliver endnu mere larmende i lyd og krop, fordi det bliver begrænset i sin udfoldelse – indtil det måske resignerer. Omvendt har barnet heller ikke gavn af at få lov til at overskride sine forældres grænser hele tiden. Det bliver forældre nemlig gnavne af over tid. Så kunsten her er som sagt at give plads til begges grænser og behov. Det kan gøres på mange måder. Én af dem kunne være at lave en larme-zone, hvor det er ok at give den gas for barnet. En anden kunne være at lave en stillezone for den voksne at trække sig hen i. Osv.

      Og så er der jo også en stor del af det her, der handler om at lære at indgå i sociale relationer med alt hvad dertil hører af kompromiser og hensyn og input, og erfaring med hvad der kan lade sig gøre, indenfor og udenfor, hjemme og hos mormor, i børnehave og hos bedstevennen. Det er en stor opgave i sig selv. Alt andet lige bliver den dog nemmere, hvis alles grænser kan respekteres og har lige meget værdi.

      Bedste hilsner
      Heidi

      • Jane 18. april 2016 at 20:01 #

        Mange tak 🙂 🙂

Skriv din kommentar

Gratis videokursus om konflikthåndtering i børnefamilien

Gratis videokursus om konflikthåndtering i børnefamilien

★ Konkrete og effektive redskaber til dine udfordringer i hverdagen med børn

★ Løbende tips og inspiration til mere ro og glæde i familien

★ Få den nyeste viden først

.

You have Successfully Subscribed!