Mit barn lyver – jeg vil have, at hun indrømmer!

Brevkasse: Mit barn lyver, og det driver mig til vanvid. Hvordan får jeg hende til at indrømme?

 

Kære Heidi.

Jeg har et spørgsmål om børn der lyver, eller som man ikke kan få til at indrømme, at de har gjort noget forkert. Mit barn lyver, og jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.

Mit barn lyver - jeg er så frustreretJeg kan død-og-pine ikke få min datter på 7 år til at erkende at hun fx har klippet hul i sit lagen og i hullet lavet en krusedulle på sin madras med en kuglepen. Arghhhhhh… Og alle mulige andre småting der går i stykker, bliver tegnet på osv.

Jeg aner ikke, hvordan vi skal få hende til at indrømme, hun er dælme så stædig😊 Jeg er nået dertil at jeg har tænkt, at jeg så må sige, at vi trækker pengene, der skal bruges til at købe nye ting, og reparere ting, fra de penge hun normalt får julegaver og fødselsdagsgaver for, men det kan jeg jo alligevel ikke holde, og det er også en lorte-ide👎👎

Hvordan får jeg hende til at indrømme at det er hende, og ja, jeg ved det er hende. Men det bekymrer mig, at hun ikke vil indrømme det. Både min mand og jeg møder en mur af stædighed, når vi opdager noget der igen er gået i stykker. Jeg er egentlig mest bekymret for om hun ikke føler tillid nok til at kunne fortælle os sandheden.

Mange hilsner Sisse

 

Mit barn lyver, og jeg kan ikke få hende til at indrømme, hvad hun har gjort!

 

Kære Sisse.

Tak for dit spørgsmål. Jeg forstår til fulde din frustration. At opdage at ting hele tiden går i stykker eller bliver ødelagt på den ene eller anden måde er virkelig irriterende.

Jeg gætter på, at du har læst min artikel ”Når Børn lyver – hvis det er det, de gør”, som også ligger her på siden.

Her beskriver jeg de kognitive (hjernemæssige) processer der er i spil, når barn skal navigere mellem sandhed og så hele spektret fra fantasi/ønsketænkning og til decideret bevidst og manipulerende løgn.

 

Og lad os få slået det fast helt fra starten:

Mit barn lyver om hvad hun har gjortDin datter lyver ikke bevidst og manipulerende!

 

Det har hun ganske enkelt ikke tilstrækkelig hjernemæssig kapacitet til endnu. Hun er 7 år, og kan ikke navigere i og planlægge et handlingsforløb a la ”Nu vil jeg klippe hul i mit lagen, og tegne på madrassen, og så vil jeg bagefter ikke sige til mor og far at det var mig, der gjorde det, lige meget hvor meget de presser mig”.

Der findes børn på 7 år, der i højere grad kan håndtere den proces. Det kan ske, hvis de vokser op i meget dysfunktionelle familier, hvor det at gøre ”noget dumt” med vilje, og bagefter skjule det, tjener et formål om at råbe forældrene op, eller fjerne deres opmærksomhed fra det, de ellers giver fokus (skarpe skænderier, vold, misbrug osv).

Det gætter jeg på ikke er tilfældet for din datter.

Der er noget andet på spil.

 

Lyst og impulser

Din datter er 7 år og stadig relativt lyst- og impulsstyret. Der er begyndt at komme hul igennem til fornuften og de andre finere og mere ”voksne” kompetencer som frontallapperne indeholder, men der er stadig mere hul igennem til lyst og impulser.

Betragt din datter som en lille opdagelsesrejsende. Hvad mon der sker, hvis jeg klipper her? Føles det på samme måde at klippe i lagner, som i papir? Hov, nu kan jeg se madrassen. Virker tusser på den?

Det svarer til de andre undersøgelser, hun laver i sit liv for tiden, som fx: Kan jeg slippe for at tage min tallerken ud efter aftensmaden, hvis jeg lader som om jeg har glemt det? Hvis jeg kigger på mor med mine sødeste øjne? Hvis jeg siger, at jeg looooover at gøre det i morgen?

Den slags undersøgelser er hun programmeret til at lave, og de udgør en vigtig brik i hendes informationssamling om, hvordan verden ser ud, hænger sammen og virker. Hun er med andre ord helt normal og opfører sig, som hun skal i sin alder.

 

Så indrøm dog!

Mit barn lyver og hun vil ikke indrømmeDen del der bliver udfordrende for både jer, du og din mand, og for hende, er dér hvor I vil have hende til at indrømme. Du beskriver hende som vældig stædig.

Det interessante med stædighed er, at det ikke i sig selv er et problem. Men det bliver det, når stædighed møder modstand. I jeres tilfælde er modstanden jeres ønske (krav) om, at hun skal indrømme. Man kunne fristes til at sige at jeres datter ikke er den eneste, som er stædig…..

 

Jeg vil gerne invitere jer til at overveje, hvad målet er med at få jeres til datter til at indrømme. Det kan umiddelbart lyde lidt provokerende, det er jeg med på. Men hæng på, og giv det lige en tanke. 

 

Handler det om ærlighed? Om opdragelse? Om straf? Om skæld ud? Om ansvar? Om at sige undskyld?

Hvorfor er det så vigtigt at få hende til at indrømme? Hvad er det I gerne vil lære hende?

Brug 10 minutter hver for sig og/eller sammen på at finde ud af, hvad det er I gerne vil opnå med at insistere på at få hende til at indrømme.

 

I jeres datters univers hænger den del af processen – nemlig det at stå til ansvar / sige undskyld etc overfor jer – ikke ret meget om selve det at klippe i lagnet. Det var jo bare en undersøgelse. Noget hun gjorde, fordi hun ville se hvad der skete. Og det er overstået for længst.

Og nu står I så her. Jeres datter kan helt sikkert sagtens mærke den lidt anspændte stemning, og at I gerne vil have noget bestemt af hende.

Børn vil rigtig gerne give deres forældre, hvad de gerne vil have. Så når hun ikke giver jer det, I gerne vil have, er det enten fordi hun ikke kan, eller fordi hun passer på sig selv ved ikke at gøre det.

 

Du er selv inde om noget centralt. Nemlig tillid.

Til jer, til sig selv og til situationen.

Jeg gætter på, at hun dels ikke helt har forstået, hvor meget det betyder for jer, om man klipper eller ikke klipper i lagnerne – for det betyder helt sikkert mindre for hende. Og dels at hun ikke siger ”Okay, det var mig der gjorde det”, fordi hun er usikker på hvad der så sker.

Bliver I så endnu mere sure og utilfredse, end hun kan mærker at I allerede er? Skal hun skældes ud? Bliver det sagt til andre i familien? Hvad sker der?

Set i det lys er det jo klogt nok af hende ikke at komme jer i møde. Det er en måde at passe på sig selv på.

 

Men mit barn lyver jo – hvad gør jeg så?

Mit barn lyver og hun er så stædigBilledligt talt er I i gang med at klemme jeres datter mere og mere op i et hjørne, ved at blive ved med at insistere på, at hun skal gøre noget hun pt ikke kan.

Og samtidig kan hun godt mærke, at I i et eller andet omfang er på vagt overfor hende. Hun kan mærke når I tænker: Mit barn lyver. 

Afhængigt af hvad I fandt ud af lige før, da jeg bad jer kigge på, hvorfor det er vigtigt for jer, at hun indrømmer, kan I nu overveje, hvordan I i højere grad kan træde lidt tilbage, så hun har mulighed for at komme ud af hjørnet, og samtidig skabe rammerne for, at det der er vigtigt for jer at formidle/signalere til hende, kan få plads.  

Børn lærer allernemmest ved at kunne spejle sig i nogen der gør det, de skal lære. Så hvis det der er vigtigt for jer fx er, at hun skal stå ved, når hun har gjort noget forkert, så vis hende hvordan man gør.

Stå selv ved, når I lander i en uheldig situation. Sig højt at ”i dag klokkede jeg i det på arbejde” eller ”Jeg er kommet til at gøre noget dumt. Det var slet ikke meningen, men ….”.

Og vis hende så også hvad konsekvensen af at stå ved den slags hændelser er. Hvis du står ved et eller andet (evt en situation du opdigter for eksemplets skyld), og din datter så kan se, at du bliver mødt med omsorg og forståelse af din mand, så vil det være tryggere for hende at sige ”Okay, jeg kom til det”.

Så tænk I hvordan I kan træde lidt tilbage fra hjørnet, og hvordan I kan gøre det lettest og tryggest muligt for hende at stå ved / indrømme / tage ansvar for sine handlinger.

 

Ikke for mange ord…

Og hvis /når hun skulle vove sig frem og lidt ud af hjørnet, er det meget vigtigt, at I ikke ”overfalder” hende med bebrejdelser og ”Nååå, så kom det endelig frem”, og ”lover det så…..” Og ”du kan nok forstå….” osv, men at I i stedet for siger ”Tak. Hvor er jeg glad for at du sagde det til mig. Det er sejt.” Og så ikke mere lige der.

Det er virkelige svært at stoppe der, for I står jo med alle jeres gode intentioner om at give hende det allerbedste med på vejen, og sørge for at hun ikke kommer til at spænde ben for sig selv osv.

Men prøv alligevel at lade være med at kræve mere af hende der. Hav fokus på at det skal være en god oplevelse for hende at komme til jer. Så er der nemlig meget større sandsynlighed for, at hun også kommer når hun kom til at stjæle noget i føtex, eller drikke noget der var lidt stærkere end de to øl I havde aftalt, eller……..

Hvis du bare ikke kan stoppe der (og det skriver jeg ikke, fordi jeg tror du er en emsig eller bedrevidende mor, men fordi det virkelig er svært ikke at appelere til aftaler eller anger eller komme til at bebrejde og belære lige dér), så tal hende op og sig noget a la ”Tak fordi du sagde det. Det er jeg virkelig glad for. (Pause….) Og jeg ved, at du godt ved, at det ikke var så smart at klippe i det lagen, og at du skal prøve ikke at gøre det igen, så det behøver vi heldigvis ikke at bruge en masse tid på at snakke om”.

Lidt ligesom du tydeligt viser, at du godt ved, at det med at modregne i julegave- og fødselsdag penge er en lorteide – så det behøver jeg heller ikke tvære mere rundt i 😉

 

Psykolog Heidi Agerkvist vejleder om mit barn lyver

 

Rigtig god “arbejdslyst”

De bedste hilsner
Heidi

 

 

 

 

 

Læs også:

Mit barn trives ikke i skolen – hvorfor?

9 familieeksperters gode råde til dig – værsgo!

Mit barn hører ikke efter

 

 

5 Responses to Mit barn lyver – jeg vil have, at hun indrømmer!

  1. Susanne 14. januar 2016 at 20:09 #

    Du er dælen fløjtme en yderst kompetent og anerkendende psykolog 😊 Du formår at give en forståelse af barnets intentioner og hvor det er kognitivt. Derudover kommer du med mulige handleanvisninger. Jeg kan på det varmeste anbefale dig Heidi 👍

    • Heidi Agerkvist 14. januar 2016 at 20:50 #

      Tusind tak, Susanne. Dælenfløjtme 😉 !!

      • Susanne 14. januar 2016 at 22:48 #

        Ja og så er du ikke mindst i børnehøjde og beskriver hvad barnet tænker og føler 😊 Det er lige noget i min boldgade – YES 😃

  2. Camilla Sørensen 13. januar 2016 at 13:51 #

    Behøver jeg sige, at jeg synes du er SÅ god Heidi? 😉

    • Heidi Agerkvist 13. januar 2016 at 13:54 #

      Næ, det behøver du ikke Camilla, men det spreder glæde at du gjorde det alligevel 😉 Tusind tak for det!

Skriv din kommentar

Gratis videokursus om konflikthåndtering i børnefamilien

Gratis videokursus om konflikthåndtering i børnefamilien

★ Konkrete og effektive redskaber til dine udfordringer i hverdagen med børn

★ Løbende tips og inspiration til mere ro og glæde i familien

★ Få den nyeste viden først

.

You have Successfully Subscribed!