Gamle hjerner, feber og moderne familieliv

Familieliv anno 2014, vol 3.

Feber – igen….
familielivI skrivende stund er jeg hjemme med mindstebarnet som er ramt af feber – igen.
Det er ikke længe siden hun lå der sidst – i dynebylten med røde kinder og fugtig pande.
Og dermed er det heller ikke længe siden, at min mand og jeg kiggede på hinanden, på den der ”hvem tager hende i morgen?”-måde.

Selvom jeg er selvstændig og på den måde nærmest fuldstændig selv kan bestemme, hvornår jeg vil arbejde og hvornår jeg vil holde fri, så kan jeg ikke altid bestemme det med dags varsel. Det kunne ellers være smart.

Så ville vi slippe for de samtaler, hvor vi begge to prøver at være ordentlige og imødekommende, mens vi prøver at finde en løsning på logistikken. Vi er gode til at være ordentlige, men det betyder ikke, at vi ikke begge synes det var nemmest hvis modparten tog tjansen i morgen. For det ville det jo. Og samtidig mærker vi begge splittelsen i at skulle navigere mellem at tage sig kærligt af sit syge og hjælpeløse afkom, og så arbejdet, som tilfredsstiller passion og mening og forsørgelse af familien. To måder at passe på sin familie på.

Kigger man på hjernen og den måde kønshormonerne påvirker den, vil mandens hjerne traditionelt være mest optaget af at beskytte og forsørge familien ved at sørge for mad og sikkerhed, mens kvindens hjerne vil sørge for, at hun tuner ind på børnenes basale behov.

 

En gammel stædig rad

Vores hjerne er gammel. Den egner sig faktisk ikke særlig godt til det samfund, vi har bygget op omkring os, og som vi lever i. Det er der mange grunde til.
En af dem er, at kønsrollerne i dag ikke er så givne, som de var en gang. Det er der meget godt i, men det har også skabt en masse forvirring på mange punkter.

Det kan godt være, at det var primitivt og måske også lidt kedeligt i gamle dage, men der var altså noget, der var givet og enkelt på en måde, som vi skal kigge langt efter i dag. Manden forsørgede familien, og kvinden tog sig af hjemmet og børnene.

I dag har vi en samfundsstruktur, som nærmest kræver, at begge parter er på arbejdsmarkedet for at kunne finansiere en helt almindelig hverdag. Samtidig er kønsrollerne ikke længere så skarpt optrukne. Ligesom arbejdsmarkedet ikke længere er mændenes domæne alene, er yngelpleje og barsel heller ikke længere kvindernes domæne.

Og tro nu ikke at jeg vil have kvinderne tilbage til kødgryderne og mændene væk fra barslen. Overhovedet ikke!

Jeg vil bare gerne pege på to ting, nemlig at vi som samfund fået skabt en meget stram model for det at være børnefamilie. En model der gør det meget ubelejligt, at nogen får feber. Efter at kvinderne er startet på arbejdsmarkedet, er der i praksis blevet et fuldtidsjob ledigt i hjemmet. Ikke nødvendigvis et kønsbestemt fuldtidsjob, men blot et fuldtidsjob – med overtid… Det skaber pres på familielivet, på parforholdet, på arbejdslivet.

Derudover har vi tilføjet en (blandt mange) ekstra dimension til parforholdet og familielivet, i og med at den traditionelle opgavefordeling mellem mænd og kvinder er blevet opblødt. Nemlig at opgavefordelingen er til forhandling – hver gang. Og det er langt hen ad vejen rigtig godt for rigtig meget. Men hvordan navigerer vi i det, hvis vi ikke længere kan lade vores hjerne råde – fordi den er et gammelt stædigt apparat, som er fyldt med hormoner, og ikke går så meget op i samfundsudvikling og moderne arbejdskultur?

 

Ravnemor? Tøffelhelt?

Der står vi så med et feberhedt barn, og er splittet på et højere plan. Mellem hjerne og kultur. For må man som kvinde godt have lyst til at fokusere på sit arbejde, når ens gamle hjerne råber op om, at det jo er bedst, at det er moren der er sammen med det syge barn. Og må man som mand godt have lyst til at pjække fra forsørgerrollen en stund, og tilbringe en dag i tæt kontakt med en lille varm sjæl.

Hvor går grænsen mellem karrierekvinde og ravnemor? Og mellem moderne mand og tøffelhelt? Hvor stiller det os som par? Og som forældre?

Hvad gør I hjemme hos dig?

 

 

Læs også: 

Styrk hverdagen i Børnefamilien

Parterapi i Århus

Sådan arbejder jeg – om børns adfærd og hvordan vi forstår den.

One Response to Gamle hjerner, feber og moderne familieliv

  1. Helle Koed 14. marts 2014 at 16:16 #

    Endnu engang rammer du hovedet på sømmet Heidi 😉 Vi har to børn hvor den mindste er knap 1,5 og været meget syg siden jeg startede på job igen i oktober. Her hjemme har min mand taget sig en hel del af hende og med mange mange barns første sygedag. Vi har som mange andre unge i dag, ikke bedsteforældre og andet familie at trække på, men tingene har det med at løse sig alligevel.- så må vi se om vores chefer bliver trætte af os en skønne dag 😉 Der hvor jeg synes det bliver interessant er den måde som samfundet er bygget op – som du så fint beskriver – der er noget uhensigtsmæssigt og noget strider mod manges følelser når først vi har det børn. Hvis du har fulgt udsendelsen på DR2 SÅDAN ER DET BARE har du sikkert set flere med lignende tanker. Vi skal bare huske at VI VÆLGER SELV DET LIV SOM VI LEVER. 🙂 Det kan være svært og en stor udfordring at gøre tingene markant anderledes end normen, men det KAN lade sig gøre og ønsker man at arbejde mindre og med større flexibilitet kan man vælge det, det kræver at man gør nogle prioriteringer og satsninger, men måske de er det værd!? 😉

Skriv din kommentar

Få et GRATIS kursus om konfliktløsning i børnefamilien
Close

Få et gratis videokursus om konflikter i børnefamilien

  • Konkrete og effektive redskaber til dine udfordringer i hverdagen
  • Løbende tips og inspiration til mere overskud og glæde i familien
  • Særtilbud og rabatter
"> ">
.